Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
3036258_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 3224
Doknr.
15691063
Dato
06-06-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 23. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
648 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 648:
”Vil ministeren i forlængelse af svar på SOU alm. del - spørgsmål 571 oplyse,
om en kommune har truffet en korrekt afgørelse, når en familie søger om
kompensation for handicapbetingede merudgifter, og kommunen giver afslag
på et grundlag, som Ankestyrelsen efterfølgende hjemviser?”
Svar:
Som det også fremgår af det svar af 21. maj 2025 på SOU alm. del spm. 571,
som spørgerne henviser til, indeholder 283 af de i alt 385 sager, som er
gennemgået i undersøgelsen, afgørelser, hvor borgeren ikke har fået sin
ansøgning fuldt imødekommet. Ankestyrelsen vurderer, at 132 af disse 283
sager ville være blevet hjemvist, hvis styrelsen havde vurderet dem i
forbindelse med en klagebehandling.
I disse 132 sager er der som nævnt ikke tilstrækkeligt grundlag til at kunne
vurdere, om selve afgørelsen er korrekt eller ej – typisk fordi afgørelserne
havde retlige mangler i form af utilstrækkelig oplysning af sagen og/eller
mangelfuld begrundelse.
Men når de retlige mangler betyder, at Ankestyrelsen ikke kan vurdere
rigtigheden af selve afgørelsen, er det desværre udtryk for, at sagsbehand-
lingen ikke har været god nok fra kommunes side - uanset selve afgørelsen er
korrekt eller ej. Så det er bestemt bekymrende, at de retlige mangler i så stor
en andel af sagerne ville have ført til en hjemvisning fra Ankestyrelsen, hvis der
havde været tale om klagesager.
Derfor er jeg også glad for, at hver kommune har fået de vurderinger, som
Ankestyrelsen har foretaget i deres egne, konkrete sager, og for tilkende-
givelsen fra Ankestyrelsen om, at den enkelte kommune efter styrelsens
opfattelse er forpligtet til af egen drift at vurdere, om de konkrete sager skal
genoptages som følge af de konstaterede retlige mangler.
Det er min klare forventning at kommunerne tager tilbagemeldingerne fra
Ankestyrelsen til efterretning, og selv tager ansvar for at følge op på de sager,
hvor rapporten har påpeget væsentlige fejl og mangler i sagsbehandlingen.
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 648: Spm., om en kommune har den korrekte afgørelse, når en familie søger om kompensation for handicapbetingede merudgifter, og kommunen giver afslag på et grundlag, som Ankestyrelsen efterfølgende hjemviser
3036258_0002.png
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
Bilag:
Social- og boligministerens svar på SOU alm. del spm. 571 af 21. maj 2025.
2