Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
3066635_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 4427
Doknr.
35541399
Dato
11-09-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 14. august 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
729 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Victoria Velasquez (EL).
Spørgsmål nr. 729:
”Vil ministeren redegøre for, hvad der er gældende praksis i samtlige af landets
kommuner vedrørende anbringelse af børn hos kommunalt ansatte der sidder i
afdelingen/forvaltningen der har myndigheden til at træffe afgørelse om anbringelser,
som det nævnes i artiklen »Dybt kritisabel forvaltningskultur: Mere end hver 10.
kommune har børn anbragt hos ansatte i egen børne- og familieafdeling«,
Socialmonitor.dk den 13. august 2025, hvor det fremgår, at mere end hver 10.
kommune har børn anbragt hos ansatte i den anbringende forvaltning, og at langt de
fleste kommuner ikke har en politik på området?”
Svar:
Først og fremmest kan jeg oplyse, at Social- og Boligministeriet ikke har
opgørelser af, i hvilket omfang børn og unge er anbragt hos plejeforældre, der
også er ansat i den anbringende kommunes afdeling/forvaltning med
myndighed til at træffe afgørelse herom.
Herudover kan jeg oplyse, at kommunerne efter den sociale lovgivning ikke er
forpligtede til at have en politik vedr. anbringelser hos ansatte i den forvaltning,
der har myndigheden til at træffe afgørelser om anbringelser.
Dog vil jeg igen gerne benytte anledningen til at understrege, at kommunerne i
sagsbehandlingen altid har et klart ansvar for at leve op til de gældende regler
om habilitet efter forvaltningsloven. Samtidig skal de til enhver tid sikre, at de
træffer afgørelser om anbringelser af børn og unge ud fra en konkret, fagligt
funderet vurdering, der altid har barnet eller den unge i centrum.
For yderligere udfoldelse af kommunernes forpligtelser ift. habilitet og
afgørelser om anbringelser, kan jeg henvise til min besvarelse af SOU alm. del
– spm. 712 (samling 2024-2025) (bilag 1).
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
Bilag:
SOU alm. del – svar på spm. 712
1