Folketingets Sundhedsudvalg
Peter Skaarup
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
J.nr. 2025 - 4701
6. oktober 2025
Sundhedsudvalget har i brev af 8. september 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
724 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet af ikke-medlem af
Sundhedsudvalget Peter Skaarup (DD) (MFU).
Spørgsmål nr. 724:
”Vil
ministeren redegøre for, hvilke lovfæstede krav, der gør sig gældende i forbin-
delse med sproglige danskkundskaber for offentligt ansatte med borgernær kon-
takt?”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Indenrigs- og Sundhedsministe-
riet, der har oplyst følgende:
”Indenrigs-
og Sundhedsministeriet kan oplyse, at regionsråd, kommunalbestyrelser
og private virksomheder efter sundhedslovens § 3 a, stk. 2, skal sikre, at deres an-
satte sundhedspersoner er i besiddelse af de sproglige kompetencer, der er nødven-
dige for at kunne udøve den stilling, som vedkommende ansættes i. Derudover skal
sundhedspersoner, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS,
som led i autorisationsprocessen bestå Prøve i Dansk 3 med en række minimumska-
rakterkrav, jf. § 24 i bekendtgørelsen om autorisation af sundhedspersoner, der er
statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS m.v.”
Jeg henholder mig til oplysningerne fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Jeg kan derudover mere generelt oplyse, at det følger af forskelsbehandlingsloven,
at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige
stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn
til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås efter forskelsbehandlings-
loven, enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve,
religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk
eller kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Efter forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, er det ikke i sig selv i strid med loven at
stille særlige krav, som kan medføre, at særlige grupper stilles ringere end andre. Det
afgørende er, at sådanne krav skal kunne begrundes af arbejdsgiveren, og at betin-
gelserne skal være nødvendige for at opfylde et sagligt formål. Dette indebærer, at