Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 23-09-2025
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Sagsbeh: katb
Sagsnr.:2025 - 8774
Dok. nr.: 2794344
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 701 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 26. august 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 701:
”Kan
ministeren i forlængelse af bl.a. artiklen Karrierens stolteste indsats forvandlede
sig mareridt, da Jesper så klagen i e-Boks i FOA-bladet d. 14. august 2025 svare på
–
hvad denne vil gøre for at sikre, at patientklager kan behandles hurtigere, så
ansatte undgår at gå i måneder eller år, hvor de venter på en afgørelse?
–
I hvilken grad Styrelsen for Patientklager fokuserer på ledelsesansvar
–
frem for den
enkelte ansattes ansvar? Herunder om det i højere grad bør være et ledelsesansvar at
forebygge og undgå patientskader?”
Svar:
Parterne i en klagesag skal naturligvis ikke afvente en afgørelse i længere tid end
nødvendigt. Det er dog helt afgørende, at der er balance mellem hurtig
sagsbehandlingstid og grundig sagsbehandling. Selvom det er positivt at arbejde mod
en reduceret sagsbehandlingstid, må det ikke ske med risiko for at kompromittere
retssikkerheden. Det har repræsentanter fra både patientforeninger og faglige
organisationer i arbejdsgruppen om afdækning af patientklagesystemet i 2023
erklæret sig enige i.
På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger har Indenrigs- og Sundhedsministeriet
gennemført en lovændring, som med virkning fra 1. januar 2025 har ændret
patientklagesystemet. Herefter skal klager over sundhedsfaglig behandling som
udgangspunkt behandles som en klage over et eller flere behandlingssteder
(forløbsklage).
Det skal medvirke til, at fejl og uhensigtsmæssigheder, der skyldes
behandlingsstedets indretning eller arbejdsvilkår, ikke sanktioneres individuelt, idet
der i stedet vil være et større fokus på behandlingsstedernes organisatoriske ansvar.
Dermed kan ledelsen på behandlingsstedet i højere grad uddrage læring af alle
klager, der indbringes, og der kan uddrages læring af hele patientforløbet.
Endelig vil jeg gerne understrege, at Styrelsen for Patientklager løbende har fokus på
effektiv drift og på at optimere sagsgange og reducere sagsbehandlingstiderne. Det
er desuden med lovændringen besluttet, at evaluere den nye indretning af
patientklagesystemet i 2028.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde