Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 27-08-2025
Enhed: Borgernær Sundhed
Sagsbeh: annb
Sagsnr.:2025 - 8023
Dok. nr.: 823169
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 642 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 2. juli 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 642:
”Kan
ministeren svare på, om det er i overensstemmelse med de gældende aftaler
med de praktiserende læger, at nogle læger opkræver kontant betaling for en
tidligere tid end den, som andre patienter kan få?”
Svar:
Det er en grundlæggende forudsætning for almen praksis, at den enkelte alment
praktiserende læge skal være tilgængelig for sine patienter. Det indebærer blandt
andet, at hvis en patient har akut behov for lægehjælp i dagtiden skal patienten have
adgang til lægehjælp enten telefonisk eller på anden vis samme dag hos lægen,
ligesom det indebærer, at en patient har ret til at komme til en læge uden
egenbetaling. En patient skal derfor ikke betale for en konsultation hos egen læge, og
det er afgørende, at patienterne heller ikke får en opfattelse af, at de skal betale for
at blive tilset eller bliver opkrævet betaling for at blive tilset, hvis det angår ydelser,
som betales vederlagsfrit af regionen efter de gældende regler.
De alment praktiserende læger arbejder under Overenskomst om almen praksis, som
alle læger i almen praksis skal overholde. Hvis en praktiserende læge driver
virksomhed ved siden af sin praksis, skal der være en klar adskillelse mellem klinikken
og virksomheden. Det betyder blandt andet, at der skal være adskilte
journaldatabaser, så hver klinik har sin egen journal på patienten.
Det følger ved Overenskomst om almen praksis, at ved tvivl om hvorvidt en læge
overholder Overenskomst om almen praksis, skal Samarbejdsudvalget, og i sidste
ende Landssamarbejdsudvalget, fortolke Overenskomsten og vurdere de konkrete
sager. Landssamarbejdsudvalget vil derfor vurdere, om Overenskomst om almen
praksis bliver overholdt i sager, hvor læger opkræver kontant betaling for en
konsultation.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde