REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 815: Spm. om idet der nu er gået 3,5 år, siden det tværministerielle udvalg til analyse af det retspsykiatriske område blev nedsat i 2021 og det var varslet, at udvalget skulle barsle i 2024, redegøre for, hvornår det tænkes færdigt

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt

Dato:

Sagsnr.:

Dok.:

26. marts 2025

2022-0039-0657

2447018

Kortlægning af retspsykiatrien

Indholdsfortegnelse

1. Indledning......................................................................................... 6

1.1.

1.2.

1.3.

1.4.

1.5.

Baggrund ...................................................................................... 6

Kommissorium ............................................................................. 7

Resume af kortlægning ................................................................. 8

Metode ........................................................................................ 13

Overblik over retspsykiatriske patienters forløb ........................ 13

2. Gældende ret .................................................................................. 14

2.1.

2.2.

2.3.

2.4.

2.5.

2.6.

Straffelovens § 16 ....................................................................... 14

Straffelovens §§ 68 og 69 ........................................................... 14

Straffelovens § 71 ....................................................................... 15

Straffelovens § 72 ....................................................................... 15

Retsplejelovens §§ 808 og 809 ................................................... 16

Psykiatrilovens § 40.................................................................... 17

3. De retspsykiatriske foranstaltningsdomme .................................... 17

4. Mentalundersøgelser ...................................................................... 20

4.1.

4.1.1.

4.1.2.

4.1.3.

4.2.

Hvornår iværksættes en mentalundersøgelse? ............................ 20

Tilfælde, hvor der bør iværksættes mentalundersøgelse......... 20

Tilfælde, hvor der ikke bør iværksættes mentalundersøgelse . 21

Rettens kendelse .................................................................. 23

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Udarbejdelse af mentalundersøgelser ......................................... 24

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 815: Spm. om idet der nu er gået 3,5 år, siden det tværministerielle udvalg til analyse af det retspsykiatriske område blev nedsat i 2021 og det var varslet, at udvalget skulle barsle i 2024, redegøre for, hvornår det tænkes færdigt

4.2.1.

4.2.2.

Ambulante mentalundersøgelser ............................................. 24

Mentalundersøgelser under indlæggelse ............................. 25

4.2.3. Mentalundersøgelse på Sikringsafdelingen under Afdeling for

Retspsykiatri, Region Sjælland ......................................................... 26

4.2.4. Mentalundersøgelsens

praktiske

behandling

det

retspsykiatriske system ...................................................................... 26

4.2.5.

4.3.

4.4.

Forelæggelse for Retslægerådet .......................................... 28

Sagsbehandlingstid ..................................................................... 29

Nøgletal og figurer .................................................................. 30

5. Bistandsværger ............................................................................... 38

5.1.

5.2.

Beskikkelse af bistandsværger.................................................... 38

Bistandsværgens opgaver og beføjelser ..................................... 40

Praksis for inddragelse af bistandsværger ........................... 41

5.2.1.

6. Forløb for foranstaltningsdømte ..................................................... 42

6.1.

Forløb før dom ............................................................................ 43

Forløb hos anklagemyndigheden ........................................ 43

Forløb hos kriminalforsorgen .............................................. 44

6.1.1.

6.1.2.

6.2.

6.2.1.

6.2.2.

6.2.3.

6.3.

Opstart af det retspsykiatriske forløb.......................................... 45

Politi/anklagemyndighed ........................................................ 45

Psykiatrien ........................................................................... 47

Kriminalforsorgen ............................................................... 48

Behandlingsforløb ...................................................................... 51

Psykiatrien ........................................................................... 51

Kriminalforsorgen ............................................................... 52

6.3.1.

6.3.2.

6.4.

Afslutning af behandlingsforløb ................................................. 54

Statsadvokaternes kontrol med foranstaltningsdømte ......... 54

Sagsbehandlingstid ...................................................... 56

Afslutning hos kriminalforsorgen og psykiatrien................ 58

6.4.1.

6.4.1.1.

6.4.2.

7. Kortlægning af forløb på Sikringsafdelingen ................................. 59

7.1.

7.2.

Indledning ................................................................................... 59

Farlighedsdekret ......................................................................... 59

Organisering og den praktisk proces ................................... 60

7.2.1.

7.3.

7.4.

7.5.

Anbringelsesdom ........................................................................ 61

Farlighedsdekret og foranstaltning ............................................. 62

Nøgletal ...................................................................................... 63

8. Erfaringer fra de nordiske lande ..................................................... 63

8.1

Finland ........................................................................................ 63

Mentalundersøgelser ........................................................... 64

Bistandsværger .................................................................... 65

Forløb for foranstaltningsdømte .......................................... 66

Forløb før dom ................................................................. 66

Opstart af retspsykiatrisk forløb ...................................... 66

Behandlingsforløb ........................................................... 67

Afslutning af behandlingsforløb ...................................... 68

8.1.1.

8.1.2.

8.1.3.

8.1.3.1.

8.1.3.2.

8.1.3.3.

8.1.3.4.

8.2.

8.2.1.

8.2.2.

8.2.3.

8.2.3.1.

8.2.3.2.

8.2.3.3.

8.2.3.4.

8.3.

8.3.1.

8.3.2.

8.3.3.

8.3.3.1.

8.3.3.2.

8.3.3.3.

8.3.3.4.

Norge....................................................................................... 68

Mentalundersøgelser ........................................................... 68

Bistandsværger .................................................................... 69

Forløb for foranstaltningsdømte .......................................... 69

Forløb før dom ................................................................. 69

Opstart af retspsykiatrisk forløb ...................................... 70

Behandlingsforløb ........................................................... 71

Afslutning af behandlingsforløb ...................................... 71

Sverige .................................................................................... 72

Mentalundersøgelser ........................................................... 72

Bistandsværger .................................................................... 74

Forløb for foranstaltningsdømte .......................................... 75

Forløb før dom ................................................................. 76

Opstart af retspsykiatrisk forløb ...................................... 76

Behandlingsforløb ........................................................... 77

Afslutning af behandlingsforløb ...................................... 78

9. Analyse ........................................................................................... 80

9.1.

9.2.

Indledning ............................................................................... 80

Forløbet før dom ..................................................................... 82

9.2.1.

9.2.2.

Indledende om udviklingen i omfanget af mentalerklæringer

Om nedbringelse af antallet af mentalerklæringer .............. 83

9.2.2.1.

Overvejelse om indførelse af en strafmæssig

bagatelgrænse for anvendelse af mentalerklæringer ......................... 83

9.2.2.2. Brug af mentalerklæringer i sager om personer omfattet af

straffelovens § 69 .............................................................................. 86

9.2.2.3. Retningslinjerne for anbefaling af mentalundersøgelse i §

808-undersøgelser ............................................................................. 87

9.2.2.4. Indhentelse af samtykke til mentalundersøgelse i

forbindelse med § 808 ....................................................................... 90

9.2.2.5. Begrænsning af mentalerklæringer for personer, der er i

behandling ......................................................................................... 90

9.2.3.

Nedbringelse af antallet af udeblivelser .............................. 92

9.2.3.1. Information om konsekvenser ved udeblivelse fra

mentalundersøgelse ........................................................................... 92

9.2.3.2.

SMS-påmindelse ved indkaldelse til mentalundersøgelse95

9.2.3.3. Mulighed for at afsige udeblivelseskendelse til

mentalundersøgelse under indlæggelse. ............................................ 98

9.2.3.4.

Incitamentsstrukturerne for honorering som mulig

barriere for udarbejdelse af ambulante mentalundersøgelser .......... 100

9.2.4.

9.3.

9.3.1.

9.3.1.1.

Sammenfatning.................................................................. 102

Behandlingsforløbet .............................................................. 104

Analyse af forløbet i psykiatrien ....................................... 104

Udfordringsbilledet på det psykiatriske område ............ 104

9.3.1.2. Om

retsgrundlaget

for

foranstaltningsdømtes

behandlingsforløb i psykiatrien ....................................................... 105

9.3.1.3. De foranstaltningsdømtes manglende fremmøde til aftaler

ved ambulant behandling ................................................................ 108

9.3.1.4.

9.3.2.

9.3.2.1.

Rolle og ansvarsfordeling på området ........................... 108

Analyse af kriminalforsorgens tilsynsrolle ....................... 109

Indledning ...................................................................... 109

9.3.2.2. Analyse af konkrete sager med idømt psykiatrisk

behandlingsdom .............................................................................. 110

9.3.2.2.1.

Gennemgang af udvalgte sager, hvor kriminalforsorgen

har en tilsynsforpligtelse ................................................................. 111

9.3.2.2.2.

9.3.2.2.3.

9.3.2.2.4.

9.3.2.3.

9.3.2.3.1.

9.3.2.4.

9.3.2.5.

9.3.3.

Sager med tilsyn af kriminalforsorgen ....................... 116

Sager uden tilsyn af kriminalforsorgen ...................... 117

Sammenfatning .......................................................... 117

Tilpasning af nuværende rolle ....................................... 118

Kriminalforsorgen som ”kontaktmyndighed”............ 120

Rolle og ansvarsfordeling på tilsynsområdet................. 121

Analysens konklusioner ................................................. 122

Sammenfatning.................................................................. 123

9.4. Analyse af behandlingsforløbets afslutning ................................. 125

9.4.1. Analyse af forløbet for Statsadvokaternes kontrol med

retspsykiatriske foranstaltninger ..................................................... 125

9.4.1.1.

9.4.1.2.

9.4.1.3.

9.4.1.4.

9.4.2.

Tiltag til forbedring af sagsbehandlingen i kontrolsager 125

Indholdet af udtalelser i kontrolsager ............................ 126

Forslag til forbedringer af udtalelserne mv. .................. 127

Forlængelse af længstetid .............................................. 129

Sammenfatning.................................................................. 130

Indledning

1.1.

Baggrund

Retspsykiatriske patienter er bl.a. mennesker med psykiske lidelser, der på

baggrund af den kriminalitet, de har begået, har fået en foranstaltningsdom,

idet de har været at anse som utilregnelige på gerningstidspunktet på bag-

grund af deres psykiske lidelse. Formålet med en foranstaltningsdom til per-

soner, der er sindssyge eller i en tilstand sidestillet hermed er gennem be-

handling at forebygge, at personen på grund af sin psykiske lidelse begår ny

kriminalitet. Det retspsykiatriske område omfatter også personer, der forud

for en retssag skal underkastes en mentalundersøgelse. Som udgangspunkt

har alle, som får en foranstaltningsdom, fået foretaget en mentalundersø-

gelse, men mentalundersøgelser leder ikke nødvendigvis til en foranstalt-

ningsdom. Det er alene personer med en foranstaltningsdom, der skal fuld-

byrdes af det psykiatriske sygehusvæsen eller distriktspsykiatrien, som kan

karakteriseres som retspsykiatriske patienter.

Antallet af retspsykiatriske patienter

er steget fra ca. 2.840 til 4.040 patien-

ter i perioden 2010 til 2022 med den største stigning i perioden fra 2010 til

2013. Fra 2013 til 2022 har antallet af retspsykiatriske patienter ligget på et

relativt stabilt niveau mellem ca. 3.940 og 4.310 patienter.

Den daværende regering besluttede i 2018, at der skulle foretages en analyse

af det retspsykiatriske område med fokus på forløbet gennem straffesagssy-

stemet – fra sigtelse, domsafsigelse, behandling og/eller anbringelse til op-

hør af dom.

Statsrevisorerne offentliggjorde i april 2021 en beretning (nr. 14/2020) om

retspsykiatriske patienters forløb. I beretningens hovedkonklusion anførtes

det bl.a., at Justitsministeriet og regionerne ikke i tilstrækkelig grad har sik-

ret, at retspsykiatriske patienter får et sammenhængende forløb, hvor myn-

dighederne overholder kravene.

Regeringen besluttede bl.a. på den baggrund, at analysen af det retspsykia-

triske område skulle videreføres med henblik på at tilvejebringe et forbedret

overblik over den organisatoriske forankring samt centrale processer og

Fra Sundhedsdatastyrelsen: Retspsykiatriske patienter er defineret ved patienter med kontakt til et

hospital efter en af følgende seks retslige vilkår: Mentalundersøgelse, ambulant, Retsplejeloven § 809;

Mentalundersøgelse, indlagt, Retsplejeloven § 809, stk. 2; Dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling

(med undtagelse af dom til anbringelse i Sikringsafdeling); Dom til behandling på psykiatrisk afdeling;

Dom til ambulant psykiatrisk behandling med bestemmelse om indlæggelse; Dom til ambulant psykia-

trisk behandling.

sagsgange mv. i og på tværs af myndighederne på området. Analysen blev

igangsat i efteråret 2021.

Der har de seneste år har været et stort politisk fokus på det psykiatriske

område grundet væsentlige udfordringer i forhold til bl.a. kapacitet og res-

sourcer. Psykiske lidelser udgør ca. 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde i

Danmark, og indsatsen for mennesker med psykiske lidelser har været under

et stadig stigende pres de seneste 10-15 år, hvor midler og kapacitet ikke er

fulgt med behovet. Det gælder på tværs af den samlede psykiatri, herunder

i retspsykiatrien, som er en integreret del af den samlede psykiatri.

Der blev under den tidligere regering i 2022 indgået en bred politisk aftale

med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det

Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye

Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne om en 10-årsplan

for psykiatrien og mental sundhed, hvor området blev sikret et permanent

løft på 0,5 mia. kr. årligt. I 2023 blev aftalen

En bedre psykiatri

i 2023 ind-

gået, hvorved udmøntning af yderligere konkrete initiativer inden for en

række temaer, herunder bedre akuthjælp samt øget tryghed og forebyggelse

af vold i psykiatrien, blev igangsat. Den nuværende regering har tilkendegi-

vet, at der i 2025 vil blive indledt politiske forhandlinger om en samlet 10-

årsplan for psykiatrien, som forventes at give psykiatrien et samlet løft i

2030 på mere end 4 mia. kr. siden 2019.

Arbejdsgruppen bemærker, at idet retspsykiatrien er en del af den samlede

psykiatri, forudsætter analysen og eventuelle anbefalinger på det retspsyki-

atriske område, at der tages hånd om udfordringerne på tværs af hele psyki-

atriområdet i regi af regeringens arbejde med en samlet 10-årsplan for psy-

kiatrien.

1.2.

Kommissorium

Kommissoriet for arbejdsgruppen blev offentliggjort den 30. august 2021.

Arbejdsgruppen består af Justitsministeriet (formand), Indenrigs- og

Sundhedsministeriet og Finansministeriet. Arbejdsgruppen sekretariatsbe-

tjenes af Justitsministeriet med bidrag fra relevante fagministerier og under-

liggende myndigheder. Danske Regioner og KL inddrages i relevant om-

fang.

Det fremgår af kommissoriet, at arbejdsgruppens arbejde vil danne grundlag

for anbefalinger og forslag til mulige tiltag på det retspsykiatriske område,

herunder – afhængig af analysens resultater – eventuelt sikre en mere hen-

sigtsmæssig organisatorisk opbygning og effektiv sagsbehandling mv. på

det retspsykiatriske område. Arbejdsgruppen skal nærmere se på følgende:



En kortlægning af den organisatoriske forankring på det retspsykia-

triske område, herunder blandt andet en oplistning af relevante myn-

digheder og disses opgaveporteføljer på området, herunder en belys-

ning af Sikringsafdelingens rolle i retspsykiatrien med henblik på en

effektiv udnyttelse af retspsykiatriens ressourcer. Der kan i denne

forbindelse bl.a. indgå overvejelser om mulighederne for en ændret

rolle- og ansvarsfordeling hvad angår relevante myndigheders tilsyn

og opgaver i forhold til foranstaltningsdømte.

En kortlægning af centrale processer og sagsgange i og på tværs af

myndigheder med henblik på at afdække træge procestrin, herunder

som følge af centrale organisatoriske snit og grænseflader i sagsbe-

handlingen. Kortlægningen skal bl.a. se på de retlige rammer for

mentalundersøgelser og foranstaltningsdomme samt den praktiske

anvendelse af reglerne, herunder forløbet for retspsykiatriske pati-

enter, som vurderes færdigbehandlet. Det skal undersøges, hvordan

der kan tilrettelægges en mere effektiv proces for udarbejdelse af

mentalerklæringer og udarbejdes forslag hertil. I den forbindelse vil

der være fokus på de forskellige strukturer øst og vest for Storebælt

samt snitflader mellem regioner og stat.



Det fremgår endvidere af kommissoriet, at anbefalinger og forslag til mulige

tiltag, som måtte indebære en ændret rolle- og ansvarsfordeling, bl.a. skal

omfatte en beskrivelse af de økonomiske konsekvenser for de relevante

myndigheder.

Som udgangspunkt omfatter kortlægningen ikke anbringelser på boformer

efter serviceloven efter strafferetlig afgørelse eller domfældte undergivet

kommunalt tilsyn.

1.3.

Resume af kortlægning

Denne rapport indeholder en kortlægning af behandlingsforløbet for foran-

staltningsdømte.

Behandlingsforløbet for foranstaltningsdømte er komplekst og involverer

mange forskellige myndigheder, herunder anklagemyndigheden, domsto-

lene, de psykiatriske afdelinger og kriminalforsorgen. Det er af hensyn til

de pågældende personers retssikkerhed væsentligt, at deres behandlingsfor-

løb ikke er længere end nødvendigt, ligesom et unødigt langt behandlings-

forløb udfordrer bl.a. kapaciteten i en i forvejen presset psykiatri.

Arbejdsgruppen har valgt nærmere at belyse processen for mentalerklærin-

ger, kriminalforsorgens tilsynsrolle, forløbet i psykiatrien og kontrollen med

de retspsykiatriske foranstaltninger, idet disse områder blev vurderet cen-

trale i relation til at afdække træge procestrin og sagsgange i og på tværs af

de involverede myndigheder.

Arbejdsgruppens undersøgelser viste, at der siden 2019, trods et nogenlunde

stabilt antal årligt udarbejdede mentalerklæringer på omkring 1.100, er sket

en væsentlig stigning i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for indhen-

telse af mentalerklæringer

. Undersøgelserne viste bl.a., at den væsentligste

årsag til den lange sagsbehandlingstid for udarbejdelse af mentalerklæringer

skyldes sigtedes udeblivelse. Der blev således anmodet om udarbejdelse af

1277 mentalerklæringer i Danmark i 2022, hvoraf i alt 172, dvs. ca. 13 pct.,

blev returneret til anklagemyndigheden uden erklæring, primært fordi den

pågældende udeblev fra den planlagte mentalundersøgelse.

Mentalundersøgelse under indlæggelse anvendes bl.a. i de tilfælde, hvor sig-

tede ikke møder op til de ambulante undersøgelser, og hvor mentalundersø-

gelsen derfor ikke kan gennemføres, medmindre retten afsiger kendelse om,

at mentalundersøgelse kan foretages under indlæggelse. I de sager, hvor den

sigtede er udeblevet gentagne gange fra den ambulante mentalundersøgelse,

vil den pågældende ofte også udeblive fra retten med væsentlig forsinkelse

til følge.

Arbejdsgruppen har derfor peget på en række konkrete momenter i forløbet

med indhentelse og udarbejdelse af mentalundersøgelser, hvor en ændret

proces og fremgangsmåde forventes at kunne resultere dels i en nedgang i

antallet af anmodninger om mentalundersøgelser, dels sikre fremdrift og

forkorte sagsbehandlingstiden for udarbejdelse af mentalerklæringer.

Arbejdsgruppens undersøgelser af forløbet i psykiatrien, herunder af den or-

ganisatoriske ramme og processerne, der relaterer sig til behandlingsforlø-

bet i psykiatrien, viste, at udfordringerne i retspsykiatrien ikke kan behand-

les særskilt fra den øvrige del af psykiatriområdet. Retspsykiatrien er en

Fra 2019-2021 ligger antallet af mentalerklæringer nogenlunde stabilt på omkring 1.100 undersøgelser. I 2019 blev

der udfærdiget 1.155 mentalerklæringer, mens det tilsvarende tal for 2020 er 1.137. Der ses en mindre stigning i antal

udfærdige mentalerklæringer i 2021 (1.206). Herefter observeres et fald i antal udarbejde mentalerklæringer i 2022

(1.008) og igen i 2023 (870). Der henvises til det statistiske materiale i afsnit 4.4.

integreret del af psykiatrien, hvorfor det kræver, at der tages hånd om ud-

fordringerne på tværs af psykiatriområdet. Arbejdsgruppen har noteret sig,

at der ses på udfordringerne på tværs af psykiatrien i regi af regeringens

arbejde med en samlet 10-årsplan for psykiatrien.

Arbejdsgruppens undersøgelser viste herudover bl.a., at der er behov for at

revidere Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9614 af 8. november 2010 om

behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er

idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.

For så vidt angår kriminalforsorgens tilsyn med foranstaltningsdømte, fin-

der arbejdsgruppen, at de nuværende rammer og regelsæt for kriminalfor-

sorgens tilsyn ikke er egnet til kompleksiteten i de retspsykiatriske sager, og

at der som følge heraf er behov for særskilt regulering af kriminalforsorgens

tilsyn med personer, der er idømt en foranstaltning i medfør af straffelovens

§§ 68 og 69. Arbejdsgruppens undersøgelser viste også, at kriminalforsor-

gen i visse sager ikke har en egentlig tilsynsrolle, men alene har en praktisk

støttende rolle, grundet den domfældtes sygdom og kognitive niveau. I disse

sager inddrages kriminalforsorgen som en ekstra myndighed i behandlings-

forløbet, hvilket kan være tungt og ressourcekrævende for en i forvejen sår-

bar persongruppe.

Slutteligt har arbejdsgruppen haft fokus på foranstaltningsdommens afslut-

ning, navnlig myndighedernes kontrol med de retspsykiatriske foranstalt-

ninger. Undersøgelserne viste, at den lange sagsbehandlingstid i kontrolsa-

gerne primært skyldes overskridelse af svarfrister og ufuldstændige udtalel-

ser, og at sagsbehandlingstiden kan nedbringes, såfremt man undgår, at sa-

gerne af flere omgange fremsendes mellem psykiatrien, kriminalforsorgen

og statsadvokaterne.

Arbejdsgruppens arbejde har udmøntet sig i en række anbefalinger og for-

slag til mulige tiltag, som kan være med til at sikre, at retspsykiatriske pati-

enter får et mere sammenhængende forløb, som ikke er af længere varighed

end formålet tilsiger.

Oversigt over anbefalinger fra den tværministerielle arbejdsgruppe

til analyse af det retspsykiatriske område

Forløbet før dom

Arbejdsgruppen anbefaler, at der hos kriminalforsorgen og anklagemyndigheden udarbejdes klarere retnings-

linjer for, hvornår personundersøgelser efter rpl. § 808 bør indeholde en anbefaling om mentalundersøgelse.

Arbejdsgruppen anbefaler, at kriminalforsorgen opdaterer håndbogen til personundersøgeren, så det fremgår,

at samtykke fra den sigtede til at deltage i en mentalundersøgelse skal indhentes i forbindelse med den fysiske

samtale med den sigtede i de tilfælde, hvor sagen sendes videre til en psykiatrisk konsulent.

Arbejdsgruppen anbefaler, at rigsadvokatens meddelelse om psykisk afvigende kriminelle ændres, således at det

igen udtrykkeligt fremgår, at der er mulighed for at indhente en udtalelse fra sigtedes behandlingssted i stedet

for at iværksætte en fuld mentalundersøgelse i tilfælde, hvor den sigtede ikke er eller har været undergivet en

foranstaltning, men har været i psykiatrisk behandling, eller hvor forholdet er begået på en institution eller psy-

kiatrisk afdeling.

Arbejdsgruppen anbefaler desuden, at det drøftes med Domstolsstyrelsen, Dommerforeningen og Dommerfuld-

mægtigforeningen, om der er behov for øget vidensdeling med domstolene i forhold til det retlige og praktiske

grundlag for iværksættelse af mentalundersøgelser.

Det ligger ikke inden for kommissoriet for arbejdsgruppen at gøre sig nærmere overvejelser om hensigtsmæs-

sigheden af indførslen af en strafmæssig bagatelgrænse for anvendelse af mentalerklæringer. Arbejdsgruppen

er orienteret om, at der i Justitsministeriet foretages overvejelser om anvendelsen af bagatelgrænser for indhen-

telse af mentalerklæringer for psykisk afvigende kriminelle.

Som initiativ til at imødegå udeblivelser fra sigtede, der skal undersøges ambulant, anbefales det, at de retspsy-

kiatriske afdelinger og Retspsykiatrisk Klinik fremadrettet, i forbindelse med indkaldelsen, medsender et brev til

observanden om de mulige konsekvenser ved udeblivelse, herunder at der kan blive tale om, at mentalundersø-

gelsen skal gennemføres under indlæggelse, hvis betingelserne er opfyldt, og observanden ikke reagerer på ind-

kaldelserne.

Derudover anbefales det, at Rigsadvokaten i samarbejde med Rigspolitiet udarbejder materiale med informa-

tion om betydningen af en mentalundersøgelse og konsekvensen af en udeblivelse, som kan udleveres til den sig-

tede eller den sigtedes forsvarer forud for indkaldelsen fra psykiatrien til mentalundersøgelsen.

Det anbefales, at der – som initiativ til at imødegå udeblivelser – indføres en mulighed for at sende en SMS-på-

mindelse til observanden forud for aftalen til ambulant mentalundersøgelse.

Endelig anbefales det, at der gennemføres en ændring af retsplejelovens § 809, således at der bliver mulighed

for, at retten kan afsige kendelse om mentalundersøgelse under indlæggelse, hvis sigtede udebliver fra ambulant

mentalundersøgelse, og herefter udebliver fra retsmøde herom trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret

lovligt forfald.

Behandlingsforløbet

Arbejdsgruppen har noteret sig, at Sundhedsstyrelsen har påbegyndt arbejdet med opdatering af vejledning nr.

9614 af 8. november 2010 om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er idømt

en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.

Arbejdsgruppen anbefaler, at Sundhedsstyrelsen – i relevant omfang – inddrager anklagemyndigheden og Kri-

minalforsorgen i arbejdet med revisionen af vejledningen.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der indføres en mulighed for anvendelse af SMS-påmindelser ved indkaldelser til

ambulant behandling.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der udarbejdes en bekendtgørelse til særskilt regulering af kriminalforsorgens

tilsyn med personer idømt en foranstaltningsdom i medfør af straffelovens §§ 68 og 69.

Det er arbejdsgruppens anbefaling, at kriminalforsorgen ikke bør anvendes som og ikke skal agere ”kontakt-

myndighed”. I sager, hvor kriminalforsorgen – efter forelæggelse for psykiatrien – vurderer, at tilsynet ikke vil

have en recidivhæmmende effekt grundet den domfældtes sygdom og kognitive niveau, bør kriminalforsorgen

således ikke inddrages som en ekstra myndighed i behandlingsforløbet, idet dette kan være tungt og ressource-

krævende for en i forvejen sårbar persongruppe. I disse sager varetager psykiatrien og kommunerne den kon-

takt med andre myndigheder, som der er behov for som led i varetagelsen af de øvrige opgaver relateret til

fuldbyrdelsen af foranstaltningen. Det er arbejdsgruppens vurdering, at dette vil sikre et mere sammenhæn-

gende behandlingsforløb for den foranstaltningsdømte.

Behandlingsforløbets afslutning

Arbejdsgruppen anbefaler, at der udarbejdes og anvendes standardskabeloner ved udfærdigelse af udtalelserne

fra psykiatrien og kriminalforsorgen, idet dette vurderes i praksis at kunne føre til færre sagsgange mellem

myndighederne, hvorved sagsbehandlingstiden i kontrolsagerne kan nedbringes yderligere.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der i psykiatrien og kriminalforsorgen – i samarbejde med statsadvokaterne –

udarbejdes interne retningslinjer for hvornår det er relevant for myndighederne at fremsende uopfordrede an-

modninger til anklagemyndigheden, således at foranstaltningsdomme ikke opretholdes længere end nødvendigt.

Det anbefales videre, at det i de psykiatriske afdelinger sikres, at der er fornøden adgang til sparring, eventuelt

ved oprettelse af retspsykiatriske kompetencecentre.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der etableres lovhjemmel til, at retten uden afholdelse af retsmøde midlertidigt

kan forlænge foranstaltningsdommen på baggrund af sagens oplysninger frem til, at et retsmøde med den for-

anstaltningsdømte kan afholdes.

1.4.

Metode

Kortlægningen er baseret på oplysninger, data og bidrag fra Rigsadvokaten,

statsadvokaterne, de lokale politikredse, Direktoratet for Kriminalforsorgen,

Kriminalforsorgen Øst, Kriminalforsorgen Vest, Danske Regioner, Region

Midtjylland, Region Syddanmark, Region Nordjylland og deres respektive

retspsykiatriske afdelinger, Retspsykiatrisk Klinik samt Sikringsafdelingen.

Kortlægningens beskrivelse af den overordnede strukturelle opbygning og

organisering af det retspsykiatriske område i Norge, Sverige og Finland, er

baseret på bidrag fra det finske Oikeusministeriö (Justitsministeriet), det

norske Justis- og beredskabsdepartement samt det svenske Justitiedeparte-

ment og Socialdepartement.

1.5.

Overblik over retspsykiatriske patienters forløb

Gældende ret

2.1.

Straffelovens § 16

Den juridiske ramme for det retspsykiatriske område er først og fremmest

straffeloven. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af

sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, samt personer, der

var mentalt retarderede i højere grad, straffes ikke, jf. straffelovens § 16, stk.

1. Tilsvarende gælder personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede

i lettere grad eller i en tilstand ligestillet hermed, medmindre særlige om-

stændigheder taler for at pålægge straf, jf. straffelovens § 16, stk. 2. Disse

personer straffes derfor ikke med fængsel. I stedet anvendes foranstaltnings-

domme.

2.2.

Straffelovens §§ 68 og 69

Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan retten

træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes for-

målstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens §

68. Endvidere kan retten, såfremt det findes formålstjenstligt, træffe bestem-

melse om foranstaltninger i stedet for at idømme straf, hvis gerningsmanden

ved den strafbare handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var be-

tinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske

funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed, jf. straffelo-

vens § 69. Anbringelse i forvaring kan ske under de betingelser, der er nævnt

i straffelovens § 70.

Efter straffelovens §§ 68 a eller 69 a fastsættes en længstetid for foranstalt-

ningen på fem år, medmindre der er tale om en foranstaltning, der ud fra

karakteren af forbrydelsen ikke tidsbegrænses, eller hvor der idømmes en

foranstaltning uden mulighed for indlæggelse. I de sidstnævnte tilfælde fast-

sættes en længstetid på tre år. Bestemmelserne i straffelovens §§ 68 a og 69

a har til formål at sikre, at særforanstaltninger så vidt muligt tidsbegrænses,

samt at der gennemføres en regelmæssig domstolskontrol med tidsube-

stemte foranstaltninger.

Der skal i almindelighed ikke fastsættes længstetid i sager, der vedrører

drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler efter § 266,

brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller forsøg

på en af disse forbrydelser, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2, og straffelovens §

69 a, stk. 2. Hvorvidt en forbrydelse er omfattet af bestemmelserne, f.eks.

har karakter af en alvorlig voldsforbrydelse, afhænger af en konkret vurde-

ring af forbrydelsens beskaffenhed og omstændigheder. I sager, der angår

andre former for kriminalitet, skal der som udgangspunkt fastsættes en

længstetid på fem år.

2.3.

Straffelovens § 71

Efter straffelovens § 71, stk. 1, kan retten beskikke en bistandsværge, så vidt

muligt en pårørende, der sammen med den beskikkede forsvarer bistår til-

talte under sagen, hvis der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse

i institution eller i forvaring efter reglerne i straffelovens §§ 68-70.

Efter straffelovens § 71, stk. 2, skal der beskikkes en bistandsværge, hvis

tiltalte dømmes til anbringelse efter straffelovens §§ 68-70, eller hvis afgø-

relsen giver mulighed for sådan anbringelse. Bistandsværgen skal holde sig

underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet og an-

dre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen

ophører, når foranstaltningen endeligt ophæves. En bistandsværge, som be-

skikkes under straffesagens behandling, har i første række til opgave sam-

men med den beskikkede forsvarer at bistå den sigtede eller tiltalte under

sagens behandling, jf. § 71, stk. 1.

Justitsministeren har i medfør af straffelovens § 71, stk. 3, fastsat nærmere

regler om antagelse og vederlæggelse af bistandsværger samt om disses op-

gaver og nærmere beføjelser i bekendtgørelse nr. 947 af 26. september 2009

om bistandsværger (”bistandsværgebekendtgørelsen”).

2.4.

Straffelovens § 72

Efter straffelovens § 72, stk. 1, påhviler det anklagemyndigheden at påse, at

en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i længere tid og

videre omfang end nødvendigt.

Det fremgår af straffelovens § 72, stk. 2, at bestemmelse om ændring eller

endelig ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 træffes ved

kendelse efter anmodning fra den dømte, bistandsværgen, anklagemyndig-

heden, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen. Anmodning fra den

dømte, bistandsværgen, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen frem-

sættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgs-

målet for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller bistandsværgen

ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt

år fra kendelsens afsigelse.

2.5.

Retsplejelovens §§ 808 og 809

Det er politiets/anklagemyndighedens opgave at indhente alle oplysninger,

der er nødvendige for, at retten kan foretage det rette sanktionsvalg i den

enkelte straffesag, herunder anmode kriminalforsorgen om udarbejdelse af

personundersøgelser i medfør af retsplejelovens § 808.

En personundersøgelse er oplysninger om den sigtedes/tiltaltes personlige

forhold. Ifølge retsplejelovens § 808, stk. 1, skal der tilvejebringes oplys-

ninger herom, som må antages at være af betydning for straffesagens afgø-

relse vedrørende straffastsættelse eller anvendelse af anden retsfølge end

straf.

Ifølge retsplejelovens § 808, stk. 2, skal der i almindelighed foretages en

nærmere undersøgelse af den sigtedes/tiltaltes personlige forhold, herunder

navnlig hans tidligere og nuværende forhold i hjem, skole og arbejde samt

hans legemlige og åndelige tilstand, når der kan blive spørgsmål om anven-

delse af betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, tiltalefra-

fald på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning eller

retsfølger, der træder i stedet for straf.

Det er anklagemyndigheden, der anmoder Kriminalforsorgen i Frihed (KiF)

om at udføre en personundersøgelse.

Der blev i 2023 udarbejdet 11.293 personundersøgelser, mens der i 2022 og

2021 blev udarbejdet hhv. 10.336 og 10.571 personundersøgelser.

Personundersøgelsen kan have til hensigt at klarlægge, om der er indikatio-

ner for at foretage en mentalundersøgelse. I disse tilfælde vil KiF typisk fo-

relægge sagen for kriminalforsorgens psykiatriske konsulent til vurdering.

Dette sker skriftligt, og den pågældende træffer således ikke den sigtede.

Efter retsplejelovens § 809, stk. 1, skal sigtede underkastes mentalundersø-

gelse, når dette findes at være af betydning for sagens afgørelse. Hvis den

pågældende ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, kan denne kun

finde sted efter retskendelse. Er sigtede udeblevet fra et retsmøde trods lov-

lig indkaldelse og uden oplyst lovligt forfald, kan retten uden sigtedes til-

stedeværelse bestemme, at sigtede skal underkastes mentalundersøgelse.

Det skal fremgå af indkaldelsen til retsmødet, at udeblivelse uden oplyst

lovligt forfald kan medføre, at retten træffer bestemmelse om mentalunder-

søgelse. Er sigtede fængslet, kan han ikke mentalundersøges uden rettens

bestemmelse.

Findes det påkrævet, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital

for sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske handi-

cap eller i anden egnet institution, træffer retten ved kendelse bestemmelse

herom, jf. § 809, stk. 2. Denne afgørelse kan ikke træffes uden den pågæl-

dendes fremmøde til retsmødet. Hvis der er fastsat et retsmøde om mental-

undersøgelse under indlæggelse, og den sigtede ikke giver fremmøde, kan

der således ikke afsiges en kendelse om mentalundersøgelse under indlæg-

gelse, men alene afsiges en anholdelsesbeslutning vedrørende den sigtede

til et nyt retsmøde, hvor spørgsmålet om mentalundersøgelse under indlæg-

gelse behandles. Hvis der ikke kan ske forkyndelse af datoen for et retsmøde

for sigtede, kan der heller ikke afholdes et retsmøde eller afsiges anholdel-

sesbeslutning.

2.6.

Psykiatrilovens § 40

Efter psykiatrilovens § 40, stk. 1, kan justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, i ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende for-

anstaltninger ikke er tilstrækkelige, bestemme, at en person, der er sindssyg,

og som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og over-

hængende fare, skal anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk

afdeling, Region Sjælland.

Der vil typisk være tale om personer, som i forvejen befinder sig i det psy-

kiatriske system eller i en af kriminalforsorgens institutioner.

Justitsministeriet udsteder farlighedsdekreter efter høring af Retslægerådet

og – hvis det er relevant – anklagemyndigheden. Justitsministeriets udste-

delse af et farlighedsdekret er genstand for obligatorisk domstolsprøvelse,

jf. psykiatrilovens § 40, stk. 2.

De retspsykiatriske foranstaltningsdomme

Det fremgår af en rapport udfærdiget af Justitsministeriets Forskningskon-

tor

, at der i 2023 blev afsagt 689 foranstaltningsdomme. Disse domme an-

går 687 personer, idet to personer er blevet idømt en foranstaltningsdom

mere end én gang i løbet af 2023. Det fremgår af rapporten over foranstalt-

ningsdomme for 2022

, at der i 2022 blev afsagt 716 foranstaltningsdomme.

Disse domme angår 713 personer, idet to personer er blevet idømt en foran-

staltningsdom mere end én gang i løbet af 2022. Af rapporten over

Rapporten ”Foranstaltningsdomme 2023. Domme idømt i 2023, antal igangværende domme og varighed af

afsluttede domme” er udgivet af Justitsministeriet i december 2024.

Rapporten ”Foranstaltningsdomme 2022. Domme idømt i 2022, igangværende domme og varighed af afslut-

tede domme” er udgivet af Justitsministeriet i oktober 2023.

foranstaltningsdomme for 2021

fremgik, at der i 2021 blev der afsagt 748

foranstaltningsdomme. Disse domme angår 745 personer, idet 3 personer

blev idømt en foranstaltningsdom to gange i løbet af året. Antallet af idømte

foranstaltningsdomme er således lidt mindre i 2023 end i 2022 og 2021.

Knap halvdelen af foranstaltningsdommene i 2021-2023 er uden længstetid.

Foranstaltningsdommene vedrører hyppigst vold og trusler mod personer i

offentlig tjeneste (straffelovens § 119) efterfulgt af simpel vold (straffelo-

vens § 244).

De psykiatriske foranstaltningsdomme kan inddeles i følgende typer: An-

bringelsesdomme (type A.1. og A.2.), behandlingsdomme (type B.1. og

B.2.) og domme til ambulant behandling (type C.1., C.2., C.3. og C.4.).

Anbringelsesdomme

Type A.1: Dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling indebærer, at den an-

bringelsesdømte indlægges på en (rets)psykiatrisk afdeling og ikke kan ud-

skrives, før retten ændrer foranstaltningen til en mindre indgribende foran-

staltning, eksempelvis en behandlingsdom, eller ophæver foranstaltningen.

Anbringelsesdom anvendes ved alvorlig kriminalitet og betyder ofte mange

års indlæggelse.

Type A.2: Dom til anbringelse på Sikringsafdelingen under Afdeling for

Retspsykiatri, Region Sjælland anvendes, når tiltalte er sindssyg og fra læ-

gelig side bedømmes som udtalt farlig og derfor frembyder nærliggende ri-

siko for personfarlige handlinger. Der er tale om en særlig form for anbrin-

gelsesdom, hvor domfældte ikke vil kunne anbringes uden for sikringsafde-

lingen. Påstanden forudsætter, at Justitsministeriet har skønnet, at den sig-

tede er egnet til optagelse på sikringsafdelingen. Sager, hvor der skal ned-

lægges påstand om dom til anbringelse på sikringsafdelingen, skal statsad-

vokaten således forelægge for Justitsministeriet gennem Rigsadvokaten.

Den anbringelsesdømte kan ikke udskrives fra Sikringsafdelingen, før retten

ændrer foranstaltningen til en mindre indgribende foranstaltning, eksempel-

vis anbringelse i psykiatrisk afdeling (A.1.) eller en behandlingsdom eller

ophæver foranstaltningen.

Behandlingsdomme

Type B.1: Dom til behandling på psykiatrisk afdeling eller under tilsyn heraf

og således, at overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse inde-

bærer, at den behandlingsdømte som udgangspunkt indlægges på en

Rapporten ”Foranstaltningsdomme i 2021. Domme idømt i 2021, antal igangværende domme og varighed af

afsluttede domme” er udgivet af Justitsministeriet i januar 2023.

psykiatrisk afdeling, men herefter er det overlægen, der træffer beslutning

om udskrivelse til fortsat ambulant behandling. Overlægen vil kunne træffe

beslutning om genindlæggelse uden retskendelse, om fornødent med bistand

fra politiet.

Type B.2: Det tilsyn, der kan føres af den psykiatriske afdeling ved udskri-

velse under en foranstaltning af den karakter, der er nævnt ovenfor, vil ofte

være utilstrækkeligt over for psykisk afvigende lovovertrædere. Hvis det på

forhånd er klart, at social støtte, f.eks. et tilsyn, der giver mulighed for at

opsøge domfældte i tilfælde af udeblivelse, er påkrævet, kan der idømmes

en dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsor-

gen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at kriminalfor-

sorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæg-

gelse.

Domme til ambulant behandling

Type C.1: Dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling indebærer

alene ambulant psykiatrisk behandling, således at den dømte er forpligtet til

at møde til behandling, i det omfang det bestemmes af den pågældende af-

delings overlæge, og undergive sig tilsyn i det omfang, som fastsættes af

overlægen.

Type C.2: Dom til ambulant behandling (type C.1.) kan kombineres med

tilsyn af kriminalforsorgen, og vil således indebære en dom til ambulant be-

handling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen.

Type C.3: Hvis det er tvivlsomt, om ambulant behandling kan gennemføres

– navnlig når det drejer sig om tilfælde, hvor det er vigtigt, at indlæggelse

kan ske straks uden foranstaltningsændring – kan der idømmes en dom til

ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling, således at over-

lægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse i psykiatrisk afdeling. En så-

dan afgørelse indebærer, at domfældte uden retskendelse og uden at opfylde

kriterierne for tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse i lov om tvang

i psykiatrien kan indlægges på psykiatrisk afdeling om fornødent med bi-

stand fra politiet.

Type C.4: Hvis der til den ambulante behandling bør knyttes tilsyn af kri-

minalforsorgen, kan der, når der er behov for umiddelbar indlæggelsesad-

gang, idømmes en dom til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk

afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sam-

men med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.

Mentalundersøgelser

Ved vurderingen af, hvorvidt der skal idømmes en foranstaltningsdom, samt

hvilken foranstaltningstype der i så fald skal idømmes, lægges der vægt på

den til straffesagen udarbejdede retspsykiatriske erklæring, der er baseret på

en mentalundersøgelse. Det er som nævnt retsplejeloven, der foreskriver, at

sigtede i en straffesag skal underkastes en mentalundersøgelse, når det fin-

des at være af betydning for sagens afgørelse.

Mentalundersøgelser sker typisk på foranledning af anklagemyndigheden,

men anmodning om mentalundersøgelse kan også ske på foranledning af

forsvareren eller i sjældne tilfælde ved rettens bestemmelse. Det er retten,

der afgør, om den pågældende skal mentalundersøges, hvis den sigtede per-

son enten ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, er fængslet, eller

hvis den pågældende skal indlægges til mentalundersøgelse.

Antallet af anmodninger om mentalundersøgelser er i perioden fra 2014 til

2021 steget fra 786 til 1.218 undersøgelser. I 2022 faldt antallet af anmod-

ninger til 1036, mens antallet steg en smule i 2023, hvor der blev fremsat

1049 anmodninger om mentalundersøgelse.

4.1.

Hvornår iværksættes en mentalundersøgelse?

4.1.1.

Tilfælde, hvor der bør iværksættes mentalundersøgelse

Om der skal iværksættes en mentalundersøgelse beror på en samlet vurde-

ring, der foruden det umiddelbare indtryk af sigtede under afhøringerne og

den sigtedes adfærd under en eventuel varetægtsfængsling omfatter den ak-

tuelle sag, tidligere sager, oplysninger om pågældendes personlige forhold i

en eventuel personundersøgelse og oplysninger om tidligere psykiatrisk be-

handling eller sociale hjælpeforanstaltninger, herunder f.eks. ophold på et

bosted eller en institution.

Der kan være behov for at indhente en mentalundersøgelse i følgende til-

fælde:

1. Hvis sigtede tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, eller der

i øvrigt kan være grund til at formode, at sigtede er sindssyg eller

mentalt retarderet, jf. straffelovens § 16.

2. Når der i øvrigt, f.eks. på grund af de strafbare handlingers art og/el-

ler grovhed, er grund til at formode, at sigtedes mentale tilstand

Retningslinjerne for mentalundersøgelser følger af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afgivende kri-

minelle.

afviger væsentligt fra det normale. Mentalundersøgelse bør normalt

ske, når sigtelsen angår:

a) drab eller forsøg herpå,

b) grovere meningsløs eller særegen form for vold, herunder

særligt i gentagelsestilfælde,

c) grovere voldtægt og voldtægt i gentagelsestilfælde eller for-

søg herpå,

d) grovere eller gentagne seksualforbrydelser over for børn,

e) seksualforbrydelser omfattet af ordningen med behandling

som alternativ til frihedsstraf, hvis sigtede ønsker at indgå i

ordningen, eller

f) forsætlig brandstiftelse uden økonomisk motiv eller forsøg

herpå.

3. Når kriminalitetsbetingelserne for anvendelse af forvaring er op-

fyldt, herunder f.eks. gentagen voldtægt, røveri, alvorlig voldsfor-

brydelse mv., uanset om der er mistanke om psykisk sygdom.

Spørgsmålet om, hvorvidt forvaring kan anses for påkrævet, skal

fremgå specifikt af anmodningen om mentalundersøgelse, idet der i

disse sager typisk anvendes en anden og mere ressourcetung lægelig

undersøgelse/observation. Af samme grund er det samtidig vigtigt,

at spørgsmålet kun rejses i de sager, hvor det vurderes at være rele-

vant.

Efter en konkret vurdering kan mentalundersøgelse også i andre tilfælde

være nødvendigt. Det gælder f.eks. med hensyn til lovovertrædere, hvis kri-

minalitet må antages at være begrundet i, at stof- eller alkoholmisbrug har

ført til alvorlig psykisk forstyrrelse, unge lovovertrædere, som frembyder

tegn på psykisk afvigelse eller mental retardering, hvis der er spørgsmål om

anvendelse af ubetinget fængselsstraf, og ældre borgere, der ikke tidligere

er straffet, og nu sigtes for en overtrædelse, der skønnes at ville medføre

ubetinget fængselsstraf, hvis der kan være grund til at formode, at krimina-

liteten står i forbindelse med en aldersbetinget sjælelig svækkelsestilstand.

4.1.2.

Tilfælde, hvor der ikke bør iværksættes mentalundersøgelse

Der bør ikke iværksættes en mentalundersøgelse, når der ikke er spørgsmål

om anden retsfølge end bøde.

Oplysninger fra en tidligere mentalundersøgelse vil efter omstændighederne

kunne gøre en mentalundersøgelse upåkrævet, hvis der kun er gået få år fra

den tidligere undersøgelse, eller hvis der ikke er tvivl om, at sigtede er men-

talt retarderet.

Hvis anklagemyndigheden vurderer, at sagen skal afgøres med et tiltalefra-

fald, skal der heller ikke iværksættes mentalundersøgelse.

I visse tilfælde kan Retspsykiatrisk Klinik eller den retspsykiatriske afdeling

beslutte, at der ikke skal udarbejdes en fuld mentalerklæring.

Følgende typer erklæringer kan udfærdiges som alternativ til alminde-

lig/fuld mentalerklæring:



Retspsykiatrisk udtalelse fra den behandlingsansvarlige overlæge

Supplerende mentalerklæring

Mentalerklæring, kort version

I straffesager, hvor den tiltalte er undergivet en retspsykiatrisk foranstalt-

ning i henhold til en tidligere straffedom, kan der som alternativ til en fuld

mentalerklæring udarbejdes en retspsykiatrisk udtalelse af den behandlings-

ansvarlige overlæge. Der kan ydes supervision af den regionale retspsykia-

triske afdeling eller klinik. Udtalelsen skal afgives af vedkommende be-

handlingssted uden betaling. Indhentelse af en supplerende erklæring om

sigtedes psykiske tilstand kræver ikke retskendelse eller samtykke fra sig-

tede, hvis sigtede ikke skal underkastes yderligere undersøgelser i anledning

heraf.

Der kan endvidere indhentes en supplerende mentalerklæring til en allerede

udarbejdet mentalundersøgelse. Den supplerende mentalerklæring udarbej-

des, når der inden straffesagens afgørelse rejses yderligere sigtelser mod den

pågældende, som ikke er med i den oprindelige mentalundersøgelse. En sup-

plerende mentalerklæring indhentes for at belyse den pågældendes mentale

tilstand også på disse gerningstidspunkter og/eller en evt. ændret anbefaling

i forhold til sanktion. Erklæringen laves for samme regning af klinik eller

center.

I de tilfælde, hvor sigtede er kendt med en psykiatrisk diagnose i det psyki-

atriske behandlingssystem, kan der udarbejdes en kortere retspsykiatrisk er-

klæring. Det kan også være tilfældet, hvor sigtede har været idømt foran-

staltning efter straffelovens §§ 68-70, der er blevet ophævet eller er udløbet,

eller hvor sigtede åbenlyst er omfattet af straffelovens § 16.

Retspsykiatrisk erklæring udarbejdes af Retspsykiatrisk klinik eller den re-

gionale retspsykiatriske afdeling. Det er klinikken eller afdelingen, der vur-

derer, om der skal laves en kort version. En kort version kan som udgangs-

punkt ikke anvendes, når der er tale om grov personfarlig kriminalitet, eller

hvis der er spørgsmål om forvaring eller anbringelse, eller hvis der er tale

om seksualforbrydelser, hvor anbefaling af forelæggelse for visitationsud-

valget med henblik på den særlige behandlingsordning kan komme på tale.

Ved afgørelsen af, om mentalundersøgelse skal finde sted, må det tillige ta-

ges i betragtning, at undersøgelsen bl.a. kan være en belastning for sigtede

og vil kunne medføre en forsinkelse af sagen. Ligesom en overflødig

mentalundersøgelse optager kapacitetsmæssig plads for at mentalundersøge

en borger, for hvem mentalundersøgelse faktisk er nødvendig for sagens

afgørelse. Mentalundersøgelse skal derfor kun iværksættes, når undersøgel-

sen må antages at kunne få betydning for sagens afgørelse.

4.1.3.

Rettens kendelse

I visse tilfælde kræver mentalundersøgelse rettens kendelse. Det drejer sig

om tilfælde, hvor sigtede ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, er

varetægtsfængslet, eller skal mentalundersøges under indlæggelse. Derud-

over kræves rettens kendelse, hvis sigtede ikke samtykker i, at der indhentes

oplysninger om dennes personlige forhold fra pårørende eller andre privat-

personer.

Er sigtede udeblevet fra et retsmøde trods lovlig indkaldelse og uden doku-

menteret lovligt forfald, kan retten uden sigtedes tilstedeværelse bestemme,

at sigtede skal underkastes mentalundersøgelse, jf. retsplejelovens § 809,

stk. 1. Det skal fremgå af indkaldelsen til retsmødet, at udeblivelse uden

dokumenteret lovligt forfald kan medføre, at retten træffer bestemmelse om

mentalundersøgelse. Er sigtede fængslet, kan vedkommende ikke mental-

undersøges uden rettens bestemmelse.

Hvis sigtede ikke samtykker i, at der indhentes oplysninger om dennes per-

sonlige forhold fra pårørende eller andre privatpersoner, kan retten træffe

beslutning herom, hvis retten finder, at det er af væsentlig betydning for

sagens afgørelse, jf. retsplejelovens § 810, 1. pkt.

Det følger af retsplejelovens § 810, 2. pkt., at retten uden sigtedes tilstede-

værelse kan bestemme, at der kan indhentes oplysninger om dennes person-

lige forhold fra pårørende eller andre privatpersoner, hvis sigtede er udeble-

vet fra et retsmøde trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt

forfald. Det skal fremgå af indkaldelsen til retsmødet, at udeblivelse uden

dokumenteret lovligt forfald kan medføre, at retten afsiger kendelse herom.

Det er en forudsætning for, at retten kan afsige kendelse efter retsplejelovens

§ 810, 1. pkt., at der foreligger oplysninger om, hvem af sigtedes pårørende

og hvilke andre privatpersoner der skal rettes henvendelse til, og hvilke op-

lysninger der herved ønskes tilvejebragt fra disse til brug for mentalunder-

søgelsen.

Såfremt den institution, der forestår udarbejdelsen af mentalundersøgelsen

bliver opmærksom på, at det er nødvendigt for udarbejdelsen af denne, at

der indhentes oplysninger om sigtedes personlige forhold fra sigtedes pårø-

rende eller andre privatpersoner, skal institutionen rette henvendelse til an-

klagemyndigheden. Anklagemyndigheden vil herefter hurtigst muligt an-

mode retten om at afsige kendelse, jf. retsplejelovens § 810.

Hvis anklagemyndigheden har anmodet kriminalforsorgen om at udarbejde

en personundersøgelse med henblik på spørgsmålet om, hvorvidt der skal

udarbejdes en mentalundersøgelse, kan kriminalforsorgen i forbindelse med

udarbejdelse af personundersøgelsen have indhentet samtykke fra den sig-

tede til at deltage i en mentalundersøgelse.

Anklagemyndigheden skal bestræbe sig på at få oplysning om en person,

der kan bistå med kontakten til sigtede i forbindelse med gennemførelse af

mentalundersøgelsen. Oplysning herom sendes til den institution, der skal

foretage mentalundersøgelsen.

4.2.

Udarbejdelse af mentalundersøgelser

4.2.1.

Ambulante mentalundersøgelser

Der er hverken i retsplejeloven eller i lovgivningen i øvrigt fastlagt nærmere

regler for, hvordan mentalundersøgelser skal foretages.

Overordnet er de nuværende rammer for udfærdigelse af mentalerklæringer

fastlagt dels i aftaler mellem Justitsministeriet og tre ud af de fem regioner,

dels i Rigsadvokatmeddelelsen, som bl.a. indeholder et afsnit om psykisk

afvigende kriminelle.

Mentalundersøgelser udarbejdes forskelligt alt efter, hvor i landet den på-

gældende politikreds, som behandler den underliggende straffesag, ligger. I

Vestdanmark (Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddan-

mark) udføres alle mentalundersøgelser af psykiatrien i den enkelte region.

For politikredse i Østdanmark (Region Sjælland og Region Hovedstaden),

undtagen Bornholm, udarbejder Retspsykiatrisk Klinik under Justitsmini-

steriet de mentalundersøgelser, som gennemføres ambulant, mens

mentalundersøgelser under indlæggelse altid udføres af psykiatrien i Region

Sjælland eller Region Hovedstaden.

Retspsykiatrisk Klinik er en lægeligt ledet klinik, som refererer til Justits-

ministeriet, og som administrativt hører under Rigsadvokaten. Retspsykia-

trisk Kliniks kerneopgave er at udarbejde ambulante mentalerklæringer.

Bornholms Politi har på grund af sin geografi en individuel, lokal ordning

om foretagelse af mentalundersøgelser. Denne ordning består i en aftale med

privatpraktiserende psykiatere, som foretager undersøgelserne på Born-

holm.

Mentalundersøgelse sker som udgangspunkt ambulant, dvs. uden indlæg-

gelse på psykiatrisk afdeling. Både arrestanter og personer på fri fod kan

undersøges ambulant.

I helt ekstraordinære tilfælde, hvor en arrestant er særligt flugttruet, og hvor

transport af arrestanten er forbundet med stor risiko, kan samtaler i forbin-

delse med en ambulant mentalundersøgelse, der skal foretages af Retspsy-

kiatrisk Klinik, gennemføres i fængslet efter særlig aftale med klinikken.

4.2.2.

Mentalundersøgelser under indlæggelse

Mentalundersøgelse under indlæggelse sker på de psykiatriske sygehuse el-

ler sygehusafdelinger. Regionsrådene har pligt til på deres psykiatriske sy-

gehuse eller sygehusafdelinger at modtage personer, der efter retskendelse

skal indlægges til mentalundersøgelse, jf. lov nr. 1396 af 21. december 2005

om retspsykiatrisk behandling mv.

Anklagemyndigheden kan bestemme, at undersøgelsen skal foretages på en

psykiatrisk afdeling uden for bopælsregionen, jf. § 18, stk. 3, i bekendtgø-

relse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling mv.

Mentalundersøgelse under indlæggelse kan være indiceret, hvis



en undersøgende læge anbefaler, at undersøgelsen skal ske under

indlæggelse, eller

sigtede nægter at medvirke til en ambulant mentalundersøgelse.

Hvis der er et klart misforhold mellem sagens betydning og den forventede

straf, kan der ikke ske mentalundersøgelse under indlæggelse.

Det følger af Rigsadvokatens retningslinjer, at politikredsene skal forelægge

begæringer om mentalundersøgelse under indlæggelse for den regionale

statsadvokat til godkendelse. Forelæggelse for den regionale statsadvokat af

dette spørgsmål kan i hastende tilfælde ske telefonisk.

Regionerne afholder de udgifter, der er forbundet med udarbejdelse af men-

talundersøgelser under indlæggelse efter retskendelse.

Personer, som indlægges på psykiatriske afdelinger, vil være omfattet af

reglerne i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

4.2.3.

Mentalundersøgelse på Sikringsafdelingen under Afdeling

for Retspsykiatri, Region Sjælland

På sikringsafdelingen modtages varetægtsfængslede efter kendelse til hos-

pitalsmæssig mentalundersøges i henhold til retsplejelovens § 809, stk. 2,

når den varetægtsfængslede af anklagemyndigheden anses for så personfar-

lig eller risikoen for undvigelse for så stor, at observation på sikringsafde-

lingen er påkrævet, jf. § 2 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsy-

kiatrisk behandling mv. og punkt 2 i Regulativ af 1. juni 1994 for sikrings-

afdelingen.

Opstår der spørgsmål om mentalundersøgelse under indlæggelse på Sik-

ringsafdelingen, skal der tages kontakt til overlægen på sikringsafdelingen.

Overlægen skal orienteres om grundlaget for begæringen og anmodes om

oplysning om, hvorvidt Sikringsafdelingen har kapacitet til at modtage ar-

restanten. Herefter forelægges sagen for statsadvokaten, der vurderer, om

der er grundlag for, at mentalundersøgelsen sker på sikringsafdelingen.

Forbliven på sikringsafdelingen, efter at mentalundersøgelse er afsluttet, og

indtil der er faldet dom i sagen, kan besluttes efter reglerne i retsplejelovens

§ 777.

4.2.4.

Mentalundersøgelsens praktiske behandling i det retspsyki-

atriske system

Mentalundersøgelser, som udføres på Retspsykiatrisk Klinik, i Region Syd-

danmark, i Region Midtjylland og i Region Nordjylland, behandles over-

ordnet efter samme principper. Selv om der er variationer de enkelte insti-

tutioner imellem, kan sagsbehandlingen disse steder i normalsituationen be-

skrives som nedenfor:

Når en sag modtages, gennemgås den med henblik på at sikre, at alt relevant

materiale er vedlagt, herunder observandens samtykke, der hvis manglende

søges indhentet. Derefter fordeles sagen til en gruppe bestående af en

administrativ sagsbehandler, en overlæge/yngre læge (under supervision)

samt evt. en socialrådgiver og psykolog. Inddragelse af socialrådgiver og

psykolog afhænger af den enkelte sag, den erklæringsafgivende overlæge

og om hvorvidt observanden vil optage social anamnese eller få socialråd-

giver til det.

Herefter indkaldes observanden til en indledende samtale, der finder sted

hos en overlæge eller yngre læge (under supervision af overlæge).

Den administrative sagsbehandler eller overlægen udarbejder dernæst et

aktuddrag af sagens akter vedrørende den nu påsigtede og eventuel tidligere

kriminalitet, hvorefter relevant materiale indhentes fra andre myndigheder,

herunder journalmateriale fra tidligere behandlere. Den administrative sags-

behandler registrerer, hvorvidt og hvornår rekvireret materiale er indgået,

og rykker om nødvendigt for manglende materiale.

Efter gennemførelsen af den indledende samtale træffes aftaler om samtaler

med sagsbehandleren, overlægen/den yngre læge og evt. socialrådgiver og

psykologen (kun observander med behov for psykologtest).

Hvis der har været en socialrådgiver involveret i sagen, udarbejder social-

rådgiveren på basis af sin samtale med observanden og indhentede oplys-

ninger om den sociale anamnese et selvstændigt afsnit til den endelige er-

klæring. Hvis der ikke har været en socialrådgiver involveret i sagen, skriver

den administrative sagsbehandler et erklæringsudkast, som evt. tilrettes af

overlægen. Erklæringen gennemses af eller konfereres med erklæringsskri-

vende kollegaer.

Overlægen/den yngre læge udarbejder herefter et erklæringskoncept på ba-

sis af det samlede materiale, dvs. overlægens referat af den indledende sam-

tale med observanden, den sociale sygehistorie, lægens egne samtaler med

observanden, den psykologiske undersøgelse samt indhentet skriftligt mate-

riale.

Den administrative sagsbehandler skriver på grundlag heraf et erklærings-

udkast, som eventuelt rettes af lægen.

Hvis erklæringen er udarbejdet af den yngre læge, gennemgås det endelige

erklæringsudkast af den overlæge, der er ansvarlig for opgaven. Overlægen

konfererer eventuelt med den yngre læge om erklæringens indhold og kon-

klusion.

Sagen tilbagesendes afslutningsvis til anklagemyndigheden.

4.2.5.

Forelæggelse for Retslægerådet

Retslægerådet under Justitsministeriet (Civilstyrelsen) afgiver lægeviden-

skabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om en-

keltpersoners retsforhold, herunder udtalelser vedrørende mentalerklærin-

ger.

En mentalundersøgelse forelægges som regel for Retslægerådet i føl-

gende tilfælde:

1) når sigtelsen angår alvorligere personfarlig kriminalitet, og

den sigtede ifølge mentalerklæringen er sindssyg eller

mentalt retarderet,

2) når mentalerklæringen anbefaler dom til anbringelse i in-

stitution,

3) når der er rejst spørgsmål om anvendelse af forvaring, jf.

straffelovens § 70,

4) når der er spørgsmål om at anvende foranstaltninger for

personer, der har begået en strafbar handling, men efter

dennes foretagelse, men før dom er afsagt, er kommet i en

ikke blot forbigående tilstand af den i § 16 eller § 69

nævnte art efter straffelovens § 73,

5) når der er tvivl om, hvilken foranstaltning der er bedst eg-

net til at forebygge lovovertrædelser, eller der i øvrigt er

andre tvivlsspørgsmål vedrørende sanktionsspørgsmålet,

eller

6) når der i øvrigt foreligger særlig anledning til, at rådets er-

klæring om sanktionsspørgsmålet indhentes. En særlig an-

ledning kan foreligge, når der ikke i mentalerklæringen an-

befales en særforanstaltning, men hvor der i sagen er op-

lysninger om, enten at sigtede tidligere har været indlagt

på psykiatrisk afdeling, eller at der tidligere har været

iværksat foranstaltninger over for sigtede.

Politikredsen forelægger mentalundersøgelsen for Retslægerådet. Hvis der

er beskikket en forsvarer for sigtede, skal politikredsen sende en kopi af fo-

relæggelsen til forsvareren med oplysning om muligheden for at stille yder-

ligere spørgsmål. Eventuelle spørgsmål fra forsvareren stilles via politikred-

sen.

4.3.

Sagsbehandlingstid

Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelsen, at ambulante mentalundersøgelser

så vidt muligt skal gennemføres inden for 6 uger efter, at anklagemyndig-

heden har rekvireret en ambulant mentalundersøgelse. Kan erklæringen ikke

foreligge inden dette tidspunkt, oplyser vedkommende læge anklagemyn-

digheden herom og om, hvornår erklæringen kan forventes at foreligge,

jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse

af ambulante mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene 23-54 (dvs.

vest for Storebælt).

Mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk afdeling må som ud-

gangspunkt forventes at kunne gennemføres på 8 uger, men det kan i nogle

tilfælde være nødvendigt med en længere hospitalsindlæggelse, hvilket kan

medføre en forsinkelse af erklæringen.

Det estimeres, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på landsplan i 2020

fra anmodning om udarbejdelse af mentalundersøgelse, indtil erklæringen

var udfærdiget, var ca. 19 uger, når der var tale om ambulante mentalunder-

søgelser og ca. 38 uger for så vidt angår mentalundersøgelser under indlæg-

gelse.

I 2021 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fra anmodning om udar-

bejdelse af mentalundersøgelse indtil erklæringen var færdig ca. 24 uger,

når der var tale om ambulante mentalundersøgelser, og ca. 41 uger for så

vidt angik mentalundersøgelser under indlæggelse. I 2022 var sagsbehand-

lingstiden ca. 24 uger for ambulante mentalundersøgelser og ca. 58 uger for

mentalundersøgelser under indlæggelse. I 2023 er de tilsvarende tal ca. 21

uger og ca. 60 uger.

Når mentalundersøgelsen foreligger, kan politikredsen beslutte at forelægge

mentalundersøgelsen for Retslægerådet, jf. ovenfor. I 2021 var den gennem-

snitlige sagsbehandlingstid hos Retslægerådet i retspsykiatriske sager hen-

holdsvis 40 dage. I 2022 og 2023 var de tilsvarende tal henholdsvis 36 og

32 dage

Datamaterialet er dannet på baggrund af korrekt registrerede sager i journalsystemet. Data som ikke opfylder krite-

rierne for korrekt registrering er således ikke med. Tallene er optalt som gennemsnitsværdier. I tallene er inkluderet

den tid, der er gået med at gøre det muligt for rådet at behandle sagen (manglende oplysninger, tilladelser mv.), jf.

Retslægerådets Årsberetning for 2023, afsnit 6.2.

4.4.

Landsdel

Nøgletal og figurer

Erklæringsår

2017

266

218

511

2018

361

263

675

2019

765

325

1.155

2020

780

314

1.137

2021

779

375

1.206

2022

584

376

1.009

2023

513

330

870

Total

4.048

178

2.201

6.563

Antal mentalerklæringer i perioden 2017-2023, fordelt på landsdel

Både indlæggelse og

ambulant

Indlæg-

Vestdanmark

gelse

Ambulant

Både indlæggelse og

ambulant

Indlæg-

gelse

Ambulant

Total

Østdanmark

Antal mentalerklæringer fra Bornholm, fordelt på erklæringsår

Erklæringsår

Total

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Total

Fra medio 2018 blev registrering af mentalundersøgelser konsekvent og ensartet i politiets

sagsbehandlingssystem, POLSAS. Ser man herefter på tallene fra 2019 og fremefter, ligger

antallet af mentalerklæringer nogenlunde stabilt på omkring 1.100 undersøgelser årligt frem

til 2022, med en stigning i 2021 (1.206) og et fald i 2022 (1.008) og 2023 (870).

Antal ambulante mentalerklæringer, samt sagsbehandlingstid, fordelt på erklæringsår

Antal mentalundersøgelser

med sagsbehandlingstid

260

339

754

769

779

521

456

3878

210

Landsdel

ErklæringsÅr

2017

2018

2019

Gns. antal dage

95,3

119,5

133,1

134,4

152,9

148,4

152,5

138

144,2

Vestdanmark

2020

2021

2022

2023

Vestdanmark

Total

2017

Der ses et markant fald i antallet af mentalerklæringer fra 2022 til 2023. Det bemærkes i den anledning, at opgørel-

serne er baseret på tal fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS). Opgørelserne er derfor behæftet med en vis usik-

kerhed, da POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem og ikke et egentligt statistiksystem samt, at opgørel-

sen er baseret på dynamiske data, hvilket betyder, at opgørelsen ikke er endelig. Således vil der kunne ske ændringer

afhængigt af tidspunktet for udtrækket af oplysningerne i opgørelsen, idet der f.eks. kan forekomme efterregistrerin-

ger. Det kan endvidere bemærkes, at data fra Retspsykiatrisk klinik ikke afspejler et fald i samme omfang i antallet af

udarbejdede mentalerklæringer i 2023.

2018

2019

Østdanmark

2020

2021

2022

2023

Østdanmark

Total

102,5

84,5

129,7

176,9

182,6

145,9

139,9

138,6

259

328

313

381

336

277

2104

5982

Antal mentalerklæringer under indlæggelse, samt sagsbehandlingstid, fordelt på erklæringsår

Landsdel

ErklæringsÅr

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Total

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Total

Gns. antal dage

60,0

158,1

140,3

257,8

294,9

442,0

439,7

251,6

110,1

190,0

213,7

271,5

280,0

365,5

408,3

258,1

255,9

Antal mentalundersøgelser

med sagsbehandlingstid

194

293

Vestdanmark

Østdanmark

Total

Det bemærkes, at det alene har været muligt at beregne sagsbehandlingsti-

den i de sager, hvor der er udført en mentalerklæring, og hvor der foreligger

en dato for anmodningstidspunktet og erklæringstidspunktet.

Det bemærkes endvidere, at ovenstående opgørelser er baseret på tal fra po-

litiets sagsstyringssystem (POLSAS), og at opgørelserne derfor er behæftet

med en vis usikkerhed, da POLSAS er et journaliserings- og sagsstyrings-

system. Der vil således kunne forekomme ændringer, idet der f.eks. kan fo-

rekomme efterregistreringer.

På baggrund af ovenstående opgørelser kan det konkluderes, at sagsbehand-

lingstiden for udarbejdelse af mentalundersøgelser er væsentlig længere end

de ønskede måltal. Nedenstående oversigt illustrerer udviklingen i sagsbe-

handlingstiden i uger for ambulante mentalundersøgelser og mentalunder-

søgelser under indlæggelse i forhold til måltallene på hhv. 6 og 8 uger.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i forhold til måltallene for

mentalundersøgelser

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Gennemsnitligt antal uger for mentalerklæringer i Vestdanmark (ambulant)

Gennemsnitligt antal uger for mentalerklæringer i Østdanmark (ambulant)

Gennemsnitligt antal uger for mentalerklæringer i Vestdanmark (indlæggelse)

Gennemsnitligt antal uger for mentalerklæringer i Østdanmark (indlæggelse)

6 uger (måltallet for ambulante mentalundersøgelser)

8 uger (måltallet for mentalundersøgelser under indlæggelse)

Retspsykiatrisk klinik modtog 538 anmodninger om mentalundersøgelse fra

anklagemyndigheden i 2023. Retspsykiatrisk Klinik har i 2023 afsluttet 576

sager. Det drejer sig om sager modtaget i både 2022 og 2023. I 512 af sa-

gerne blev mentalundersøgelsen iværksat, hvoraf 412 mentalundersøgelser

gennemført, mens 100 sager blev returneret uden erklæring. De resterende

64 anmodninger om mentalundersøgelser blev ikke behandlet på Retspsy-

kiatrisk Klinik, idet 30 blev viderevisiteret til et af de retspsykiatriske centre

i Vestdanmark, mens 34 sager blev returneret som ”fejlanmodning” eller

”andet”. Af Retspsykiatrisk Kliniks årsberetning 2023 fremgår nedenstå-

ende nøgletal om fordelingen af mentalundersøgelserne på kriminalitetstype

og anbefalet foranstaltning, samt sagernes fordeling på observander omfat-

tet af straffelovens §§ 16 og 69

9 10

Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Kliniks Årsberetning 2023, s. 17-24

Der var én person, der hverken fandtes omfattet af straffelovens § 16 eller § 69. Den pågældende var en mand,

hvis hovedsigtelse var ”andet seksuelt forhold m/pleje-/stedbarn”. Klinikken kunne ikke pege på nogen formåls-

tjenlig foranstaltning til forebyggelse af fremtidig ligeartet kriminalitet.

Antal mentalerklæringer fordelt på den registrerede hovedkriminalitet

Den påsigtede kriminalitet

Antal

Procent

Afpresning

Andet seksuelt forhold m/ pleje-/stedbarn

Andet seksuelt forhold med barn under 12 år, medvirken til

Andet seksuelt forhold ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand

Andet seksuelt forhold ved vold eller trussel om vold (§ 225, jf. § 216, stk. 1,

nr. 1), forsøg

Bedrageri

Blodskam, andet seksuelt forhold (børn under 15 år) (stk. 1 og stk. 2)

Blufærdighedskrænkelse

Blufærdighedskrænkelse, forsøg

Brandstiftelse, forsætlig

Brandstiftelse, forsætlig, forsøg

Brandstiftelse, kvalificeret

Børnepornografi, besiddelse af/bekendt med

Børnepornografi

Databedrageri

Dokumentfalsk

Fornærmelig tiltale af offentlig myndighed

Forvoldt fare for liv eller førlighed

Færdselsloven

Hvidvask

Hæleri

Hæleri, groft, forsøg

Hærværk

Hærværk, groft

Indbrudstyveri

Kvalificeret vold med døden til følge eller grov skade

Kvalificeret vold med skade på legeme eller helbred

Kvalificeret vold med skade på legeme eller helbred, forsøg

Lov om euforiserende stoffer

Lov om euforiserende stoffer, forsøg

Manddrab

Manddrab, forsøg

Manddrab, medvirken til

Manddrab, uagtsomt

Narkotika, smugling mv.

Psykisk vold

Røveri

Røveri, forsøg

Røveri, særlig farligt, forsøg

Røveri, særligt farlig

0,2

1,7

0,5

1,5

0,2

3,6

0,7

0,2

1,0

1,5

0,5

0,2

1,0

0,7

1,0

0,2

0,5

0,2

0,5

1,0

0,5

10,0

1,5

1,7

0,2

2,4

2,2

0,2

1,5

0,2

3,6

0,7

0,2

Salg/smugling af narkotika

Samleje med barn under 15 år

Samleje med barn under 15 år, hvor sigtede er fyldt 22 år

Skydevåben, særligt skærpende omstændigheder, besiddelse

Stalking

Svig med EU-midler, socialbedrageri mv.

Særlov, øvrige

Trussel på livet

Tyveri

Ulovlig tvang

Vold

Vold eller trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste/vold med genstande

(stk. 1, stk. 4 og 119 b)

Vold og lignende mod vidner og deres nærmeste

Vold, forsøg

Voldtægt

Voldtægt af særligt farlig karakter eller særligt skærpende omstændigheder

Voldtægt, forsøg

Voldtægt, samleje med barn under 12 år

Æreskrænkelser

116

3,4

0,2

0,7

1,9

0,5

0,2

2,4

3,9

0,2

8,0

28,2

0,7

0,2

2,2

0,5

0,7

1,7

0,2

Antal mentalerklæringer fordelt på typen af anbefaling

Anbefaling

Antal

Procent

Dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminal-

forsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe be-

stemmelse om indlæggelse.

Dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen i

forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at kriminalforsorgen

sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Dom til tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyn-

dighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndighe-

den kan træffe bestemmelse om anbringelse i institution for personer med

vidtgående psykiske handicap.

Dom til tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyn-

dighedernes bestemmelse om ophold og arbejde. Kan suppleres med særlige

vilkår om psykiatrisk behandling og evt. lægelig godkendt behandling mod

misbrug.

Dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling.

Dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling, indtil straffen kan fuldbyrdes.

Dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske han-

dicap.

Dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handi-

cap.

Dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handi-

cap, således at domfældte efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til

sikret afdeling.

23,1

19,7

6,6

0,7

2,7

1,9

1,5

1,7

2,7

Forvaring (straffelovens § 70)

Dom til ungdomssanktion (straffelovens § 74a)

S-Sag, forelægges Visitationsudvalget

Ingen særforanstaltning

Ingen anbefaling

146

1,9

0,2

1,7

35,4

0,2

Antal mentalerklæringer for personer omfattet af straffelovens § 16, fordelt på typen af den

påsigtede kriminalitet

Den påsigtede kriminalitet

Kvinder

Mænd

I alt

Andet seksuelt forhold m/ pleje-/stedbarn

Bedrageri

Blodskam, andet seksuelt forhold (børn under 15 år) (stk. 1 og stk. 2)

Blufærdighedskrænkelse

Brandstiftelse, forsætlig

Brandstiftelse, forsætlig, forsøg

Børnepornografi

Databedrageri

Dokumentfalsk

Fornærmelig tiltale af offentlig myndighed

Forvoldt fare for liv eller førlighed

Færdselsloven

Hvidvask

Hæleri

Hæleri, groft, forsøg

Hærværk, groft

Indbrudstyveri

Lov om euforiserende stoffer

Lov om euforiserende stoffer, forsøg

Manddrab

Manddrab, forsøg

Manddrab, medvirken til

Manddrab, uagtsomt

Narkotika, salg/smugling

Psykisk vold

Røveri

Røveri, forsøg

Skydevåben, særligt skærpende omstændigheder, besiddelse

Stalking

Svig med EU-midler, socialbedrageri mv.

Særlov, øvrige

Trussel på livet

Ulovlig tvang

Vold

Vold eller trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste/vold med genstande

(stk. 1, stk. 4 og 119b)

Vold og lignende mod vidner og deres nærmeste

Vold, kvalificeret med skade på legeme eller helbred

Vold, kvalificeret med skade på legeme eller helbred, forsøg

Voldtægt

Voldtægt, forsøg

Æreskrænkelser

Antal mentalerklæringer for personer omfattet af straffelovens § 16, fordelt på typen af anbe-

faling

Anbefaling

Kvin-

der

Mænd

Antal

Dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling.

Dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling, indtil straffen kan fuldbyrdes.

Dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen i

forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at kriminalforsorgen

sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalfor-

sorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe

bestemmelse om indlæggelse.

Dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handi-

cap, således at domfældte efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til

sikret afdeling.

Dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handi-

cap.

Dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske

handicap.

Dom om tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyn-

dighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndighe-

den kan træffe bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidt-

gående psykiske handicap. Kan suppleres med særlige vilkår om psykiatrisk be-

handling og evt. lægelig godkendt behandling mod misbrug.

Dom til tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyndig-

hedernes bestemmelse om ophold og arbejde. Kan suppleres med særlige vilkår

om psykiatrisk behandling og evt. lægelig godkendt behandling mod misbrug.

Antal mentalerklæringer for personer omfattet af straffelovens § 69, fordelt på typen af den

påsigtede kriminalitet

Den påsigtede kriminalitet

Kvinder

Mænd

I alt

Andet seksuelt forhold ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand

Andet seksuelt forhold med barn under 12 år

Andet seksuelt forhold ved vold eller trussel om vold

Bedrageri

Blodskam, andet seksuelt forhold (børn under 15 år) (stk. 1 og stk. 2)

Blufærdighedskrænkelse

Blufærdighedskrænkelse, forsøg

Brandstiftelse, forsætlig

Brandstiftelse, kvalificeret

Børnepornografi

Børnepornografi, besiddelse af/bekendt med

Databedrageri

Fornærmelig tiltale af offentlig myndighed

Forvoldt fare for liv eller førlighed

Færdselsloven

Hærværk

Indbrudstyveri

Lov om euforiserende stoffer

Manddrab

Manddrab, forsøg

Narkotika, salg/smugling

Røveri

Røveri, særlig farligt

Røveri, særlig farligt, forsøg

Samleje med barn under 15 år

Samleje med barn under 15 år, hvor sigtede er fyldt 22 år

Skydevåben, særligt skærpende omstændigheder, besiddelse

Stalking

Særlov, øvrige

Trussel på livet

Tyveri

Vold

Vold, forsøg

Vold eller trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste/vold med genstande

(stk. 1, stk. 4 og 119 b)

Vold og lignende mod vidner og deres nærmeste

Vold, kvalificeret, m/døden til følge

Vold, kvalificeret, m/grov skade

Vold, kvalificeret med skade på legeme eller helbred

Vold, kvalificeret med skade på legeme eller helbred, forsøg

Voldtægt

Voldtægt, forsøg

Voldtægt af særligt farlig karakter eller særligt skærpende omstændigheder

Voldtægt ved samleje med barn under 12 år

Antal mentalerklæringer for personer omfattet af straffelovens § 69, fordelt på typen af anbe-

faling

Anbefaling

Kvin-

der

Mænd

Antal

Dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen i

forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at kriminalforsorgen

sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalfor-

sorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestem-

melse om indlæggelse.

Dom til ungdomssanktion (straffelovens § 74a)

Forvaring

Ingen særforanstaltning

S-Sag, forelægges Visitationsudvalget

116

146

Bistandsværger

Bistandsværgen bistår foranstaltningsdømte efter en dom og i visse tilfælde

under retssagen. Bistandsværgens opgave er at hjælpe foranstaltningsdømte

gennem forløbet, herunder hvis den dømte vil klage over behandlingen.

En bistandsværge kan enten være en pårørende, et familiemedlem, ven/ven-

inde m.v., som den dømte særligt ønsker skal være bistandsværge, eller en

professionel bistandsværge, som aflønnes af myndighederne. De professio-

nelle bistandsværger kaldes også ”listebistandsværger”, og de har ofte flere

klienter og dermed praktisk og juridisk erfaring. Det koster ikke den dømte

noget at få beskikket en professionel bistandsværge.

De nærmere regler om antagelse af bistandsværger er i medfør af straffelo-

vens § 71, stk. 3, fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 947 af 24.

september 2009 om bistandsværger.

5.1.

Beskikkelse af bistandsværger

Hvis politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en bistandsværge

for en sigtet eller tiltalt, skal spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt

et tidspunkt, at den, der eventuelt beskikkes, får mulighed for at være til

stede under sagens behandling, jf. bistandsværgebekendtgørelsens § 4, stk.

Hvis der skal beskikkes en bistandsværge for en dømt, som ikke har haft en

sådan værge beskikket under sagens behandling, skal politiet om fornødent

henlede rettens opmærksomhed på spørgsmålet, når dommen er afsagt. Hvis

den dømte har haft en bistandsværge beskikket under sagens behandling,

fortsætter denne som bistandsværge for den pågældende efter dommen, jf.

§ 4, stk. 2.

Rigspolitiet antager efter ansøgning et antal bistandsværger. Ansøgninger

til ledige stillinger som bistandsværge indkaldes ved opslag i pressen, i fag-

tidsskrifter eller på anden måde, som er egnet til at sikre, at de persongrup-

per, blandt hvilke bistandsværger navnlig tænkes antaget, får kendskab til

opslaget, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2.

Bistandsværger antages blandt de ansøgere, der må anses for bedst egnede

til at udføre de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med til-

knytning til sundheds-, social- og undervisningssektoren, jf. § 1, stk. 3.

Personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, institu-

tion for personer med vidtgående psykiske handicap m.v., må ikke antages

som bistandsværger med virke for personer på samme sygehus eller afdeling

eller på samme institution m.v. Det samme gælder for personer, der i øvrigt

har med driften eller administrationen af det pågældende psykiatriske syge-

hus m.v. at gøre. Ansatte i anklagemyndigheden, politiet og kriminalforsor-

gen bør ikke antages som bistandsværger, jf. § 1, stk. 4.

Bistandsværger antages efter forud indhentet udtalelse fra politiet om den

enkelte ansøger. Politiet indhenter efter skriftligt samtykke oplysninger om

ansøgeren i Det Centrale Kriminalregister, før udtalelsen afgives, jf. § 1, stk.

Rigspolitiet bestemmer antallet af bistandsværger. I juni 2022 var der 221

listebistandsværger fordelt på 12 politikredse. Nogle bistandsværger frem-

går af listen flere gange, da de er tilknyttet flere kredse.

Rigspolitiet udarbejder en fortegnelse over de antagne bistandsværger for

hver politikreds i regionen og sender fortegnelsen til politikredsene. Forteg-

nelsen opdateres løbende, hvis fortegnelsen bliver ændret, jf. § 2.

Politiet bistår retten med at finde en person, der kan beskikkes som bistands-

værge. Den sigtede, tiltalte eller dømte skal indledningsvis spørges, om der

er en bestemt person, som vedkommende ønsker at få beskikket, jf. § 5, stk.

Hvis den sigtede, tiltalte eller dømte ikke selv foreslår en person eller ikke

har nære pårørende, der kan eller vil beskikkes som bistandsværge, skal po-

litiet indstille den bistandsværge, der på fortegnelsen over bistandsværger

står for tur til at blive beskikket, jf. § 5, stk. 2, 1. pkt.

Hvis der foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om vedkommen-

des egnethed til at varetage sigtede, tiltalte eller den dømtes interesser på

behørig måde, indstilles den næste på fortegnelsen, jf. § 5, stk. 2, 2. pkt.

Den sigtede, tiltalte eller dømte og den mulige bistandsværge skal have lej-

lighed til at udtale sig, inden der sker indstilling til retten, jf. § 5, stk. 3.

Politiet underretter bistandsværgen om, hvem der er den sigtede, tiltalte eller

dømtes forsvarer. Hvis den bistandsværge, der påtænkes indstillet til beskik-

kelse, ikke er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, indhentes der –

efter skriftligt samtykke – oplysninger om personen i Det Centrale Krimi-

nalregister, inden indstilling til beskikkelse sker, jf. § 5, stk. 3.

En bistandsværge, der er optaget på Rigspolitiets fortegnelse, kan afslå at

lade sig indstille til beskikkelse, hvis den pågældende allerede er beskikket

for andre sigtede, tiltalte eller dømte, jf. § 5, stk. 4.

Den sigtede, tiltalte eller dømte kan fremsætte begæring om at få beskikket

en ny bistandsværge over for anklagemyndigheden, der snarest muligt ind-

bringer spørgsmålet for den ret, der har beskikket værgen, eller byretten i

den retskreds, hvor den sigtede, tiltalte eller dømte bor eller opholder sig, jf.

§ 6.

5.2.

Bistandsværgens opgaver og beføjelser

Politiet skal holde bistandsværgen underrettet om, hvornår der afholdes rets-

møder vedrørende den sigtede, tiltalte eller dømte, herunder retsmøder med

henblik på beskikkelse af en ny bistandsværge, jf. § 10, stk. 1.

Udskrifter af domme og kendelser angående den sigtede, tiltalte eller dømte

skal efter anmodning herom udleveres til bistandsværgen, medmindre efter-

forskningsmæssige hensyn undtagelsesvis taler herimod. Indhentede

oplysninger om den sigtedes, tiltaltes eller dømtes personlige forhold og

mentale tilstand skal endvidere efter anmodning herom udleveres til bi-

standsværgen, hvis den sigtede, tiltalte eller dømte samtykker hertil, jf. § 10,

stk. 2.

Politiet skal samtidig med beskikkelsen orientere bistandsværgen om den

sigtedes, tiltaltes eller dømtes folkeregisteradresse og sidst kendte opholds-

sted. Politiet skal herudover på bistandsværgens anmodning orientere bi-

standsværgen om den sigtedes, tiltaltes eller dømtes folkeregisteradresse og

sidst kendte opholdssted, jf. § 10, stk. 3.

Et sygehus/en sygehusafdeling, en institution eller en anstalt m.v., som mod-

tager en person, der har en bistandsværge beskikket, skal snarest underrette

bistandsværgen, når den pågældende påbegynder et ophold på stedet, jf. §

13, stk. 1.

Sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen eller anstalten m.v. skal ligele-

des underrette bistandsværgen ved afslutningen af den pågældendes ophold

på stedet, jf. § 13, stk. 2.

Personalet på sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen eller anstalten

m.v. skal endvidere give bistandsværgen enhver oplysning, som er nødven-

dig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde, jf. § 14, stk. 1,

1. pkt. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til den sigtede, til-

talte eller dømte, må dog heller ikke gives til bistandsværgen, jf. 2. pkt.

5.2.1.

Praksis for inddragelse af bistandsværger

Danske Regioner har til arbejdsgruppen oplyst, at retspsykiatrien følger be-

kendtgørelsen om bistandsværger. Bistandsværgen kontaktes ved indlæg-

gelse, ved væsentlige ændringer af behandlingen af patienten, og når en pa-

tient overflyttes til et andet afsnit eller udskrives. Det er den psykiatriske

afdeling eller det pågældende afsnit, der er ansvarlig for at underrette bi-

standsværgen.

Bistandsværgen orienteres rutinemæssigt ved tilfælde af tvangsanvendelse.

Såfremt bistandsværgen ikke er tilgængelig eller ikke har mulighed for at

besøge patienten, og patienten ønsker vejledning om sine rettigheder i for-

bindelse med en tvangsanvendelse, kan der ud fra en konkret vurdering be-

skikkes en patientrådgiver. Bistandsværgen orienteres under alle omstæn-

digheder.

Derudover findes der yderligere lokale retningslinjer og vejledninger, som

beskriver reglerne for inddragelse af bistandsværger, og hvornår der skal

ske underretning i overensstemmelse med bekendtgørelse om bistandsvær-

ger. Psykiatrien i Region Sjælland har til arbejdsgruppen oplyst, at de sam-

men med Region Hovedstaden har såkaldt tværregionale retningslinjer om

patientrådgivere og bistandsværger. Derudover har Afdeling for Retspsyki-

atri i Region Sjælland selv retningslinjer om patientrådgivere og bistands-

værger.

Region Hovedstadens psykiatri har til arbejdsgruppen oplyst, at de har en

lokal vejledning med instrukser, som beskriver den konkrete arbejdsgang

ved kontakt til bistandsværger. De har også indgået en samarbejdsaftale om

retspsykiatriske patienter med Kriminalforsorgen Øst (tidl. Kriminalforsor-

gen Hovedstaden) og de tre politikredse. Heri nævnes specifikt, at bistands-

værgen skal informeres bl.a., når der afholdes retsmøder vedrørende patien-

ten og om patientens personlige forhold, mentale tilstand og behandlings-

plan, hvis patienten giver samtykke til dette. Endelig foreligger der i psyki-

atrien i Region Syddanmark retningslinjer vedrørende sikring af rettidig ori-

entering af bistandsværge og forsvarer af retspsykiatriske patienter. Heraf

fremgår det eksempelvis, at bistandsværgen skal kontaktes telefonisk ved

udskrivelse, og at Retspsykiatrisk Distriktspsykiatri sender brev til bistands-

værgen den førstkommende hverdag og orienterer bistandsværgen om ind-

læggelsesperioden.

Såfremt personer dømt til ambulant behandling ikke har en bistandsværge,

skal der beskikkes en patientrådgiver, hvis personen undergives tvangsfor-

anstaltninger, jf. § 19 i bekendtgørelse nr. 1078 af 27. oktober 2019 om pa-

tientrådgivere.

Forløb for foranstaltningsdømte

Forløbet for retspsykiatriske patienter involverer en række forskellige myn-

digheder. Anklagemyndigheden fører sagerne ved domstolene og sørger i

den forbindelse for, at der indhentes en mentalerklæring, som udarbejdes

enten af psykiatrien eller Retspsykiatrisk klinik. Når en retspsykiatrisk pati-

ent er idømt en foranstaltningsdom, er det psykiatrien, der forestår den rets-

psykiatriske behandling af patienten, indtil foranstaltningen kan ophæves.

Kriminalforsorgen fører tilsyn med den retspykiatriske patient, såfremt der

i dommen er fastsat vilkår herom, og Statsadvokaten kontrollerer bl.a., at

foranstaltningen ikke opretholdes længere tid og i videre omfang end nød-

vendigt.

6.1.

Forløb før dom

6.1.1.

Forløb hos anklagemyndigheden

Såfremt anklagemyndigheden eller politiet vurderer, at en sigtet er psykisk

afvigende, vil der hurtigst muligt blive taget stilling til mentalundersøgelse.

Der henvises til kapitel fire om mentalundersøgelser.

Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om afhøring af sigtede eller

tiltalte, der må antages at være omfattet af straffelovens § 16. Det følger af

Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvigende kriminelle, at mentale afvi-

gelser hos sigtede kan give anledning til, at politiet også i de tilfælde, hvor

forsvarerbeskikkelse ikke er obligatorisk efter retsplejelovens § 731, tager

initiativ til at fremsætte begæring om forsvarerbeskikkelse på efterforsk-

ningsstadiet, herunder forud for afhøringer. Det fremgår således af retsple-

jelovens § 732, stk. 1, at forsvarer kan beskikkes, når retten under henvis-

ning til sigtedes person anser det for ønskeligt.

Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men vare-

tægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltnin-

ger, kan retten træffe afgørelse herom, jf. retsplejelovens § 765, stk. 1. Det

kræver dog, at sigtede samtykker heri.

Det følger af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og 4, at retten således bl.a.

kan bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (nr.

3), eller at sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling eller afvæn-

ningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornø-

dent på hospital eller særlig institution (nr. 4).

En varetægtsarrestant kan efter retsplejelovens § 777 anbringes i en anstalt

for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf.

straffelovens §§ 68 og 69. En frivillig overførsel til hospital eller anden in-

stitution (f.eks. Herstedvester Fængsel) efter stk. 1, 1. pkt., forudsætter, at

anklagemyndigheden, hospitalets/institutionen og arrestanten samtykker

heri. Retten kan undtagelsesvis godkende en anbringelse uden arrestantens

samtykke, hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed

gør det påkrævet, jf. stk. 1, 2. pkt.

Anklagemyndigheden skal altid være opmærksom på, om øjemedet med va-

retægtsfængslingen vil forspildes ved overførsel til surrogat og eventuelt

protestere imod, at retten træffer afgørelse herom.

Varetægtsarrestanter kan derudover i medfør af retsplejelovens § 770, stk.

2, af helbredsmæssige grunde anbringes i eller overføres til hospitaler, her-

under psykiatriske afdelinger, uden for kriminalforsorgen.

En anbringelse eller overførsel i medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2, er

en lægelig beslutning og sker således uden rettens medvirken.

Varetægtsfængslet/arresthuset bør rette henvendelse til politiet og forsvare-

ren, inden overførslen iværksættes, idet politiet kan være i besiddelse af op-

lysninger om arrestantens farlighed mv., der kan have betydning for vurde-

ringen af, om anbringelsen er hensigtsmæssig.

Bliver opholdet af længere varighed, bør anbringelsen ske enten i medfør af

retsplejelovens § 765 eller i medfør af § 777.

Den regionale statsadvokat skal have forelagt sager, hvor der er spørgsmål

om nedlæggelse af påstand om særforanstaltning. Det er derfor statsadvo-

katen, der på baggrund af sagens oplysninger afgør, om der skal nedlægges

påstand om almindelig straf eller en særforanstaltning og i så fald hvilken

foranstaltning.

Ved vurderingen af, hvilken foranstaltning der bør nedlægges påstand om,

indgår en afvejning af sikkerheds- og behandlingsmæssige hensyn, men

også proportionalitetsbetragtninger under hensyntagen til kriminalitetens art

og grovhed.

6.1.2.

Forløb hos kriminalforsorgen

I mentalundersøgelsens konklusion indgår en anbefaling om, hvilke foran-

staltninger en person bør idømmes, herunder også om kriminalforsorgen

skal føre tilsyn med personen.

Inden der afsiges dom i en straffesag, hvor der forventes nedlagt påstand om

idømmelse af en særforanstaltning, høres kriminalforsorgen om, hvorvidt et

tilsyn vurderes at kunne gennemføres.

Kriminalforsorgens tilsyn har generelt til formål at begrænse tilbagefald til

kriminalitet hos den foranstaltningsdømte. Kriminalforsorgen skal i sin udø-

velse af tilsynsopgaven være særligt opmærksom på, om der sker ændringer

i den dømtes psykiske tilstand, som kan begrunde en indlæggelse, f.eks.

stofmisbrug eller manglende indtagelse af medicin, som kan betyde risiko

for ny kriminalitet. Observeres sådanne ændringer, skal kriminalforsorgen

rette henvendelse til den behandlingsansvarlige overlæge med henblik på,

at der træffes afgørelse om, hvorvidt indlæggelse skal iværksættes.

I kriminalforsorgens vurdering af, om kriminalforsorgen skal føre tilsyn

med en foranstaltningsdømt, tages der stilling til, om tilsyn forventes at

kunne medvirke til at begrænse tilbagefald til kriminalitet (recidiv). På bag-

grund af prognosen for den dømtes helbredstilstand kan det i visse tilfælde

med sikkerhed afgøres, at tilsynet ikke vil have en recidivhæmmende effekt.

I sådanne tilfælde vil kriminalforsorgen udarbejde en udtalelse til anklage-

myndigheden om, at kriminalforsorgen ikke skal føre tilsyn med den dømte,

men at der alene skal fastsættes andre foranstaltninger, der måtte findes for-

målstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser, f.eks. psykiatrisk

behandling. Det vil typisk kræve en forelæggelse for den behandlingsan-

svarlige overlæge, i forhold til, om psykiatrien kan tilslutte sig kriminalfor-

sorgens vurdering af, at der ikke i det konkrete tilfælde bør fastsættes tilsyn.

Det bemærkes, at kriminalforsorgens vurdering kan være forskellig fra den

anbefaling, der fremgår af mentalundersøgelsen, og som hidrører fra rets-

psykiatrien.

6.2.

Opstart af det retspsykiatriske forløb

6.2.1.

Politi/anklagemyndighed

Hvis domfældte er idømt den foranstaltning, som anklagemyndigheden har

nedlagt påstand om, kan politidirektøren fuldbyrde dommen, når ankefristen

er udløbet (14 dage). I forbindelse med fuldbyrdelsen sender politikredsen

kopi af dommen til den regionale statsadvokat med henblik på, at statsadvo-

katen kan føre tilsyn med foranstaltningen.

Ved Statsadvokaten i København modtages dommene efter overlæ-

gens/kommunens fuldbyrdelsespåtegning, og ved Statsadvokaten i Viborg

modtages dommen i forbindelse med, at politikredsen sender dommen til

fuldbyrdelse.

Hvis domfældte ikke er idømt den foranstaltning, som anklagemyndigheden

har nedlagt påstand om, forelægges sagen for den regionale statsadvokat in-

den udløbet af ankefristen med indstilling om spørgsmålet om anke. Hvis

dommen ikke ankes, sendes sagen straks til politidirektøren med henblik på

iværksættelse af fuldbyrdelsen, når ankefristen er udløbet.

Fuldbyrdelse skal ved de fleste retspsykiatriske foranstaltningsdomme ske

ved fremsendelse af en kopi af dommen til det hospital eller den afdeling,

der står for visitationen af foranstaltningsdomme, med anmodning om fuld-

byrdelse af dommen.

Hvis domfældte er dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, til anbrin-

gelse i Sikringsafdelingen eller i institution for personer med vidtgående

psykiske handicap, skal der i forbindelse med fremsendelsen samtidig gøres

opmærksom på reglerne om tilladelse til udgang for anbragte, jf. bekendt-

gørelse nr. 1492 af 5. december 2024 om udgangstilladelse m.v. til personer,

der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse

eller i medfør af farlighedsdekret. Personer dømt til anbringelse på en psy-

kiatrisk afdeling vil som hovedregel være varetægtsfængslede op til dom-

men, og der vil endvidere blive nedlagt påstand om varetægtsfængsling se-

nest ved domsafsigelse. Typisk vil anklagemyndigheden nedlægge påstand

om, at den dømte fængsles til fuldbyrdelse, herunder i surrogat på psykia-

trisk afdeling.

Hvis der er beskikket en bistandsværge for den dømte, skal oplysningerne

herom ligeledes medsendes i forbindelse med, at dommen sendes til fuld-

byrdelse. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne bør indeholde

relevante kontaktdata på bistandsværgen. Fuldbyrdelse af dommen skal dog

ikke afvente beskikkelse af bistandsværge.

