Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2466
Doknr.
11331883
Dato
14-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 15. april 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
555 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 555:
”Vil ministeren svare på, om ældre i Langeland Kommune, der har behov for en
nødkaldsknap, ikke fremover skal kunne benytte sig af det til hjemmeplejen,
men i stedet selv skal bekoste en sådan ordning, herunder at den skal gå til en
af pågældendes pårørende?”
Svar:
Det følger af servicelovens § 112, at kommunalbestyrelsen skal yde støtte til
hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,
når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte
funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv. Der ydes hjælp til
anskaffelse af nødkald som et hjælpemiddel, såfremt borgeren er en del af
personkredsen og opfylder minimum en af de nævnte betingelser.
Det er serviceloven, der fastsætter den overordnede ramme for, hvilke
serviceydelser og tilbud kommunalbestyrelsen har pligt til at yde. Det
indebærer, at den enkelte kommunalbestyrelse på visse områder kan fastsætte
lokale kvalitetsstandarder, retningslinjer eller lokale serviceniveauer om,
hvilken type hjælp den pågældende kommune giver i forhold til bestemte typer
af behov eller målgrupper. Lokale serviceniveauer skal fastsættes inden for de
rammer, der følger af den konkrete bestemmelse i serviceloven og af
lovgivningen i øvrigt, herunder fx generelle regler i retssikkerhedsloven og
serviceloven om bl.a. kommunernes forsyningsforpligtelse og de
forvaltningsretlige regler og grundsætninger.
Derfor kan der være en grad af variation i, hvilke tilbud de forskellige
kommuner stiller til rådighed. Kommunens tilbud skal naturligvis leve op til
loven, så borgerne får den hjælp, som de har brug for og krav på. Det
indebærer, at der altid skal foretages en individuel og konkret vurdering af den
enkeltes behov for hjælp og forudsætter, at kommunerne fraviger de lokalt
fastsatte serviceniveauer i op- og nedadgående retning, hvis nødvendigt, så
borgerne får den tilstrækkelige hjælp.
I tilfælde hvor kommunen træffer afgørelse om ophør af støtte til hjælpemidler,
skal det derfor altid ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering af en
1