Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
3059672_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 28-08-2025
Enhed: Beredskab og Smitsomme
Sygdomme
Sagsbeh: emjo
Sagsnr.:2025 - 7276
Dok. nr.: 450187
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 646 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 3. juli 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 646:
”Vil
ministeren redegøre for, hvilke målgrupper apotekerne har mulighed for at
vaccinere vederlagsfrit i dag, og hvordan processen vil være i forhold til eventuelt at
udvide apotekernes muligheder for at tilbyde vederlagsfrie vaccinationer?”
Svar:
I sundhedslovens § 158, stk. 1, er det fastsat, at det er regionsrådet, der yder
vederlagsfri vaccination mod de sygdomme, som indgår i de offentlige
vaccinationsprogrammer.
Det er dog indenrigs- og sundhedsministeren, som efter § 158, stk. 3, kan fastsætte
regler vedrørende betaling til autoriserede sundhedspersoner, der udfører
vaccinationerne, herunder betalingens størrelse, ligesom der gives adgang til statslig
refusion af regionernes udgifter til udførelsen af vaccinationer. Der er i medfør af
bestemmelsen fastsat særlige takster for de alment praktiserende lægers honorar for
vaccinationer under børnevaccinationsprogrammet, mens der p.t. ikke er fastsat
regler om betaling for vaccinationer som led i sæsonvaccinationsprogrammet.
I sæsonvaccinationsprogrammet fastsættes betalingen for vaccination i en kontrakt
mellem regionerne og de tilknyttede private aktører efter regionalt udbud af
opgaven. Regionerne skal varetage udrulningen af vaccinationer i programmet inden
for en fast økonomisk ramme, som forhandles mellem Indenrigs- og
Sundhedsministeriet og Danske Regioner. Hensigten med rammestyringen og det
offentlige udbud er at sikre mest mulig sundhed for pengene inden for en række
målsætninger for vaccinationsindsatsen, som er aftalt mellem ministeriet og Danske
Regioner.
I henhold til lovgivningen har apotekerne således mulighed for at tilbyde vederlagsfri
vaccination i henhold til apotekerlovens § 3, stk. 3 og 4, hvis apotekerne enten vinder
et regionalt udbud af vaccinationsopgaver, eller tillægges vaccinationsopgaver efter
takster fastsat i regler udstedt i medfør af sundhedslovens § 158, stk. 3. Det kan
oplyses, at vaccinationsopgaver under sæsonvaccinationsprogrammet p.t. er vundet
af en anden privat aktør, mens vaccinationsopgaver under
børnevaccinationsprogrammet i mange år har været og fortsat er tillagt almen
praksis efter § 158, stk. 3.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde