Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 29-04-2025
Enhed: Borgernær Sundhed
Sagsbeh: chas
Sagsnr.:2025 - 2137
Dok. nr.: 313440
Hermed sendes supplerende besvarelse af spørgsmål nr. 304 (Alm. del), som
Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 19.
februar 2025. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Larsen (KF).
Spørgsmål nr. 304:
”Vil
ministeren redegøre for de regionale forskelle i henholdsvis ventetid til første
besøg på høreklinik/audiologisk klinik og ventetid til andet besøg, hvor
høreapparaterne udleveres?”
Svar:
Som supplerende svar til SUU alm. del
–
svar på spm. 304 har mit ministerium
indhentet bidrag fra Danske Regioner, der oplyser følgende:
”Danske Regioner kan oplyse, at der arbejdes målrettet med at nedbringe
ventetiderne til både undersøgelse og til behandling (udlevering).
Dog må det erkendes at området er udfordret af den demografiske udvikling, i form
af voksende aldrende befolkning, der medfører et stigende behov for
høreapparatbehandling, idet nedsat hørefunktion er mest udbredt blandt den ældre
del af befolkningen. Den demografiske udvikling fører i sig selv til
kapacitetsudfordringer i forhold til at imødekomme det stigende behandlingsbehov,
men forstærkes yderligere af rekrutteringsudfordringer, herunder mangel på
audiologiassistenter.
Der kan konstateres en vis geografiske variation i ventetider på tværs af regionerne,
hvilket kan skyldes flere faktorer. Dels er sammensætningen af befolkningen
forskellig og derudover rammer udfordringer med rekruttering forskelligt, hvor der fx
er større udfordringer med rekruttering og fastholdelse af sundhedsfagligt personale
uden for de større byer. Der er på tværs af landet forskellig brug af speciallægepraksis
til behandling af ukompliceret høretab med høreapparat. Omfang og organisering af
høreapparatbehandling uden for sygehusene eksempelvis via speciallægeklinikker,
der indgår aftaler med regionen om høreapparatbehandling inden for en given
økonomisk ramme, kan også have indvirkning på ventetiderne.
Hvad angår forskelle mellem behandlingsstederne i forhold til ventetid til
undersøgelse og ventetid til behandling, kan dette skyldes forskellige forhold,
organisering, prioritering, tilrettelæggelse af forløbet og bookningsprocedurer.
Dog kan det konstateres, at det gælder for alle offentlige sygehuse, at ventetiden er
størst til undersøgelse og kortere til efterfølgende behandling/udlevering.