UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 374: Spm., om Strasbourg-domstolens udvikling i aktivistisk retning kan være i strid med de forudsætninger, Danmark tiltrådte konventionen under i 1953

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2024-25
UUI Alm.del
Offentligt

Folketinget

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

12. juni 2025

Stats- og

Menneskeretskontoret

Josefine Fibiger

Bundesen

2025-06361

3733573

Besvarelse af spørgsmål nr. 374 (Alm. del) fra Folketingets

Udlændinge- og Integrationsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 374 (Alm. del), som

Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har stillet til

justitsministeren den 15. maj 2025. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra

Brigitte Klintskov Jerkel (KF).

Peter Hummelgaard

Marie Mølsted

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/6

UUI, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 374: Spm., om Strasbourg-domstolens udvikling i aktivistisk retning kan være i strid med de forudsætninger, Danmark tiltrådte konventionen under i 1953

Spørgsmål nr. 374 (Alm. del) fra Folketingets Udlændinge- og

Integrationsudvalg:

”Hvordan forholder ministeren sig til det synspunkt, at

Strasbourg-domstolens udvikling i aktivistisk retning kan være

i strid med de forudsætninger, Danmark tiltrådte konventionen

under i 1953?”

Svar

Der kan henvises til betænkning nr. 1220/1991 om Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention og dansk ret, side 19-21, hvoraf følgende

Danmarks

ratifikation

Den

Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK) fremgår:

”3.2. Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

3.2.1. Tilblivelse.

I henhold til kongelig resolution af 31. marts 1953 ratificerede

Danmark den 13. april 1953 Den europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMK), efter at Rigsdagen ved

beslutning af 20. marts 1953 havde meddelt sit samtykke.

Danmark deponerede sit ratifikationsinstrument hos

Europarådets generalsekretær i Strasbourg den 13. april 1953.

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til

rigsdagsbeslutningen (Rigsdagstidende, Tillæg A, I, 1952-53,

sp. 3131-3135), at Europarådets rådgivende Forsamling i

september 1949 havde vedtaget en henstilling til

Ministerkomiteen om snarest muligt at lade udarbejde et udkast

til en konvention mellem Rådets medlemmer til beskyttelse af

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Ministerkomiteen

henviste

sagen

til

embedsmandskonference, der afgav betænkning den 19. juni

1950 med et konventionsudkast.

Udkastet blev efter yderligere behandling forelagt Den

rådgivende Forsamling, der tilsluttede sig udkastet med nogle

ændringer.

Ministerkomiteen accepterede på sin 6. samling den 3.-4.

november 1950 i Rom 2 af Forsamlingens ændringsforslag og

nedsatte et ekspertudvalg til gennemgang af de øvrige

ændringsforslag med henblik på eventuelt senere at optage disse

i en tillægsprotokol.

Side 2/6

Medlemsstaternes repræsentanter undertegnede

konventionen den 4. november 1950.

herefter

Samtidig med sin ratifikation afgav den danske regering

følgende erklæringer:

1. Danmarks anerkendelse for et tidsrum af 2 år af

Menneskerettighedskommissionens kompetence til at modtage

andragender fra enhver person, enhver ikke-guvernemental

organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være

blevet krænket i de ved konventionen anerkendte rettigheder, jf.

art. 25.

2. Danmarks anerkendelse for et tidsrum af 2 år af Domstolens

kompetence som bindende ipso facto og uden særlig

overenskomst, jf. art. 46.

3. Konventionens og tillægsprotokollens og i forbindelse

hermed den under pkt. 1 nævnte erklærings udstrækning til

Grønland, jf. konventionens art. 63 og tillægsprotokollens art. 4.

Konventionen er bekendtgjort ved bekendtgørelse nr. 20 af 11.

juni 1953 (Lovtidende C, 1953, side 167-209), jf. bilag 1 til

betænkningen.

Danmark har senest ved erklæringer af 22. marts 1982 og 18.

februar 1987 til Europarådets generalsekretær for et tidsrum af i

alt 10 år fra den 6. april 1982 at regne forlænget gyldigheden af

tidligere afgivne erklæringer i henhold til konventionens art. 25

og 46, samt art. 6 (2) i den nedenfor under pkt. 3.6. nævnte 4.

tillægsprotokol til konventionen. Forlængelsen er bekendtgjort

ved Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 17 af 17. februar

1989 (Lovtidende C, 1989, s. 43). I forbindelse med

ratifikationen af den nedenfor under pkt. 3.9. omtalte

tillægsprotokol nr. 7 afgav Danmark endvidere erklæring i

henhold til denne tillægsprotokols art. 7, stk. 2, om, at man fra

dansk side anerkender den individuelle klageadgang, og

Domstolens kompetence med hensyn til protokollens art. 1-5.

Anerkendelsen blev ikke gjort tidsbegrænset. Erklæringen

bekendtgjordes samtidig med tillægsprotokollen ved

Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 41 af 7. april 1989

(Lovtidende C, 1989, s. 82-89).”

Derudover fremgår følgende af betænkning nr. 1220/1991, side 25-26, om

indholdet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på tidspunktet

for Danmarks ratifikation:

Side 3/6

”Afsnit II. der udelukkende består af art. 19, omhandler

oprettelsen af Den europæiske Menneskerettighedskommission

og Den europæiske Menneskerettighedsdomstol for at sikre

opfyldelsen af de pligter, som medlemsstaterne har påtaget sig i

medfør af konventionen.

Afsnit IV (art. 38-56)

Menneskerettighedsdomstol.

[…]

Ifølge art. 45 har Domstolen kompetence til at behandle alle

sager vedrørende fortolkning og anvendelse af EMK, som

indbringes for den af Kommissionen eller en deltagerstat.

Ifølge art. 49 afgør den selv tvistigheder om sin kompetence, og

ifølge art. 55 fastsætter den selv sin forretningsorden og sine

procedureregler. Domstolen har dog kun kompetence til at

afsige domme, der er bindende for en deltagerstat, såfremt den

pågældende stat i medfør af art. 46 har afgivet en erklæring om,

at den anerkender Domstolens kompetence som bindende ipso

facto og uden særlig overenskomst.

Danmark har senest i 1987 afgivet en sådan erklæring, der i

overensstemmelse med de tidligere afgivne danske erklæringer

er gældende for 5 år ad gangen.”

Som det fremgår af det anførte ovenfor, blev Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol (EMD) oprettet ved den daværende artikel 19 i

EMRK, og det var efter den daværende artikel 45 i EMRK forudsat, at EMD

havde kompetence til at fortolke konventionen. Som det videre fremgår, har

Danmark i 1982 og 1987 afgivet erklæringer om Danmarks anerkendelse af

EMD’s kompetence i medfør af den daværende artikel 46 i EMRK.

Danmark ratificerede desuden den 18. juli 1996 den 11. tillægsprotokol til

EMRK, som indebar en grundlæggende reform af klagesystemet. Danmark

– og de øvrige ratificerende medlemsstater – anerkendte i den forbindelse

EMD’s kompetence til at behandle individuelle klager og mellemstatslige

sager. Efter tillægsprotokollens ikrafttrædelse var der derfor ikke længere

behov for særskilt at anerkende EMD’s kompetence gennem erklæringer fra

medlemsstaterne.

Det bemærkes, at EMD i dom af 25. april 1978 i sagen Tyrer mod

Storbritannien, præmis 31, fastslog, at konventionen er et levende

instrument, der skal fortolkes i lyset af de aktuelle forhold. Danmark har

vedrører

Den

europæiske

Side 4/6

som nævnt ovenfor i 1982 og 1987 – og således efter afsigelsen af den

nævnte dom fra EMD – afgivet erklæringer om Danmarks anerkendelse af

EMD’s kompetence.

Som det fremgår af regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark”, vil

regeringen arbejde for at styrke det regelbaserede internationale samfund og

derfor fastholde Danmarks medlemskab af de internationale konventioner.

Som et lille land har Danmark en selvstændig national interesse i, at det

regelbaserede internationale samfund fungerer.

Det ændrer imidlertid ikke på, at der også findes uhensigtsmæssigheder ved

dele af konventionerne og fortolkningen af dem, f.eks. i forhold til

mulighederne for at udvise kriminelle udlændinge. Vi skal derfor være klar

til at udfordre og afsøge de rammer, som konventionerne sætter op.

For konventionerne er ikke hævet over debat. De er udtryk for politiske

forhandlinger og kompromisser. Det er regeringens ønske, at der er en åben

dialog om konventionerne.

Danmark skal fortsætte med at påvirke fortolkningen af konventionerne. Vi

skal bruge de politiske og juridiske værktøjer, som vi har. For

udvisningsområdet betyder det, at vi følger nøje med i, om København-

erklæringen fra 2018 har den ønskede effekt på udvisningssager ved Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Regeringen har desuden stort fokus på vigtigheden af staternes skønsmargin

ved en åben dialog med medlemsstaterne og Menneskerettighedsdomstolen

om fortolkningen af konventionen.

Regeringen forsøger endvidere at påvirke Menneskerettighedsdomstolens

fortolkning af EMRK ved at afgive indlæg i forbindelse med andre landes

sager, når disse har væsentlig betydning for Danmark og er rejst ved

Menneskerettighedsdomstolens Storkammer.

Det er også bl.a. i det lys og som opfølgning på København-erklæringen, at

regeringen pr. 1. april 2025 har igangsat en grundig juridisk udredning af

Danmarks forpligtelser og muligheder i forbindelse med EMRK og

afgørelser fra EMD. Derudover har regeringen udnævnt en ambassadør, der

skal sikre, at Danmark engagerer sig i arbejdet med konventionerne,

herunder hvordan de anvendes og fortolkes.

Side 5/6

Der kan endvidere henvises til det åbne brev, som statsministeren og den

italienske premierminister har offentliggjort sammen med Belgien, Estland,

Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Østrig. Regeringen ønsker således at

igangsætte en europæisk debat om EMD’s fortolkning af EMRK i relation

til udlændingeområdet.

Side 6/6