Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2476
Doknr.
9581328
Dato
07-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 16. april 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
558 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 558:
”Mener ministeren, at der med retssikkerhedslovens § 3 er taget højde for, at
fastsættelse og offentliggørelse af frister kan uddelegeres til administrationen
dagen efter, at der er truffet beslutning om sagsbehandlingsfrister af
kommunalbestyrelsen, fra 4 uger til f.eks. 20 uger eller 12 måneder?”
Svar:
Kommunalbestyrelsen skal på de enkelte sagsområder, som er omfattet af
retssikkerhedsloven, fastsætte og offentliggøre frister for, hvor lang tid der må
gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet.
Hensigten med pligten for kommunerne til at fastsætte frister for afgørelser på
ansøgningssager er, at borgeren kan få at vide, hvilket serviceniveau der kan
forventes med hensyn til sagsbehandlingstider.
Der er ikke delegationsforbud i retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, hvorfor
kommunalbestyrelsen kan delegere pligten til at fastsætte frister for
sagsbehandlingen til et stående udvalg eller til forvaltningen.
Jeg vurderer ikke, at der i reglerne om fastsættelse og offentliggørelse af frister
for afgørelser er behov for særlige regler angående kommunalbestyrelsens
almindelige adgang til at delegere sine opgaver til et udvalg eller forvaltningen.
Min forventning er naturligvis, at kommunerne overholder lovgivningen.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1