Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 3409
Doknr.
18927769
Dato
30-06-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 4. juni 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 662
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Kathrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 662:
”Spørger er blevet gjort bekendt med, at der er arbejdsmiljøproblemer i
Ankestyrelsens børnekontorer, som har medført en indsats fra Arbejdstilsynets
side. Ministeren bedes oplyse, om dette er tilfældet? Ministeren bedes
endvidere oplyse, om der så store problemer med kapaciteten i Ankestyrelsens
børnekontorer, at medarbejdere i helt andre kontorer med andre fagligheder
pålægges at lave børnesager i syge- eller ferieperioder? Ministeren bedes
afsluttende oplyse, om en eventuel klage over Arbejdstilsynets indsats i
Ankestyrelsens kontorer ville skulle afgøres af Arbejdsmiljøklagenævnet, som
ligger i Ankestyrelsen?”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra både
Beskæftigelsesministeriet og Ankestyrelsen. Jeg kan på den baggrund
bekræfte, at Arbejdstilsynet har været på besøg i Ankestyrelsen med fokus på
børneområdet.
Beskæftigelsesministeriet oplyser for så vidt angår spørgsmålets første og
sidste del, hhv. Arbejdstilsynets indsat i Ankestyrelsens børnekontorer og
klagesagsbehandlingen i Arbejdsmiljøklagenævnet, følgende:
”Arbejdstilsynet var den 30. april 2024 på et tilsynsbesøg hos Ankestyrelsen,
der gav anledning til en mistanke om, at stor arbejdsmængde og tidspres i
kontoret ”Børn 1” ikke var forebygget tilstrækkeligt og dermed udgjorde en
sundhedsmæssig risiko for de ansatte. På den baggrund tilbød Arbejdstilsynet
Ankestyrelsen et aftaleforløb, der forpligtede Ankestyrelsen til i en fastsat
periode at arbejde med at forbedre arbejdsmiljøforholdene i ”Børn 1” i relation
til mistanken om stor arbejdsmængde og tidspres. Ankestyrelsen accepterede
tilbuddet, og meldte tilbage på dette den 28. april 2025.
Arbejdstilsynet var den 1. maj 2025 på et kontrolbesøg, hvor det blev vurderet,
at der fortsat er en mistanke om, at stor arbejdsmængde og tidspres i kontoret
kan udgøre en sundhedsmæssig risiko for de ansatte. På den baggrund vil
Arbejdstilsynet gennemføre et nyt tilsynsbesøg hos Ankestyrelsen, hvor
arbejdsmiljøforholdene i kontoret ”Børn 1” skal afdækkes yderligere med
henblik på at vurdere, om der er grundlag for en reaktion.
1