Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
3008789_0001.png
Udskriftsdato: 27. marts 2025
VEJ nr 9523 af 19/06/2019 (Gældende)
Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler
Ministerium: Indenrigs­ og Sundhedsministeriet
Journalnummer: Sundheds­ og Ældremin.,
Sundhedsstyrelsen, j.nr. 4­1015­150/1
Senere ændringer til forskriften
SKR nr 9698 af 13/09/2024
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler
1. Indledning
1.1 Formål
1.2 Målgruppe
2. Generelle forhold
2.1 Ordforklaringer
2.1.1 Afhængighed
2.1.2 Skadelig brug
2.1.3 Misbrug
2.1.4 Tolerans
2.1.5 Abstinenser
2.1.6 Øvrige stofinducerede tilstande
2.1.7 Afhængighedsskabende lægemidler
2.2 Generelle overvejelser ved ordination af afhængighedsskabende lægemidler
2.2.1 Individuel vurdering af fordele, ulemper og risikogrupper
2.2.2 Ordination og receptfornyelse
2.2.3 Behandlingssted og behandler
2.2.4 Ordination i lægevagtsregi, akuttelefoner el.lign.
2.2.5 Ordination til egen brug, familiemedlemmer m.m.
2.2.6 Ordination i tandlægepraksis
2.2.7 Behandlingsplaner og opfølgning
3. Lægemiddelgrupper
3.1 Opioider
3.1.1 Generelle overvejelser ved ordination af opioider
3.1.2 Akutte smerter – enkeltstående og recidiverende
3.1.3 Langvarige/kroniske non-maligne smerter
3.1.4 Cancersmertetilstande og palliativ behandling
3.2 Anxiolytika og sedativa/hypnotika
3.2.1 Generelle overvejelser ved ordination
3.2.2 Behandlingsvarighed
3.2.3 Dosisdispensering
3.2.4 Søvnløshed
3.2.5 Angst
3.2.6 Kombinationsbehandling med antipsykotika
3.2.7 Afrusning
3.2.8 Andre indikationer
3.3 Centralstimulerende lægemidler
3.3.1 Centralstimulerende midler mod hyperkinetisk forstyrrelse
3.3.2 Appetithæmmende midler med centralstimulerende virkning
3.4 Andre lægemidler med misbrugs- eller afhængighedspotentiale
4. Ophævelse
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
1
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
1 Indledning
1.1 Formål
Sundhedspersoner skal i henhold til Autorisationsloven
1)
udvise omhu og samvittighedsfuldhed under
udøvelsen af deres virksomhed. Loven definerer ligeledes de overordnede rammer for ordination af
afhængighedsskabende lægemidler
2)
. Kravene til omhu og samvittighedsfuldhed ved ordination af læge-
midler med misbrugs- eller afhængighedspotentiale præciseres i denne vejledning.
Såvel afhængigheds- og misbrugspotentialet som andre forhold, herunder risikoen for kognitive bivirk-
ninger og forgiftninger, medfører risici for patientsikkerheden. Lægen/tandlægen skal derfor ordinere
lægemidlerne efter en individuel afvejning af behandlingens forventede effekt over for hensynet til at
forebygge de nævnte risici og mulige skadevirkninger.
Vejledningen kan ikke anvendes som en udrednings- eller behandlingsvejledning, selvom der angives
overordnede principper for behandling med visse lægemidler.
Non-farmakologiske tiltag og behandling med ikke-afhængighedsskabende lægemidler er i langt de
fleste tilfælde førstevalg, og det forudsættes, at lægen i fornødent omfang har iværksat disse, inden der
startes behandling med afhængighedsskabende lægemidler, også hvor det ikke specifikt nævnes i denne
vejledning.
Anvisninger for udtrapning/nedtrapning af igangværende behandlinger falder ligeledes uden for denne
vejlednings rammer.
1.2 Målgruppe
Målgruppen for vejledningen er først og fremmest læger og tandlæger, der behandler med de i vejled-
ningen nævnte lægemidler. Af hensyn til læsbarheden er blot nævnt læger i mange af vejledningens afsnit,
men hvor relevant gør de samme forhold sig gældende for tandlæger.
Læger, der anvender afhængighedsskabende lægemidler som led i behandling af personer for stofmis-
brug, skal endvidere være opmærksomme på de regler og vejledninger, der gælder på dette område, jf.
afsnit 2.3 nedenfor.
Herudover er det hensigten, at også patientorganisationer, borgere, planlæggere m.fl. skal kunne bruge
vejledningen til at orientere sig i de overordnede rammer for ordination og opfølgning af behandlingen.
2 Generelle forhold
2.1 Ordforklaringer
Ordforklaringerne nedenfor tager udgangspunkt i WHO’s definitioner.
2.1.1 Afhængighed
Afhængighed kan udvikles ved gentagen eller vedvarende brug af et psykoaktivt stof, herunder et
lægemiddel. Afhængighed kendetegnes ved en stærk trang til at indtage stoffet, vanskeligheder eller
manglende evne til at begrænse eller ophøre med brugen, fortsat brug trods erkendte skadevirkninger og/
eller, at brug af stoffet tager uforholdsmæssig megen tid eller andre ressourcer og prioriteres uforholds-
mæssigt højt i brugerens dagligdag.
Samtidig toleransudvikling og abstinenssymptomer kan forværre afhængighedstilstanden.
2.1.2 Skadelig brug
Skadelig brug af et psykoaktivt stof defineres som et brugsmønster, som medfører klinisk betydende
skade på brugerens fysiske og/eller psykiske helbred. Det kan dreje sig om akutte toksiske effekter,
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
2
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
sekundære organskader eller følger af skadelig administrationsvej. Skadelig brug kan ses alene eller være
led i en afhængighedstilstand.
2.1.3 Misbrug
Misbrug betegner et vedvarende og skadelig brug af et psykoaktivt stof. Skaderne vedrører brugerens
psykiske og fysiske tilstand samt sociale relationer.
2.1.4 Tolerans
Ved længere tids brug (uger) af psykoaktive stoffer kan der udvikles tolerans. Dvs., at der skal anven-
des en tiltagende højere dosis for at opnå samme effekt. Graden af tolerans over for et lægemiddels
forskellige virkninger, herunder bivirkninger, kan variere mellem de forskellige afhængighedsskabende
lægemidler og fra person til person.
2.1.5 Abstinenser
Abstinenssymptomer omfatter fysiologiske, psykiske og adfærdsmæssige reaktioner på dosisreduktion
eller seponering af lægemidlet. Symptomerne afhænger af det konkrete lægemiddel og dosis og varierer
desuden mellem patienter. Abstinenssymptomer kan optræde efter behandling med standarddoser af et
lægemiddel og er ikke i sig selv udtryk for overforbrug eller afhængighed. Abstinenssymptomerne kan for
flere af lægemidlerne minde om de symptomer, der oprindeligt indicerede behandlingen, hvilket kan være
med til at fastholde patienten i forbruget af det pågældende lægemiddel.
Abstinenstilstande kan kompliceres af kramper eller delirium.
2.1.6 Øvrige stofinducerede tilstande
En række andre tilstande kan udløses, forværres eller vedligeholdes ved regelmæssigt indtag af psyko-
aktive stoffer, herunder lægemidler, blandt andet amnestisk syndrom, angsttilstande, depressive, bipolære
eller dysforiske tilstande eller psykoser.
2.1.7 Afhængighedsskabende lægemidler
Afhængighedsskabende lægemidler anvendes i denne vejledning som samlebetegnelse for følgende
lægemidler:
– opioider, dvs. lægemidler med opioidagonistisk virkning (se afsnit 3.1)
– anxiolytika og hypnotika/sedativa (se afsnit 3.2)
– visse lægemidler med centralstimulerende virkning (se afsnit 3.3)
– visse andre lægemidler med afhængigheds- eller misbrugspotentiale (se afsnit 3.4)
I tilsynsøjemed afgør Styrelsen for Patientsikkerhed hvilke lægemidler, der omfattes af deres kontrol
med ordination af afhængighedsskabende lægemidler.
3)
2.2 Generelle overvejelser ved ordination af afhængighedsskabende lægemidler
Dette afsnit beskriver forhold, som gør sig gældende ved enhver behandling med afhængighedsskaben-
de lægemidler. Hertil kommer særlige forhold for de enkelte lægemiddelgrupper, som beskrives i afsnit 3.
Lægen skal indhente patientens informerede samtykke
4)
og føre journal efter gældende regler
5)
. Ved
mange tilstande, især kroniske smerter, vil det ikke være muligt at opnå en total eller bivirkningsfri
symptomlindring ved farmakologisk behandling, hvilket patienten bør informeres om.
Hvor relevant skal påvirkning af patientens evne til at føre maskiner og motorkøretøjer m.m.
6)
vurderes
og patienten informeres herom.
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
3
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
2.2.1 Individuel vurdering af fordele, ulemper og risikogrupper
Forud for enhver ordination skal lægen overveje den forventede effekt og risikoen for uønskede virknin-
ger, især de kognitive bivirkninger og misbrugs- og afhængighedspotentialet.
Særlig opmærksomhed skal udvises ved ordination til patienter, som har særlig risiko for bivirknin-
ger. Det drejer sig blandt andet om ældre og patienter med demens, som kan være særligt udsatte
for kognitive bivirkninger, faldtendens, delir m.m. samt patienter med nedsat lunge- eller nyrefunktion,
patienter med stort alkoholforbrug og patienter, der i forvejen behandles med afhængighedsskabende
lægemidler eller med lægemidler, der kan hæmme nedbrydningen af afhængighedsskabende lægemidler
(lægemiddelinteraktion). Desuden skal der udvises forsigtighed ved ordination til patienter, der har eller
tidligere har haft et stof- eller medicinmisbrug, da de ofte vil være særligt udsatte for ny afhængighedsud-
vikling.
Lægen skal desuden med regelmæssige mellemrum foretage en revurdering af indikationen, hvor
der tages stilling til klinisk effekt, bivirkninger, samt tegn på afhængighed, toleransudvikling eller mis-
brug/skadeligt brug af lægemidlet. Det kan fx være, hvis forbruget er stigende, eller der er mistanke om,
at indtaget primært sigter mod at undgå abstinenser eller at opnå en rusvirkning frem for den oprindelige
indikation. Opmærksomheden bør skærpes, hvis patienten hyppigt rapporterer om mistede recepter eller
medicinpakninger eller hyppigt opsøger lægevagt eller andre læger for supplerende ordinationer.
2.2.2 Ordination og receptfornyelse
Valg af præparat skal ske ud fra viden om det enkelte præparats omsætning i organismen, herunder
absorptionshastighed (tid til maksimale plasmakoncentration) og halveringstid samt præparatets mulige
interaktioner med patientens øvrige medicin, specielt interaktioner, der fører til hæmmet nedbrydning af
præparatet.
I udgangspunktet foretages revurdering af indikationen som omtalt i 2.2.1 ved hver receptfornyelse,
som derfor skal foregå ved personligt fremmøde eller hjemmebesøg og ikke ved telefon- eller internet/e-
mail-konsultation.
I enkelte tilfælde hvor en patient er i et stabilt og lægeligt velbegrundet længerevarende behandlings‐
forløb, og hvor der ligger en detaljeret behandlingsplan, kan det efter en individuel vurdering undtagel-
sesvist besluttes, at personligt fremmøde ikke er nødvendigt ved hver receptfornyelse, jf. pkt. 3.1.3,
3.2.7 og 3.3.1. Opfølgningsintervallet skal fremgå af behandlingsplanen, jf. pkt. 2.2.7. Ved behov for
receptfornyelse mellem konsultationerne i de ovenfor skitserede tilfælde kan lægen, efter individuel
vurdering, evt. gøre dette pr. telefon.
Ordination hos vagtlæger m.v. beskrives i pkt. 2.2.4.
2.2.3 Behandlingssted og behandler
De risici, der knytter sig til behandling med afhængighedsskabende lægemidler, kan forøges ved
samtidig behandling med flere af dem, og derfor er det ofte hensigtsmæssigt, at al behandling med afhæn-
gighedsskabende lægemidler varetages af én læge. I tilfælde hvor en patient har flere behandlingsforløb
hos forskellige læger eller behandlingssteder (herunder sygehusambulatorier/afdelinger, speciallægeprak-
sis, misbrugscenter m.m.), som alle ordinerer afhængighedsskabende lægemidler, bør der foreligge en
klar aftale om hvilken læge/behandlingssted, der udskriver hvilke præparater.
Den enkelte læge skal kontrollere, om patienten i forvejen behandles med afhængighedsskabende
lægemidler, fx ved opslag i journal eller det fælles medicinkort (FMK). Hvis patienten ikke ønsker at
afgive samtykke til, at de involverede læger kan udveksle eller tilgå de for behandlingen nødvendige
helbreds- og medicinoplysninger, skal lægen overveje, om det vil være fagligt og patientsikkerhedsmæs-
sigt forsvarligt at behandle den pågældende patient med afhængighedsskabende lægemidler. Lægen kan
evt. undlade at udskrive lægemidlet, medmindre manglende ordination vil være til nærliggende risiko for
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
4
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
patienten, fx på grund af risiko for udvikling af livstruende abstinenstilstand. De samme overvejelser vil
gøre sig gældende, hvis patienten ikke vil møde til personlig konsultation, vil have lægemidlet udskrevet
af en anden end den vanlige læge eller ved begrundet mistanke om, at patienten ikke selv indtager det
ordinerede lægemiddel.
Hvor der kan forventes behov for receptfornyelse under lægens ferie eller andet fravær, træffer lægen
aftale med patienten og en anden læge om ordination i den pågældende periode, således at patienten ikke
selv er henvist til at søge andre læger, herunder vagtlæger. Den anden læge udskriver kun mindst mulige
mængde, som kan række til patienten igen kan kontakte egen læge.
2.2.4 Ordination i lægevagtsregi, akuttelefoner el.lign.
Ordination af afhængighedsskabende lægemidler i lægevagt m.v. må kun finde sted ved nyopstået, akut
sygdom eller tilskadekomst og efter konsultation med personligt fremmøde eller hjemmebesøg. Lægen
skal sikre sig patientens identitet ved forevisning af sygesikringskort eller anden legitimation med navn,
cpr.nr. og adresse samt søge oplysninger om patientens øvrige ordinationer i FMK. Lægen skal underrette
patientens praktiserende læge om den givne behandling/ordination
7)
.
Receptfornyelse for patienter i længerevarende behandling må kun helt undtagelsesvis foretages i
lægevagt m.v., og der må kun udskrives mindst mulige mængde, som kan række til patienten igen kan
kontakte egen læge.
Hvis en læge får kendskab til, at en af lægens patienter hyppigt behandles af lægevagt m.v. med
afhængighedsskabende lægemidler, skal lægen orientere lægevagten om sin behandling af patienten efter
indhentet samtykke fra patienten. Nægter patienten at give sit samtykke hertil, skal lægen overveje at
ophøre med at behandle med afhængighedsskabende lægemidler, jf. 2.2.3.
2.2.5 Ordination til egen brug, familiemedlemmer m.m.
Hvis en læge eller tandlæge eller dennes nærmeste har behov for behandling med afhængighedsskaben-
de lægemidler, skal behandlingen som hovedregel varetages af en anden læge. Har en læge eller tandlæge
undtagelsesvis behov for at ordinere afhængighedsskabende lægemidler til sig selv eller nærtstående,
indskærpes det, at behandlingen begrænses til en kort periode, og at der ved ordinationen udvises samme
omhu og samvittighedsfuldhed, som skal udvises ved tilsvarende ordinationer til patienter.
2.2.6 Ordination i tandlægepraksis
Ordination af afhængighedsskabende lægemidler i privat og kommunal tandlægepraksis bør være en
undtagelse, og der skal i givet fald altid udskrives mindstepakninger og vælges præparater med kort hal-
veringstid. Ved behov for behandling herudover, eller hvor der kan være tvivl om evt. kontraindikationer,
skal ordinationen ske i samarbejde med patientens praktiserende læge eller overtages af denne.
2.2.7 Behandlingsplaner og opfølgning
Fraset enkeltstående ordinationer, fx ved anæstesi eller i forbindelse med undersøgelser eller behandlin-
ger, skal der lægges en behandlingsplan. Denne skal omfatte den forventede behandlingsvarighed, målet
med behandlingen samt planlagt opfølgning for dermed i videst muligt omfang at forhindre udvikling
af tolerans, afhængighed og andre uønskede følgevirkninger, samt sikre at patienten ikke behandles med
afhængighedsskabende lægemidler længere end højst nødvendigt.
Ved opfølgning af igangværende behandling skal behandlingsplanen revurderes, og eventuelle ændrin-
ger aftales og journalføres.
Når der ikke længere er indikation for en tidligere iværksat behandling, skal lægen tilbyde patienten
hjælp til at trappe ud af behandlingen, udarbejde en plan herfor og tilbyde den nødvendige medicinske
behandling og psykosociale støtte undervejs. Lægen skal journalføre sine overvejelser i forbindelse med
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
5
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
den fortsatte ordination, hvis udtrapning ikke lykkes, og information til patienten og patientens samtykke
til den fortsatte behandling skal specifikt journalføres.
Hvis der er tvivl om den fortsatte indikation for behandlingen eller om muligheden for at gennemføre
ned- eller udtrapning, skal lægen konferere med eller henvise patienten til en relevant speciallæge for
en vurdering, som kan indgå i beslutningen omkring den fortsatte behandling. Hvor en speciallæge i
psykiatri vurderer, at nedtrapning vil være uforsvarlig pga. risiko for symptomforværring af psykiatriske
symptomer, farlig eller selvskadende adfærd, skal begrundelsen for risikovurderingen og den fortsatte
behandling fremgå af journalen.
Ved sektorovergange eller andre situationer, hvor behandlingsansvaret overgives, har den læge, der hid‐
til har varetaget behandlingen, ansvar for at der foreligger en behandlingsplan og for at videreformidle
denne, om nødvendigt ved at tage personlig kontakt til den læge, der fremover bliver behandlingsansvar-
lig.
2.3 Substitutionsbehandling
For ordination som led i substitutionsbehandling af personer med stofmisbrug gælder særlige regler
8)
,
hvortil der henvises. Selve substitutionsbehandlingen varetages i udgangspunktet udelukkende af læger
ansat i lægestillinger i de behandlingstilbud kommunalbestyrelsen etablerer eller indgår aftaler om, og be-
handling med afhængighedsskabende lægemidler i andet regi bør koordineres hermed. Det bør overvejes
at samle al behandling med afhængighedsskabende lægemidler i misbrugscentret.
2.4 Rekvirering og opbevaring af afhængighedsskabende lægemidler
Lægens/tandlægens beholdning af afhængighedsskabende lægemidler skal indskrænkes til det mindst
mulige og skal opbevares forsvarligt og utilgængeligt for uvedkommende. Lægen skal sikre, at uvedkom-
mende ikke kan tilgå lægens elektroniske system(er) og adgang(e) til elektronisk ordination. Recepter på
hovedparten af de lægemidler, der omtales i denne vejledning, må kun udstedes elektronisk.
De nærmere regler fremgår af Receptbekendtgørelsen
9)
og Bekendtgørelse om euforiserende stoffer
10)
.
3 Lægemiddelgrupper
3.1 Opioider
Dette afsnit omfatter lægemidler med opioidagonistisk virkning, dvs. rene agonister (herunder morfin,
codein, fentanyl, methadon, oxycodon m.fl.), dual action-agonister (herunder tapentadol og tramadol), og
lægemidler med partiel agonist/antagonist-virkning (herunder buprenorphin og nalbuphin).
3.1.1 Generelle overvejelser ved ordination af opioider
Effekter og bivirkninger varierer både fra person til person og fra opioid til opioid. Der bør derfor ske
en individuel afprøvning af ét opioidpræparat ad gangen. Ved mange smertetilstande vil det ikke være
muligt at opnå total smertelindring uanset doseringen, og patienten kan opleve uacceptable bivirkninger
af central art (sedation, svimmelhed, eufori, hallucinationer, kvalme mv.) uden at være smertelindret,
hvilket må inddrages i den individuelle afvejning af behandlingen, jf. 2.2.1.
3.1.2 Akutte smerter – enkeltstående og recidiverende
Ved lettere akutte smertetilstande er opioider i reglen ikke indiceret, men ved stærke, nyopståede smer-
ter som akutte postoperative og posttraumatiske smertetilstande, iskæmisk syndrom m.m. vil opioider ofte
indgå i behandlingen. Så længe behandlingsvarigheden begrænses til det akutte behov, vil risikoen for
udvikling af afhængighedstilstande i reglen være lav, der skal dog stadig udarbejdes en behandlingsplan,
jf. pkt. 2.2.7. Lægen bør ligeledes være opmærksom på personer med misbrugsanamnese.
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
6
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
I modsætning hertil skal der udvises stor tilbageholdenhed med ordination af opioider ved smertetilstan-
de af mere kronisk karakter, herunder ved exacerbationer af de kendte smerter i forløbet af en kronisk
smertetilstand eller ved hyppigt recidiverende smertetilstande som fx menstruationssmerter, migræne,
kronisk pancreatitis og lignende, da risikoen for etablering af et afhængighedsforløb er stor.
3.1.3 Langvarige/kroniske non-maligne smerter
Kroniske smertetilstande er ofte komplekse med både fysiologiske, psykiske og sociale komponenter,
der i varierende grad følger af eller bidrager til tilstanden. Der bør udvises stor tilbageholdenhed med
brug af opioider ved behandling af kroniske, non-maligne smertetilstande, og opioidbehandling bør aldrig
være førstevalg. Findes langtidsbehandling med opioider indiceret, skal den tilrettelægges som en ved-
ligeholdelsesbehandling med depotpræparater i faste doseringer og doseringsintervaller, hvor patienten
ikke direkte må kunne registrere den enkelte dosisindgift.
I enkelte tilfælde, hvor en patient er i et stabilt og lægeligt velbegrundet længerevarende behandlings-
forløb, og hvor der ligger en detaljeret behandlingsplan, som fx ved behandling af kroniske smertepa-
tienter, kan det efter en individuel vurdering undtagelsesvist besluttes, at personligt fremmøde ikke er
nødvendigt ved hver receptfornyelse, men fx hver anden eller tredje måned, dog minimum hvert halve år.
3.1.4 Cancersmertetilstande og palliativ behandling
I behandlingen af smerter på malign baggrund er opioider et af hovedbehandlingsmidlerne. Som den øv-
rige terminale og palliative behandling er målet med smertebehandlingen at lindre patientens symptomer i
så vidt omfang som muligt, hvilket skal være centralt i behandlingsplanen og opfølgningen.
Overvejelser om afhængighedsudvikling mv. har mindre relevans i terminale palliative forløb, og
selvom målet også her er en stabil, døgndækkende smertelindring med langtidsvirkende præparater, skal
patienten altid have adgang til tilstrækkelig p.n. behandling i tilfælde af gennembrudssmerter.
