Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
3018356_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 09-05-2025
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh: elsn
Sagsnr.:2025 - 4387
Dok. nr.: 328838
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 463 (alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 11. april 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Louise Brown (LA).
Spørgsmål nr. 463:
”Mener
ministeren, at de lovgivningsmæssige rammer for behandling af anoreksi jf.
psykiatriloven er de rette, herunder hvad angår mulighed for tvangsbehandling i
form af ernæring indtil tilstanden ikke er livstruende og ikke indtil patienten har
opnået sund vægt? Og mener ministeren i forlængelse heraf, at det er hensigtsmæssigt at
anoreksipatienter der er fyldt 15 år selv kan bestemme om de
vil sige ja til et behandlingstilbud, og dermed kan frasige sig behandling i form af
ernæring selvom de ikke har opnået sund vægt, men alene er udenfor livsfare?
Svar:
Det fremgår af § 7 i bekendtgørelse nr. 1075 om anvendelse af anden tvang end
frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at tvangsernæring kun må gennemføres, hvis
patienten opfylder betingelserne i § 1, stk. 1, og tvangsernæringen er nødvendig for at
redde patientens liv, eller hvor undladelse vil medføre en alvorlig risiko for patientens liv
eller helbred. I bekendtgørelsens § 1, st. 1, fremgår det, at tvangsbehandling må kun
anvendes over for personer, der er indlagt og opfylder betingelserne for
tvangstilbageholdelse, jf. § 10 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.
For så vidt angår den del af spørgsmålet, som vedrører patientens mulighed for at frasige
sig behandling, kan jeg henvise til, at alle patienter indlagt på psykiatrisk afdeling, uanset
alder, kan give et informeret samtykke til behandling, og dermed også frasige sig
behandling.
Det er således korrekt, at der alene kan gennemføres tvangsernæring for en patient på en
psykiatrisk afdeling, som er fyldt 15 år og som frasiger sig behandling, hvis
tvangsernæringen er nødvendig for at redde patientens liv, eller hvor undladelse vil
medføre en alvorlig risiko for patientens liv eller helbred.
Dette skal ses i sammenhæng med, at tvangsernæring opleves som en meget indgribende
foranstaltning, især for unge patienter. Det skal endvidere ses i sammenhæng med, at det
fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 2, at anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til
det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal
disse anvendes.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde