Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 05-03-2025
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Sagsbeh: amn
Sagsnr.:2025 - 1543
Dok. nr.: 294544
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 267 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 5. februar 2025.
Spørgsmål nr. 267:
”Vil
ministeren i fortsættelse af spørgsmål 264 og 265 oplyse, hvilket tilsyn og kontrol
Styrelsen for Patientsikkerhed fører i forhold personer, som er registreret som
medhjælp til behandlinger som fjernelse af hår og kar samt milde rynkebehandlinger
med laser, IPL og andre lignende metoder, behandling med ikke-permanente fillers
og peeling af huden med produkter med en pH-værdi på 3 eller derunder? Det
gælder bl.a. styrelsens kontrol af, om den autoriseret sundhedsperson, som
delegerer opgaven til en medhjælp, sikre sig, at medhjælpen kan udføre opgaven,
giver den relevante instruktion om opgavens udførelse og fører tilsyn med
medhjælpens udførelse af opgaven.”
Svar:
Det er som udgangspunkt kun læger med dokumenterede, relevante kvalifikationer,
som må udføre kosmetiske behandlinger. Til visse behandlinger kan lægen anvende
medhjælp. Det er et krav, at de pågældende læger og eventuel medhjælp er
godkendt og registreret i Styrelsen for Patientsikkerhed for lovligt at måtte udføre
bestemte kosmetiske behandlinger.
Styrelsen for Patientsikkerhed fører sundhedsfagligt tilsyn med kosmetiske
behandlingssteder, de registrerede behandlere og deres eventuelle medhjælp.
Tilsynet omfatter et opstartstilsyn, som styrelsen fører inden for de første 3-6
måneder efter et behandlingssted har registreret sig, for at sikre, at nye
behandlingssteder er klædt godt på til at varetage patientsikkerheden.
Derudover foretager styrelsen et risikobaseret tilsyn med om alle personer, der
foretager kosmetisk behandling på behandlingsstedet, er registrerede hertil af
Styrelsen for Patientsikkerhed, og om der kun bliver foretaget behandlinger, som de
pågældende er registrerede til at udføre. Dertil ser tilsynet på, om medhjælpen får
tilstrækkelig instruktion fra den ansvarlige læge, og om den ansvarlige læge fører
tilsyn med medhjælpen, som tager udgangspunkt i opgavens karakter og
medhjælpens uddannelse, erfaringer og kvalifikationer i relation til den konkrete
opgave.