3.2 Anxiolytika og sedativa/hypnotika
Dette afsnit angår benzodiazepiner og andre lægemidler med lignende virkning, herunder zopiclon og
zolpidem samt visse antihistaminer og antiepileptika med anxiolytisk virkning.
3.2.1 Generelle overvejelser ved ordination
Benzodiazepiner m.v. skal sædvanligvis ikke ordineres til patienter med demens. Endvidere skal der
udvises tilbageholdenhed med ordination til ældre og til patienter i anden medicinsk behandling, som kan
påvirke de kognitive funktioner, samt til personer med kendt misbrugsanamnese.
Erfaringsmæssigt udvikler nogle patienter et misbrug af benzodiazepiner m.m., især med de hurtigt
absorberbare præparater, hvor tiden, til den maksimale plasmakoncentration indtræder, er kortest.
Lægen skal være opmærksom på, at symptomer som fx angst og søvnproblemer kan forværres af
behandlingen pga. bivirkninger eller reboundfænomen. Endvidere kan patienterne udvikle forskellige
grader af tolerans over for de forskellige virkninger, og tolerans over for den terapeutiske effekt ledsages
ikke nødvendigvis af toleransudvikling over for de kognitive effekter og andre bivirkninger. Skift mellem
de forskellige benzodiazepiner løser ikke disse problemer.
3.2.2 Behandlingsvarighed
Langvarig behandling skal i hovedreglen undgås, da balancen mellem gavnlige og skadelige virkninger
vil være ufordelagtig for mange patienter ved langtidsbehandling (mere end to uger). Lægen skal derfor
overveje den forventede behandlingsvarighed. En aftale med patienten om vurdering af effekt og bivirk-
ninger tidligt i behandlingsforløbet skal indgå i behandlingsplanen, jf. afsnit 2.2.7. Hvis behandlingen
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
7
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
fortsætter udover to uger, skal en ny aftale med patienten om forventet varighed, videre opfølgning og
overvejelser om fremtidigt behandlingsophør indgå i behandlingsplanen.
Langtidsbehandling (mere end to uger) af ældre personer med benzodiazepiner og lignende præparater
bør principielt ikke finde sted. Hvis dette alligevel findes indiceret, skal lægen informere patienten
grundigt om fordele og ulemper og på den baggrund indhente samtykke til behandlingen. Nogle patienter
har været i årelang behandling med disse lægemidler. Lægen skal regelmæssigt genoverveje den fortsatte
indikation og hvor relevant forsøge at motivere disse patienter til at påbegynde udtrapning, alternativt
nedtrapning til mindst mulige dosis. Begrundelsen for fortsat ordination skal fremgå af journalen. Patien-
ter, der er i langvarig behandling, skal løbende revurderes, jf. pkt. 2.2.1, derudover skal de revurderes
særligt grundigt mindst én gang årligt og evt. henvises til ’second opinion’ hos anden læge inden for
samme eller andet relevant speciale.
3.2.3 Dosisdispensering
Dosisdispensering af benzodiazepiner m.v. vil i de fleste tilfælde være uforenelig med kravet om,
at behandlingen skal være så kortvarig som muligt og skal derfor i hovedreglen ikke anvendes, med
mindre der er tale om behandling af epilepsi, eller dosisdispenseringen anvendes som led i en kontrolleret
udtrapning.
3.2.4 Søvnløshed
Søvnløshed skal som hovedregel kun behandles med benzodiazepiner m.v. i de tilfælde, hvor anden
form for behandling eller søvnhygiejniske tiltag ikke har virket, og hvor patienten er alvorligt belastet
af søvnløsheden. Lægen skal være opmærksom på, at benzodiazepiner m.v. kan medføre påvirkning af
søvn‐ mønstret, og langvarig behandling kan hos nogle forværre søvnproblemer og give dårligere søvn-
kvalitet. Behandlingsforsøg med sovemidler skal i første omgang være af kort varighed (almindeligvis
1-2 uger), hvorefter situationen og indikationen for fortsat medicinsk behandling skal vurderes på ny, idet
længere behandling kræver nøje overvejelse.
3.2.5 Angst
Hvis der findes indikation for benzodiazepinbehandling af akut situationsbetinget angst (fx flyskræk,
tandlægeskræk) eller som beroligende medicin i forbindelse med operation eller mindre kirurgiske ind-
greb, skal der anvendes lavest mulige dosis af præparater med kort halveringstid.
Øvrige angsttilstande behandles kun med benzodiazepiner, når tilstanden ikke kan behandles på anden
måde, herunder non-medikamentelt. Ved påbegyndelse af benzodiazepinbehandling mod en længereva-
rende angsttilstand, kan den første ordination udstrækkes til højst 4 uger, men på grund af muligheden
for bivirkninger tidligt i behandlingsforløbet, jf. pkt. 3.2.2, bør lægen som hovedregel have kontakt
til patienten inden udløbet af de 4 uger. Ved fortsat behandling skal patientens tilstand samt effekt og
bivirkninger af behandlingen løbende vurderes.
