Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2694
Doknr.
13314683
Dato
29-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 30. april 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
595 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Brigitte
Klintskov Jerkel (KF).
Spørgsmål nr. 595:
”Vil
ministeren redegøre for, hvor langt regeringen er med arbejdet med at
tydeliggøre og samle reglerne for servicehunde i lovgivningen, som aftalt i
”SSA-aftalen
for 2025-2028”
af 14. november 2024? Spørgsmålet er med
henvisning til en aktuel sag, hvor en café blev idømt en bøde på 5000 kr. for
ulovligt at nægte adgang til en servicehund, jf. artiklen »Ulovligt nej til
servicehund koster café 5.000 kroner«, TV2east.dk, den 29. april 2025.”.
Svar:
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance,
Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet
indgik i efteråret 2024 en aftale om fordelingen af reserven på social-,
sundheds-og arbejdsmarkedsområdet 2025-2028 (SSA-aftalen).
I SSA-aftalen fremgår det, at der skal igangsættes et arbejde
med relevante parter, servicehundeforeningerne og Dansk Blindesamfund
samt andre ministerier, hvor mulighederne for en sammenlægning af
lovgivningen om servicehunde på forskellige ministerområder i en samlet lov
under hensyntagen til princippet om sektoransvar vil blive drøftet, samt
muligheden for at etablere en certificeringsordning.
Social- og Boligministeriet har nedsat en arbejdsgruppe på
embedsmandsniveau med deltagelse af relevante parter,
servicehundeforeningerne og Dansk Blindesamfund samt Transportministeriet
og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Arbejdsgruppen har endnu
ikke afsluttet sit arbejde.
Det bemærkes, at det fremgår af SSA-aftalen, at en samlet lovgivning og en
eventuel ordning med registrering og certificering af servicehunde forventes at
kunne medføre offentlige merudgifter og vil kræve varig finansiering.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1