Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 05-09-2025
Enhed: CBV
Sagsbeh: EHI
Sagsnr.:2025 - 8168
Dok. nr.: 1243302
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 660 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 11. juli 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 660:
”Vil
ministeren redegøre for, om den nationale fordelingsmodel for læger i det
almenmedicinske tilbud er tilstrækkeligt præcis til at kunne anvendes på klinikniveau,
både til vurdering af ændringer i patientantal og til differentieret honorering i en ny
honorarstruktur for almen praksis?”
Svar:
Formålet med den nationale fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske tilbud
er at sikre en mere lige geografisk fordeling af læger, mere tid til de patienter med
størst behov og en mere lige fordeling af opgaver i det almenmedicinske tilbud med
udgangspunkt i patienternes behandlingsbehov.
Den nationale fordelingsmodel er udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i
samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen og under rådgivning fra en ekspertgruppe.
Ekspertgruppen har haft til opgave at rådgive om beregningen af befolkningens
behandlingsbehov, som ligger til grund for fordelingsmodellen, og fordelingen af
lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud.
Den nationale fordelingsmodel fastlægger befolkningens behandlingsbehov på
klinikniveau på baggrund af demografiske, helbredsmæssige og socioøkonomiske
karakteristika for de konkrete patienter, som er tilmeldt den enkelte klinik.
Hvis en klinik ud fra modellen vurderes at have mere behandlingskrævende patienter,
er det derved fordi klinikkens faktiske patienter fx er ældre, syge, eller står uden for
arbejdsmarkedet. Herudover tages der også højde for, patienter nogle steder i landet
er mere behandlingskrævende end andre, selvom de har samme karakteristika.
I de tilfælde, hvor der ift. patienttallet skal tages højde for øvrige forhold i en klinik,
som ikke indfanges af modellen, kan regionerne tage højde for dette i deres
fastsættelse af minimumspatienttallet. For at tage højde for lokale og klinikspecifikke
forhold vil regionsrådets fastlæggelse af minimumspatienttallet således indebære et
behov for dialog med enkeltklinikker med henblik på nærmere at afdække
klinikkernes forhold og kapacitet og afsøge løsninger i de tilfælde, hvor
fordelingsmodellens minimumspatienttal giver udfordringer for klinikken.