Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
3047645_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 3223
Doknr.
16963177
Dato
27-06-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 26. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
654 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Theresa Berg Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 654:
”Kan ministeren, i forlængelse af artiklen »Barnets Blå Hus i Aars presses af
sparekniven«, Aars.dk, den 14. maj 2025, oplyse, hvorfor der er skåret så
kraftigt i tilskuddet til Barnets Blå Hus i Aars, når antallet af børn og unge med
psykiatrisk debut er steget med 136 % i Region Nordjylland – sammenlignet
med en stigning på 25 % i Region Hovedstaden og 37 % i Region
Syddanmark?”
Svar:
Jeg lægger til grund, at spørgsmålet henviser til udmøntningen af
ansøgningspuljen om behandlingstilbud til børn og unge (finanslovens §
15.26.03.10).
Det er for mig at se helt afgørende, at børn og unge ikke står alene med
konsekvenserne af forældres misbrugsproblemer. Derfor skal vi sætte ind med
den nødvendige hjælp og støtte, når der er et behov for det. Det gælder ikke
mindst i et forebyggelsesperspektiv, så problemer og udfordringer, der
eksempelvis følger af forældres misbrug, ikke vokser sig større og får
uoverskuelige konsekvenser i voksenlivet.
Den pågældende ansøgningspulje har ophæng i Aftale om satspuljen for 2015
og skal sikre udbredelsen af gratis landsdækkende behandlingstilbud til børn
og unge under 25 år, som er belastede af en opvækst i familier med stof- eller
alkoholproblemer. Ansøgningspuljen har været udmøntet siden 2015 og skal
udmøntes igen i år. Det er Social- og Boligstyrelsen, der vurderer
ansøgningerne ud fra kriterierne for ansøgningspuljen, som er politisk fastsat.
Sagsbehandlingen af ansøgningerne er fortsat i gang. Jeg kan som minister
ikke gå ind i enkeltstående faglige vurderinger, der foretages i forbindelse med
sagsbehandlingen.
Jeg kan oplyse, at der med Aftale om Børnene Først blev sat midler af til endnu
en ansøgningspulje til behandling til børn i familier med misbrug (§
15.26.30.10), som ligeledes skal bidrage til at styrke indsatsen for børn og
unge under 18 år, der lever i familier med misbrugsproblematikker som følge af
alkohol- eller stofmisbrug.
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 654: MFU spm. om, hvorfor der er skåret så kraftigt i tilskuddet til Barnets Blå Hus i Aars, når antallet af børn og unge med psykiatrisk debut er steget med 136 % i Region Nordjylland
3047645_0002.png
Ansøgningspuljen blev udmøntet første gang i 2024. Som en del af Aftale om
Børnene Først blev der også sat midler af til en evaluering, der skal belyse, om
”der er tilstrækkelig kapacitet, og at prisen på tilbuddene står mål med
indsatsen og resultaterne”.
Da der er væsentlige overlap i formålene mellem de to puljer på området,
kommer Social- og Boligministeriet til at se på, hvordan vi får tilrettelagt
puljerne bedst muligt frem mod næste udmøntning, som forventeligt sker i
2028.
Derudover vil jeg også nævne, at regeringen og Folketingets partier netop har
forhandlet en samlet 10-årsplan for psykiatrien på plads, som fuldender det
historisk store og varige økonomiske løft til psykiatrien på 4,6 mia. kr. ekstra
årligt. Aftalen sikrer blandt andet, at børn og unge, der mistrives psykisk eller
udviser symptomer på psykisk lidelse, kan få tidlig hjælp og støtte, så deres
tilstand ikke forværres og bliver til psykiske lidelser, der kræver behandling i
sygehuspsykiatrien. Det skal eksempelvis ske ved at styrke og udvide de
lettilgængelige behandlingstilbud i kommunerne, hvor børn og unge sammen
med deres familier kan henvende sig uden en lægehenvisning.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2