3.2.6 Kombinationsbehandling med antipsykotika
Længerevarende samtidig behandling med antipsykotiske lægemidler og benzodiazepiner m.v. frarådes
generelt, men kan i særlige tilfælde anvendes efter ordination af psykiater. Indikation, effekt og bivirk-
ninger skal vurderes og journalføres regelmæssigt. Forsøg på ophør af den samtidige behandling skal
dokumenteres herunder hvilke komplikationer, der i den forbindelse blev konstateret og dannede grundlag
for den fortsatte samtidige behandling.
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
8
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
3.2.7 Afrusning
Personer, der er påvirkede af alkohol eller stoffer, kan være i en potentielt faretruende tilstand. Det
kan være vanskeligt at vurdere, i hvilken grad en person er påvirket. Påvirkningen kan sløre symptomer
på faretruende tilstande som eksempelvis intrakranielle blødninger, infektioner eller traumer. Lægen skal
derfor tage stilling til den medicinske behandling af den enkelte patient.
Ordination af benzodiazepiner skal – også ved afrusning – som hovedregel ske ved personlig konsulta-
tion ved læge. Imidlertid kan der være undtagelser, hvor en læge bliver kontaktet af personale på behand-
lingssted med henblik på afrusning. Den ordinerende læge skal i hvert tilfælde konkret vurdere, om
ordination af benzodiazepiner kræver en lægelig undersøgelse af patienten, eller om det på baggrund af en
grundig anamnese og undersøgelse fra personalet vil være forsvarligt at foretage telefonisk ordination for
en afgrænset, kortvarig periode. Lægen skal i den forbindelse også tage stilling til, om det er forsvarligt,
at afrusning foregår på det pågældende sted, herunder tage stilling til personalets sundhedsfaglige kvalifi-
kationer og til mulighederne for overvågning af patienten i den akutte fase. Der kan tilsvarende, efter
en konkret vurdering, ordineres benzodiazepiner til afrusning, hvis en praktiserende læge eller læge ved
misbrugscenter kontaktes af en af lægen kendt patient.
Det er altid den ordinerende læges ansvar at sikre videre opfølgning på abstinensbehandlingen samt
udelukkelse af andre behandlingskrævende tilstande, hvorfor lægen skal tilse patienten snarest efter
ordinationen og senest den følgende dag. Hvor flere læger samarbejder (fx i et misbrugscenter eller almen
praksis), kan en anden af de tilknyttede læger varetage denne opfølgning efter nærmere lokal aftale.
Hvis afrusning iværksættes på sygehus og videreføres i fx misbrugscenter eller på et bosted, skal
sygehuslægen tage kontakt til den læge, der er tilknyttet det pågældende sted, og lave en konkret aftale
om overtagelse, herunder tidspunkt for første lægetilsyn m.v. Indtil en sådan aftale foreligger, påhviler
behandlingsansvaret sygehuslægen.
Læger uden det fornødne kendskab til patienten og/eller til personalet på en evt. behandlingsinstitution
el. lign. samt vagtlæger må ikke iværksætte abstinensbehandling eller afrusning, men skal søge anden
løsning, fx afrusning under indlæggelse, eller henvise patienten til selv at tage kontakt til egen læge eller
misbrugscenter.
Barbiturater er forbundet med særlige risici pga. et snævert terapeutisk interval og lang halverings-
tid. Afrusning med barbiturater skal derfor kun foregå steder, hvor der er mulighed for løbende over-
vågning ved sundhedsfagligt personale og vil primært finde sted på sygehuse. Evt. kan behandlingen
iværksættes under indlæggelse og afsluttes via sygehusambulatorium eller i et kommunalt misbrugscen-
ter; det påhviler da den behandlingsansvarlige læge at sikre, at behandlingen foregår forsvarligt.
3.2.8 Andre indikationer
Ved forskellige somatiske tilstande, herunder krampeanfald eller forgiftninger, kan der være indikation
for en kortvarig anvendelse af benzodiazepiner.
Benzodiazepiner kan benyttes til længerevarende behandling ved epilepsi og muskelspasmer (fx hemi-
plegisk spasticitet) m.v. efter relevant speciallægevurdering. Som ved andre behandlinger, med afhængig-
hedsskabende lægemidler, skal der foreligge en behandlingsplan, og opfølgningen, herunder vurdering af
indikationen for behandlingen, kan i øvrigt foregå efter de retningslinjer der gælder for grundsygdommen.