Hvis der til dommen er knyttet tilsyn af kriminalforsorgen eller andre vilkår,

der skal fuldbyrdes af kriminalforsorgen, skal politidirektøren tillige sende

en kopi af dommen til kriminalforsorgen med anmodning om iværksættelse

af tilsynet.

Er der ved behandlingsdommen tillige truffet afgørelse om udvisning af

domfældte, skal Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen underrettes om

dommen.

Politikredsen skal i forbindelse med fuldbyrdelsen anmode hospitalet eller

afdelingen om at underrette politikredsen, når domfældte kan udskrives, så-

ledes at anklagemyndigheden inden udskrivning kan iværksætte prøvelse

efter udlændingelovens § 50 a, der indebærer, at retten i forbindelse med en

afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der inde-

bærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig træffer bestemmelse

om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand

afgørende taler imod, at udsendelse finder sted. Prøvelse efter § 50 a finder

ikke sted for domfældte, der er idømt en dom til ambulant behandling.

6.2.2.

Psykiatrien

Det følger af § 1 i lov om retspsykiatrisk behandling m.v., at regionerne har

pligt til at modtage og behandle patienter, som har fået en foranstaltnings-

dom. Det er således psykiatrien, der forestår den psykiatriske behandling af

patienten, indtil foranstaltningsdommen ophæves. De psykiatriske afdelin-

ger skal sammen med kriminalforsorgen opstarte foranstaltningen, når de

modtager en anmodning fra politiet. Den behandlingsansvarlige overlæge

skal sikre, at patienten kommer i behandling inden for 14 dage, hvis patien-

ten skal indlægges, og senest inden for fire uger, hvis patienten skal behand-

les ambulant, jf. vejledning nr. 9614 af 8. november 2010 om behandlings-

ansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er idømt en be-

handlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.

Retspsykiatriske patienters ”visitation” til behandling adskiller sig fra visi-

tation af øvrige patienter i psykiatrien, da dom til behandling afsiges af dom-

stolene og ikke via visitation i sundhedsvæsenet. Regionerne har myndig-

hedsansvaret for diagnostik og behandling af retspsykiatriske patienter.

I det danske sundhedsvæsen, herunder både i somatikken og psykiatrien,

ydes behandling på tre specialiseringsniveauer:



Hovedfunktionsniveau (mindst specialiseret)

Regionsfunktionsniveau

Højt specialiserede niveau (mest specialiseret)

Retspsykiatriske patienter varetages i psykiatrien på flere specialiseringsni-

veauer. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens specialevejledning for Psykiatri

(2018), at retspsykiatri, dvs. diagnostik og behandling af patienter, der har

en retslig foranstaltning, er en regionsfunktion.

Retspsykiatriske patienter

med lavere sygdomsgrad, lav farlighed og uden komplicerende misbrug kan

eventuelt varetages på hovedfunktionsniveau i formaliseret samarbejde med

regionsfunktionsniveau.

Inden for retspsykiatrien har følgende hospitaler regionsfunktion:



Psykiatrisk Center Sct. Hans

Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien

Regionspsykiatrien Midt, Viborg

Psykiatrien Nordjylland, Aalborg

På regionsfunktionsniveau skal der være særlig viden om psykopatologi, særlige kompetence inden for behandling,

herunder psykoterapi, psykofarmakologi samt særlig viden om behandling af patienter med samtidig somatisk og

psykiatrisk sygdom, f.eks. viden om anvendelse af ECT til patienter med somatisk sygdom. På regionsfunktionsni-

veau skal det være muligt at få assistance fra en speciallæge i psykiatri i løbet af kort tid jf. Sundhedsstyrelsen specia-

levejledning for Psykiatri 2018.



Psykiatrien Slagelse

Psykiatrien Middelfart

Det, der adskiller en behandlingsdom fra en dom til ambulant behandling,

er, at behandlingsdommen som udgangspunkt indledes med indlæggelse.

Det fremgår af Rigsrevisionens beretning, at statsrevisorerne fandt, at psy-

kiatrien ikke i alle tilfælde har overholdt kravene til opstarten af retspsykia-

triske patienters forløb. Det fremgår således af beretningen, at psykiatrien i

23 pct. af sagerne ikke overholdt kravene til opstarten af foranstaltningen.

6.2.3.

Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen skal ifølge cirkulære nr. 9275 af 30. april 2015 om kri-

minalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en foranstaltning efter

straffelovens §§ 68 eller 69, mødes med den dømte første gang senest 14

dage efter anmodning om iværksættelse af tilsynet (den såkaldte ”etable-

rende tilsynssamtale"), medmindre den dømte er indlagt, eller der afventes

en lægelig erklæring om pågældendes tilstand. I de tilfælde, hvor foranstalt-

ningen indledes med, at den dømte er indlagt, løber 14 dages fristen for

iværksættelse fra udskrivningstidspunktet.

I tilsynsperiodens første to måneder (den indledende fase) skal kriminalfor-

sorgen holde samtaler med den dømte hver 14. dag med henblik på at af-

dække den dømtes risiko- og behovsniveau, herunder behovet for støtte og

kontrol. Der kan være særlige omstændigheder, der gør, at kontakthyppig-

heden kan fraviges, ligesom den indledende fase i praksis ofte kan løbe i op

til seks måneder.

Foranstaltningsdømtes recidivrisiko og behov vurderes på lige fod med alle

andre dømtes ved brug af vurderingsredskaberne LS/RNR eller Screening

Version

og skal udarbejdes senest seks måneder fra sagens oprettelse i af-

delingen.

Ifølge § 1, stk. 2, i cirkulære nr. 9741 af 28. juni 2022 om udarbejdelse af

handleplaner i kriminalforsorgen (handleplanscirkulæret), skal der udarbej-

des handleplaner for personer, der er idømt en foranstaltning efter straffelo-

vens §§ 68 eller 69. Som for alle andre dømte skal handleplanen for

LS/RNR (Level of Service / Risk – Need – Responsivity) baseres på et semi-struktureret interview og bruges af

socialrådgivere i Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) og fængsler til at vurdere den dømtes risiko for tilbagefald til kri-

minalitet ved at identificere bestemte evidensbaserede risikofaktorer (såkaldte kriminogene behov). Redskabet kan

danne grundlag for den individuelt tilpassede indsats, som kriminalforsorgen skal planlægge og iværksætte for at støtte

den dømte i at undgå tilbagefald til kriminalitet. Screening Version er en forkortet udgave af LS/RNR, som bruges i

KiF til en indledende screening af den dømtes recidivrisiko.

foranstaltningsdømte udarbejdes inden for fire uger efter tilsynets iværksæt-

telse. Desuden gælder særligt for foranstaltningsdømte, at der som mini-

mum hvert halve år skal foretages evaluering af/opfølgning på handlepla-

nen, jf. cirkulærets § 7, og at handleplanen skal koordineres med kommu-

nen, jf. cirkulærets § 11.

Ved modtagelsen af en foranstaltningsdom til fuldbyrdelse fra politiet, vil

den lokale afdeling af Kriminalforsorgen i Frihed (KiF), der skal føre tilsy-

net, hurtigst muligt vurdere, om den dømte skal indkaldes til en etablerende

samtale inden for fristen på 14 dage, eller om der er særlige omstændigheder

der taler imod.

Kriminalforsorgen skal ikke føre tilsyn med dømte i de perioder, hvor de er

indlagt. I de tilfælde, hvor dømte er idømt en behandlingsdom eller i øvrigt

er indlagt, vil kriminalforsorgen løbende rette henvendelse til psykiatrien,

for at holde sig orienteret om den dømtes tilstand, herunder om forventet

udskrivningstidspunkt. Kriminalforsorgens personale vil deltage i en fælles

udskrivningssamtale med psykiatrien, når udskrivningstidspunktet er kendt,

og vil i øvrigt som udgangspunkt holde en etablerende tilsynssamtale inden

for 14 dage efter udskrivningstidspunktet.

Hvis den dømte er idømt en ambulant behandlingsdom, vil kriminalforsor-

gen som udgangspunkt indkalde den pågældende til en etablerende tilsyns-

samtale inden for 14 dage, efter dommen er modtaget. I visse sager er det

dog nødvendigt at modtage en lægelig vurdering af den dømtes aktuelle til-

stand, herunder særligt hvis det vurderes, at der er en risiko for, at tilsynet

aktuelt kan være kontraindiceret i forhold til at kunne gennemføre behand-

lingen i overensstemmelse med dommen. Kriminalforsorgen vil i så fald af-

vente den lægelige udtalelse, inden den dømte indkaldes til etablerende sam-

tale.

Ofte vil psykiatrien blive kontaktet telefonisk umiddelbart efter, at krimi-

nalforsorgen har modtaget en dom til fuldbyrdelse, så den behandlende

overlæge får mulighed for at forholde sig til, om kriminalforsorgen – af hen-

syn til sundhedsmæssig behandling af den dømte – bør afholde sig fra at

indkalde den dømte på nuværende tidspunkt. For så vidt angår domme til

ambulant behandling har psykiatrien som nævnt en frist på fire uger til at

indkalde den dømte til samtale. Kriminalforsorgen vil derfor i visse sager

ikke kunne komme i kontakt med den behandlingsansvarlig overlæge, inden

kriminalforsorgens frist på 14 dage er udløbet.

Reglerne for kriminalforsorgens tilsyn med foranstaltningsdømte følger af

cirkulære om kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en for-

anstaltning efter straffelovens §§ 68 eller 69. Kriminalforsorgen skal i for-

hold til disse dømte som udgangspunkt handle i overensstemmelse med reg-

lerne i straffuldbyrdelseslovens §§ 94-99, tilsynsbekendtgørelsen, tilsyns-

cirkulæret og bekendtgørelse om kriminalforsorgens reaktioner ved vilkårs-

overtrædelse foretaget af prøveløsladte, betinget dømte m.v. Tilsynsfre-

kvensen fastsættes som udgangspunkt på baggrund af en struktureret vurde-

ring af den dømtes recidivrisiko og behov ved brug af redskaberne Scree-

ning Version eller LS/RNR. I de tilfælde, hvor der ikke kan laves LS/RNR

på grund af den dømtes aktuelle psykiske tilstand, forsøges dette løbende

gennemført, så længe den indledende fase varer.

I den indledende fase skal den dømte som udgangspunkt møde til tilsyns-

samtale hver anden uge, indtil der er fastsat en individuel tilsynsfrekvens,

eller indtil de seks måneder er gået. Afvigelser fra tilsynsfrekvensen skal

noteres og begrundes i handleplanen. I de tilfælde, hvor den dømtes psyki-

ske tilstand ikke tillader udarbejdelse af Screening Version eller LS/RNR,

og hvor helbredstilstanden og alvoren heraf vurderes at være kronisk og

uden mulighed for forbedring, fastsættes tilsynsfrekvensen på baggrund af

en socialfaglig vurdering. En socialfaglig vurdering er en individuel vurde-

ring af den dømtes recidivrisiko, fornøden kriminalitetsforebyggende ind-

sats og indsatsniveau. Den kan foretages inden udløb af den indledende fase,

men skal altid begrundes i handleplanen og godkendes af en leder.

Foranstaltningsdømte er en kompleks gruppe, hvilket afspejles i handle-

plansarbejdet. Fælles for handleplansarbejdet med foranstaltningsdømte er

kontroldelen. Kriminalforsorgen fører kontrol med, om den dømtes psyki-

ske helbredstilstand ændres, herunder om dette øger recidivrisikoen, og

eventuelle andre omstændighederne omkring den dømte, f.eks. pågældendes

økonomiske situation eller boligsituation. Ændringer i den dømtes psykiske

helbredstilstand, recidivrisiko mv. skal løbende noteres i handleplanen og

senest ved den halvårlige handleplansrevurdering. Er der ingen ændringer i

den dømtes forhold, skal dette ligeledes noteres i handleplanen ved revur-

deringen. Derudover vil handleplansarbejdet afhænge af den dømtes hel-

bredstilstand og evne til at medvirke i tilsynet.

For foranstaltningsdømte, hvis helbredstilstand, vilkårsoverholdelse og mø-

defrekvens er stabil, og som kognitivt er i stand til at deltage i det lærings-

baserede kriminalitetsforebyggende arbejde i tilsyn, gælder de samme ret-

ningslinjer for handleplansarbejdet som for andre dømte. For de dømte, hvor

det kun i begrænset omfang eller slet ikke er muligt at arbejde kriminalitets-

forbyggende, vil handleplanen primært omhandle koordinerende og prakti-

ske tiltag som f.eks. hjælp til at finde en bolig.

Kriminalforsorgen førte i maj 2023 tilsyn med 2.467 personer, der har mod-

taget en foranstaltningsdom.

Rigsrevisionen fandt også i forhold til kriminalforsorgen, at kravene til op-

starten af retspsykiatriske patienters forløb ikke i alle tilfælde blev over-

holdt.

6.3.

Behandlingsforløb

6.3.1.

Psykiatrien

De overordnede rammer for behandlingen og for patientens ophold på psy-

kiatrisk afdeling fremgår af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(herefter psykiatriloven)

. Der skal bl.a. for enhver, der indlægges på psy-

kiatrisk afdeling, herunder patienter med en foranstaltningsdom, opstilles en

behandlingsplan, jf. psykiatrilovens § 3, stk. 3. Det nærmere indhold af be-

handlingsplanerne er beskrevet i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9257 af

19. marts 2023 om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien.

Det fremgår, at behandlingsplanen skal udarbejdes senest en uge efter ind-

læggelsen eller påbegyndelsen af det ambulante forløb, og at behandlings-

planen bl.a. skal omfatte psykiatriske og somatiske diagnoser, plan for den

påtænkte behandling, mål for behandlingen samt behandlingens varighed.

Det fremgår af Rigsrevisionens beretning, at psykiatrien i mindst 50 pct. af

de undersøgte sager ikke havde levet op til kravet i vejledningen.

Derudover er der i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9614 af 8. november

2010 om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter,

der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk be-

handling, fastsat en række yderligere krav til behandlingsplanen og iværk-

sættelsen af behandling for patienter med en foranstaltningsdom. Herudover

skal behandlingsplanen indeholde en vurdering af patientens risiko for for-

nyet kriminalitet, og denne vurdering skal indgå i tilrettelæggelsen af be-

handlingen.

Lovbekendtgørelse nr. 1045 af 18. september 2024.

Ved udarbejdelsen af planen skal den behandlingsansvarlige overlæge vur-

dere, om det er relevant for forløbet at beskrive patientens idømte foranstalt-

ning, den bagvedliggende kriminalitet samt eventuelle tiltag mod forskellige

risici for fornyet kriminalitet.

Derudover skal den behandlingsansvarlige overlæge sikre koordinering med

andre involverede myndigheder, herunder kriminalforsorgen og kommu-

nerne. For patienter, der har været indlagt, kan dette hensigtsmæssigt ske

ved, at den behandlingsansvarlige overlæge sikrer, at der bliver udarbejdet

en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan, hvoraf ansvarsfordelingen

mellem sundhedsvæsenet, kommunen, kriminalforsorgen mv. fremgår. Den

behandlingsansvarlige overlæge skal desuden sikre, at behandlingsplanen

og udskrivningsaftalen/koordinationsplanen justeres efter behov, samt at de

involverede samarbejdspartnere orienteres, hvis der sker ændringer, som har

betydning for samarbejdet.

Derudover skal patienten som minimum ses én gang om måneden af den

behandlingsansvarlige overlæge de første tre måneder. Efter en konkret vur-

dering fra den behandlingsansvarlige overlæge kan konsultationshyppighe-

den derefter ændres, således at patienten ses mindre hyppigt, men dog som

minimum hver anden måned. Begrundelsen for beslutningerne om dette skal

journalføres. Det fremgår af Rigsrevisionens undersøgelse, at psykiatrien i

36 pct. af de gennemgåede retspsykiatriske forløb opfyldte kravet til, hvor

ofte overlægen skulle tilse patienten i de første tre måneder.

6.3.2.

Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgens opgaver under behandling i psykiatrien består af:

1. at føre tilsynssamtaler med den dømte,

2. at koordinere med psykiatrien og kommunerne således, at den

dømte får den bedst mulige bistand under fuldbyrdelsen,

3. at forestå efterlysning af dømte, hvis de skal efterlyses med hen-

blik på indlæggelse (kun i Vestdanmark, da efterlysning i Østdan-

mark varetages af psykiatrien),

4. at afgive årlige udtalelser til statsadvokaten over tilsynsforløbet og

5. at anmode om ændringer eller ophævelse af foranstaltninger, når

situationen tilsiger det.

Kriminalforsorgen medvirker til at søge at begrænse tilbagefald til krimina-

litet gennem tilsynssamtaler med den foranstaltningsdømte. For foranstalt-

ningsdømte med mellem til meget højt risiko- og behovsniveau benyttes til-

synsmodellen MOSAIK (samtaleintervention i Kriminalforsorgen).

MOSAIK bygger på principper fra kognitiv adfærdsterapi og social lærings-

teori, og består af en række øvelser, der har til formål at modarbejde prokri-

minelle holdninger og tænkning ved at lære og træne prosociale færdighe-

der. MOSAIK kan tilpasses den dømtes individuelle behov og modtagelig-

hed. Det er oftest kognitive udfordringer, såsom indlæringsvanskeligheder,

koncentrations- og hukommelsesbesvær eller vanskeligheder med abstrakt

tænkning, der skal tages højde for under MOSAIK forløbet.

Kriminalforsorgen inddeler de retspsykiatriske patienter i følgende grupper

i arbejdet med tilsyn:

a. Dømte med et tilstrækkeligt kognitivt niveau til, at der kan føres en me-

ningsfuld samtale med den dømte. Det vil derfor være muligt at arbejde med

den dømte, herunder evt. ved brug af MOSAIK.

b. Dømte, hvis helbredsmæssige tilstand indebærer, at kriminalforsorgen

aktuelt ikke kan føre tilsyn med den dømte, eller dømte, som ikke har kog-

nitive evner til, at der aktuelt kan føres en meningsfuld tilsynssamtale.

Denne tilstand forventes bedret i takt med, at behandlingen begynder at

virke.

c. Dømte, hvis tilstand vurderes at være kronisk og uden mulighed for for-

bedring. Den dømte kan herefter ikke og vil formentlig aldrig komme til at

kunne medvirke til en meningsfuld tilsynssamtale.

Tilsyn af personer i anden og tredje gruppe vil alene bestå af en kontroldel,

og kriminalforsorgens kriminalitetsforebyggende indsats vil være begræn-

set som konsekvens af, at de dømte ikke kan indgå i en meningsfuld tilsyns-

samtale, eller at psykiatrien oplyser, at det kan være direkte skadeligt, at

kriminalforsorgen fører tilsyn med den dømte.

I 2021 udarbejdede kriminalforsorgen en undersøgelse, hvor der blev set på

data fra 422 personer, der var idømt en foranstaltning efter straffelovens §§

68 eller 69, og som kriminalforsorgen førte tilsyn med. I mindst 108 af sa-

gerne (svarende til ca. 26 pct.) var den dømtes psykiske tilstand så dårlig, at

kriminalforsorgen ikke kunne føre tilsyn med den dømte. I mindst 60 af sa-

gerne (svarende til ca. 14 pct.) kunne kriminalforsorgen afholde samtaler

med den dømte, men pågældende kunne ikke føre en meningsfuld samtale,

hvorfor kriminalforsorgen ikke kunne arbejde med den dømtes kriminogene

faktorer. Det fremgår ikke af undersøgelsen, om der var tale om aktuelle

eller kroniske tilstande.

6.4.

Afslutning af behandlingsforløb

6.4.1.

Statsadvokaternes kontrol med foranstaltningsdømte

En foranstaltningsdom kan afsluttes enten ved en ny dom, ved ophævelse af

foranstaltningen eller ved udløb af foranstaltningen.

En begæring om ophævelse af en foranstaltning kan fremsættes af dom-

fældte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller

kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72, stk. 2. Også andre kan på vegne af

den domfældte fremsætte begæring om ophævelse af en foranstaltning,

f.eks. et af domfældtes familiemedlemmer eller en advokat.

Det er som udgangspunkt statsadvokaten, der vurderer, om betingelserne for

en af de tre ovenstående mulige afslutninger er til stede, og fører kontrol

med alle idømte foranstaltninger, herunder påser, at retspsykiatriske foran-

staltninger ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end nødven-

digt, jf. straffelovens § 72. Hvis foranstaltningen er begæret indbragt, skal

den forelægges for retten, uanset at Statsadvokaten finder, at foranstaltnin-

gen skal opretholdes.

De regionale statsadvokaters kontrol føres ved, at der som udgangspunkt én

gang årligt fra den institution/tilsynsførende myndighed, der varetager fuld-

byrdelsen af foranstaltningen, indhentes en erklæring om behovet for at op-

retholde, ændre eller ophæve den idømte foranstaltning. Varetages fuldbyr-

delsen af foranstaltningsdommen af flere institutioner/myndigheder, f.eks.

en psykiatrisk afdeling og kriminalforsorgen, indhentes udtalelser fra begge.

Endvidere foretager statsadvokaterne opslag i Kriminalregisteret, bl.a. for at

kontrollere, om domfældte er meddelt tiltalefrafald i foranstaltningstiden.

Der kan i øvrigt efter omstændighederne være grundlag for at indhente en

udtalelse fra bistandsværgen.

Ovenstående gælder, uanset om der er fastsat en længstetid for foranstalt-

ningen. I sager, hvor der er fastsat en længstetid for ophold, fører statsadvo-

katerne også kontrol med længstetiden for opholdet i institutionen. Der på-

hviler en pligt for både psykiatrien og kriminalforsorgen til at underrette

statsadvokaterne om indlæggelser for den persongruppe, der har en læng-

stetid for opholdet.

I sager, hvor der er behov for udtalelse fra både kriminalforsorgen og psy-

kiatrien, vil statsadvokaterne fremsende anmodning om udtalelse til krimi-

nalforsorgen, der sørger for at indhente en udtalelse fra psykiatrien, og

herefter sender et samlet svar til statsadvokaten indeholdende myndigheder-

nes udtalelser.

Statsadvokaterne påser ved modtagelsen, at udtalelserne er fyldestgørende.

Eksempelvis skal en udtalelse, der foreslår en foranstaltning ophævet inde-

holde oplysninger om recidivrisiko.

Statsadvokaterne vil nogle gange have behov for at bede om supplerende

oplysninger, f.eks. specifikt om sygdomsindsigt eller om misbrug.

Politiet skal altid straks underrette de myndigheder, der er ansvarlige for

fuldbyrdelse af foranstaltningen, hvis en domfældt sigtes for ny kriminalitet.

Det vil normalt sige den behandlingsansvarlige overlæge og kriminalforsor-

gen eller tilsynskommunen. Det ses dog, at statsadvokaterne modtager ud-

talelser i sager, hvor der foreligger oplysninger om ny kriminalitet eller ver-

serende sigtelser, som udtalelserne ikke ses at have taget stilling til. Det be-

tyder, at statsadvokaterne anmoder om yderligere oplysninger om, hvorvidt

det ændrer en allerede afgiven udtalelse.

Statsadvokaterne kan, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende,

frafalde tiltale (tiltalefrafald) for lovovertrædelser begået af personer, der er

undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69, jf. § 2,

nr. 2, i bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidirektørernes og

statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale, som ændret ved bekendtgø-

relse nr. 730 af 18. maj 2022.

Det er en forudsætning for at meddele tiltalefrafald, at sigtedes skyld er

utvivlsom, eller at alle faktiske omstændigheder i forbrydelsens gernings-

indhold er erkendt.

Det beror på en konkret vurdering, om statsadvokaten meddeler tiltalefra-

fald for kriminalitet begået under en igangværende foranstaltning.

Den statsadvokat, der fører tilsyn med den igangværende foranstaltning,

skal have en kopi af tiltalefrafaldet, ligesom denne skal sende en kopi af

afgørelsen til den behandlende institution. Baggrunden herfor er, at et tilta-

lefrafald kan have betydning for den behandlende institutions senere udta-

lelse om, hvorvidt en idømt foranstaltning bør fortsætte eller ophæves.

6.4.1.1.

Sagsbehandlingstid

Rigsrevisionens undersøgelse viste, at statsadvokaterne gennem kontrollen

med retspsykiatriske foranstaltninger i højere grad har kunnet sikre, at rets-

psykiatriske patienters foranstaltninger ikke opretholdes i længere tid og i

videre omfang end nødvendigt. Rigsrevisionen peger bl.a. på, at statsadvo-

katerne i de gennemgåede sager (behandlingsforløb startet i 2016) i gen-

nemsnit har brugt 46 dage, fra de modtager den sidste udtalelse fra den til-

synsførende myndighed, til statsadvokaterne beslutter, om sagen skal ind-

bringes for retten. Der ses forskelle i sagsbehandlingstiderne mellem Stats-

advokaten i København og Statsadvokaten i Viborg. Som opfølgning på

Rigsrevisionens beretning har statsadvokaterne efterfølgende taget initiativ

til at ensrette høringsprocessen i Øst- og Vestdanmark, og der er indgået

aftale med kriminalforsorgen om, at høringer sendes dertil, hvis foranstalt-

ningen også indeholder et tilsyn af kriminalforsorgen.

