Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 04-06-2025
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Sagsbeh: msl
Sagsnr.:
Dok. nr.: 338221
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 355 (Alm. del), som Folketingets
Udlændinge- og Integrationsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren
den 8. maj 2025. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU)
Victoria Velasquez (EL).
Spørgsmål nr. 355:
”Vil
ministeren i forbindelse med Region Sjællands opsigelse af aftalen om
lægedækning for de ansatte på Femern redegøre for, hvordan man fremadrettet vil
sikre, at alle ansatte på byggeriet har en fast læge, og hvilke tiltag man vil tage for at
sikre, at udenlandskarbejdskraft generelt i Danmark har adgang til en fast læge.”
Svar:
Jeg skal indledningsvist gøre opmærksom på, at jeg ikke er bekendt med den
pågældende aftale eller de personlige forhold for de enkelte ansatte.
Jeg kan dog oplyse, at personer med bopæl her i landet har ret til sundhedslovens
ydelser, herunder til en alment praktiserende læge. Tilsvarende kan gælde for
personer uden bopæl
i kraft af EU’s regler om koordinering af sociale
sikringsordninger.
Men ikke mindst for Region Sjælland og øerne, som spørgsmålet er relevant for, er
der som bekendt problemer med at tiltrække de nødvendige læger. Derfor er det
også en prioritet for regeringen at sikre en ordentlig lægedækning på tværs af landet.
Som led i aftalen om en sundhedsreform fra 2024 vil vi derfor indføre en række tiltag,
der skal forbedre lægedækningen i alle dele af landet, herunder i almen praksis.
Det gælder bl.a. etableringen af en ny Region Østdanmark, der skal sikre en mere
bæredygtig og robust region, hvor ressourcerne fordeles bedre, og hvor borgerne på
hele Sjælland og øerne kan få hurtig og bedre adgang til behandling og pleje af høj
kvalitet.
Vi vil også sikre en bedre fordeling af ydernumre og lægekapaciteter ud fra en
national model, der tager udgangspunkt i patienternes behandlingsbehov. Det skal
sikre en mere lige fordeling af læger, mere tid til patienter med størst behov og en
mere lige fordeling af opgaverne i det almenmedicinske tilbud. Derudover vil vi øge
antallet af læger i det almenmedicinske tilbud fra 3.500 til mindst 5.000 i 2035, og der
afsættes midler til regionerne til at styrke det almenmedicinske tilbud i områder med
svag lægedækning.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde