Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2380
Doknr.
8265438
Dato
20-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 10. april 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
544 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 544:
Vil ministeren indføre en bodsordning, så familier kan blive kompenseret, hvis
deres barn er blevet anbragt eller truet med anbringelse på et ulovligt grundlag
af kommunen, og vil ministeren indføre økonomiske sanktioner mod kommuner
i sådanne tilfælde? Spørgsmålet henviser til podcastserien 'Flugten til
Tyskland', Sjællandske Nyheder, den 24. marts 2025.
Svar:
Sager, der handler om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, er
generelt indgribende sager. Det er derfor vigtigt, at kommunerne behandler
disse sager grundigt og i overensstemmelse med loven.
Jeg er meget optaget af at sikre, at borgerne kan stole på, at kommunerne
foretager en korrekt sagsbehandling. Men jeg mener ikke, at bodsordninger
eller økonomiske sanktioner er den rette vej at gå. Eksempelvis kan en
økonomiske sanktion på at overskride frister i sagsbehandlingen risikere at
medføre, at sager ikke oplyses tilstrækkeligt, hvis kommunerne frygter, at det
vil forlænge sagsbehandlingstiden.
Jeg mener i stedet, at vi løbende skal se på, hvordan vi gennem
implementeringsunderstøttelse, tilpasning af regler, kompetenceudvikling og
lignende tiltag understøtter kommunerne i at lave et fagligt funderet og grundigt
sagsbehandlingsarbejde, som er til gavn for borgerne, så de får den hjælp og
støtte, de har behov for.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1