Udlændinge- og Integrationsudvalget 2024-25
UUI Alm.del
Offentligt
3058471_0001.png
Folketinget
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
26. august 2025
Strafferetskontoret
Clara Worsaae Møller
2025-08212
3779809
Besvarelse af spørgsmål nr. 450 (Alm. del) fra Folketingets
Udlændinge- og Integrationsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 450 (Alm. del), som
Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har stillet til
justitsministeren den 2. juli 2025. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Mikkel Bjørn (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/6
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 450: Spm. om ministerens holdning til manglende udvisning af terrordømt IS-kvinde
Spørgsmål nr. 450 (Alm. del) fra Folketingets Udlændinge- og
Integrationsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor der ikke skete udvisning
af en marokkansk kvinde, der ved Retten på Frederiksberg den
30. juni 2025 blev idømt 4 års fængsel for overtrædelse af
straffelovens § 114 e ved at fremme terrororganisationen
Islamisk
Stat
i
Syrien,
når
Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (EMD) tidligere specifikt har
anført i Johansen v. Denmark (27801/19), at det er legitimt for
de kontraherende lande, der har underskrevet Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at tage et fast standpunkt mod
terrorisme, da terrorisme i sig selv udgør en alvorlig trussel mod
menneskerettighederne? Vil ministeren på den baggrund oplyse,
om ministeren er tilfreds med byrettens dom i den aktuelle sag,
eller om dommen ankes med henblik på udvisning? Der
henvises til artiklen »IS-husmor slipper for udvisning: Var vred
på Danmark«, ekstrabladet.dk, den 30. juni 2025.”
Svar
:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:
”1. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 30. juni 2025 blev en
marokkansk kvinde idømt 4 års fængsel for overtrædelse af
straffelovens § § 114 e, 1. pkt., og straffelovens § 114 j, stk. 1,
jf. stk. 3, jf. bekendtgørelse om forbud mod indrejse eller ophold
i visse konfliktområder § 1, stk. 1, nr. 1, ved i perioden fra primo
december 2014 til medio september 2018 at være indrejst i
Syrien og dér at have fremmet virksomheden for
terrororganisationen Islamisk Stat og ved som dansk statsborger
uden tilladelse at være indrejst og have opholdt sig i et
konfliktområde i Syrien.
Kvinden blev ligeledes tildelt en advarsel om udvisning i
medfør af udlændingelovens § 24 b, stk. 1.
Hvad angår kvindens statsborgerskab fremgår det af
oplysningerne i sagen, at kvinden, der er født i Marokko, fik
dansk indfødsret den 2. maj 2001. Ved afgørelse af 26.
november 2019 fratog Udlændinge- og Integrationsministeriet
kvinden sit danske statsborgerskab, og Højesteret fandt ved dom
af 5. oktober 2022 afgørelsen herom gyldig.
På tidspunktet for Retten på Frederiksbergs dom var kvinden
således frakendt dansk indfødsret.
Side 2/6
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 450: Spm. om ministerens holdning til manglende udvisning af terrordømt IS-kvinde
Om spørgsmålet om udvisning udtalte Retten på Frederiksberg,
at spørgsmålet var, om det ville være i strid med artikel 20 i
Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) at
udvise kvinden, og om udvisning derfor ikke kunne ske, jf.
herved udlændingelovens § 26 b, hvorefter udvisning af
udlændinge omfattet af EU-reglerne kun kan ske i
overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne
gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.
Retten bemærkede, at TEUF artikel 20 efter EU-Domstolens
fortolkning er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat,
hvorefter en tredjelandsborger, som tager sig af et mindreårigt
barn, der er statsborger i medlemsstaten, udvises som følge af et
strafbart forhold, hvis udvisningen indebærer, at barnet bliver
nødsaget til at forlade Unionens område og dermed fratages den
effektive nydelse af kerneindholdet af sine rettigheder som
unionsborger. Om barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens
område, beror på en bedømmelse af, om der består et
afhængighedsforhold mellem forælderen og barnet. Der skal
ved den vurdering tages hensyn til barnets tarv og samtlige
omstændigheder i sagen, herunder navnlig barnets alder, fysiske
og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige
tilknytning til den pågældende forælder og den risiko, som
adskillelsen fra forælderen indebærer for barnets ligevægt.
Retten henviste i denne forbindelse til præmis 66-67 i EU-
Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19
og C-532/19 (Subdelegación).
Retten henviste endvidere til præmis 50 i EU-Domstolens dom
af 13. september 2016 i sag C-304/14 (CS), hvor det fremgår, at
en medlemsstat i ekstraordinære tilfælde kan udvise forælderen,
selv om barnet som konsekvens heraf bliver nødsaget til at
forlade Unionens område. Det er en forudsætning herfor, at
udvisningen er begrundet i forælderens personlige adfærd, som
skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel,
der er til skade for en grundlæggende samfundsinteresse i den
pågældende medlemsstat, og at udvisningen er begrundet i en
hensyntagen til de forskellige involverede interesser.
Om den konkrete sag bemærkede byretten, at sagens parter var
enige om, at der bestod et afhængighedsforhold mellem kvinden
og hendes 2 mindreårige børn på 6 år og 7 år, der begge var
danske statsborgere ved fødsel.
Retten bemærkede videre, at kvinden alene havde
forældremyndigheden over børnene, og hvis hun blev udvist,
ville der være en væsentlig risiko for, at de som følge af
afhængighedsforholdet sammen med hende måtte forlade
Unionens område og dermed ikke effektivt kunne nyde deres
Side 3/6
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 450: Spm. om ministerens holdning til manglende udvisning af terrordømt IS-kvinde
rettigheder som unionsborgere. Selvom kvinden var frakendt
dansk indfødsret, kunne hun derfor i henhold til TEUF artikel
20 som udgangspunkt ikke udvises, men havde ret til ophold i
Danmark afledt af hensynet til børnene.
Spørgsmålet var herefter, om sagen efter EU-retten måtte anses
for et ekstraordinært tilfælde med den virkning, at
udgangspunktet skulle fraviges og kvinden udvises.
Retten udtalte i den forbindelse, at det efter de foreliggende
oplysninger i sagen måtte lægges til grund, at det ikke ville være
forsvarligt at flytte kvindens børn fra Danmark til Marokko.
Retten fandt, at det måtte tages i betragtning, at børnene sammen
med kvinden havde opholdt sig i al-Roj-fangelejren i Syrien i 5
år, hvor de blev tilbageholdt af de kurdiske myndigheder, og
hvor de havde været vidne til drab på børn og voksne, at teltene
blev stormet af soldaterne, og at deres mor blev tortureret.
Retten fandt efter de foreliggende oplysninger således, at
opholdet havde været traumatisk for børnene.
Retten fandt endvidere, at det måtte tages i betragtning, at
børnene var underernærede og ikke fysisk alderssvarende
udviklet, da de kom til Danmark, men at de nu var
alderssvarende og i god trivsel og udvikling, og at de var
velintegreret i skole og børnehave. Efter de foreliggende
oplysninger fandt retten ikke, at det ville være forsvarligt at lade
børnene blive i Danmark uden deres mor, der måtte anses for
afgørende for deres videre trivsel og udvikling. Retten fandt, at
der var skabt stabilitet, ro og sikkerhed i børnenes hverdag hos
kvindens søster og mor, men børnene var fortsat stærkt knyttet
til kvinden.
Retten bemærkede desuden, at kvinden ikke tidligere var
straffet, og at den pådømte kriminalitet lå 7 år tilbage. Kvinden
havde i forbindelse med sit ophold i Syrien og efterfølgende
under sit ophold i al-Roj-fangelejren givet udtryk for
islamistiske holdninger, herunder holdninger til at børnene ikke
skulle inddrages i det danske samfund. Efter de fremlagte
beviser lagde retten imidlertid til grund, at kvinden havde
medvirket til, at børnene gik i skole og fritidsordning, og
børnene indgik efter det oplyste sædvanligt i det danske
samfund. Der forelå ikke oplysninger, der kunne give grundlag
for at antage, at kvinden på tidspunkt for pådømmelsen var
radikaliseret, og der var heller ikke grundlag for at antage, at
børnene var radikaliserede. På den baggrund og på baggrund af
kriminalitetens særlige karakter, hvor kvindens medvirken
bestod i at rejse med sin daværende mand til Syrien, hvor hun
opholdt sig som husmor, og hvor hun plejede to børn på
hospitalet, fandt retten, at risikoen for recidiv var begrænset.
