Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
3032202_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 30-05-2025
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh: ann
Sagsnr.:2025 - 4813
Dok. nr.: 335298
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 506 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 2. maj 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe (DD).
Spørgsmål nr. 506:
”Vil ministeren sikre, at forældre til døvfødte børn får fuld og objektiv information om
alle relevante kommunikationsformer, herunder både muligheden for Cochlear
implantat og brugen af tegnsprog, og ikke udelukkende bliver tilbudt én løsning i den
tidlige vejledning- og behandlingsfase?”
Svar:
Det er afgørende, at forældre til døvfødte oplever, at de bliver informeret i
tilstrækkelig grad om relevante kommunikationsformer. Det er med til at skabe
gennemsigtighed og dermed tryghed i udrednings- og behandlingsprocessen.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer fra 2012, at
forældre til døvfødte børn eller børn med svær hørenedsættelse forinden en cochlear
implantat-operation oplyses om potentielle risici og dernæst undervises og vejledes i
at inkludere auditive og sprogligt stimulerende leg og træning i hverdagen som led i
den initiale ambulante efterbehandling det første år efter operationen.
Af retningslinjerne fremgår bl.a., at forældre undervises i at skabe gode lyttemiljøer
for deres barn, at forældrenes undervisning tilrettelægges, så der tages højde for
familiens og barnets individuelle forudsætninger, og at forældrene undervises i
brugen af relevant udstyr.
Det er min forventning, at regionerne og kommunerne efterlever Sundhedsstyrelsens
retningslinjer på området.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde