Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 15-08-2025
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Sagsbeh: amn
Sagsnr.:2025 - 6544
Dok. nr.: 356533
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 601 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 20. juni 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 601:
”Vil ministeren redegøre for om ”Evaluering af Styrelsen for Patientsikkerheds
sundhedsfaglige tilsyn” september 2022 har givet anledning til ændringer af
tilsynet?”
Svar:
Evalueringen omfattede Styrelsen for Patientsikkerheds organisatoriske tilsyn,
herunder omlægningen til et risikobaseret tilsyn, og om lempelsen af det såkaldte
farekriterium og indførelsen af nye tilsynsaktioner gav styrelsen bedre muligheder for
at stoppe farlige sundhedspersoner.
./.
Som den tidligere sundhedsminister den 4. oktober 2022 orienterede udvalget om, jf.
Alm. del, bilag 4, var evalueringens overordnede konklusioner, at regelsættet for
Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn er tilstrækkeligt, og at det opfylder formålet bag
lovændringen om at gribe hurtigere ind til gavn for patientsikkerheden.
Evalueringen pegede dog også på en række opmærksomhedspunkter, som styrelsen
kunne forbedre i forvaltningen af tilsynet. Det gælder bl.a. kommunikation og
gennemsigtighed.
Som opfølgning på evalueringen nedsatte jeg en arbejdsgruppe, der fik til opdrag at
indstille konkrete forslag til løsninger på de udfordringer, som sundhedspersoner
ifølge evalueringen oplever i forbindelse med individtilsynet.
Arbejdsgruppen har bl.a. set på gennemsigtigheden af styrelsens tilsyn, herunder
mere viden og offentliggørelse af data om tilsynet, men også på styrelsens
kommunikationsindsats, eksempelvis om sagsforløbet og tidshorisonten, når der
gennemføres individtilsyn.
./.
Som det fremgår af min orientering til udvalget den 27. maj 2025, jf. Alm. del, bilag
284, anbefalede arbejdsgruppen 14 konkrete initiativer til løsning af de udfordringer,
som sundhedspersoner oplever i forbindelse med individtilsynet. Parallelt med
arbejdsgruppen har Styrelsen for Patientsikkerhed i 2024 desuden på eget initiativ
iværksat og implementeret en række initiativer for at forbedre udfordringer, som fx
gennemsigtighed om tilsynets virksomhed samt styrelsen kommunikation med
sundhedspersoner.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde