Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 546
Offentligt
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 19-06-2025
Enhed: Beredskab og Smitsomme
Sygdomme
Sagsbeh: emjo
Sagsnr.:2025 - 5606
Dok. nr.: 345786
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 546 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 22. maj 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 546:
”Er
det korrekt forstået, at vaccination af gravide mod RSV kun er relevant for
spædbørn født til termin i eller umiddelbart før RSV-sæsonen samt at forebyggelse
med antistof er den eneste mulighed for at immunisere en hel fødselsårgang? Hvis
dette er korrekt, hvordan vil ministeren så sikre, at man implementerer den mest
hensigtsmæssige RSV-immuniseringsplan for alle spædbørn i Danmark, når
Sundhedsstyrelsen kun kigger på vacciner og ikke immunisering med antistof?”
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har ministeriet indhentet bidrag fra
Sundhedsstyrelsen, som jeg henholder mig til:
”Sundhedsstyrelsen har i sin anbefaling fokus på at beskytte spædbørn født til termin
i deres tre første levemåneder op til eller i RSV-sæsonen gennem vaccination af
gravide med termin fra og med juli til og med marts. Børn under tre måneder har
størst risiko for indlæggelse og intensivbehandling som følge af RSV. Børn af kvinder,
der føder til termin i april, maj og juni, vil være over tre måneder gamle, når RSV-
sæsonen typisk begynder. Hvad angår spædbørn, der er født for tidligt, eller er i
særlig risiko ved RSV-infektion, har Medicinrådet anbefalet nirsevimab som
forebyggende behandling mod RSV i de pågældende børns første RSV-sæson uanset
børnenes alder.”
Med venlig hilsen
Sophie Løhde