3.3 Centralstimulerende lægemidler
3.3.1 Centralstimulerende midler mod hyperkinetisk forstyrrelse
Dette afsnit omhandler centralstimulerende lægemidler indregistreret til behandling af narkolepsi og
hyperkinetisk forstyrrelse/ADHD.
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
9
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
Afhængighedspotentialet af disse lægemidler er ikke endeligt fastlagt, men de kan hos nogle personer
give anledning til en adfærd og et brugsmønster, som svarer til hvad man ser ved andre afhængighedsska-
bende stoffer eller indgå i et blandingsmisbrug. Der skal udvises særlig opmærksomhed hos personer
med tidligere eller pågående stofmisbrug og samtidig tilstedeværende sygdom, som indicerer behandling
med centralstimulerende midler. Hvis patienten samtidig behandles i et misbrugscenter skal behandlingen
koordineres hermed.
Indledning af behandling med disse lægemidler er en specialistopgave. I udgangspunktet varetages
behandling for hyperkinetisk forstyrrelse af speciallæger i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri
og behandling for narkolepsi af neurologiske speciallæger. Fortsat behandling kan, efter en konkret
vurdering, varetages i andet regi, for eksempel hos pædiater eller praktiserende læge. De nærmere rammer
for medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser fremgår af Sundhedsstyrelsens
vejledning på området
11)
.
I enkelte tilfælde, hvor en patient er i et stabilt, og lægeligt velbegrundet længerevarende behandlings-
forløb, og hvor der ligger en detaljeret behandlingsplan, som fx ved vedligeholdelsesbehandling af stabile
ADHD-patienter, kan det efter en individuel vurdering undtagelsesvist besluttes, at personligt fremmøde
ikke er nødvendigt ved hver receptfornyelse, men fx hver anden eller tredje måned dog mindst en gang
hvert halve år.
3.3.2 Appetithæmmende midler med centralstimulerende virkning
For disse lægemidler gælder, som i pkt. 3.3.1, at afhængighedspotentialet ikke er endeligt fastlagt, men
at de erfaringsmæssigt kan medføre en adfærd og et brugsmønster, som svarer til, hvad man ser ved andre
afhængighedsskabende stoffer. Appetithæmmende midler med centralstimulerende virkning skal derfor
kun ordineres, når tilstanden er forbundet med betydelige medicinske gener, og andre foranstaltninger har
vist sig utilstrækkelige. Behandlingen skal følges tæt og ledsages af non-farmakologiske tiltag.
3.4 Andre lægemidler med misbrugs- eller afhængighedspotentiale
Erfaringer viser, at visse obstiperende midler, antiparkinsonmidler, antihistaminer, præparater med
virkning på centralnervesystemet og opioidholdige hostemidler kan være afhængighedsskabende og indgå
i et misbrug. Lægen skal ved ordination af disse lægemidler være opmærksom på, om der foreligger
risiko for at fremkalde eller vedligeholde afhængighed, og patienten skal informeres herom.
Behandling med lægemidler indeholdende cannabinoider (THC, CBD og lignende indholdsstoffer)
forudsætter, at principperne i kapitel 2 følges.
For cannabisholdige produkter, der ikke er godkendt som lægemidler (”medicinsk cannabis”), udsteder
Lægemiddelstyrelsen særskilt vejledning.
4 Ophævelse
Vejledningen ophæver Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9166 af 19/03/2018 om ordination af afhæn-
gighedsskabende lægemidler.
Sundhedsstyrelsen, den 19. juni 2019
Marlene Øhrberg Krag
/ Claus Malta Nielsen
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
10
 SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 364: Spm. om korttarmspatienter skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at tage kodein
1)
2)
3)
4)
5)
6)
7)
8)
9)
10)
11)
Bekendtgørelse nr. 1356 af 23. oktober 2016 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 17.
Bekendtgørelse nr. 1356 af 23. oktober 2016 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 17, kap 9, § 51 og § 74, stk.
2.
Autorisationsloven, § 35, stk. 3.
Sundhedsloven kap 5; Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv; Vej-
ledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
Bekendtgørelse nr. 1090 af 28. juli 2016 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse
m.v.).
LBK nr. 1188 af 24. september 2016 af Sundhedsloven § 41, stk. 2, nr. 5.
LBK nr. 1188 af 24. september 2016 af Sundhedsloven § 41, stk. 2, nr. 5.
Vejledning nr. 10375 af 28. december 2016 til læger, der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin og Sundhedsloven kap. 41.
BEK nr. 1108 af 29. september 2017 om recepter og dosisdispensering af lægemidler.
BEK nr. 557 af 31. maj 2011 om euforiserende stoffer, med efterfølgende ændringer.
Vejledning nr. 9194 af 11. april 2013 om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser.
VEJ nr 9523 af 19/06/2019
11