Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 4370
Doknr.
36715552
Dato
25-08-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 11. august 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
722 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 722:
”Hvad er ministerens holdning til, at FKU-testen tilsyneladende stadig
anvendes i anbringelsessager med familier med grønlandsk baggrund, og
hvordan forholder ministeren sig til, at den særlige enhed i VISO ikke er blevet
kontaktet? Spørgsmålet henviser til SOU alm. del – bilag 414”
Svar:
Med lovforslag nr. L 139 om ændring af barnets lov (Oprettelse af en særlig
enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold) blev der pr.
1. maj 2025 oprettet en særlig enhed med ekspertise i grønlandske forhold
under VISO (den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i Social-
og Boligstyrelsen). Med loven forpligtes kommunerne at anvende enheden i
sager, hvor der er overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung i en
familie, hvor et barn, en ung, en kommende forælder eller en
forældremyndighedsindehaver er født eller opvokset i Grønland, eller i øvrigt
vurderes at have tæt tilknytning til grønlandsk sprog og kultur, når kommunen
ellers ville få foretaget standardiserede psykologiske test af
forældremyndighedsindehaverne eller en kommende forælder for at vurdere
forældrekompetencen eller af barnet eller den unge som en del af sagens
oplysning. Enheden skal bistå med at foretage denne vurdering uden brug af
standardiserede test som led i kommunens oplysningen af sagen.
Derfor giver presseomtalen af den konkrete sag, der ligeledes beskrives i SOU
alm. del – bilag 414, også anledning til bekymring hos mig som minister, og jeg
har derfor bedt Høje-Taastrup Kommune om en redegørelse med henblik på at
se nærmere på, hvordan kommunen har ageret i denne sag, herunder om
kommunen har overholdt den konkrete lov.
Jeg vil desuden gøre opmærksom på, at jeg allerede tilbage i november 2024
opfordrede alle kommuner til at stoppe brugen af standardiserede psykologiske
test i familier med en grønlandsk baggrund. Dette brev er vedlagt (se bilag 1).
Alle kommuner har d. 1. maj 2025 fået en orienteringsskrivelse fra mit
ministerium, hvor de nye regler forklares, og der bør derfor ikke være tvivl om,
at loven er trådt i kraft. Denne skrivelse er ligeledes vedlagt (se bilag 2).
1