Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
3057104_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 20-08-2025
Enhed: CBV
Sagsbeh: ambk
Sagsnr.:2025 - 7912
Dok. nr.: 552275
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 614 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 25. juni 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra hele udvalget.
Spørgsmål nr. 614:
”Vil
ministeren kommentere henvendelse fra Astma-Allergi Danmark og
præsentation m.m. fra samme under foretræde for udvalget 17/6-25 om
kronikerpakke til personer med astma, jf. SUU alm. del
bilag 320, 330 og 332?”
Svar:
Jeg er enig i Astma-Allergi Danmarks ønske om at styrke indsatsen for personer med
kronisk sygdom såsom astma. Det skal bl.a. understøtte, at man kan leve et godt og
langt liv med sin kroniske sygdom og have en aktiv hverdag samt et godt arbejds- og
fritidsliv.
I dag lever mere end en million danskere med en eller flere kroniske sygdomme. Med
sundhedsreformen 2024 vil regeringen derfor løfte indsatsen bredt set til gavn for
det voksende antal mennesker med kroniske sygdomme.
Reformen skal bl.a. sikre et mere nært og lige sundhedsvæsen, hvor borgere med
kronisk sygdom uanset bopæl har adgang til gode og sammenhængende
sundhedstilbud af høj kvalitet. Der skal bl.a. udvikles en række kronikerpakker, og det
er aftalt, at der fra 2031 indføres en kronikerpakke for kompleks multisygdom.
Sundhedsstyrelsen er for nuværende i gang med at udvikle den nærmere faglige
ramme for kronikerpakker med bred inddragelse af relevante aktører.
Et centralt element i reformen er, at der skal ske en generel udbygning af kapaciteten
og opgaverne i de almenmedicinske tilbud, så egen læge kan spille en langt større
rolle som tovholder og bidrage med mere sammenhæng og kvalitet for den enkelte.
Det indgår også i reformen, at fordelingen af praktiserende speciallæger også skal
være mere lige på tværs af landet, ligesom der vil blive lovfastsat en ny
patientrettighed til hurtig udredning og behandling ved praktiserende speciallæge.
Det betyder, at borgere, der har modtaget en henvisning til en praktiserende
speciallæge, får egentlige rettigheder til udredning og behandling. Den konkrete
model for rettigheden skal afklares frem mod fremsættelse af lovforslag i 2026. Det
er dog aftalt, at regionerne allerede i 2026 kan anvende 50 mio. kr. til at nedbringe
ventetider til speciallægehjælp.
SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 614: Spm. om kommentar til henvendelse fra Astma-Allergi Danmark om kronikerpakke til personer med astma
Det er eksempler på initiativer, som bredt set vil gavne mange mennesker med
kronisk sygdom. Det gælder også mennesker med astma.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2