SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 616: Spm. om gældende lovgivning vedrørende forældelsesfrister ved menneskerettighedskrænkelser begået ifm. internationale adoptioner til Danmark

Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Socialudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

6. juni 2025

Formueretskontoret

Jonas Karlsen

2025-06079

3725486

Besvarelse af spørgsmål nr. 616 (Alm. del) fra Folketingets

Socialudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 616 (Alm. del), som

Folketingets Socialudvalg har stillet til justitsministeren den 12. maj 2025.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Victoria Velasquez (EL).

Peter Hummelgaard

Morten Schaumburg-Müller

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 616: Spm. om gældende lovgivning vedrørende forældelsesfrister ved menneskerettighedskrænkelser begået ifm. internationale adoptioner til Danmark

Spørgsmål nr. 616 (Alm. del) fra Folketingets Socialudvalg:

”Vil ministeren redegøre for gældende lovgivning vedrørende

forældelsesfrister ved menneskerettighedskrænkelser begået i

forbindelse med internationale adoptioner til Danmark?”

Svar

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) fastsætter ikke

regler om forældelse af krav om godtgørelse for eventuelle krænkelser af

rettigheder indeholdt i konventionen. Spørgsmålet om, hvorvidt der er

indtrådt forældelse, beror således på fortolkning og anvendelse af national

ret, herunder i lyset af EMRK’s bestemmelser.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har for så vidt angår sager om

civilretlig forfølgning og EMRK artikel 6 om ret til retfærdig rettergang

anerkendt, at forældelsesregler varetager legitime formål, herunder hensyn

til retssikkerhed, endelighed og beskyttelse af potentielle sagsøgte.

Forældelsesregler må imidlertid ikke være urimelig korte og skal give den

berettigede reel mulighed for at gøre krav gældende, jf. Jon Fridrik Kjølbro,

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 6. udgave

(2023), s. 576.

Der skal ved stillingtagen til foreneligheden med konventionen foretages en

konkret vurdering af, om det vil være proportionalt at anse et krav for

forældet efter nationale forældelsesregler, jf. bl.a. Højesterets dom af 14.

april 2021, sag 227/2018 (2. afd.).

Det kan generelt oplyses, at forældelsesloven regulerer forældelse af

fordringer på penge eller andre ydelser, medmindre andet følger af særlige

bestemmelser om forældelse i anden lov, jf. forældelseslovens § 1.

Det primære formål med forældelsesreglerne er at tilskynde til, at sager

indledes på et tidspunkt, hvor det stadig er muligt at løfte bevisbyrden. Det

skyldes, at muligheden for at føre bevis forringes med tiden både for den,

der mener at have et krav, og for den, der bestrider kravet.

Virkningen af forældelse er, at fordringshaveren mister sin ret til at kræve

opfyldelse, dvs. at fordringen (kravet) falder bort.

Side 2/4

Den almindelige forældelsesfrist er 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Fristen regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor

fordringshaveren kan kræve at få fordringen opfyldt, det vil sige

forfaldstidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. For fordringer på

erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontrakt regnes

fristen fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk.

Hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller skyldneren,

regnes den 3-årige forældelsesfrist først fra den dag, da fordringshaveren fik

eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2

(suspension).

Det er som udgangspunkt en betingelse for, at forældelsesfristen kan blive

suspenderet, at uvidenheden vedrører de faktiske forhold, som kravet støttes

på. Dette indebærer, at f.eks. ukendskab til retsregler på området – eller den

rette fortolkning heraf for kravet – som udgangspunkt ikke kan medføre

suspension.

Den almindelige forældelsesfrist suppleres af en absolut forældelsesfrist,

som i almindelighed er 10 år regnet fra forfaldstidspunktet, jf.

forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, dog 30 år fra den skadevoldende

handlings ophør for bl.a. personskade, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr.

Retsvirkningen af den absolutte forældelsesfrist er, at en fordring altid falder

bort på dette tidspunkt. Dette gælder også, hvis den almindelige

forældelsesfrist i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 2, har været

suspenderet som følge af fordringshaverens ukendskab til fordringen eller

skyldneren.

Som det bl.a. fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 20. marts 2025

af spørgsmål nr. 434 (Alm. del) fra Folketingets Socialudvalg, kan der være

særlige hensyn, der kan begrunde, at der ikke skal gælde en forældelsesfrist.

Det er tilfældet i forhold til krav på erstatning eller godtgørelse, som

udspringer af, at en forvaltningsmyndighed har tilsidesat lovbestemte

forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb

begået over for denne, jf. forældelseslovens § 3, stk. 5. Disse krav er ikke

genstand for forældelse.

Side 3/4

Lovbestemte forpligtelser kan f.eks. være forpligtelser, der følger af EMRK.

Ved overgreb forstås strafbare handlinger, som er omfattet af straffelovens

kapitel 24-26 (seksualforbrydelser, forbrydelser mod liv og legeme samt

forbrydelser mod den personlige frihed) og straffelovens § 210 om incest og

§ 213 om vanrøgt.

Det fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, at baggrunden for reglen

bl.a. er, at en eventuel erstatningssag ikke vil opstå, før overgrebene kommer

for en dag, hvilket ofte først vil ske, når barnet er blevet voksent, da barnet

typisk først på dette tidspunkt vil være i stand til at reflektere over

overgrebene og over myndighedernes ansvar i forbindelse hermed, jf.

Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 31 som fremsat, side 9.

Side 4/4