Udlændinge- og Integrationsudvalget 2024-25
UUI Alm.del
Offentligt
3061087_0001.png
Folketinget
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
1. september 2025
Politikontoret
Albert Ricken Holm
2025-08607
3794397
Besvarelse af spørgsmål nr. 465 (Alm. del) fra Folketingets
Udlændinge- og Integrationsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 465 (Alm. del), som
Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har stillet til
justitsministeren den 11. juli 2025.
Peter Hummelgaard
/
Maria Carlsson
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 465: Spm. om initiativ til at registrere sager, hvor politiet ifm. en demonstration umiddelbart har vurderet, at der er sket en straffelovsovertrædelse
Spørgsmål nr. 465 (Alm. del) fra Folketingets Udlændinge- og
Integrationsudvalg:
”Vil ministeren i forlængelse af samrådet den 28. maj 2025 tage
initiativ til at registrere sager, hvor politiet ifm. en
demonstration umiddelbart har vurderet, at der er sket en
straffelovsovertrædelse, men hvor der ikke efterfølgende rejses
sigtelse?”
Svar
:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”Rigspolitiet kan oplyse, at politikredsene ved strafbare
handlinger, der begås under afviklingen af en demonstration,
altid foretager en konkret vurdering af, hvordan en given
situation skal håndteres, og om der skal rejses sigtelse i
anledning af den konkrete overtrædelse. Ved denne vurdering
lægges der bl.a. vægt på overtrædelsens karakter,
situationsbilledet i øvrigt samt de tilstedeværende politimæssige
ressourcer.
Der kan således være situationer, hvor politiet eksempelvis af
ressource- eller sikkerhedsmæssige årsager ikke griber ind over
for strafbare overtrædelser under selve demonstrationen, men i
stedet sikrer dokumentation mv. med henblik på efterfølgende
at kunne rejse sigtelse over for den eller de pågældende. Politiet
vil endvidere i sådanne tilfælde vurdere, om der skal
iværksættes en dialog med demonstrationsledelsen eller
arrangøren med henblik på at undgå yderligere overtrædelser.
Rigspolitiet skal i den forbindelse tillige henvise til, at politiet i
forbindelse med demonstrationer som i alle andre sager har en
vis diskretionsret i forhold til at vurdere, om en konkret
overtrædelse skal føre til en sigtelse, eller om der umiddelbart
vurderes at være forhold, der tilsiger, at der ikke skal ske sigtelse
i en konkret sag.
Er der tale om grovere straffelovsovertrædelser i forbindelse
med en demonstration, vil der som udgangspunkt altid ske
sigtelse – enten i forbindelse med selve overtrædelsen eller
senere, hvis der på baggrund af en iværksat efterforskning,
herunder ved gennemgang af videomateriale mv., udfindes en
gerningsmand til overtrædelsen.
Side 2/3
UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 465: Spm. om initiativ til at registrere sager, hvor politiet ifm. en demonstration umiddelbart har vurderet, at der er sket en straffelovsovertrædelse
Rigspolitiet finder ikke grundlag for at indføre et krav til
politikredsene om at registrere sager, hvor politiet i forbindelse
med en demonstration umiddelbart har vurderet, at der er sket
en straffelovsovertrædelse, men hvor der ikke efterfølgende
rejses sigtelse. Det skal samtidig bemærkes, at
straffelovsovertrædelser, der af borgere anmeldes til politiet,
herunder også i forbindelse med demonstrationer, altid
registreres i politiets systemer.
Et sådant krav vurderes at ville føre til en uhensigtsmæssig
administrativ ressourceanvendelse, der ikke ses at stå mål med
effekten af registreringen.”
Der kan afslutningsvis henvises til Justitsministeriets besvarelse af 21. maj
2024 af spørgsmål nr. 911 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg og
Justitsministeriets besvarelse af 12. juni 2024 af spørgsmål nr. 983 (Alm.
del) fra Folketingets Retsudvalg.
Side 3/3