Udvalget for Forretningsordenen 2024-25
UFO Alm.del
Offentligt
3031313_0001.png
Udvalget for Forretningsordenen
Udvalget for Forretningsordenen har den 16. maj 2025 stillet følgende
spørgsmål (UFO alm. del – spørgsmål 5). Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Helene Brydensholt (ALT).
Spørgsmål:
Vil formanden redegøre for, på hvilket grundlag Præsidiet traf sin beslutning
om at udelukke anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat som debat-
emne til det kommende skolevalg, hvordan Præsidiet i det hele taget har
kompetence til at beslutte dette, og hvordan formanden mener, at det stem-
mer med grundlæggende demokratiske principper og ønsket om at gøre
unge mennesker til aktive deltagere i folkestyret, når man på forhånd bort-
censurerer et emne, som endda i høj grad debatteres af Folketinget selv?
Svar:
Det er Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet, der arrangerer
skolevalg i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Skolevalget
finansieres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet. Konkret
sker arbejdet med at arrangere Skolevalget i en tværgående projektgruppe
og styregruppe med deltagere fra Folketingets Administration, Styrelsen for
Undervisnings og Kvalitet samt Dansk Ungdoms Fællesråd.
Formålet med Skolevalget er at arrangere et undervisningsforløb, der skal
give eleverne erfaring med, hvad det vil sige at danne sig en politisk holdning
og argumentere for denne, de skal stifte bekendtskab med de
opstillingsberettigede politiske partier og få erfaring med en autentisk
tilrettelagt valghandling.
28. maj 2025
J.nr.: 24-001002-19
Folketingets formand
Christiansborg
1218 København K
3337 5500
[email protected]
www.ft.dk
Side 1 | 3
UFO, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om på hvilket grundlag Præsidiet traf sin beslutning om at udelukke anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat som debatemne til det kommende skolevalg.
3031313_0002.png
Det overordnede formål er, at Skolevalg skal medvirke til at øge unges
demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem
på at deltage i det repræsentative demokrati.
Alle aktiviteter, der er relateret til og med tilknytning til Skolevalg, skal
understøtte undervisningsforløbet, herunder de mærkesager, der er en
integreret del af undervisningsmaterialet og rammesætter skolernes debatter
med ungdomspartierne.
Undervisningsmaterialet er udviklet i overensstemmelse med Fælles Mål i
samfundsfag og retter sig mod elever fra 8.-10. klasse. Undervisningen i
forbindelse med Skolevalget varer i 3 uger, hvor der er afsat 3 X 2
undervisningstimer. Der er typisk ca. 20 mærkesager ved hvert skolevalg.
Det materiale, projektet fremstiller til undervisningsforløbet, er pr. mærkesag
ca. 1 sides tekst om mærkesagen og en mærkesagsfilm på ca. 1 minut.
Alle ungdomspartier kan komme med forslag til mærkesager. Siden
skolevalget startede i 2015, har processen været, at ungdomspartierne
melder ønsker ind til mærkesager, men eftersom der er mange flere
indmeldinger end 20 mærkesager, sker der en udvælgelse efter retningslinjer
for mærkesager samt under vejledning af pædagogiske fagkonsulenter.
Der er i år kommet 85 forslag fra ungdomspartierne, som sorteres til ca. 20
mærkesager. Ønsket er at præsentere eleverne for et spænd i politisk
prioriterede mærkesager for mange forskellige politikområder, der er
pædagogisk-didaktisk udarbejdet på en måde, så undervisningsforløbet
fremmer en tryg og inkluderende debat for børn.
Præsidiet har også tidligere år fået forelagt kataloget af de mærkesager, der
skulle indgå i undervisningsmaterialet. I vurderingen af den konkrete
mærkesag ”Anerkend Palæstina som selvstændig stat”, som i Skolevalget er
ønsket af Rød Grøn Ungdom, Socialistisk Ungdomsfront og SF Ungdom, har
Præsidiet baseret sin vurdering af mærkesagens egnethed til
undervisningsforløbet på Styrelsen for Undervisning og Kvalitets vurdering
om, at emnet ikke egner sig til det undervisningsformat, skolevalget har.
Desuden på vurderingen fra Folketingets Administration, der har udtrykt
bekymring for, om de debatter om mærkesagen, der holdes på skolerne, kan
ske på en tryg og inkluderende måde. Der har tidligere været episoder ved
debatterme på skolerne, som har været vanskelige at moderere.
Side 2 | 3
UFO, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om på hvilket grundlag Præsidiet traf sin beslutning om at udelukke anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat som debatemne til det kommende skolevalg.
3031313_0003.png
Baggrunden for Styrelsen for Undervisning og Kvalitets vurdering er, at
mærkesagen ”Anerkend Palæstina som selvstændig stat” rummer en stor
kompleksitet, hvad angår den potentielt personligt følsomme debat for
konkrete elever og deres familier set i forhold til formatet for
undervisningsforløbet vedrørende Skolevalg. I samfundsfag er der tale om et
undervisningsforløb på 3 moduler à 2 lektioner, inklusive selve
valghandlingen, til arbejdet med mærkesager. Den afsatte tid til arbejdet med
mærkesager giver inden for rammerne af dette undervisningsforløb
begrænset mulighed for at forberede og klæde eleverne godt på til at kunne
sikre en tryg og inkluderende undervisning om den foreslåede mærkesag for
alle skolens elever.
For eleverne i 8. klasse gælder hertil det forhold, at de på tidspunktet for
afholdelse af skolevalg har haft samfundsfag i ca. et halvt år. Det er således
usikkert, om eleverne efter få måneders undervisning og med det givne
undervisningsforløb for Skolevalg vil kunne anvende samfundsfaglige
begreber hensigtsmæssigt i en argumentation for egne holdninger.
Skolevalg er frivilligt for skolerne at deltage i. Det er væsentligt at have fokus
på, hvordan Skolevalg også fremover er et attraktivt undervisningsforløb, der
opleves at bygge oven på skolernes arbejde med at lære eleverne at deltage
og tage medansvar i et samfund med frihed og folkestyre. Det kræver, at
Skolevalg afvikles i en ånd og i en form, der kan bibringe eleverne
demokratisk dannelse og sikre en respektfuld og ligeværdig udveksling af
refleksioner og argumenter og med en afvikling, hvor der er fokus på en tryg
og inkluderende debat for alle elever.
Det kan også nævnes, at Folkeskolens parter skrev til Præsidiet, Dansk
Ungdoms Fællesråd og Børne og Undervisningsministeren på baggrund af
en episode efter sidste skolevalg (2024). Folkeskolens parter skrev her, ”at
Skolevalget gerne må være farverigt og polemisk, men ingen elever skal
opleve, at de og deres familier bliver udskammet i aktiviteter, der foregår i
Folkeskolen. Der blev henstillet til, at parterne bag projekt Skolevalg samt
partierne fremadrettet forholdt sig til, hvordan materialer mm. til Skolevalget
fremmer en tryg og inkluderende debat”.
Med venlig hilsen
Søren Gade
Folketingets formand
Side 3 | 3