Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
3057440_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 21-08-2025
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh: MBL
Sagsnr.:2025 - 6967
Dok. nr.: 361385
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 634 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 26. juni 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 634:
”Vil
ministeren kommentere, hvordan ministeriet følger op på effekten af
decentraliserede lægeuddannelser med henblik på at sikre lægedækning i
yderområderne?”
Svar:
For regeringen er det vigtigt, at der skabes mere lige adgang til sundhedstilbud på
tværs af landet, og at der er tilstrækkelig lægedækning, uanset hvor i landet man bor.
Det er baggrunden for, at regeringen sammen med Danmarksdemokraterne,
Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre og
aftalepartierne, som en del af Aftale om sundhedsreform 2024, har igangsat en
række initiativer, der skal bidrage til at afhjælpe udfordringer med lægedækning i de
dele af landet, hvor behovet er størst.
Foruden initiativet om at øge antallet af bacheloruddannelsespladser på
medicinuddannelsen uden for de største byer med 140 pladser om året, er det
eksempelvis aftalt, at en større del af forløbene på den lægelige videreuddannelse
placeres uden for de største byer. Derudover kommer der en ny national fordeling af
lægekapaciteter, der skaber en mere ligelig fordeling ift. behandlingsbehov. Desuden
er der afsat midler til økonomisk støtte til områder med svag lægedækning, og der
skal implementeres økonomiske incitamenter samt mere fleksible karriereveje, der
kan bidrage til tiltrækning og fastholdelse af læger i områder med svag lægedækning.
De nævnte initiativer er blot udvalgte eksempler.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet følger løbende den samlede udvikling i
lægedækningen.
Jeg hæfter mig ved, at der for medicinuddannelsen i Esbjerg viser sig tegn på, at en
betydelig del af de, der færdiggør deres medicinuddannelse i Esbjerg, vælger at blive
og påbegynde deres lægelige videreuddannelse på sygehuse i området. Det er rigtig
positivt.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde