SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 525: Spm. om oversendelse af social- og boligministerens talepapir fra åbent samråd den 3/4-25 om TV2-dokumentaren "Ingen kære kommune" (samrådsspm. AJ)

Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens

talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Talens formål

Publikum og

programpunkt

Åbent samråd om erstatningssager

D. 3. april

1-133

Ca. 12 min

Besvarelse af samrådsspørgsmål AJ

Socialudvalget

Samrådsspørgsmål AJ

Vil ministrene redegøre for, om de agter at foretage ændringer i lovgivningen på bag-

grund af TV2-dokumentaren "Ingen kære kommune", så det for eksempel bliver

nemmere for børn og unge at få godtgørelse, når en kommune svigter og ikke reagerer

på utallige underretninger?

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 525: Spm. om oversendelse af social- og boligministerens talepapir fra åbent samråd den 3/4-25 om TV2-dokumentaren "Ingen kære kommune" (samrådsspm. AJ)

[Indledning]

Tak for samrådsspørgsmålet om muligheden for erstatning i

sager om børn, hvor kommuner har begået fejl.

Spørgsmålet tager udgangspunkt i en konkret sag.

Jeg vil indledningsvist slå fast, at jeg kun kender sagen fra

dokumentaren ”Ingen kære kommune” fra mediernes

dækning af den, men der er ikke tvivl om, at den har gjort

indtryk på mig.

Dokumentaren viser jo, hvor store konsekvenser det kan få,

når børn ikke får hjælp i rette tid.

Vi har som samfund en pligt til at opdage og hjælpe de børn,

som har brug for det. Vi har alle som én et ansvar for at

underrette kommunen, hvis vi oplever at et barn er i fare eller

udsættes for omsorgssvigt.

Herefter har kommunen ansvaret for at sikre, at barnet får

den rette hjælp og støtte.

Både justitsministeren og jeg er i dag blevet bedt om at

svare på om vi agter at foretage ændringer i lovgivningen på

baggrund af dokumentaren.

Men jeg vil gerne starte med at tillade mig at starte et andet

sted. For jeg mener, at det er vigtigt at slå fast, at vi jo

allerede har gjort rigtig mange ting for at sørge for, at flere

børn bliver hjulpet tilstrækkeligt og rettidigt.

Tillæg og ændringer, der skal sikre færre fejl og svigt i

myndighedernes behandling af sager på børneområdet, skal

gerne betyde, at færre får i fremtiden behov for at rejse krav

om erstatning.

[Inddragelse af børn og unge i egen sag]

D. 1. januar 2024 trådte barnets lov i kraft. En helt ny

hovedlov, hvor vi implementerede et mere moderne

børnesyn i lovgivningen på børne- og ungeområdet.

Noget af den kritik, der bliver rejst i dokumentaren er, at der

ikke var nogen fra kommunen, der talte med de to piger,

mens de her svigt stod på.

Det er helt afgørende, at der bliver lyttet til de børn og unge,

som sagerne handler om. Det viser dokumentaren jo i

allerhøjeste grad om.

Med barnets lov stiller vi større krav til kommunernes

inddragelse af børn og unge i deres egen sag.

Vi har fjernet de regler, der førhen betød, at inddragelse af

børn skulle ske på bestemte tidspunkter i et sagsforløb.

Nu stilles der derimod krav om, at barnet inddrages ved

samtaler, inden der træffes beslutninger eller afgørelser om

barnets eller den unges forhold. Det betyder, at barnet skal

inddrages løbende og hver gang, det er relevant.

I de tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse om barnets eller

den unges forhold, vil en manglende inddragelse af barnets

synspunkter og ønsker udgøre en væsentlig mangel ved

afgørelsen.

Fordi det er vigtigt, at vi lytter til børnene. Det er deres liv,

det handler om, og vi har en pligt til at inddrage dem i de

beslutninger, der får betydning for deres liv og fremtid. Det er

det børnesyn, vi søger at slå an med både aftalen om

Børnene Først og barnets lov.

[Sagsskridt efter en underretning]

Dokumentaren rejser desuden kritik af manglende

handling ved gentagne underretninger om pigerne.

