Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 3585
Doknr.
22630503
Dato
04-07-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 16. juni 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
686 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe (DD).
Spørgsmål nr. 686:
”Vil ministeren tilvejebringe en oversigt over, hvad det vil koste at oprette et
nationalt rejsehold for sociale botilbud, som skal have til opgave at assistere
sociale botilbud i at styrke deres faglige tilgang til mennesker med handicap, og
hvor rejseholdet blandt andet får til opgave at arbejde med forebyggelse af
forråelse og omsorgstræthed, understøtte medarbejdernes
kompetenceudvikling og menneskesyn samt bidrage til et kvalitetsløft af
indsatsen i botilbuddene gennem faglig sparring og vejledning?”
Svar:
Udgifterne til det rejsehold, der beskrives, vil afhænge af den konkrete indsats
og omfang, herunder hvor mange botilbud det vil skulle understøtte samt
varigheden af forløbene. Såfremt indsatsen forankres i statsligt regi, vil det
indebære statslige årsværk.
Til sammenligning blev der med SSA22 afsat 15,3 mio. kr. i 2022-2025 til et
rejsehold i Social- og Boligstyrelsen til forebyggelse af magtanvendelser over
for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som bor på
botilbud efter §§ 107 og 108 i serviceloven og efter § 105 i almenboligloven.
Formålet med rejseholdet er at hjælpe botilbud med at understøtte trivslen og
trygheden for borgere og fagprofessionelle i botilbuddene tæt på den
socialpædagogiske praksis – og dermed også styrke det lokale arbejdsmiljø og
medarbejdernes trivsel – via 31 rådgivnings- og kompetenceforløb om
forebyggelse af magtanvendelse på de botilbud med et særligt behov herfor.
I Social- og Boligstyrelsen findes også den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation (VISO), som på det specialiserede
socialområde tilbyder rådgivningsforløb til kommuner, tilbud og borger i praksis.
Regeringen er optaget af at sikre trivsel og faglig understøttelse af
botilbuddene. Derfor indeholder rammeaftalen for en langsigtet og bæredygtig
udvikling af handicapområdet, som blev indgået den 2. maj 2024 med LA, K og
RV, bl.a. initiativ om specialeplanlægning på handicapområdet, som skal
inddele den højt specialiserede del af handicapområdet i specialer med henblik
på at styrke kvaliteten lokalt, regionalt og nationalt samtidig med, at der skabes
overblik over og viden om de højt specialiserede tilbud.
1