Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2989049_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 878
Doknr.
972991
Dato
12-03-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 6. februar stillet følgende spørgsmål nr. 411
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 411:
”Vil ministeren kommentere artiklen "Ekspert om kaos i Langelands
familieafdeling: - De har handlet i ond tro" på faa.dk den 3. februar 2025 og
komme med sin vurdering af, hvilke konsekvenser forholdene, som beskrives i
artiklen, kan have haft for berørte borgere?”
Svar:
Jeg vil først og fremmest gerne understrege, at det er kommunernes pligt at
efterleve gældende regler og dermed også aktivt sikre, at sagsbehandlingen
foregår korrekt og inden for lovgivningens rammer. Det er forudsætningen for
god sagsbehandling. Og det er afgørende for retssikkerheden.
Derfor bekymrer det mig selvfølgelig også, når der kommer sager frem, som
viser, at der er udfordringer på området, som det gør sig gældende i Langeland
Kommune.
Som borger i enhver kommune skal man kunne stole på, at kommunen
foretager en korrekt sagsbehandling. Er det ikke tilfældet, eller har man
mistanke om, at der er sket forkert sagsbehandling så har vi et klagesystem,
der er egnet til at rette op på sagsbehandlingsfejl og forkerte afgørelser.
Ankestyrelsen er klagemyndighed for kommunernes afgørelser efter bl.a.
barnets lov.
Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for, at kommunens
forvaltning er lovlig på det enkelte sagsområde, og at kommunen handler i
overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og grundsætninger.
Som tilsynsmyndighed fører Ankestyrelsen desuden tilsyn med, at
kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige
myndigheder. Tilsynet henhører under indenrigs- og sundhedsministerens
ressort. Jeg kan oplyse, at Ankestyrelsen den 29. november 2024 på ny har
sendt en ny høring til Langeland Kommune om, hvordan kommunen vil sikre, at
den overholder lovgivningen i forbindelse med behandling af sager i
Familieafdelingen.
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 411: Spm. om kommentar til artiklen "Ekspert om kaos i Langelands familieafdeling: - De har handlet i ond tro" på faa.dk den 3/2-25
2989049_0002.png
Kommunen forventes at besvare denne høring inden 1. marts 2025, hvorefter
Ankestyrelsen vil tage stilling til, om der skal rejses en ny tilsynssag over for
Langeland Kommune på baggrund af de aktuelle forhold i kommunen.
I forlængelse af ovennævnte kan jeg oplyse, at det er borgmesteren, der som
øverste daglige leder af forvaltningen bl.a. har ansvaret for sikre, at der er
ansat tilstrækkeligt kvalificeret personale til løsningen af kommunens opgaver,
at de ansatte iagttager god forvaltningsskik, og at der er tilrettelagt
hensigtsmæssige arbejdsrutiner og kontrolprocedurer.
Langeland Kommune har igennem længere tid haft udfordringer på området.
Derfor er det også positivt, at Langeland Kommune har et forløb med Social-
og Boligstyrelsens permanente Task Force på området for udsatte børn og
unge. Derudover kan jeg oplyse, at det med den politiske aftale om Børnene
Først blev besluttet at afsatte midler til ekstra hjælp til kommuner med mange
børnesager, herunder Langeland Kommune.
Jeg ønsker dog at gøre yderligere, og derfor har jeg også bedt mit ministerium
om at undersøge, om vi fremover kan pålægge kommuner at indgå
samarbejder med andre kommuner på børneområdet. Derudover har jeg på et
møde, som blev afholdt for nyligt, drøftet med Langelands borgmester, at det er
afgørende, at kommunen fremover prioriterer faglighed, kvalitet og ressourcer
til området – og jeg har opfordret kommunen til at samarbejde med andre
kommuner.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2