Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
3010359_0001.png
Til social- og familieordførere
for Folketingets partier
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 9023
Doknr.
972031
Dato
24-02-2025
Kære ordførere
Jeg sender her forskelligt materiale som opfølgning på ordførermødet den 24.
januar 2025 om status på forældreansvarsområdet.
Det drejer sig for det første om Familieretshusets nøgletal for børne- og
forældreansvarsområdet 2023-2024 til orientering (bilag 1). Som I bl.a. kan se
heraf, har der været en nedgang i sagsbehandlingstiden på samværssager,
ligesom der har været en stabil sagstilgang på de forskellige sagsområder.
Derudover sender jeg den seneste afrapportering fra Domstolsstyrelsen om
tvangsfuldbyrdelsessager ved familieretterne for 2022-2023 (bilag 2) til jeres
orientering. Som led i vedtagelsen af den familieretlige reform blev det politisk
besluttet, at sager om fuldbyrdelse af afgørelser efter forældreansvarsloven
skal følges tæt.
Domstolsstyrelsens opgørelse viser, at antallet af indkomne og afsluttede
sager har været stabilt. Der ses en stigning i antallet af udkørende
fuldbyrdelsessager sammenlignet med den seneste afrapporteringsperiode,
som var 2020-2021. Men samtidig ses en stigning i anvendelsen af det nye
værktøj, hvor forælderen tilbageholdes, mens barnet afhentes, for herved at
skåne barnet.
Endelig vedlægger jeg en praksisundersøgelse, som belyser årsagerne til
afslag på kontaktbevarende samvær (bilag 3). Denne undersøgelse har sit
afsæt i drøftelserne om udmøntning af aftalen om et forbedret familieretligt
system.
På baggrund af et undersøgelsesdesign fra Social- og Boligministeriet har
Familieretshuset udarbejdet en praksisundersøgelse for perioden 1. august –
31. oktober 2024, som afdækker årsagerne til afslag og dermed giver indsigt
heri, ikke mindst i sager hvor der fremlægges en krisecentererklæring. Den
første del af undersøgelsen beskriver hovedkonklusioner, hvorefter der
redegøres for data og delresultater. Endelig anskueliggør nogle eksempler
sagernes indhold og metoden for undersøgelsen.
Undersøgelsen baserer sig på en gennemgang af 119 sager og viser, at der
oftest er flere årsager til, at Familieretshuset har vurderet, at der er begrundet
tvivl om, at samvær er bedst for det enkelte barn.
Gennemgangen viser også, at der foreligger krisecentererklæringer i lidt under
en tredjedel af de 119 sager. Endvidere viser undersøgelsen, at i 5 % af de 119
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 546: Spm. om oversendelse af materiale, som ministeren har udleveret til social- og familieordførere for Folketingets partier vedr. Familieretshusets praksisundersøgelse af afslag på kontaktbevarende samvær
3010359_0002.png
afslag på kontaktbevarende samvær bygger Familieretshusets vurdering på
oplysningerne i en krisecentererklæring.
Hertil kan jeg supplerende oplyse, at § 29 b i forældreansvarsloven kun finder
anvendelse, hvis det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold
fra den anden forælder, og det derfor umiddelbart anses for bedst for barnet
ikke at have kontakt med den anden forælder. Ved ophold på et
kvindekrisecenter vil dette normalt kunne godtgøres ved fremlæggelse af en
krisecentererklæring.
Men det følger også af bemærkninger, at det nøje skal påses, at erklæringen
indeholder den fornødne godtgørelse af, at opholdet skyldes vold eller trusler
om vold fra den anden forælder og af barnets perspektiv. Er dette ikke tilfældet,
finder den foreslåede bestemmelse kun anvendelse, hvis disse forhold kan
godtgøres på anden vis f.eks. ved politianmeldelse, skadestuerapport, andre
sagkyndige udtalelser m.v.
Med andre ord så vil en krisecentererklæring ikke blot kunne lægges til grund,
idet der i hvert tilfælde vil skulle foretages en nøje vurdering af, om der skal
indhentes yderligere oplysninger.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2