Barnets lov er bygget op på den måde, at kommunerne

har nogle klare forpligtelser, når de modtager en

underretning om et barn eller en ung.

Med barnets lov er kommunerne nu forpligtede til at

foretage en screening, hvis de får mistanke om, at et

barn har brug for hjælp.

Det vil sige, at når kommunen modtager en

underretning om et barn, ja så skal kommunen screene

og vurdere, hvad det næste skridt i sagen skal være.

Kommunen skal med screeningen konkret vurdere, om

der er behov for en afdækning, en børnefaglig

undersøgelse eller om der ikke skal foretages

yderligere. Det væsentlige er her, at der skal være en

begrundet stillingtagen til, hvad der er det rette næste

skridt i sagen.

Hvis kommunen vurderer, at der skal laves en

afdækning af barnets forhold, så skal kommunen

foretage afdækningen med inddragelse af fagfolk, som

allerede har viden om barnets eller den unges og

familiens forhold.

Kommunen skal også vurdere, om der skal foretages en

afdækning for eventuelle andre børn i familiens behov for

støtte.

Kommunen skal træffe afgørelse om en børnefaglig

undersøgelse, hvis det er en alvorlig eller kompleks sag –

det gælder også hvis der overvejes anbringelse af barnet.

Kommunen skal også træffe afgørelse om en børnefaglig

undersøgelse, hvis der er mistanke om, at et barn har været

udsat for overgreb. Det samme gælder, hvis et barn har

ledsaget en forælder på krisecenter, som har afbrudt

opholdet for at vende tilbage til et voldeligt miljø.

Intentionen med en børnefaglig undersøgelse det er, at

kommunen undersøger alle forhold omkring barnets, den

unges og familiens situation, og at der dannes et

helhedsorienteret billede af de faktorer, der har betydning for

barnets eller den unges trivsel og udvikling.

Kommunen kan på baggrund af afdækningen eller den

børnefaglige undersøgelse træffe afgørelse om det videre

forløb og om hvilke indsatser, der skal iværksættes efter

barnets lov.

[Krav til dokumentation i børnesager]

Et andet kritikpunkt, som rejses i dokumentaren, handler om

manglende dokumentation i kommunens behandling af den

konkrete sag.

Reglerne er sådan, at det er kommunerne, der er

ansvarlige for at sikre, at børn og unge får den hjælp og

støtte efter barnets lov, de har brug for. Det gælder

uanset barnets eller den unges situation.

Reglerne om kommunens behandling af sager på det

sociale område findes i retssikkerhedsloven.

Det næste bliver en smule teknisk, men jeg håber, at I

vil bære over med mig, for jeg mener, at det er vigtigt, at

vi får lagt reglerne helt tydeligt frem.

Retssikkerhedsloven har bl.a. til formål at sikre

borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale

myndigheder behandler sager.

Retssikkerhedsloven fastsætter regler om

oplysningspligten. Det betyder, at myndigheden – i det

her tilfælde kommunen - har ansvaret for at sikre, at

sager, der behandles efter retssikkerhedsloven, er

oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan

træffe afgørelse.

Oplysninger af betydning for sagens afgørelse skal

dokumenteres på sagen. Dette indebærer en pligt for

forvaltningsmyndigheden – altså for eksempel

kommune - til at journalisere dokumenter, der er

modtaget eller afsendt af myndigheden som led i

administrativ sagsbehandling, i det omfang dokumentet

har betydning for en sag eller sagsbehandlingen i

øvrigt. Det samme gælder interne dokumenter, der

foreligger i endelig form.

Det er således kommunens ansvar at sikre, at der i

sager om fx anbringelse af børn og unge uden for

hjemmet sker en korrekt sagsoplysning og

journalisering, og at sagens oplysninger ligger til grund

for indstillingen til børne- og ungeudvalget om

anbringelse.

Udvalget kan sende en sag tilbage til forvaltningen, hvis

de vurderer, at den ikke er tilstrækkeligt oplyst, når den

forelægges udvalget.

Det følger af det såkaldte officialprincip, at det påhviler

den enkelte forvaltningsmyndighed – altså her

kommunen – enten selv at fremskaffe de fornødne

oplysninger til at afgøre en konkret sag korrekt eller at

foranledige, at andre medvirker til sagens oplysning.

Det kan for eksempel være i sundhedsvæsnet eller

andre steder.

Kernen i officialprincippets krav til bevissikkerhed det er,

at en sag skal undersøges af myndigheden netop så

langt, som det er nødvendigt for at træffe, det der

hedder en materielt rigtig afgørelse.

Undersøgelsen af sagen må derfor ikke afsluttes, før

der er tilvejebragt et forsvarligt oplysningsgrundlag.

Omvendt bør oplysningen af en sag ikke strækkes så

vidt og så langt, at der indsamles oplysninger, som

tydeligt ikke har betydning for sagens afgørelse.

[Børns Vilkårs støtte ved erstatningssager]

Dokumentaren ”Ingen kære kommune” er hjerteskærende,

det er der ingen tvivl om. Dokumentaren handler om en sag,

som er af ældre dato, og vi står heldigvis et andet sted i dag,

end vi gjorde dengang. Vi taler om en sag, hvor vi taler om

børn i 00’erne, og det føles jo ikke som særligt lang tid for

mit vedkommende, men det er trods alt over 20 år siden.

Vi har indført en række regler – senest med barnets lov –

om, hvordan kommunerne skal behandle sager om børn og

unge, som befinder sig i udsatte positioner.

Så for at besvare samrådsspørgsmålet direkte, mener jeg

ikke, at vi skal lave regelændringer på socialområdet. For vi

har allerede taget væsentlige skridt for at sikre, at børn og

unge ikke vokser op i utrygge hjem.

Det, der er vigtigt, er at sikre, at børn og unge kan stole på,

at de bliver grebet af systemet, hvis de får brug for hjælp og

støtte.

De skal kunne stole på, at de bliver hørt og inddraget, og at

kommunen undersøger deres sag grundigt, hvis der er grund

til bekymring. Det er barnets lov med til at sikre.

Hovedreglen er, at kommunerne skal sørge for, at

behandlingen af sager om børn og unge sker i

overensstemmelse med reglerne, og at der bliver grebet

rettidigt ind med de rette indsatser.

Når alt det er sagt, er jeg ikke blind for, at der kan ske fejl, og

at der findes sager, hvor myndighederne ikke har grebet ind i

rette tid.

Hvis der bliver begået fejl skal klagemyndighederne,

herunder Ankestyrelsen, være med til at finde fejl og sørge

for, at der kan blive rettet op på disse.

Og der forsat er tvivl om, hvorvidt myndighederne har

handlet korrekt, har vi et velfungerende domstolssystem,

som kan behandle sagen.

I de særlige tilfælde, hvor myndighederne ikke har handlet

korrekt, er det vigtigt, at der findes ordninger, der kan hjælpe

og støtte borgere i at rejse erstatningskrav.

Derfor er jeg også glad for, at vi fra politisk side flere gange,

og senest ved aftalen om SSA24, altså udmøntningen af

reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og

arbejdsmarkedsområdet, har sat midler af til Børns Vilkårs

støtteordning i forbindelse med erstatningssager.

Børns Vilkår har i forbindelse med dokumentaren oplyst til

TV 2, at man per 1. januar 2025 er bekendt med 255

igangværende erstatningssager.

Børns Vilkår varetager en rådgivningsordning for personer,

der har oplevet omsorgssvigt fra offentlige myndigheder i

barndommen, og som overvejer at anlægge en

erstatningssag.

Afslutningsvist vil jeg blot endnu engang understrege, at vi

som samfund har et ansvar for at hjælpe de børn og unge,

som står i vanskelige situationer. Dokumentaren taler sit

tydelige sprog, og det er umuligt ikke at blive berørt af de to

pigers - nu kvinders - historie. Men vi står heldigvis et helt

andet sted i dag end vi gjorde i starten af 00’erne.

Vi har sidenhen taget nogle vigtige skridt for at sikre, at der

sker færre fejl, og at børn og unge får bliver hørt og får den

rette hjælp både igennem fx overgrebspakken, Børnene

Først og barnets lov – bare for at nævne et par stykker.

Og med det vil jeg sige tak for ordet og give ordet videre til

justitsministeren.