Det er endvidere besluttet, at der i forbindelse med kontrolhøringen fastsæt-

tes en frist på 63 dage, ligesom der er truffet aftale med psykiatrien og kri-

minalforsorgen om, hvornår der rykkes for svar, og hvilke svarfrister, der

gives i forbindelse med fremsendelse af en rykkerskrivelse.

Statsadvokaterne har i 2019 og 2020 forkortet deres interne ekspeditionsfri-

ster til 7-14 dage for at sikre en hurtigere behandling af sagerne samt for at

sikre, at de erklæringer, der bruges ved rettens behandling af sagerne, er så

aktuelle som muligt. Disse ekspeditionsfrister gælder samtlige sager, der

skal indbringes, og ikke kun sager, hvor foranstaltningen indbringes til op-

hævelse.

Der er ved fastsættelse af fristen taget hensyn til, at udtalelserne kan baseres

på allerede planlagte samtaler i forbindelse med den igangværende foran-

staltning.

Derudover indhentes der – modsat tidligere – også udtalelser fra de tilsyns-

førende myndigheder i de situationer, hvor der er indledt en straffesag mod

den pågældende dømte som følge af ny kriminalitet, eller hvor der sker prø-

velse af den igangværende foranstaltning. Dette er for at sikre, at der konti-

nuerligt er det fornødne grundlag for statsadvokaterne at vurdere sagen på.

Statsadvokaten fastsætter i forbindelse med indhentelse af en udtalelse fra

den tilsynsførende myndighed en frist.

Samtidig er statsadvokaternes rykkerprocedurer gennemgået og ensrettet,

og fristerne er i den forbindelse forkortet, herunder rykkerfristerne. De nye

procedurer er iværksat hos begge statsadvokater pr. 1. maj 2021.

De regionale statsadvokater har primo maj 2023 undersøgt sagsbehandlings-

tiden i foranstaltningssager, der er indbragt for retten for at kortlægge, om

de iværksatte initiativer har haft en effekt i forhold til sagsbehandlingstiden.

Undersøgelsen viste, at Statsadvokaten i Viborg i gennemsnit brugte 11,2

dage fra det tidspunkt, hvor sagen var klar til sagsbehandling, indtil der var

taget stilling til indbringelsen. Hos Statsadvokaten i København forløb der i

gennemsnit 8,3 dage fra det tidspunkt, hvor sagen var klar til sagsbehand-

ling, indtil der var taget stilling til indbringelsen.

Det fremgår af Rigsrevisionens undersøgelse, at kriminalforsorgen og psy-

kiatrien ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at foranstaltningen anbefales æn-

dret uden unødig sagsbehandlingstid. Psykiatrien og kriminalforsorgen har

i cirka 33 pct. af de undersøgte sager overskredet svarfristen for udtalelsen,

som er angivet i statsadvokaternes anmodning.

I den førnævnte undersøgelse af de regionale statsadvokater viste en stik-

prøvekontrol hos Statsadvokaten i Viborg af 32 sager, at der i de sager, hvor

der var anmodet om en udtalelse fra psykiatrien, i gennemsnit gik 54,7 dage,

før der forelå svar fra psykiatrien. I en stikprøvekontrol af 28 sager, hvor

foranstaltningen indeholdte tilsyn af kriminalforsorgen, blev udtalelsen i

gennemsnit modtaget 68 dage efter høringen.

Hos Statsadvokaten i København blev der tilsvarende foretaget stikprøve-

kontrol af 35 sager, hvor der var anmodet om udtalelse fra psykiatrien. Psy-

kiatrien havde i gennemsnit svaret efter 54,5 dage. I en stikprøvekontrol af

29 sager, hvor foranstaltningen indeholdte tilsyn af kriminalforsorgen, blev

udtalelsen i gennemsnit modtaget 64,3 dage efter høringen.

Rigsrevisionen anførte i notat fra oktober 2023, at statsadvokaterne over-

ordnet set er lykkedes med at få sagsbehandlingstiden til at falde ved at ens-

rette rykkerprocedurer og forkorte svarfristerne, ligesom statsadvokaterne

har udarbejdet et nyt koncept (et indberetningsskema) til politikredsene, der

skal anvendes, når politikredsene skal indstille særforanstaltninger og tilta-

lefrafald til foranstaltningsdømte, der begår ny kriminalitet. Indberetnings-

skemaet skal understøtte, at overlægen og kriminalforsorgen underrettes om

nye sigtelser. Rigsrevisionen afsluttede derfor i oktober 2023 sin opfølgning

vedrørende sagsbehandlingstiden.

6.4.2.

Afslutning hos kriminalforsorgen og psykiatrien

Psykiatrien og kriminalforsorgen skal, når de vurderer, at patientens tilstand

tilsiger det, anmode statsadvokaten om, at foranstaltningen ophæves.

Det fremgår af Rigsrevisionens undersøgelse, at hverken psykiatrien eller

kriminalforsorgen i perioden primo 2016 til ultimo 2019 har sendt en uop-

fordret anmodning til statsadvokaten i nogen af de sager, som Rigsrevisio-

nen har gennemgået.

Kriminalforsorgen afholder en afsluttende tilsynssamtale med den dømte,

når foranstaltningen ophører. Den afsluttende samtale har til formål at gøre

status over tilsynsforløbet sammen med den retspsykiatriske patient. Sam-

talen skal holdes så tæt på tilsynets udløb, dog således at samtalen kan af-

holdes, inden tilsynet reelt udløber.

Når psykiatrien vurderer, at en patient ikke længere er behandlingskræ-

vende, skal psykiatrien udskrive patienten.

Såfremt overlægen på afdelingen er bekendt med, at patienten modtager

støtte i henhold til afsnit V i serviceloven

, eller hvis det må antages, at

patienten ikke selv vil søge den nødvendige behandling efter udskrivning,

har overlægen ansvaret for, at der inden udskrivning indgås en udskriv-

ningsaftale eller koordinationsplan mellem patienten, den psykiatriske afde-

ling og de relevante myndigheder om de behandlingsmæssige og sociale til-

bud til patienten, jf. psykiatrilovens §§ 13 a og b. De relevante myndigheder

er bl.a. kommunerne, som varetager en stor del af den rehabiliterende ind-

sats og er ansvarlige for bl.a. at hjælpe patienten med bolig, økonomisk

støtte og misbrugsbehandling. Det er derfor ofte særlig relevant, at psyki-

atrien koordinerer med kommunerne i forbindelse med udskrivning af pati-

enten.

Rigsrevisionens undersøgelse viste, at psykiatrien og kriminalforsorgen ko-

ordinerer patientens behandlingsforløb med hinanden, men at koordinering

er vanskeligere, når psykiatrien skal koordinere udskrivningen af en patient

med kommunen.

Det fremgår af Rigsrevisionens rapport, at psykiatrien i flere tilfælde ikke

udskriver en patient, der ikke længere er behandlingskrævende, idet kom-

munens botilbud ikke er egnet til at forebygge ny kriminalitet. Patienten kan

derfor af denne grund være indlagt i længere tid end nødvendigt.

Lovbekendtgørelse nr. 155 af 11. februar 2025.

Kortlægning af forløb på Sikringsafdelingen

7.1.

Indledning

Sikringsafdelingen er en landsdækkende retspsykiatrisk afdeling for de mest

behandlings- og plejekrævende psykisk syge i Danmark. Der modtages pa-

tienter efter civilretlig (farlighedsdekret) eller strafferetslig foranstaltning

(anbringelsesdom

Der var pr. 1. oktober 2024 30 patienter på Sikringsafdelingen. Patienterne

er i alderen 24 til 68 år, og den nuværende længste indlæggelsestid er 41

år

. Patienterne er sindssyge eller lidende af skizofreni i forskellige subty-

per, og de er som udgangspunkt behandlingsresistente i en eller anden ud-

strækning. Der er tale om patienter, som udgør en fare for andre eller som

er flugttruede.

Ventetiden til Sikringsafdelingen varierer, idet det afhænger bl.a. af den en-

keltes situation. Per den 1. oktober 2024 var der ingen patienter på venteliste

til Sikringsafdelingen.

Sikringsafdelingen yder behandling og pleje til afdelingens patienter, og

pga. den særlige gruppe patienter skal den – udover at fungere som en sy-

gehusafdeling – også sikre og opretholde et sikkerhedsniveau svarende til

sikkerhedsniveauet i et fængsel.

Sikringsafdelingen består af tre sengeafsnit med plads til ti patienter på hvert

afsnit. Med finanslovsaftalen for 2020 blev det besluttet, at kapaciteten på

Sikringsafdelingen skulle udvides med 10 pladser. De nye pladser blev

ibrugtaget den 1. februar 2025.

7.2.

Farlighedsdekret

Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan bestemme, at

en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller le-

geme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i Sikringsafdelin-

gen under Retspsykiatrisk Afdeling, Region Sjælland. Det sker ved, at

Justitsministeriet udsteder et farlighedsdekret.

Det er en grundlæggende betingelse for udstedelse af et farlighedsdekret, at

den pågældende person er sindssyg.

Eller varetægtssurrogat, der ikke behandles nærmere her.

Opgørelsen er udarbejdet af Region Sjælland.

Endvidere kræves det, at den pågældende vedvarende udsætter andres liv

eller legeme for alvorlig og overhængende fare. Der er tale om et kvalificeret

farlighedsbegreb, der ikke omfatter selvmordsfare. Det er endvidere en be-

tingelse, at denne farlighed ikke kan imødegås eller afværges ved andre min-

dre indgribende foranstaltninger end anbringelse i sikringsafdelingen.

Ved udgangen af 2023 var der 18 patienter indlagt i henhold til et farlig-

hedsdekret.

7.2.1.

Organisering og den praktisk proces

For at blive indlagt på et farlighedsdekret skal patienten være indlagt på en

psykiatrisk afdeling eller være indsat i en af kriminalforsorgens institutio-

ner.

Proceduren for at opnå et farlighedsdekret er, at overlægen, hvor patienten

befinder sig, udarbejder og sender en ansøgning til Justitsministeriet, hvori

det begrundes, at patienten er sindssyg og vedvarende udsætter andres liv

for fare. Det skal ligeledes beskrives, hvad der er gjort for at forsøge at be-

handle patienten ud af farligheden.

Justitsministeriet sender i løbet af ganske få dage anmodningen til udtalelse

i Retslægerådet. Inden for fem dage afgiver Retslægerådet sin indstilling til,

hvorvidt der skønnes at være grundlag for et farlighedsdekret, og Justitsmi-

nisteriet beslutter herefter, om der skal afsiges farlighedsdekret.

Efter afsigelse af et farlighedsdekret bør der ikke gå mere end en uge, før

patienten kan modtages på Sikringsafdelingen. Der kan dog i perioder være

en venteliste, der ikke gør det muligt at opfylde dette mål.

Justitsministeriets udstedelse af et farlighedsdekret er genstand for obliga-

torisk domstolsprøvelse, jf. psykiatrilovens § 40, stk. 2, og lovligheden af

farlighedsdekretet skal således efterfølgende prøves ved retten. Justitsmini-

steriet indbringer sagen for retten indenfor 5 søgnedage. Sagen anlægges

ved byretten på det sted, hvor den pågældende, hvis frihedsberøvelse skal

prøves, har bopæl (hjemting), jf. retsplejelovens § 469, jf. § 235. Såfremt

den pågældende ikke har nogen bopæl, er hjemtinget den retskreds, hvor

personen opholder sig, f.eks. en psykiatrisk afdeling på et sygehus.

Patienter indlagt på et farlighedsdekret kan kun udskrives, efter at Justitsmi-

nisteriet eller retten har ophævet farlighedsdekretet.

Enhver patient, der er indlagt på Sikringsafdelingen på et farlighedsdekret,

kan begære farlighedsdekretet ophævet, når der er gået to måneder, efter at

farlighedsdekretet blev afsagt, eller efter der er truffet ny afgørelse i sagen.

Såvel overlægen i afdelingen, patienten samt dennes bistandsværge/patient-

rådgiver kan anmode Justitsministeriet om at ophæve farlighedsdekretet.

Når Justitsministeriet får en anmodning om ophævelse af et farlighedsde-

kret, anmoder Justitsministeriet om en lægeerklæring fra den behandlende

overlæge på Sikringsafdelingen. Justitsministeriet sender denne erklæring

til Retslægerådet, der vurderer sagen og kommer med en indstilling til

Justitsministeriet.

Såfremt Justitsministeriet ophæver farlighedsdekretet, bør patienten straks

herefter udskrives fra Sikringsafdelingen. Patienten udskrives sædvanligvis

til en retspsykiatrisk afdeling.

Såfremt Justitsministeriet ikke ophæver farlighedsdekretet, kan patienten

indbringe sagen for byretten. Domstolsprøvelsen ved afslag på ophævelse

af et farlighedsdekret er fakultativ i modsætning til den obligatoriske dom-

stolsprøvelse ved udstedelsen af et farlighedsdekret. Patienten beskikkes en

forsvarer i forbindelse med sagens behandling for retten. Den behandlings-

ansvarlige overlæge på Sikringen skal sædvanligvis afgive forklaring ved

retsmødet.

7.3.

Anbringelsesdom

Det er domstolene, der afsiger dom til anbringelse på Sikringsafdelingen.

Påstand om dom til anbringelse på Sikringsafdelingen nedlægges, når til-

talte er sindssyg og fra lægelig side bedømmes som udtalt farlig og derfor

frembyder nærliggende risiko for personfarlige handlinger. Mentalundersø-

gelse/lægeerklæring samt Retslægerådets anbefaling indhentes altid i denne

type sager.

Der er tale om en særlig form for anbringelsesdom, hvor domfældte ikke vil

kunne anbringes uden for Sikringsafdelingen. Påstanden forudsætter, at

Justitsministeriet har skønnet, at den sigtede er egnet til optagelse på sik-

ringsafdelingen, jf. Regulativ af 1. juni 1994 for Sikringsafdelingen. Stats-

advokaterne skal forelægge sager, hvor der skal nedlægges påstand om dom

til anbringelse på Sikringsafdelingen, for Justitsministeriet gennem Rigsad-

vokaten.

I disse sager, henset til kriminalitetens art, vil der i almindelighed ikke være

fastlagt en længstetid for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2.

De patienter, der får en anbringelsesdom til Sikringsafdelingen, er for de

flestes vedkommende forud for dommen mentalobserveret på Sikringsafde-

lingen på grund af enten stor flugtfare eller farlighed.

Statsadvokaternes kontrol med de dømte føres ved, at der som udgangs-

punkt én gang årligt fra den institution/tilsynsførende myndighed, der vare-

tager fuldbyrdelsen af foranstaltningen, indhentes en erklæring om behovet

for at opretholde foranstaltningen. På baggrund af udtalelsen foretager stats-

advokaten en vurdering af, om foranstaltningen på dette tidspunkt bør op-

hæves, lempes eller opretholdes, hvilket i så fald skal forelægges for retten.

Er statsadvokaten efter at have modtaget den nævnte udtalelse i tvivl om,

hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, lempes eller ophæves, kan der

eventuelt være grundlag for at forelægge spørgsmålet herom for Retslæge-

rådet. Statsadvokaten forelægger i praksis altid sagen for Retslægerådet,

hvis den behandlingsansvarlige overlæge anbefaler lempelse eller ophæ-

velse af en dom til anbringelse til en mindre indgribende foranstaltning. En

eventuel påstand om lempelse, således at den pågældende udskrives af Sik-

ringsafdelingen, vil blive forelagt for Justitsministeriet via Rigsadvokaten.

I Retslægerådets Årsberetning 2021, side 70 ff., er nærmere anført, hvad en

lægelig erklæring bør indeholde af oplysninger, herunder væsentlige dele af

patientens sygehistorie, patientens aktuelle sociale situation, beskrivelse af

den aktuelle behandlingsplan samt et forslag til ændring/ophævelse af den

idømte foranstaltning.

De fornødne oplysninger skal foreligge så tidligt, at sagen kan indbringes

for retten i god tid, inden fristen udløber.

7.4.

Farlighedsdekret og foranstaltning

Visse af de personer, der er indlagt på et farlighedsdekret, er endvidere un-

dergivet en foranstaltningsdom, f.eks. en dom til behandling på psykiatrisk

afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen. Enkelte har et såkaldt ”dobbelt-

grundlag” for ophold på Sikringsafdelingen. Hvis en person er indlagt på et

farlighedsdekret og derudover har en mindre indgribende retslig foranstalt-

ning, er det overlægen på Sikringsafdelingen, der anses for

behandlingsansvarlig overlæge, og som statsadvokaten hører i forbindelse

med de årlige kontrolhøringer.

7.5.

Nøgletal

Justitsministeriet har i nedenstående tabel opgjort antallet af farlighedsde-

kreter, som justitsministeren henholdsvis har udstedt og ophævet i henhold

til psykiatrilovens § 40 i perioden fra den 1. januar 2017 til den 31. december

2023.

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Samlet

Ud-

stedt

Op-

hævet

Det bemærkes, at oplysningerne er baseret på en manuel gennemgang af

sager i Justitsministeriets sagsbehandlingssystem.

Region Sjælland har opgjort udviklingen i antallet af patienter med

farlighedsdekret i Sikringsafdelingen i perioden 2015-2022:

Antal pati-

enter m. far-

lighedsde-

kret

År

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

2024*

* pr. 15. november 2024

8.1

Erfaringer fra de nordiske lande

Finland

8.1.1.

Mentalundersøgelser

Formålet med mentalundersøgelsen er at fastslå en persons sindstilstand på

det tidspunkt, hvor den anklagedes eller mistænktes handling eller handlin-

ger blev begået. Den fastslår ligeledes, om den person, der undersøges, har

brug for tvangsbehandling på psykiatrisk hospital eller særlig pleje for men-

talt handicappede ved undersøgelsens afslutning.

En mentalundersøgelse beordres af retten. Det er Terveyden ja hyvinvoinnin

laitos (THL) (Institut for Sundhed og Velfærd) som bestemmer, hvor under-

søgelsen skal finde sted. Undersøgelsesenheden gennemfører undersøgelsen

og udsteder herefter en mental sundhedsudtalelse. THL’s retsmedicinske

psykiatriske nævn afgiver sin egen udtalelse om mental kapacitet og bestem-

mer, såfremt betingelserne for behandling er opfyldt, at personen tvangsind-

lægges på et psykiatrisk hospital. THL fremsender herefter sin udtalelse om

mental sundhed og om mental kapacitet til retten.

Ud over den psykiatriske undersøgelse omfatter den mentale helbredsunder-

søgelse en somatisk undersøgelse og eventuelle laboratorie-, billeddannel-

ses- og andre undersøgelser, der skønnes nødvendige.

Det følger af § 5 g i loven om sundheds- og velfærdsinstitutter, at THL og

den enhed, der foretager mentalundersøgelsen, har ret til at indhente de op-

lysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af mentalundersøgelsen,

fra forskellige myndigheder og til at give de tilsvarende tilladelser til men-

talundersøgelsesenhederne. De myndigheder, hvorfra der kan anmodes om

oplysninger uden den registreredes samtykke, er statslige og kommunale

myndigheder og andre offentligretlige organer, socialforsikringsinstitutio-

nen, Pensionssikringscentret, Patientskadeankenævnet, pensionskassen og

andre pensionsinstitutioner, forsikringsinstitutioner, organisationer eller in-

stitutioner, der yder pleje eller medicinsk behandling, samt apoteker. Ud

over offentlige myndigheder, kan der også indhentes andre baggrundsoplys-

ninger direkte fra enkeltpersoner. Alle sådanne baggrundsoplysninger skal

indhentes med skriftligt samtykke fra den person, der undersøges.

Betingelserne for at beordre en mentalundersøgelse er fastsat i kapitel 17, §

37, i den finske retsplejelov, hvoraf fremgår:

Retten kan beordre en mentalundersøgelse af den tiltalte i en straffesag,

hvis:

1) retten i en foreløbig dom i henhold til retsplejelovens kapitel 11,

§ 5a, har fastslået, at tiltalte i straffesagen har handlet strafbart

som beskrevet i anklageskriftet;

2) en undersøgelse af sagsøgtes sindstilstand er berettiget, og;

3) sagsøgte indvilliger i en mentalundersøgelse eller er varetægts-

fængslet eller er sigtet for en lovovertrædelse, der kan straffes

med en strengere straf end et års fængsel.

Retten kan efter anmodning fra anklageren, den mistænkte eller dennes

værge på de i stk. 1, nr. 2 og 3, omhandlede betingelser bestemme, at den

mistænktes mentale tilstand skal undersøges under forundersøgelsen eller

inden hovedforhandlingen, hvis den mistænkte har tilstået den strafbare

handling, eller hvis det på anden måde er klart, at der er behov for en men-

talundersøgelse.

Mentalundersøgelse kan derudover finde sted, hvis den sigtede indvilliger

heri, hvis den pågældende er varetægtsarrestant eller hvis den pågældende

er sigtet for en lovovertrædelse, der kan straffes med en strengere straf end

et års fængsel. Såfremt den pågældende ikke samtykker til mentalundersø-

gelsen, og den pågældende ikke er varetægtsfængslet, kan der alene gen-

nemføres en mentalundersøgelse, såfremt straffesagen vedrører en forbry-

delse, for hvilken den mistænkte eller tiltalte kan idømmes en fængselsstraf

på mindst et år.

Inden der træffes beslutning om at idømme en samlet straf som omhandlet i

den finske straffelovs kapitel 2c, § 11, skal der forelægge en undersøgelse

af den tiltaltes mentale tilstand.

Der udarbejdes årligt omkring 100 mentalerklæringer i Finland.

8.1.2.

Bistandsværger

Der findes i finsk ret ingen bestemmelser om bistandsværger i forbindelse

med behandling af psykisk sygdom. En person, der er blevet pålagt at gen-

nemgå en mentalundersøgelse, vil som oftest få bistand i processen af sin

juridiske rådgiver. Retten kan også udpege en procesfuldmægtig, hvis par-

ten ikke er i stand til at varetage sine interesser i sagen på grund af sygdom,

psykisk uarbejdsdygtighed, nedsat helbred eller andre lignende årsager, eller

hvis partens værge, forældremyndighedsindehaver eller anden lovlig repræ-

sentant er forhindret i at udtale sig i sagen på grund af uarbejdsdygtighed

eller andre årsager. Herudover kan der udpeges en værge for f.eks. økono-

miske spørgsmål i henhold til loven om værgemål.

Som hovedregel tager mentalerklæringen stilling til, om personen kan høres

i retten, og om vedkommende har brug for bistand under processen.

8.1.3.

Forløb for foranstaltningsdømte

Retspsykiatrisk behandling er ikke en sanktion. Det er det retspsykiatriske

nævn under THL, der kan beslutte at indlægge en person, der har været ind-

lagt på en psykiatrisk institution, til tvungen psykiatrisk indlæggelse, hvis

betingelserne er opfyldt.

De er omfattet af de samme bestemmelser i loven om mental sundhed som

andre psykiatriske patienter.

8.1.3.1.

Forløb før dom

I Finland er retspsykiatrisk behandling ikke en behandlingssanktion, der er

pålagt af retten. Den retspsykiatriske behandling påbegyndes og afsluttes af

THL.

THL foretager en vurdering af den mentale sundhed for at fastslå graden af

ansvarlighed og behovet for tvangsbehandling. Efter afslutningen af men-

talundersøgelsen, afgiver THL en erklæring til retten og beordrer om nød-

vendigt den pågældende til tvangsbehandling. Først derefter går sagen vi-

dere i retten. Retten træffer afgørelse om den pågældendes forstandighed og

idømmer personen, der er fundet utilregnelig eller ved nedsat forstand, en

straf eller undlader at dømme personen. Behovet for behandling drøftes ikke

af retten. Der er ingen indbyrdes afhængighed mellem vurderingen af per-

sonens mentale kapacitet på gerningstidspunktet og vurderingen af behand-

lingsbehovet ved afslutningen af mentalundersøgelsen.

8.1.3.2.

Opstart af retspsykiatrisk forløb

Beslutningen om at beordre behandling træffes af det retspsykiatriske nævn.

Behandlingen begynder med nævnets afgørelse allerede før hovedforhand-

lingen af straffesagen. Når den psykiatriske undersøgelse er blevet foretaget

på hospitalet, og den undersøgende læge og hans team har afgivet deres ud-

talelse, behandles sagen af THL's retspsykiatriske nævn. Panelet afgiver ud-

talelse om sagen og beordrer, hvis betingelserne er opfyldt, at den person,

der har gennemgået en psykiatrisk undersøgelse, tvangsindlægges på et psy-

kiatrisk hospital jf. Lov om psykisk sundhed §§ 17 og 22. Afgørelsen om

behandling træder i kraft med det samme, uanset om den appelleres. Afgø-

relsen kan inden 30 dage indbringes for den administrative domstol på bo-

pælsstedet.

Behandlingsordren er ikke knyttet til vurderingen af personens skyld, men

til personens sundhedstilstand ved afslutningen af den psykiske vurdering.

En person, der var utilregnelig på gerningstidspunktet, skal derfor ikke nød-

vendigvis underkastes retspsykiatrisk behandling.