Side 4/6
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 450: Spm. om ministerens holdning til manglende udvisning af terrordømt IS-kvinde
Retten fandt på den baggrund efter en samlet vurdering, at
hensynet til børnenes tarv afgørende talte imod at fravige
udgangspunktet og udvise kvinden, ligesom der ikke var tale om
en tilstrækkeligt umiddelbart og alvorlig trussel til skade for en
grundlæggende samfundsinteresse i Danmark, som kunne føre
til, at der i strid med hensynet til børnenes tarv skulle ske
udvisning af kvinden.
Retten fandt således, at der efter EU-retten ikke var tale om et
ekstraordinært tilfælde, og kvinden havde derfor i henhold til
TEUF artikel 20 ret til ophold i Danmark afledt af hensynet til
børnene.
Da retten derfor fandt, at der ikke var grundlag for at udvise
kvinden, fordi dette efter de foreliggende oplysninger med
sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser, blev kvinden tildelt en advarsel om udvisning.
2.
Rigsadvokaten har til brug for besvarelsen indhentet en
udtalelse fra Statsadvokaten i København, der den 15. juli 2025
vedrørende spørgsmålet om anke af dommen har udtalt
følgende:
”Københavns Politi fremsendte den 2. juli 2025 dommen
til Statsadvokaten i København, som herefter besluttede,
at sagen ikke skulle ankes.
Det var således statsadvokatens vurdering, at der ikke var
rimelig udsigt til, at landsretten ville være kommet til et
andet resultat, idet byretten ses at have foretaget en
konkret og detaljeret afvejning af de forskellige hensyn i
sagen, ligesom dommen ses at være i overensstemmelse
med den af Højesteret anlagte fortolkning af TEUF artikel
20 i dommen trykt i Ugeskrift for Retsvæsen
U.2024.3404H. I den sag frifandt Højesteret således også
en kvinde, der var fundet skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 114 e og § 114 j, for påstanden om
udvisning. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at
hensynet til børnenes tarv afgørende talte imod at fravige
udgangspunktet og udvise den tiltalte, og der var således
efter EU-retten ikke tale om et ekstraordinært tilfælde.
Tiltalte havde derfor i henhold til TEUF artikel 20 ret til
ophold i Danmark afledt af hensynet til børnene – også
selv om hun ved dommen blev frakendt dansk indfødsret.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i
Johansen v. Denmark, afgørelse af 3. marts 2022, der er
nævnt i spørgsmål nr. 450, vedrører en sag, hvor den
tiltalte ved Retten på Frederiksbergs dom af 26. oktober
2017 var blevet idømt fire års fængsel for overtrædelse
Side 5/6
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 450: Spm. om ministerens holdning til manglende udvisning af terrordømt IS-kvinde
afstraffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved at
være rejst til Syrien i perioden fra den 9. september 2013
til den 19. februar 2014 og have ladet sig hverve som
”kæmper” for terrororganisationen Islamisk Stat og
modtaget træning i våbenbrug. Han var i byretten blevet
frifundet for påstanden om frakendelse af sin danske
indfødsret og for påstanden om udvisning, hvilket Østre
Landsret stadfæstede ved dom af 20. april 2018. Ved
Højesterets dom af 19. november 2018 blev tiltalte
imidlertid frakendt sin danske indfødsret og udvist med
indrejseforbud
for
bestandig.
Menneskerettighedsdomstolen afviste tiltaltes klage over
at være blevet frataget sit danske statsborgerskab og
udvist, idet Domstolen fandt ansøgningen åbenbart
grundløs.
Sagen vedrørte således både andre bestemmelser i
straffeloven end nærværende sag og en gerningsperiode,
der lå væsentligt tættere på domstidspunktet end i
nærværende sag, ligesom Højesterets dom for så vidt
angår udvisningsspørgsmålet alene omhandlede Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om
retten til beskyttelse af privatliv og familieliv, og ikke
TEUF artikel 20. På den baggrund er det statsadvokatens
opfattelse, at Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i
sagen Johansen v. Denmark ikke kan danne grundlag for
et andet resultat i nærværende sag.”
Retten på Frederiksbergs dom af 30. juni 2025 er således
endelig.”
Side 6/6