Udkast til beretning over B 162 om at styrke kontrollen med håndtering af jord fra bygge- og
anlægsprojekter
Udvalget konstaterer, at der er brug for at styrke kontrollen med bortskaffelse og anvendelsen af
overskudsjord og mindske risikoen for snyd. Partierne er derfor enige om, at der er behov for
opstramning af indsatsen, når jorden skal bortskaffes. Både i forhold til dem, der flytter jorden, de,
der modtager jorden, og de, der står for transport af jorden. Partierne er enige om, at der kigges
på alle led, så der sættes ind der, hvor der opnås en væsentlig effekt. Samtidig skal det
understøttes, at overskudsjord også fremadrettet skal kunne håndteres effektivt, både praktisk og
administrativt, så det sikres, at der også fremover er en konkurrencedygtig sektor for
overskudsjord.
Der er også enighed om, at det ikke skal kunne betale sig at svindle med overskudsjord, og derfor
er partierne er enige om, at miljø- og ligestillingsministeren skal se nærmere på bøde- og
strafniveauer og komme med forslag til opstramning af straf for ulovlig flytning og anvendelse af
jord samt se på nye kontrolmekanismer. Der bør være særligt fokus på dem, som ikke har kunnet –
eller villet – leve op til reglerne. Miljø- og Fødevareudvalget vil til efteråret blive orienteret om
status for dette arbejde. Derudover er partierne enige om, at der skal stilles flere krav til dem, der
modtager overskudsjord, som ikke skal deponeres, der, hvor vi ved, at jorden er sårbar for
udvaskning af forurenende stoffer til vores grundvand. Medlemmerne ønsker, at det vurderes,
hvorvidt det er hensigtsmæssigt at give tilladelser til dumpning af overskudsjord på områder,
hvorfra der indvindes drikkevand.
Partierne er enige om, at miljø- og ligestillingsministeren bør sikre fokus på at øge sporbarheden af
den jord, der flyttes. Mulighederne for at anmelde al den jord, der flyttes, skal undersøges, og
Miljø- og Ligestillingsministeriet ser sammen med Digitaliseringsministeriet på en landsdækkende
it-løsning. Formålet skal være at øge sporbarheden, når overskudsjord køres væk, også selvom
jorden krydser en kommunegrænse. Udvalget orienteres om status til efteråret. Partierne har
derudover noteret sig, at Miljø- og Ligestillingsministeriet i juni måned præsenterer et
bruttokatalog med løsninger til forbedring af indsatsen, når jord flyttes, for Miljø- og
Fødevareudvalget. Partierne noterer sig desuden, at Miljø- og Ligestillingsministeriet vil arbejde for,
at der ses på tværs af hele regelværket om flytning af store mængder jord, herunder på tværs af
relevante ministerier, så udfordringen med flytning af store mængder jord ikke alene anskues fra et
jordforureningssynspunkt, men inddrager andre relevante lovgivninger, der påvirker administration
og håndtering af jord. Det er miljø- og ligestillingsministerens hensigt, at der vil følge en politisk
drøftelse om igangsatte og fremtidige aktiviteter efter den 25. juni, hvor bruttokataloget forventes
præsenteret.
FOLKETINGET INTERN