Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 4071
Doknr.
32591095
Dato
17-09-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 10. juli 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 711
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Socialudvalget.
Spørgsmål nr. 711:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 8. juli 2025 fra Claus BM om
kommunal praksis i forhold til støtte efter servicelovens § 83 og § 85?”
Svar:
Jeg kan indledningsvis oplyse, at det er den enkelte kommune, der har
ansvaret for at beslutte, hvordan kommunens opgaver på det sociale område
planlægges og udføres. Hertil kommer, at kommunen er forpligtet til at sikre, at
den bevilgede støtte tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren reelt har
mulighed for at modtage den. Det er således afgørende, at den bevilgede
hjælp er tilpasset borgerens konkrete situation, herunder fysiske, psykiske og
sociale forhold, så borgeren faktisk kan drage nytte heraf.
Hvis en kommune vurderer, at en borger i praksis ikke kan modtage den
bevilgede hjælp, skal kommunen undersøge mulighederne for, at borgeren kan
modtage hjælpen på anden vis. Et eksempel kan være, at den valgte
leverandør – på trods af forsøg på at levere den socialpædagogiske støtte –
ikke formår at etablere den fornødne kontakt til en borger, som har massive
angstproblemer. Kommunen bør som følge heraf reagere hurtigt og tage stilling
til, om leverandøren har den nødvendige fagkundskab i forhold til borgerens
funktionsnedsættelse. Der kan også være situationer, hvor en
borger nægter at modtage den nødvendigt bevilgede hjælp. I sådanne tilfælde
skal kommunen undersøge baggrunden herfor. Der henvises til Ankestyrelsens
principmeddelelse 76-17 om faktisk forvaltningsvirksomhed og valg af
leverandør.
Det fremgår også af førnævnte principmeddelelse, at kommunens beslutning
om hvem, der skal udføre et tilbud om støtte eller hjælp efter serviceloven, som
udgangspunkt er faktisk forvaltningsvirksomhed. Hvis beslutningen er
væsentlig indgribende for borgeren, er der imidlertid tale om en afgørelse, som
borgeren kan klage over til Ankestyrelsen. Det er kommunen, der skal tage
stilling til, om beslutningen om valg af leverandør er faktisk
forvaltningsvirksomhed eller en afgørelse.
Der er desuden mulighed for at rette henvendelse til Folketingets
Ombudsmand om kommunens og Ankestyrelsens afgørelser. Og afgørelserne
kan indbringes for domstolene.
1