Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
3005443_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 1731
Doknr.
3639421
Dato
11-04-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 14.marts stillet følgende spørgsmål nr. 495
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 495:
”Vil ministeren kommentere på artiklen »12-årig fortæller om frygtelig tid på
bosted: - De kaldte mig taber og fede svin«, tv2ostjylland.dk, den 12. marts
2025? Vil ministeren forholde sig til beskrivelserne om overnatninger i alt fra "et
fugtigt udhus, tomme sommerhuse, et pigeværelse fyldt med alkohol til huse
midt ude på landet", at hans ejendele forsvinder, samt forholde sig til, at
personale fra Sjællands Universitetshospital sender to underretninger til den
anbringende kommune om, at de er alvorligt bekymrede for den 12-årige
drengs helbred og trivsel? Mener ministeren, at vi fortsat skal risikere denne
slags anbringelser, og hvornår vil ministeren indkalde aftalepartierne bag
»Aftale om rammeaftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af
handicapområdet« til videre drøftelser om, hvordan vi får stoppet, at sådanne
anbringelser af udsatte børn finder sted”
Svar:
Lad mig starte med at slå fast, at de beskrivelser, der fremgår af den vedlagte
artikel, ikke hører nogen steder hjemme. Der er tale om tydelige svigt og
enormt ustabile rammer i den konkrete anbringelsessituation, der henvises til.
Det er ikke godt nok og kalder på handling.
Det er for mig at se helt afgørende, at vi som samfund sikrer den tilstrækkelige
tryghed, omsorg og grundlag for trivsel for alle børn og unge – ikke mindst de,
der er anbragt udenfor hjemmet.
Samtidig vil jeg gerne understrege, at det er kommunerne, der har ansvaret for
at overholde reglerne, når de gør brug af ikke-godkendte tilbud til anbringelser
af børn og unge.
Det fremgår af § 12, stk. 3, i barnets lov, at kommunerne kan anvende ikke-
godkendte tilbud i en midlertidig periode på tre uger. Ikke-godkendte tilbud kan
således alene anvendes helt undtagelsesvist, når der er et akut behov for at
finde et tilbud til et barn eller en ung, og der ikke kan findes et egnet godkendt
tilbud. Reglerne i barnets lov om kommunernes mulighed for ved akut behov at
anbringe børn og unge i sociale tilbud, der ikke er godkendt af socialtilsynet,
herunder den begrænsede tidsmæssige brug af sådanne tilbud, er bl.a. indført
for at sikre gode og trygge forhold for anbragte børn og unge - også når
anbringelsen sker akut.
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 495: Spm. om kommentar til artiklen »12-årig fortæller om frygtelig tid på bosted: - De kaldte mig taber og fede svin«, tv2ostjylland.dk, den 12/3-25
3005443_0002.png
Når det er sagt, står det klart fra bl.a. historier, der har været fremme i
medierne, at kommuner i flere tilfælde – bevidst eller ubevidst – anvender ikke-
godkendte tilbud i strid med reglerne på området. Derfor har vi også i regi af
Aftale om udmøntning af tre initiativer i rammeaftalen af 2. maj 2024 om en
langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet
af 20. januar 2025
igangsat et arbejde, der skal undersøge mulige regelændringer, der kan
dæmme op for snyd og svigt på sociale tilbud samt mulige initiativer i forhold til
regulering af anvendelsen af ikke-godkendte tilbud.
Arbejdet er allerede godt i gang, og i den forbindelse bliver der også set på, om
der er behov for at ændre reglerne vedrørende anvendelsen af ikke-godkendte
tilbud på det sociale område. Hvis der vurderes at være et behov for at ændre
reglerne, vil der blive set på mulige løsningsmodeller, herunder fordele og
ulemper herved.
Jeg kan oplyse, at såfremt der identificeres initiativer, som kræver lovgivning,
fremlægges disse for og drøftes med aftalepartierne med henblik på
fremsættelse i en særskilt lovproces snarest muligt i folketingssamlingen 2025-
26. Det er endnu for tidligt at sige, hvorvidt der er et behov for at gå videre med
lovgivningsmæssige initiativer.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2