Det er muligt, at en person både kan blive pålagt retspsykiatrisk behandling

og idømmes en strafferetlig sanktion. I dette tilfælde havde den pågældende

person på gerningstidspunktet normal eller nedsat mental kapacitet og var

kvalificeret til behandling, da den psykiatriske undersøgelse blev foretaget.

Den strafferetlige sanktion bliver en sanktion for den begåede handling.

Derimod er pålæg af behandling hverken en sanktion eller en konsekvens af

handlingen, men udelukkende et resultat af en forringelse af helbredet. Fuld-

byrdelsen af straffen kan udsættes af helbredsmæssige årsager.

8.1.3.3.

Behandlingsforløb

Nævnet kan beordre tvangsbehandling i op til seks måneder. Inden udløbet

af denne periode skal det behandlende hospital fastslå betingelserne for den

pågældendes behov for tvangsbehandling og udfærdige en observations-

rapport. Hvis betingelserne stadig er opfyldt, træffer hospitalets psykiatriske

overlæge eller en anden specialist, der er udpeget til dette formål, en ny af-

gørelse om indlæggelse. Afgørelser om indlæggelse og fortsættelse af be-

handling gennemføres straks, uanset om der er indgivet klage eller appel.

Afgørelsen om at forlænge behandlingen kan indbringes for forvaltnings-

domstolen.

Der er ingen grænse for, hvor mange gange en person kan modtage behand-

ling, som således kan fortsætte resten af livet, hvis det er nødvendigt. I gen-

nemsnit varer retspsykiatrisk behandling mellem 8 og 10 år.

Retspsykiatrisk behandling foregår normalt på hospitalet. I artikel 2 i be-

kendtgørelsen om mental sundhed er det udtrykkeligt fastsat, at tvangsbe-

handling kun kan finde sted på en psykiatrisk afdeling på et hospital, der er

kvalificeret til at yde en sådan behandling. Tvangspsykiatrisk hospitalsbe-

handling af mindreårige skal foregå adskilt fra voksne, medmindre mindre-

åriges interesser tilsiger andet, og på en afdeling, der har kapacitet og mu-

lighed for at behandle mindreårige.

Den retspsykiatriske behandling omfatter en tilsynsperiode, som normalt

falder mod slutningen af den retspsykiatriske behandling. I løbet af tilsyns-

perioden er det muligt at øve sig i de færdigheder, der er nødvendige for at

kunne begå sig uden for institutionen, f.eks. selvstændig levevis, arbejds-

træning og ambulant behandling. Selv om den person, der er under tilsyn,

normalt befinder sig uden for hospitalet, er han eller hun underlagt tvangs-

behandling, hvilket betyder, at behandlingsordren også skal være gyldig i

denne periode. Den overvågede person er stadig under tilsyn af den psykia-

triske afdeling i det pågældende hospitalsdistrikt.

THL træffer afgørelse om udskrivning af en retspsykiatrisk patient under

tilsyn og kan også fastsætte betingelser vedrørende vurderingen af perso-

nens helbredstilstand eller patientens medicinering eller anden medicinsk

behandling. Tilsynsperioden kan vare op til seks måneder ad gangen.

8.1.3.4.

Afslutning af behandlingsforløb

Retspsykiatrisk behandling afbrydes, når hospitalet konkluderer, at der ikke

længere er grund til tvangsbehandling, og træffer en beslutning om udskriv-

ning. Beslutningen forelægges derefter for THL til godkendelse. Når THL

godkender udskrivning, afsluttes behandlingen.

THL kan, på trods af hospitalets vurdering af at der bør ske udskrivning,

beslutte, at betingelserne for behandling fortsat er opfyldt, og at personen

igen skal tvangsindlægges på psykiatrisk hospital. I dette tilfælde vil den

retspsykiatriske behandling fortsætte.

8.2.

Norge

8.2.1.

Mentalundersøgelser

Retspsykiatriske undersøgelser er reguleret i § 165-165a i lov om retter-

gangsmåten i straffesaker (Straffeprosessloven) og i forskrift om retspsyki-

atriske undersøgelser og sagkyndige.

Det følger af straffeprosseslovens § 165, at der altid skal udarbejdes en rets-

psykiatrisk undersøgelse, hvis det kan blive aktuelt at pådømme en særfor-

anstaltning.

Såfremt der er tvivl om, hvorvidt der er behov for udarbejdelse af en fuld

retspsykiatrisk undersøgelse, kan der indhentes en foreløbig retspsykiatrisk

erklæring, jf. straffeprocesslovens § 165, 4 led.

Anklagemyndigheden kan anmode retten om en retspsykiatrisk undersø-

gelse og en sagkyndiges vurdering, hvis anklagemyndigheden vurderer, at

dette er påkrævet. Det er retten, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal

gennemføres en retspsykiatrisk undersøgelse.

Mentalerklæringer udarbejdes ved, at de sagkyndige udfærdiger en skriftlig

erklæring som sendes til den retsmedicinske kommission, retten og/eller an-

klagemyndigheden. Den retsmedicinske kommission skal, i medfør af straf-

feretsplejelovens § 147, 3. afsnit, gennemgå de modtagne erklæringer og

udtalelser. Hvis den konstaterer væsentlige mangler, skal den gøre retten

eller anklagemyndighedens opmærksom herpå. Den Retsmedicinske Kom-

missions virksomhed er nærmere reguleret i forordning 13. februar 2018 nr.

240 om Retsmedicinsk Kommission.

Det følger af § 6 i forskrift om retspsykiatriske undersøgelser og sagkyn-

dige, at den skriftlige erklæring bl.a. skal redegøre for den vurderede per-

sons anamnese og sygehistorie samt vurdere helbredet og funktionsevnen

for den person, der vurderes, både på gerningstidspunktet og i dag. I retten

redegør de sagkyndige for deres observationer og vurderinger, hvorefter ret-

ten efter den samlede bevisførelse afgør, om tiltalte er omfattet af betingel-

serne for straffrihed eller formildelse af den strafferetlige sanktion.

Der udarbejdes årligt mellem 1.000-1.200 mentalerklæringer i Norge. Der

ses en stigning i antal udfærdigede mentalerklæringer over de seneste år.

8.2.2.

Bistandsværger

Norge har ikke en bistandsværgeordning, der svarer til den danske model.

8.2.3.

Forløb for foranstaltningsdømte

Dom til tvungen psykiatrisk behandling og dom til tvangspleje, er de så-

kaldte strafferetslige særforanstaltninger, som kan idømmes lovovertrædere,

der var utilregnelige på gerningstidspunktet.

8.2.3.1.

Forløb før dom

Det er anklagemyndigheden, der nedlægger påstand om dom til tvungen

psykiatrisk behandling eller tvangspleje.

Betingelserne for dom til tvungen psykiatrisk behandling fremgår af den

norske straffelovs § 62. Bestemmelsens første led angiver vilkårene for at

pådømme en tidsubestemt særforanstaltning, mens andet led fastsætter vil-

kårene for pådømmelse af en tidsbestemt særforanstaltning.

Det er en grundbetingelse for idømmelse af en særforanstaltning, at ger-

ningsmanden er sindssyg efter den norske straffelovs § 20, stk. 2-4. Henvis-

ningen til § 20 medfører, at det er gerningsmandens tilstand på gerningstids-

punktet, der er afgørende. En person, der var sindssyg på gerningstidspunk-

tet, men som ikke længere er sindssyg ved domsafsigelsen, kan idømmes en

særlig straf, hvis betingelserne i § 62 i øvrigt er opfyldt. Den, der var tilreg-

nelig på gerningstidspunktet, kan dog ikke idømmes særforanstaltning, uan-

set hvilken tilstand personen er i på tidspunktet for domsafsigelsen.

Det følger af straffelovens § 62, 1 led, at det i tillæg til kravet om utilregne-

lighed, er en betingelse at den pågældende enten har begået eller forsøgt at

begå en lovovertrædelse, som krænker andres liv, sundhed eller frihed eller

som bringer dette i fare, at særforanstaltning er nødvendigt for at beskytte

samfundet, og at faren for ny og alvorlig krænkelse er nærliggende.

Tvungen psykiatrisk behandling kan endvidere idømmes en sindssyg lov-

overtræder, når den pågældende har begået gentagne overtrædelser af sam-

fundsskadelig eller anden særlig skadelig art, den særlige foranstaltning er

nødvendig med henblik på at beskytte samfundet mod sådanne lovovertræ-

delser på ny, faren for nye lovovertrædelser af samme karakter er særligt

overhængende, og andre foranstaltninger har vist sig at være åbenlyst uhen-

sigtsmæssige.

Betingelserne for dom til tvangspleje for psykisk udviklingshæmmede mv.

er reguleret i straffelovens § 63. Tvangspleje finder sted indenfor en speci-

aliseret faglig enhed i sundhedsvæsenet.

Retten træffer, på baggrund af sagen konkrete omstændigheder, endelig af-

gørelse om, hvilken af de to særforanstaltninger der er den bedst egnede for

den pågældende. Valget af særforanstaltning afhænger således af, hvilken

særforanstaltning retten finder mest hensigtsmæssig i den enkelte sag.

8.2.3.2.

Opstart af retspsykiatrisk forløb

Den nationale koordineringsenhed er en permanent administrativ enhed,

som bistår med gennemførelse af dommen om tvungen retspsykiatrisk be-

handling og sikrer det gode samarbejde mellem sundheds- og justitsvæsenet.

Den nationale koordineringsenhed har udarbejdet retningslinjer til brug for

gennemførelse af dom til tvungen retspsykiatrisk behandling, der indeholder

en række praktiske og retlige forhold i forbindelse med iværksættelse og

gennemførelse af dommen. Retningslinjerne er udarbejdet med hjemmel i

den norske psykiske helsevernlov.

Det retspsykiatriske forløb opstartes ved, at personen vil blive indlagt på en

døgnafdeling med et individuelt tilpasset behandlings- og sikkerhedsregime.

Der udarbejdes en behandlingsplan med baggrund i diagnose/den psykiske

sundhedsproblematik, risiko for vold og andre adfærds- og livsudfordringer.

8.2.3.3.

Behandlingsforløb

Forløbet er individuelt tilpasset den enkelte patients situation og helbreds-

mæssige udfordringer. For de fleste vil forløbet indebære en kombination af

forskellige behandlingsformer såsom psykoterapi, miljøterapi, adfærdstræ-

ning (impulskontrol, vredeshåndtering m.m.), medicinbehandling m.m.

Statsforvalteren i amterne og kontrolkommissionen for psykisk sygepleje er

tilsyns- og klageinstanser i forbindelse med behandlingsforløbet. Tilsyns-

og klageinstanserne fører kontrol med behandlingen af dem, der dømmes,

og dem, der modtager tvangsbehandling uden forudgående dom.

8.2.3.4.

Afslutning af behandlingsforløb

Dom til tvungen retspsykiatrisk behandling eller tvangspleje efter § 62, 1.

led, er tidsubestemt. Særreaktionen idømmes uden en vurdering af, hvor

længe særreaktionen er nødvendig. Den kan opretholdes, så længe der fore-

lægger gentagelsesrisiko, og det anses for nødvendigt for at beskytte andres

liv, sundhed eller frihed. I sager, hvor der er idømt en særreaktion efter §

62, 2. led, er reaktionen tidsbestemt og har en længstetid på 3 år, jf. den

norske straffelovs § 65, 4. led.

Den domfældte, dennes nærmeste pårørende og den fagligt ansvarlige på

institutionen kan anmode om at få særreaktionen ophævet et år efter endelig

dom ved særforanstaltninger efter § 62, 1. led, og efter 6 måneder for sær-

foranstaltninger efter § 62, 2. led. Anklagemyndigheden kan på et hvilket

som helst tidspunkt beslutte, at særreaktionen skal ophøre. Det fremgår af

Rigsadvokatens cirkulære, at kompetencen til at træffe afgørelse om ophæ-

velse af særforanstaltningen er tillagt Rigsadvokaten. Ophævelse af en sær-

foranstaltning vil være relevant i tilfælde, hvor den fagligt ansvarlige psyki-

atriske behandler vurderer, at personen ikke længere er til fare for samfun-

det. En sådan indstilling fra den ansvarlige psykiatriske behandler skal kva-

litetssikres ved en retspsykiatrisk undersøgelse, medmindre det i den kon-

krete sag anses for åbenbart unødvendigt. I tvivlstilfælde skal påtalemyn-

digheden indbringe spørgsmålet om ophør af særreaktionen for domstolene.

En dom om særforanstaltning efter straffelovens § 62, 1. led, skal senest 3

år efter sidste retskraftige dom indbringes for domstolene med henblik på

stillingtagen til, om særforanstaltningen skal opretholdes. En særforanstalt-

ning idømt i medfør af § 62, 2. led, skal senest ophøre ved længstetidens

udløb på 3 år.

8.3.

Sverige

8.3.1.

Mentalundersøgelser

Det er en betingelse for, at en domstol kan idømme en person til retspsyki-

atrisk behandling, at der er gennemført en medicinsk udredning.

Forbrydelsens alvor kan påvirke udredningens indhold. Spørgsmålet om

særskilt udskrivningsprøvelse aktualiseres eksempelvis først, hvis der er tale

om en alvorlig forbrydelse mod en person, f.eks. mishandling eller en sek-

sualforbrydelse.

Derudover kræves det, at der er tegn på, at den tiltalte lider af en psykisk

lidelse, som er alvorlig. Man regner hovedsageligt psykotiske tilstande, de-

pressioner med risiko for selvmord, alvorlige personlighedsforstyrrelser

samt alvorligere tilfælde af psykiske udviklingsforstyrrelser som alvorlige

psykiske lidelser. Spørgsmålet om alvorligheden af en psykisk lidelse afgø-

res baseret på både lidelsens karakter og dens sværhedsgrad. Visse former

for lidelser er altid alvorlige i forhold til både karakter og sværhedsgrad.

Andre psykiske lidelser, f.eks. skizofreni, skal altid anses for at være alvor-

lige i forhold til karakter, men behøver derimod ikke være alvorlige i forhold

til sværhedsgrad. Psykiske lidelser, f.eks. depression, er ikke altid alvorlige

i forhold til karakter, men her vil lidelsens sværhedsgrad være afgørende for

vurderingen. I hver enkelt sag skal der foretages afvejning af lidelsens ka-

rakter og de symptomer og udtryk i øvrigt, som belyser lidelsens sværheds-

grad.

Hvis forbrydelsen blev begået under påvirkning af en alvorlig psykisk li-

delse, kan retten bestemme, at udskrivning kræver en særskilt udskrivnings-

prøvelse, hvis der som følge af den psykiske lidelse er risiko for, at den

dømte vender tilbage til kriminalitet, som er af alvorlig karakter.

Normalt udarbejdes først en mindre undersøgelse, en såkaldt § 7-undersø-

gelse. Domstolen kan træffe afgørelse om en sådan undersøgelse, hvis der

er grundlag herfor, og den mistænkte har tilstået handlingen, eller der i øv-

rigt er en sandsynliggjort mistanke om, at han eller hun har begået forbry-

delsen (§§ 2 og 7 i loven om særskilt personudredning i straffesager mv.).

En § 7-undersøgelse vil ofte blive foretaget tidligt i straffesagen, og

undersøgelsen kan sædvanligvis gennemføres på en uge. Undersøgelsen re-

sulterer i udarbejdelse af en lægeerklæring.

I erklæringen skal lægen angive, om denne vurderer, at der forelå en alvorlig

psykisk lidelse på tidspunktet for undersøgelsen hhv. gerningstidspunktet,

og om der er behov for behandling. Hvis lægen er usikker på vurderingen,

kan han eller hun angive, at der kan være mistanke om, at der foreligger en

alvorlig psykisk lidelse. Lægeerklæringen skal udfærdiges i overensstem-

melse med Rättsmedicinalverkets forskrifter.

Efter udarbejdelsen af § 7- undersøgelsen, sendes lægeerklæringen til dom-

stolen.

Domstolen kan bestemme, at erklæringen skal omfatte en vurdering af de

medicinske forudsætninger for at anbringe den mistænkte i retspsykiatrisk

behandling uden særskilt udskrivningsprøvelse. Hvis erklæringen indehol-

der en sådan vurdering, kan det være tilstrækkeligt grundlag til, at domsto-

len kan træffe afgørelse om retspsykiatrisk behandling. Dog ikke med sær-

skilt udskrivningsprøvelse.

Hvis resultatet af § 7-undersøgelse er, at der er mistanke om, at den tiltalte

lider af en alvorlig psykisk lidelse, kan domstolen træffe afgørelse om en

retspsykiatrisk undersøgelse, dvs. en udvidet undersøgelse. En sådan udvi-

det udredning er også påkrævet, før det er muligt at iværksætte retspsykia-

trisk behandling med særskilt udskrivningsprøvelse.

Før domstolen kan træffe afgørelse om en retspsykiatrisk undersøgelse, er

det et krav, at den mistænkte har erkendt gerningen, eller at retten på bag-

grund af de fremlagte beviser anser det for utvivlsomt, at den pågældende

er skyldig. Beviskravet er altså væsentligt højere end det, der gælder for en

§ 7- undersøgelse. Hvis den mistænkte benægter gerningen, kan domstolen

normalt først træffe afgørelse om en retspsykiatrisk undersøgelse, når alle

beviser er fremlagt i retten i forbindelse med hovedforhandlingen i sagen.

Domstolen skal angive formålet med undersøgelsen i alle afgørelser om en

retspsykiatrisk undersøgelse. Der skal udføres en undersøgelse, så det bliver

muligt for domstolen at vurdere:

1. Om der er medicinske forudsætninger for at anbringe den mistænkte

i retspsykiatrisk behandling eller

2. om den mistænkte har begået gerningen under indvirkning af en al-

vorlig psykisk lidelse, og i så fald tilstandens betydning for spørgs-

målet om sanktionsvalg

Hvis afgørelsen vedrører en undersøgelse i henhold til punkt 1, skal det af

afgørelsen fremgå, om undersøgelsen omfatter de medicinske forudsætnin-

ger for behandling med særskilt udskrivningsprøvelse. Vedrører afgørelsen

en undersøgelse i henhold til punkt 2, skal retten træffe afgørelse om, hvor-

vidt undersøgelsen også skal omfatte spørgsmålet om, hvorvidt den mis-

tænkte, som følge af lidelsen, ikke var i stand til at forstå gerningens konse-

kvenser eller til at tilpasse sin ageren i overensstemmelse med en sådan for-

ståelse, eller i forbindelse med forbrydelsen selv, på grund af en rus eller på

anden lignende vis, har forvoldt den tilstand, som udgør lidelsen.

Efter gennemførelsen af en retspsykiatrisk undersøgelse skal der indsendes

en erklæring til domstolen. Erklæringen skal indsendes inden fire uger, så-

fremt den mistænkte er varetægtsfængslet, og ellers inden seks uger fra det

tidspunkt, hvor undersøgelsesenheden modtog afgørelsen. Erklæringen skal

indeholde udtalelser om de spørgsmål, der er angivet i afgørelsen. I erklæ-

ringen skal de omstændigheder, hvorpå udtalelserne er funderet, angives.

§ 7-undersøgelsen skal udføres af læger, som udnævnes af Rättsmedicinal-

verket. Den store undersøgelse udføres af et team af specialister i retspsyki-

atri på en af Rättsmedicinalverkets to særlige undersøgelsesenheder. Teamet

består af retspsykiatere, psykologer, socialrådgivere og plejepersonale.

Sverige har udarbejdet nedenstående statistisk materiale over årene 2017-

2021, der angiver årligt antal udarbejdede erklæringer om psykiske lidelser,

der er fordelt på § 7- undersøgelser (lille undersøgelse) og den retspsykia-

triske undersøgelse (udvidet undersøgelse).

2017

Udvidet undersøgelse

§ 7- undersøgelse

457

1172

2018

521

1183

2019

573

1242

2020

529

1152

2021

495

1057

8.3.2.

Bistandsværger

Personer, der tvangsbehandles i psykiatrien, har ret til en støtteperson. Ret-

ten til en støtteperson gælder også i ambulant behandling i psykiatrien eller

retspsykiatrien.

En støtteperson er en person, som hjælper til og støtter i sociale og person-

lige spørgsmål, og som har tavshedspligt. Støttepersonen skal ikke erstatte

plejepersonale, tage ansvar for patientens økonomi eller være juridisk re-

præsentant, men kan f.eks. være med ved forhandlinger i forvaltningsretten

eller besøge patienten på behandlingsinstitutionen. Støttepersonen rekrutte-

res og tildeles via det relevante patientnævn (Patientnämnd). Det er en fri-

villig opgave at være støtteperson. Støtteperson har ret til en vis kompensa-

tion for arbejdet i form af honorar og godtgørelse for omkostninger fra Pa-

tientnævnet.

Der er ingen tidsfrister for udnævnelse af støttepersoner, men det skal na-

turligvis ske forholdsvis hurtigt. Overlægen skal sikre, når den pågældendes

tilstand tillader det, at en patient, der behandles i henhold til lov om retspsy-

kiatrisk behandling, oplyses om sin ret til at få en støtteperson. Det er pati-

enten selv, der afgør, om denne skal tildeles en støtteperson eller ej. Hvis

patienten anmoder om en støtteperson,

skal

der udpeges en støtteperson. Der

kan også i andre tilfælde udpeges en støtteperson, hvis patienten ikke mod-

sætter sig en støtteperson. Det er således ikke et krav, at patienten i alle til-

fælde skal have en støtteperson.

8.3.3.

Forløb for foranstaltningsdømte

Svensk ret indeholder ingen krav om tilregnelighed i forhold til strafferetligt

ansvar. Dette indebærer, at en person, som lider af en psykisk lidelse, også

kan dømmes for kriminalitet. Gerningsmandens fortsæt skal prøves på

samme måde for en person, som er psykisk syg, som for andre. En forud-

sætning for, at en person kan anses for at have handlet forsætligt, er, at han

eller hun i tilstrækkelig grad var bevidst om sine handlinger. En psykisk

lidelse kan under visse særlige omstændigheder betyde, at en person ikke

anses for at have været bevidst om sine handlinger. Den tiltalte vil i en sådan

situation blive frikendt.

I det svenske strafferetssystem tages der primært hensyn til den tiltaltes psy-

kiske sygdom i forbindelse med valg af straf. En person, som lider af en

alvorlig psykisk lidelse, kan idømmes dom til retspsykiatrisk behandling.

Selvom der ikke er tale om en lidelse på tidspunktet for hovedforhandlingen,

skal der tages hensyn til den tiltaltes psykiske helbredstilstand på gernings-

tidspunktet. Hvis en person har begået en gerning under indvirkning af en

alvorlig psykisk lidelse, kan der være et forbud mod at dømme ham eller

hende fængselsstraf, hvis den psykiske lidelse indebar, at personen ikke var

i stand til at forstå gerningens betydning eller til at tilpasse sine handlinger

i overensstemmelse med en sådan forståelse. I sådanne helt sjældne tilfælde

kan fortsæt ikke anses for at være til stede. Sædvanligvis vil en psykisk for-

styrrelse primært blive taget i betragtning i forbindelse med sanktionsudmå-

lingen, idet det kan resultere i en mildere straf eller en kortere fængselsstraf.

Hvis en person lider af en alvorlig psykisk lidelse og dømmes for en forbry-

delse, hvor sanktionen ikke kan begrænses til bøder, kan retten anbringe

ham eller hende i retspsykiatrisk behandling, hvis det af hensyn til personens

psykiske tilstand og personlige forhold i øvrigt er nødvendigt, at han eller

hun indlægges på en behandlingsinstitution med henblik på psykiatrisk be-

handling, som kombineres med frihedsberøvelse og anden tvang.

8.3.3.1.

Forløb før dom

Eftersom prøvelsen sker i forbindelse med en straffesag, er både forsvarer

og anklager en del af processen. Kriminalforsorgen involveres også, såfremt

den tiltalte er varetægtsfængslet. Hvis den tiltalte under varetægtsfængslin-

gen fremstår med symptomer på en psykisk lidelse, kan kriminalforsorgen

meddele domstolen og parterne dette. Kriminalforsorgen involveres også

ved, at kriminalforsorgen - ofte på anmodning fra domstol eller anklager -

udfører en personudredning.

Personudredningen omfatter bl.a. en redegørelse og vurdering af tilstedevæ-

relsen af psykisk sygdom. Det sker også, at kriminalforsorgen i personud-

redningen anbefaler domstolen at indhente en medicinsk udredning fra

Rättsmedicinalverket.

Anklageren og forsvareren kan også fremlægge dokumentation i retten, som

kan gøre det nødvendigt at indhente en medicinsk udredning. Anklager og

forsvarer kan nedlægge påstand om, hvilken sanktion domstolen bør på-

lægge, f.eks. retspsykiatrisk behandling. Domstolen er dog ikke bundet af

parternes påstande vedrørende den strafferetlige sanktion. Det betyder, at

domstolen kan dømme en person til retspsykiatrisk anbringelse, selvom in-

gen af parterne har nedlagt påstand herom.

8.3.3.2.

