Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2930
Doknr.
13332988
Dato
11-06-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 13. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
624 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 624:
”Hvilke initiativer mener ministeren, der skal iværksættes for at sikre, at der i de
næste 27 år ikke fortsat sker brud på borgernes retssikkerhed i forhold til
kendskab til sagsbehandlingstider på socialområdet i kommunerne?
Spørgsmålet stilles som opfølgning på samrådsspørgsmål AS vedrørende
retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, som blev besvaret i Socialudvalget den 9. maj
2025.”
Svar:
Jeg er opmærksom på, at det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen gennem
længere tid har modtaget henvendelser om kommuners offentliggørelse af
sagsbehandlingsfrister på det sociale område efter retssikkerhedslovens § 3,
stk. 2.
Der ses således fortsat at være en rækker sager i tilsynet om kommuners
manglende overholdelse af pligten til at offentliggøre sagsbehandlingsfrister.
Jeg har derfor fundet grund til at tydeliggøre reglerne og de forpligtelser, der
følger af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, om offentliggørelse af
sagsbehandlingsfrister på det sociale område med et orienteringsbrev til alle
landets kommuner om pligten til at offentliggøre sagsbehandlingsfrister på det
sociale område. Brevet er sendt til kommunerne den 5. maj 2025.
Socialudvalget har ligeledes modtaget brevet den 5. maj 2025, og det er
vedlagt dette svar til orientering.
Orienteringsbrevet kan ses som et supplement til den generelle tilsynsudtalelse
fra Ankestyrelsen af 15. december 2023, der også er sendt til alle landets
kommuner.
Det er min forventning, at der med dette er skabt klarhed over de gældende
krav til kommunernes fastsættelse af sagsbehandlingsfrister på det sociale
område.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1