Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2870
Doknr.
13137790
Dato
16-06-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 8. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 612
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 612:
”Vil ministeren oversende en oversigt på kommuneniveau for de seneste fem
tilgængelige år over:
– Det samlede antal af unge fyldt 18. år og indtil det 23. år, der tidligere har
været anbragt.
– Det samlede antal af unge fyldt 18. år og indtil det 23. år, der tidligere har
været anbragt, og som modtager eller har modtaget ungestøtte.”
Svar:
Der lægges til grund for besvarelsen, at der med ungestøtte henvises til §§
114, 115, 118 og 120 i barnets lov. Ungestøtte efter barnets lov (frem til 1/1
2024 benævnt efterværn efter de tidligere gældende regler i serviceloven) er
for unge i alderen 18-22 år, der umiddelbart før deres 18-års fødselsdag var
anbragt uden for hjemmet eller havde en fast kontaktperson. Formålet med
ungestøtte er at bidrage til en god overgang til voksenlivet.
Ungestøtte kan blandt andet omfatte et opretholdt døgnophold på et
anbringelsessted (fx i en plejefamilie, på et børne- og ungehjem eller lignende),
en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted, iværksættelse eller
opretholdelse af en fast kontaktperson eller andre former for støtte så som
psykologhjælp eller økonomisk støtte.
Den efterspurgte opgørelse fremgår af det vedlagte bilag:
-
Bilagets tabel 1 viser det samlede antal af unge i alderen 18-22 år med
bopæl i kommunen, som på et tidspunkt i deres liv før deres 18-års
fødselsdag har været anbragt uden for hjemmet.
Bilagets tabel 2 viser det samlede antal af unge i alderen 18-22 år med
bopæl i kommunen, som (a) på et tidspunkt i deres liv før deres 18-års
fødselsdag har været anbragt uden for hjemmet, og (b) på et tidspunkt
efter deres 18-års fødselsdag har modtaget ungestøtte.
-
Det bemærkes, at de unge, som indgår i bilagets tabel 1, ikke nødvendigvis er
eller har været i målgruppen for ungestøtte. Det skyldes blandt andet, at der
ikke er taget højde for, om de unge var anbragt uden for hjemmet umiddelbart
før deres 18-års fødselsdag.
1