Folketingets Udenrigsudvalg
Dato
16-09-2025
Bilag
Sag/ID Nr.
25/02709
Enhed
NORATL, KOM
URU alm. del – svar på spørgsmål 148 fra Sascha Faxe (ALT) stillet
den 27. august 2025 til udenrigsministeren
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, hvilke yderligere diplomatiske eller politiske skridt
regeringen vil tage over for USA som reaktion på den dokumenterede amerikanske
påvirkningsvirksomhed i Grønland, og hvordan regeringen vil medvirke til at sikre, at
Grønlands demokratiske processer ikke undergraves af udenlandsk indflydelse?
Svar
Vi kan konstatere, at der løbende er udenlandske aktører, som viser interesse for
Grønland og dets nuværende stilling i Kongeriget. Derfor må det heller ikke komme
bag på os, hvis vi i den kommende tid ser udenlandske forsøg på at påvirke
Kongerigets fremtid. Ethvert forsøg på indblanding i Kongerigets interne anliggender
vil selvsagt være uacceptabelt.
Som opfølgning på pressehistorierne bragt i Danmarks Radio om amerikansk
påvirkning i Grønland indkaldte Udenrigsministeriet den 27. august 2025 den
amerikanske chargé d'affaires til samtale i Udenrigsministeriet for at understrege, at
ethvert forsøg på indblanding i Kongerigets interne anliggender vil være
uacceptabelt. Dermed har vi fra Kongerigets side gjort vores synspunkt gældende i
klar tale.
Vi har et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem regeringerne for Danmark og
Grønland, ligesom der er et tæt samarbejde og dialog mellem de relevante
grønlandske og danske myndigheder.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail:
Web: UM.dk
1/1