Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. maj 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til B 112, forslag til folketingsbeslutning om deling af
relevante skybrudsdata mellem forsikringsselskaber og kommuner, stillet den 7. maj 2025 af Mette
Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 1 til B 112
”Kan
ministeren bekræfte, at der ikke på nuværende tidspunkt er hjemmel til at dele skybrudsdata
mellem kommunerne og forsikringsselskaberne?”
Svar
Miljø- og Ligestillingsministeriet arbejder på en juridisk analyse af gældende ret for at afdække,
hvorvidt behandling af forsikringsdata til brug for klimatilpasning kræver lovændring. Det er bl.a.
under afklaring, om behandlingsgrundlaget muligvis allerede findes i GDPR-forordningens art. 6, stk.
1, litra e om opgaver i samfundets interesse og myndighedsudøvelse, herunder indsamling i statistisk
eller videnskabelige øjemed. En vurdering heraf beror bl.a. på en afdækning af det konkrete behov for
data, de formål data indsamles til, hvem der skal have adgang hertil, og om forsikringsselskaberne skal
have en pligt til at indberette data. Disse forhold skal derfor også belyses, inden det kan konkluderes,
om der er hjemmel til at dele forsikringsskadesdata.
Hvis analysen peger på, at den ønskede model for deling af forsikringsdata kræver etablering af en ny
hjemmel, skal det vurderes, hvor den i givet fald hensigtsmæssigt skal placeres, og hvordan den
udformes med respekt for databeskyttelsesforordningens direkte virkning i dansk ret, herunder om en
sådan lovændring kan rummes inden for det nationale råderum, jf. databeskyttelsesforordningens art.
6, stk. 2 og 3.
Analysen er en omfattende og kompleks proces, som kræver betydelige juridiske og tekniske
ressourcer. En regulering skal, udover at balancere hensynet til beskyttelse af personoplysninger
(GDPR), tage hensyn til de særlige forhold i forsikringsbranchen og sektorlovgivningen samt de behov,
som offentlige myndigheder har for adgang til data med henblik på klimatilpasning.
Såfremt det vurderes, at der skal og kan tilvejebringes en national hjemmel til datadeling, er der
yderligere en række uafklarede spørgsmål, som nødvendigvis må afdækkes, inden et evt. lovforslag kan
fremsættes, herunder:
•
Placering af lovhjemmel:
Skadesdata vedrører forskellige typer skader, og det er uklart, hvilken
lovgivning der bedst kan danne hjemmelsgrundlag. Alternativt kan det blive nødvendigt at
etablere en helt ny lovgivningsmæssig ramme, hvilket er en længerevarende proces.
Retssikkerhed og databeskyttelse:
Forsikringsdata indeholder oplysninger, der i visse tilfælde
kan være personhenførbare. For at sikre overholdelse af GDPR-reglerne skal der udvikles en
model for dataanonymisering, hvilket vil kræve grundige juridiske vurderinger.
Tekniske og administrative krav:
Både myndighederne og forsikringsselskaberne skal opbygge
systemer til at håndtere data sikkert. Der skal samtidig udvikles en standardiseret metode til
kategorisering og strukturering af data, så de bliver anvendelige for myndighederne. En mulig
løsning er, at kun aggregeret data deles, mens enkeltdata administreres i et centralt system.
•
•
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk