Udvalget for Forretningsordenen 2024-25
UFO Alm.del
Offentligt
3057079_0001.png
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
20. august 2025
Strafferetskontoret
Clara Worsaae Møller
2025-07844
3770387
Besvarelse af spørgsmål nr. 13 (Alm. del) fra Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 13 (Alm. del), som Folketingets
Udvalg for Forretningsordenen har stillet til justitsministeren den 25. juni
2025. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/5
UFO, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 13: MFU spm. om mandatpåvirkning.
Spørgsmål nr. 13
Forretningsordenen:
(Alm.
del)
fra
Folketingets
Udvalg
for
”Finder Justitsministeriet, at det vil være i strid med
straffeloven, herunder § 122, hvis en privatperson, virksomhed,
lobbyorganisation eller fremmed magt tilbyder et medlem af
Folketinget penge eller anden form for modydelse med det
formål at: (1) få vedkommende til at opgive sit mandat, (2)
ændre politisk standpunkt, (3) stemme på en bestemt måde i
folketingssalen, (4) støtte eller modsætte sig en konkret
regering, eller (5) arbejde for en bestemt politisk beslutning eller
lovgivning?”
Svar
:
1.
Det fremgår af straffelovens § 122, at den, som uberettiget yder, lover
eller tilbyder nogen, der virker i dansk, udenlandsk eller international
offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den
pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 år.
Bestemmelsen indeholder en række betingelser, som skal være opfyldt, for
at et konkret forhold vil falde inden for bestemmelsens anvendelsesområde.
Om et forhold er strafbart efter bestemmelsen vil bero på en vurdering af de
konkrete omstændigheder i sagen, som i sidste ende henhører under
domstolene. Justitsministeriet finder det derfor rigtigst ikke at forholde sig
til de konkrete eksempler, som fremgår af spørgsmålet.
2.
Straffelovens § 122 indeholder for det første en betingelse om, at
forholdet skal være ”uberettiget”.
Betingelsen har til formål at begrænse gerningsindholdet i forskellige
relationer og indlægge en nedre grænse for, hvad der kan anses som
bestikkelse, jf. Thomas Elholm m.fl. i Kommenteret straffelov – Speciel del,
12. udgave (2022), side 121 f.
Som konkrete eksempler på ydelser, der falder uden for bestemmelsens
anvendelsesområde på baggrund af betingelsen, nævnes i forarbejderne
ydelser af underordnet karakter givet i anledning af den ansattes generelle
virke, og som ikke rummer risiko for indflydelse på tjenestens udførelse.
Som eksempler nævnes mindre gaver i forbindelse med jubilæer, fratræden
og lignende. Der henvises til Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 265.
Side 2/5
UFO, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 13: MFU spm. om mandatpåvirkning.
Spørgsmålet er bl.a. behandlet af Lars Bo Langsted i artiklen ”Den retlige
regulering af korruption i Norden” trykt i Nordisk Tidsskrift for
Kriminalvidenskab, årg. 97 (2010), nr. 1, side 1-16. Her anføres det bl.a., at
man ved udfyldningen af ordet ”uberettiget” i høj grad er henvist til en friere
vurdering, hvori også indgår spørgsmålet om, hvorledes den almindelige
norm i en given sammenhæng er.
3.
Bestemmelsen indeholder desuden en betingelse om, at der er tale om
bestikkelse af en person, som arbejder i dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv.
Spørgsmålet om betingelsen ”offentligt hverv” er behandlet i
Straffelovskommissionens betænkning af 1923, spalte 247 f. Det anføres her
om passiv bestikkelse, at området for de daværende bestemmelser om
forbrydelser ”i embedsforhold” bør udvides til forbrydelser i ”offentlig
tjeneste eller hverv”, hvorefter bestemmelserne ikke kun som hidtil vil finde
anvendelse på embedsmænd, men også på medlemmer af Rigsdagen og af
offentlige råd. Formålet med udvidelsen var at sikre de offentlige organers
renhed og uangribelighed, dels at sikre borgerne mod misbrug fra de disse
organer tillagte beføjelser.
Spørgsmålet om personkredsen er desuden behandlet i Stephan Hurwitz,
Den danske kriminalret – Speciel del, 1970, side 74. Hurwitz anfører
vedrørende passiv bestikkelse (den nugældende § 144), der også gælder for
bl.a. personer i ”offentligt hverv”, at personkredsen muligvis kan undergives
en begrænsning, hvor man ud fra et friere skøn undtager hverv, hvis
offentlige beskaffenhed er uden real betydning for bedømmelsen af den deri
begåede forseelse, i hvilken forbindelse Hurwitz henviser til, at formålet
med udvidelsen til ”offentligt hverv” var at sikre de offentlige organers
renhed og uangribelighed og at sikre borgerne mod misbrug fra de disse
organer tillagte beføjelser. Hurwitz nævner også, at man ifølge Oluf H.
Krabbe, Borgerlig Straffelov af 15. april 1930 med kommentarer, 4. udgave
(1947), side 396, navnlig bør undtage løsere, underordnede
beskæftigelsesforhold i det offentliges tjeneste. Hurwitz anfører dog, at
hverken bestemmelsernes ordlyd eller deres forhistorie giver noget bestemt
holdepunkt for en sådan, i sig lidet præcis, begrænsning. Endvidere anfører
Hurwitz, at urimelige konsekvenser af den vide formulering snarere må
afværges ved restriktiv praksis fra anklagemyndighedens side.
Side 3/5
UFO, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 13: MFU spm. om mandatpåvirkning.
Det fremgår af Karnovs note til straffelovens § 122, at det er tvivlsomt, om
politikere vil være omfattet af bestikkelseskredsen. Endvidere fremgår det,
at politikere som udgangspunkt vil være omfattet af ”offentlige hverv” andre
steder i straffeloven, men at der dog kan være grund til at begrænse
ansvarsområdet for politikere i §§ 122 og 144 ud fra hensynet til formålet
med bestemmelserne. Der henvises i den forbindelse til, at
bestikkelsesreglerne skal sikre de offentlige organers renhed og
uangribelighed og sikre borgerne mod misbrug af de disse organer tillagte
beføjelser. Det anførte ses ikke at forholde sig til, at det eksplicit fremgår af
Straffelovskommissionens betænkning af 1923, spalte 247 f., at betingelsen
”offentligt hverv” vedrørende passiv bestikkelse (den nugældende § 144),
tilsigtede at omfatte medlemmer af Rigsdagen.
Det bemærkes i den forbindelse også, at det under beskrivelsen af gældende
ret i lovforslaget til lov nr. 228 af 4. april 2000, der bl.a. nyaffattede
straffelovens § 122, fremgår, at udtrykket ”offentligt hverv” omfatter både
tilfælde, hvor hvervet beror på valg, og tilfælde, hvor hvervet beror på
kontrakt eller pligtmæssig tjeneste. I den forbindelse fremgår det også, at
bl.a. medlemmer af Folketinget derfor er omfattet af udtrykket. Der henvises
til Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 244.
4.
Det er desuden en betingelse i bestemmelsen, at der er tale om en ”gave
eller anden fordel”. Dette udtryk omfatter både økonomiske og andre
fordele, f.eks. tilsagn om personlige gentjenester, protektion og lignende for
den ansatte eller andre, hvis fordel denne har interesse i, jf. Thomas Elholm
m.fl. i Kommenteret straffelov – Speciel del, 12. udgave (2022), side 121.
5.
Det er endvidere en betingelse i straffelovens § 122, at gaven eller
fordelen tilbydes for at få den ansatte til at ”gøre eller undlade noget i
tjenesten”.
Denne betingelse blev ændret ved den ovennævnte lovændring i 2000.
Formålet med lovændringen var bl.a. at gennemføre en række konventioner
m.v., der var udarbejdet i EU, OECD og Europarådet med henblik på
bekæmpelse af bestikkelse. Efter den tidligere formulering var det en
betingelse, at den ansatte skulle formås at handle pligtstridigt. Da
Europarådets korruptionskonvention alene kræver, at der tilsigtes opnået en
”utilbørlig fordel”, blev det af hensyn til en dækkende opfyldelse af
konventionen fundet rigtigst at opgive betingelsen om pligtstridig
handlemåde. Gerningsindholdet kan næppe antages at være blevet udvidet i
Side 4/5
UFO, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 13: MFU spm. om mandatpåvirkning.
videre omfang, idet opnåelsen af en utilbørlig fordel i Danmark typisk også
vil indebære, at den ansatte handler pligtstridigt, jf. Thomas Elholm m.fl. i
Kommenteret straffelov – Speciel del, 12. udgave (2022), side 121.
6.
Det bemærkes endvidere afslutningsvis, at forhold udøvet af en fremmed
magt efter omstændigheder endvidere vil kunne være omfattet af
straffelovens § 108, hvorefter den, som foretager noget, hvorved fremmed
efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller
middelbart at virke inden for den danske stats område, herunder samarbejde
om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke
beslutningstagning eller den almene meningsdannelse, straffes med fængsel
indtil 6 år.
Side 5/5