Opstart af retspsykiatrisk forløb

Hvis forudsætningerne for retspsykiatrisk behandling er opfyldt, anbringes

den dømte på en behandlingsinstitution, som drives af en region (lukket rets-

psykiatrisk behandling). Den retspsykiatriske behandling skal påbegyndes

umiddelbart efter, at domstolens afgørelse om sådan behandling har fået

retskraft.

Bestemmelserne om retspsykiatrisk behandling findes i lov om retspsykia-

trisk behandling og lov om psykiatrisk tvangsbehandling. Et vigtigt ud-

gangspunkt for begge love er, at de udgør et supplement til den grundlæg-

gende regulering i sundhedsloven. Tvangsbehandlingen er således omfattet

af bestemmelserne i sundhedsloven og de grundlæggende krav til sundheds-

væsenet, bl.a. at behandlingen skal være af god kvalitet, være lettilgængelig

og tilgodese patientens behov for kontinuitet og sikkerhed i behandlingen.

Sundhedsloven er en rammelov, hvilket betyder, at den indeholder overord-

nede mål og retningslinjer for sundhedsvæsenet. Den har ikke til formål at

detailstyre sundhedsbehandlingen, da de ansvarlige myndigheder (kommu-

ner og regioner) med udgangspunkt i selvstyreformen skal have en vis frihed

til at udforme tiltagene i overensstemmelse med lokale og regionale behov.

Som et resultat heraf eksisterer der ingen standardiseret procedure for, hvor-

dan et behandlingsforløb starter efter en retsafgørelse, og hvordan selve be-

handlingsprocessen foregår. Denne vurdering foretages i stedet af den re-

spektive ansvarlige myndighed (regionen) baseret på bl.a. personens behov,

regionens ressourcer og rutiner, personalets sammensætning, etc.

Sædvanligvis indledes behandlingen med en grundig udredning af patien-

ten. Formålet med udredningsarbejdet er, at både patient og behandlere skal

forstå, hvilke bagvedliggende årsager der ligger til grund for personens psy-

kiske problem, og som har bidraget til, at personen har begået kriminalitet,

herunder om den pågældende har et misbrug eller en afhængighed. I udred-

ningsarbejdet indgår bl.a. journalgennemgange, dybdegående samtaler med

patienten, samtaler med nærtstående, specialiserede udredninger, f.eks.

blodprøver, infektionsprøver, mm., funktionsvurderinger, psykologvurde-

ring samt kortlægning af patientens netværk og økonomi.

8.3.3.3.

Behandlingsforløb

Behandlingen af den pågældende startes med udgangspunkt i resultatet af

udredningen. Både behandling og krav skal tilpasses til personens egne for-

udsætninger og behov. I behandlingen indgår bl.a. samtale om bearbejdning

af forbrydelsen samt uddannelse i psykisk sygdom og misbrug. Dette gør

man for at give personen en bedre forståelse for egen sygdom og give ved-

kommende værktøjer til at kunne få det bedre. Under behandlingsforløbet

stilles gradvist øgede krav til patienten med det formål, at vedkommende

skal kunne opholde sig stadigt mere uden for behandlingsafdelingen under

kontrollerede forhold. Henimod slutningen af behandlingen, kan dette ud-

mønte sig i, at personen har beskæftigelse og andre aktiviteter uden for be-

handlingsafdelingen.

Inspektionen för behandling och omsorg (IVO), som er en statslig myndig-

hed under Socialdepartementet, fører tilsyn med den retspsykiatriske be-

handling. Myndigheden har ansvaret for tilsyn og kontrol over sundhedsvæ-

senet, herunder den psykiatriske tvangsbehandling og retspsykiatriske be-

handling. Tilsynet indebærer, at IVO undersøger, om der ydes behandling

og omsorg af god kvalitet. En undersøgelse kan indledes af mange forskel-

lige årsager, f.eks. på baggrund af synspunkter og klager over mangler i be-

handling og omsorg fra bl.a. patienter, brugere, offentligheden og medier,

indberettede mangler fra behandlere og omsorgsgivere, eller observationer

fra patientnævn, brugerorganisationer, kommuner og regioner.

De mest almindelige tilsynsmetoder er, at IVO gransker forskellige typer

dokumenter såsom journaler, gennemførelsesplaner og afvigelser. IVO ud-

fører også inspektioner. Det kan ske uanmeldt eller efter forudgående varsel.

Myndigheden kan også interviewe brugere, patienter og nærtstående, for-

skellige medarbejdergrupper og ledelsen.

Den psykiatriske tvangsbehandling og den retspsykiatriske behandling er

også underlagt tilsyn af Riksdagens Ombudsmän, som bestrider et særligt

hverv som Nationellt besöksorgan, hvilket indebærer, at Riksdagens Om-

budsmän regelmæssigt inspicerer lokaliteter, hvor frihedsberøvede menne-

sker er anbragt. Formålet er at sikre, at mennesker, som er frihedsberøvet,

ikke udsættes for grusom, umenneskelig eller anden nedværdigende be-

handling eller sanktion. Arbejdet er baseret på FN's torturkonvention fra

2002 (FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller sanktion).

8.3.3.4.

Afslutning af behandlingsforløb

Hvordan patientens behandlingsforløb afsluttes, afhænger af, om den rets-

psykiatriske behandling sker med eller uden særskilt udskrivningsprøvelse.

Chefoverlægen skal løbende overveje spørgsmålet om ophør af den retspsy-

kiatriske behandling og omgående træffe afgørelse om, at behandlingen af

en patient, som får retspsykiatrisk behandling uden afgørelse om særskilt

udskrivningsprøvelse, skal ophøre. Dette er tilfældet såfremt:

1) patienten ikke længere lider af en alvorlig psykisk lidelse eller

2) patientens psykiske tilstand og personlige forhold i øvrigt betyder,

at det ikke længere er nødvendigt, at han eller hun

a. er indlagt på en behandlingsinstitution med henblik på psy-

kiatrisk behandling, som er forbundet med frihedsberøvelse

og anden tvang, eller

b. får åben retspsykiatrisk behandling.

Retspsykiatrisk behandling af en person uden afgørelse om særskilt udskriv-

ningsprøvelse, må højst foregå i fire måneder regnet fra den dato, hvor dom-

stolens afgørelse blev endelig. Forvaltningsdomstolen, der behandler sager

mellem enkeltpersoner og myndigheder, kan efter ansøgning fra chefover-

lægen tillade, at den retspsykiatriske behandling skal overgå til ambulant

eller lukket form eller fortsætte udover den angivne maksimale tid. Der må

maksimalt gives tilladelse til forlængelse af behandlingstiden i seks måne-

der ad gangen regnet fra den dag, hvor forvaltningsdomstolen meddeler sin

beslutning i sagen. Ved beslutning om ambulant retspsykiatrisk behandling

skal retten fastsætte de specifikke vilkår, der skal gælde for behandlingen.

Retten kan overlade det til chefoverlægen at tage beslutning om disse vilkår.

Denne ret kan dog trækkes tilbage, hvis der findes tilstrækkelig grund hertil.

Der skal vedhæftes en opfølgning af den koordinerede behandlingsplan til

ansøgningen om fortsat åben retspsykiatrisk behandling.

For så vidt angår en person, som får retspsykiatrisk behandling med særskilt

udskrivningsprøvelse, skal behandlingen ophøre, når

1) der ikke længere som følge af den psykiske lidelse, der førte til af-

gørelsen om særskilt udskrivningsprøvelse, er risiko for, at patienten

vender tilbage til kriminalitet, som er af alvorlig karakter, og

2) patientens psykiske tilstand og personlige forhold i øvrigt betyder,

at det ikke længere er nødvendigt, at han eller hun

a. er indlagt på en behandlingsinstitution med henblik på psy-

kiatrisk behandling, som er forbundet med frihedsberøvelse

og anden tvang, eller

b. får åben retspsykiatrisk behandling.

En sag om særskilt udskrivningsprøvelse prøves af forvaltningsdomstolen

efter indstilling fra chefoverlægen eller ansøgning fra patienten.

Chefoverlægen skal indstille sagen til forvaltningsdomstolen til særskilt ud-

skrivningsprøvelse senest fire måneder efter, at rettens blev endelig, eller

hvis patienten ankom til behandlingsinstitutionen en senere dag, fra den dag.

Derefter skal prøvelse foretages senest hver sjette måned fra den dag, hvor

forvaltningsdomstolen senest meddelte en afgørelse i sagen. Chefoverlægen

skal omgående indstille en sag om særskilt udskrivningsprøvelse, når han

eller hun vurderer, at den retspsykiatriske behandling kan ophøre eller at

behandlingen bør overgå til åben eller lukket retspsykiatrisk behandling.

Ved beslutning om ambulant retspsykiatrisk behandling skal retten fastsætte

de specifikke vilkår, der skal gælde for behandlingen. Retten kan overlade

det til chefoverlægen at tage beslutning om de specifikke vilkår. Hvis der er

grund hertil, kan retten trække denne beslutningsret tilbage. Hvis chefover-

lægen i forbindelse med en meddelelse i henhold til § 16 a i loven om rets-

psykiatrisk behandling vurderer, at den retspsykiatriske behandling skal

fortsætte, skal overlægen angive, om behandlingen bør gives som lukket el-

ler ambulant retspsykiatrisk behandling. I en meddelelse om ambulant rets-

psykiatrisk behandling skal det angives, hvilke omstændigheder, der er år-

sagen til tvangsbehandlingen, hvilke vilkår retten bør fastsatte og, i videst

mulige omfang, patientens indstilling til disse vilkår. Der skal vedhæftes en

koordineret behandlingsplan til meddelelsen.

Derudover skal der udfærdiges en særskilt redegørelse for risikoen for, at

patienten som følge af sin psykiske lidelse vender tilbage til kriminalitet,

som er af alvorlig karakter, og for de tiltag, der er planlagt til at forhindre,

at han eller hun vender tilbage til kriminalitet. Der skal vedhæftes en op-

følgning af den koordinerede behandlingsplan til meddelelsen om fortsat

åben retspsykiatrisk behandling.

Analyse

9.1.

Indledning

Som et led i arbejdsgruppens arbejde med kortlægning af centrale processer

og sagsgange i og på tværs af myndigheder med henblik på at afdække træge

procestrin, herunder som følge af centrale organisatoriske snit og grænse-

flader i sagsbehandlingen, har arbejdsgruppen udvalgt fire analysespor, som

vurderes særligt relevante at få belyst nærmere. De fire analysespor vedrører

processen for mentalerklæringer, kriminalforsorgens tilsynsrolle, forløbet i

psykiatrien og kontrollen med de retspsykiatriske foranstaltninger.

Som anført i redegørelsen har det årlige antal udarbejdede mentalerklærin-

ger i 2019-2021 været forholdsvis stabilt omkring 1.100, hvorefter der er

sket et fald i antallet i årene 2022 og 2023

. Samtidig har der siden 2019

Opgørelserne er baseret på tal fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS). Opgørelserne er derfor behæftet med en

vis usikkerhed, da POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem og ikke et egentligt statistiksystem samt, at

opgørelsen er baseret på dynamiske data, hvilket betyder, at opgørelsen ikke er endelig. Således vil der kunne ske æn-

dringer afhængigt af tidspunktet for udtrækket af oplysningerne i opgørelsen, idet der f.eks. kan forekomme efterre-

gistreringer.

været en væsentlig stigning i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for

indhentelse af mentalerklæringer. Sagsbehandlingstiderne på mentalunder-

søgelser udgør sammen med de for tiden længere sagsbehandlingstider ved

domstolene et problem for afviklingen af straffesager, hvor der kan blive

tale om fastsættelse af en foranstaltning.

Arbejdsgruppen har derfor valgt at analysere processen for udarbejdelse af

mentalerklæringer nærmere, herunder afklare om der kan tilrettelægges en

mere effektiv proces. Arbejdsgruppen har derudover set på fordele og ulem-

per ved de forskellige strukturer for udarbejdelse af mentalerklæringer hen-

holdsvis øst og vest for Storebælt.

Det er vigtigt, at en person, der er idømt en foranstaltningsdom, får et sam-

menhængende forløb, som ikke strækker sig over længere tid end nødven-

digt. Dette er både i den enkelte og i samfundets interesse. Det er samtidig

vigtigt af hensyn til at forebygge recidiv, at der ikke går for lang tid fra den

pågældende begår kriminalitet, til vedkommende modtager en foranstalt-

ningsdom og eventuel behandling påbegyndes. Derudover vil et unødigt

langt behandlingsforløb udfordre bl.a. kapaciteten i en i forvejen presset

psykiatri.

Arbejdsgruppen har set nærmere på forløbet i psykiatrien, herunder analy-

seret potentielle ændringer af den organisatoriske ramme og processerne der

relaterer sig til de foranstaltningsdømtes behandlingsforløb i psykiatrien.

Arbejdsgruppen har bl.a. undersøgt mulighederne for en ændret rolle og an-

svarsfordeling på området samt set nærmere på samarbejdet mellem myn-

dighederne på området i forhold til videreformidling af information ved op-

start af behandlingsforløbet.

Som et led i myndighedernes samarbejde i behandlingsforløbet, fører krimi-

nalforsorgen et kriminalpræventivt tilsyn med en del af de foranstaltnings-

dømte. Arbejdsgruppen har derfor foretaget en analyse af potentielle æn-

dringer vedrørende processen for kriminalforsorgens tilsyn med foranstalt-

ningsdømte. Arbejdsgruppen har bl.a. undersøgt, hvorvidt det er muligt at

udpege afgørende kriterier for, at en tiltalt bliver idømt psykiatrisk behand-

lingsdom henholdsvis med og uden tilsyn af kriminalforsorgen, herunder

om der er behov for ændret rolle- og ansvarsfordeling på området.

Slutteligt har arbejdsgruppen haft fokus på foranstaltningsdommens afslut-

ning, navnlig myndighedernes kontrol med de retspsykiatriske foranstalt-

ninger. Analysen heraf har bl.a. til formål at identificere eventuelle

uhensigtsmæssigheder i samarbejdet mellem myndighederne, herunder i

forbindelse med overgangen fra behandling til afslutning af foranstaltnin-

gen.

9.2.

9.2.1.

Forløbet før dom

Indledende om udviklingen i omfanget af mentalerklærin-

ger

Siden 2019

har der været en væsentlig stigning i den gennemsnitlige sags-

behandlingstid for indhentelse af mentalerklæringer

. Den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid for udarbejdelse af ambulante mentalundersøgelser er

således for 2023 ca. 21 uger (5 måneder), hvor den i 2019 var ca. 17 uger (4

måneder). Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på mentalundersøgelser

under indlæggelse var ca. 60 uger (14 måneder) i 2023 mod ca. 27 uger (6

måneder) i 2019. Dette skal ses i forhold til, at der generelt tilstræbes en

sagsbehandlingstid på 6 uger for udarbejdelse af ambulante mentalundersø-

gelser og 8 uger for mentalundersøgelse under indlæggelse.

Retspsykiatrisk Klinik har oplyst, at der i forbindelse med nedlukningen un-

der Covid-19 blev oparbejdet en større sagspukkel, som klinikken fortsat

arbejder på at få nedbragt.

En sagspukkel grundet Covid-19 ændrer dog ikke på, at sagsbehandlingsti-

den fra 2019-2023 er væsentligt længere end den generelt tilstræbte sagsbe-

handlingstid for henholdsvis udarbejdelse af ambulante mentalundersøgel-

ser (6 uger) og mentalundersøgelse under indlæggelse (8 uger). De lange

sagsbehandlingstider på mentalundersøgelser udgør et problem for afviklin-

gen af straffesager, hvor der kan blive tale om fastsættelse af en foranstalt-

ning. Sagsbehandlingstiderne kan bl.a. resultere i, at sigtede, der er på fri

fod i undersøgelsesperioden, kan begå ny kriminalitet i perioden frem til

domsafsigelsen.

Arbejdsgruppen har derfor set nærmere på, om det er muligt at nedbringe

antallet af og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for udarbejdelse af

mentalerklæringer.

Der henvises til det statistiske materiale i afsnit 4.4, vedr., antal mentalerklæringer i perioden 2017-2023, fordelt på

landsdel.

Der henvises til det statistiske materiale i afsnit 4.4. vedr. sagsbehandlingstiden for ambulante mentalundersøgelser

og mentalundersøgelser under indlæggelse.

Se Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle pkt. 3.1.4 og 3.1.5.

9.2.2.

9.2.2.1.

Om nedbringelse af antallet af mentalerklæringer

Overvejelse om indførelse af en strafmæssig bagatelgrænse

for anvendelse af mentalerklæringer

Efter straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., er personer, der på gerningstidspunk-

tet var utilregnelige på grund af sindssygdom, eller tilstande, der ligestilles

hermed, straffri.

Vurderingen af, hvorvidt en person er omfattet af straffelovens § 16, stk. 1,

1 pkt., er et blandet medicinsk-juridisk kriterium. Det er således en lægefag-

lig vurdering, hvorvidt den pågældende var sindssyg, eller i en tilstand, som

ligestilles hermed, mens det er den juridiske dommer, som vurderer, hvor-

vidt dette har medført, at den pågældende var utilregnelig på gerningstids-

punktet. Straffrihed forudsætter således, at det samlede medicinsk-juridiske

kriterium er opfyldt.

Det følger af tilregnelighedskriteriet, at bøde kan anvendes over for sinds-

syge m.v., medmindre den pågældende findes utilregnelig, jf. Folketingsti-

dende 1974-75, 2. samling, tillæg A, spalte 1617.

I Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvigende kriminelle er det anført, at

det beror på en samlet vurdering, om mentalundersøgelse skal iværksættes.

Der lægges således vægt på det umiddelbare indtryk af sigtede under afhø-

ringerne, den pågældende persons adfærd under en eventuel varetægts-

fængsling, tidligere sager, oplysningerne om personlige forhold i en even-

tuel personundersøgelse efter retsplejelovens § 808 og oplysninger om tid-

ligere psykiatrisk behandling eller sociale hjælpeforanstaltninger.

Oplysningerne fra en tidligere mentalundersøgelse vil efter omstændighe-

derne kunne gøre en mentalundersøgelse upåkrævet, hvis der kun er gået få

år fra den tidligere undersøgelse, eller hvis der ikke er tvivl om, at sigtede

er mentalt retarderet.

I straffesager, hvor den tiltalte er undergivet en foranstaltning i henhold til

en tidligere straffedom, sendes der ikke en anmodning til Retspsykiatrisk

Klinik eller en retspsykiatrisk afdeling om foretagelse af mentalundersø-

gelse. I disse tilfælde anmodes om en udtalelse fra det behandlingssted, der

har ansvaret for den pågældende foranstaltning.

Ved afgørelsen af, om mentalundersøgelse skal finde sted, må det tillige ta-

ges i betragtning, at undersøgelsen kan være en belastning for sigtede og vil

kunne medføre en forsinkelse af sagen. Mentalundersøgelse skal derfor kun

iværksættes, når undersøgelsen må antages at kunne få betydning for sagens

afgørelse.

Det er forudsat i Rigsadvokatmeddelelsen, at mentalundersøgelse ikke

iværksættes, når der ikke er spørgsmål om anden retsfølge end bøde (baga-

telgrænse).

Ovenstående indebærer, at i sager, hvor der er tvivl om tiltaltes tilregnelig-

hed og den pågældende forventes sanktioneret med en frihedsstraf, skal der

udarbejdes en mentalundersøgelse til brug for rettens vurdering af sagen.

En stor del af de sager, hvor der i dag indhentes mentalerklæringer, vedrører

mindre alvorlige sager om vold eller trussel om vold, hvor der for den sig-

tede – afhængig af sagens karakter og den pågældendes forstraffe mv. – nor-

malt vil blive fastsat en kortere fængselsstraf udmålt i dage eller få måneder.

Af Retspsykiatrisk Kliniks årsberetningen for 2023 fremgår det bl.a., at ho-

vedsigtelsen i knap 28 pct. af alle sagerne, hvor der blev udarbejdet mental-

undersøgelse i 2023, vedrørte vold eller trussel om vold mod personer i of-

fentlig tjeneste efter straffelovens § 119. Herefter var de hyppigste hoved-

sigtelser kvalificeret vold med skade på legeme eller helbred (10 pct.) samt

vold efter straffelovens § 244 (8 pct.). Retspsykiatrisk Klinik har supple-

rende oplyst, at langt de fleste observander inden for denne gruppe var på

fri fod inden mentalundersøgelsen, og at klinikkens anbefaling i hovedpar-

ten af sagerne var dom til ambulant behandling med eller uden mulighed for

indlæggelse, eller dom om undergivelse af tilsyn af kommunen.

Der anvendes i dag mange ressourcer på at udarbejde mentalundersøgelser

i sager om mindre alvorlig kriminalitet, hvor den anbefalede foranstaltning

alene er en dom til ambulant behandling. Der kan derfor sættes spørgsmåls-

tegn ved, om denne fremgangsmåde i alle disse sager er proportional eller

hensigtsmæssig.

Det må i den forbindelse tages i betragtning, at det for den sigtede eller til-

talte kan opleves som mere indgribende at skulle undergives fuld mentalun-

dersøgelse og en længerevarende foranstaltning i stedet for at modtage en

betinget dom. Indhentning af mentalundersøgelser er desuden med til at

trække sagerne i langdrag, hvorved den sigtede eller tiltalte må vente læn-

gere på at få afgjort sin straffesag. Derudover må det tages i betragtning, at

der er mange sager, hvor den sigtede eller tiltalte ikke ønsker at medvirke til

sagens afgørelse, og hvor de retspsykiatriske afdelinger og klinikker derfor

bruger væsentlige ressourcer på at formå de pågældende til at møde op til

mentalundersøgelsen, ofte forgæves.

Arbejdsgruppen har derfor overvejet, hvordan der kan fastsættes begræns-

ninger for, hvornår det må anses for nødvendigt at iværksætte en mentalun-

dersøgelse med henblik på eventuelt at kunne fastsætte en foranstaltning

som alternativ til straf.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om der bør fastsættes en

anden bagatelgrænse for, hvornår der skal iværksættes en mentalundersø-

gelse.

Bagatelgrænsen kunne f.eks. fastsættes ved, at der indføres et udgangspunkt

om, at behovet for mentalundersøgelse normalt ikke vil foreligge i sager om

mindre alvorlig kriminalitet, hvor det skønnes, at den strafbare handling ef-

ter almindelig praksis vil blive straffet med en frihedsstraf af

kortere varig-

hed,

medmindre særlige omstændigheder taler for det. I sager om mindre

alvorlig kriminalitet kunne det således overvejes, om der bør åbnes op for i

videre omfang at gøre brug af betinget dom med vilkår om efterfølgende

psykiatrisk udredning eller behandling.

Dette kunne f.eks. være tilfældet, hvis der på baggrund af karakteren af den

begåede kriminalitet og sagens omstændigheder i øvrigt vurderes at være

nærliggende fare for, at den pågældende uden behandling vil begå ny krimi-

nalitet, som er mere alvorlig end den, som vedkommende er sigtet for. Der

vil i den forbindelse skulle fastsættes nærmere retningslinjer for, hvilke øv-

rige hensyn der kan lægges vægt på ved vurderingen.

I tilfælde, hvor det først i forbindelse med afsoningen af en frihedsstraf kon-

stateres, at den dømte af helbredsmæssige årsager ikke kan afsone i et al-

mindeligt fængsel, vil der i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 kunne

tages hensyn hertil ved tilrettelæggelsen af afsoningen.

Det vurderes på baggrund af antallet af mindre alvorlige sager, hvori der i

dag udarbejdes mentalundersøgelse, at der vil være et væsentligt potentiale

for at nedbringe sagsbehandlingstiden for mentalundersøgelser, hvis der

indføres en anden form for bagatelgrænse.

Arbejdsgruppen bemærker, at et forslag om at give mulighed for fastsættelse

af straf for personer, der var utilregnelige pga. sindssygdom eller tilstande,

der må sidestilles hermed, vil indebære en ændring af principperne bag

straffelovens § 16 og den måde, som psykisk afvigende lovovertrædere be-

handles i det danske straffesystem.

Gennemførelsen af forslaget rejser således en række mere principielle

spørgsmål om, hvordan psykisk afvigende lovovertrædere skal sanktione-

res. Et grundlæggende hensyn bag reglerne om utilregnelighed pga. sinds-

sygdom er, at sådanne personer ikke kan bebrejdes deres handlinger, hvorfor

deres lovovertrædelser sanktioneres på en særlig måde i form af foranstalt-

ningsdomme. Gennemførelsen af forslaget kræver således bl.a. en mere

principiel afvejning af hensynet til at sikre en effektiv gennemførelse af

straffesager over for hensynet til at sikre passende sanktioner over for lov-

overtrædere omfattet af straffelovens §§ 16 eller 69. (Der henvises til over-

vejelserne vedrørende § 69 nedenfor).

Danske regioner har peget på, at det også kan overvejes i videre omfang at

gøre brug af mindre omfangsrige undersøgelser eller udtalelser end en nor-

mal mentalerklæring, når der er tale om mindre alvorlig kriminalitet. Der

kan f.eks. anvendes en trappemodel, hvor det laveste trin er undladelse af

mentalundersøgelse, herefter indhentelse af en udtalelse, indhentelse af en

kort mentalundersøgelse og slutteligt fuld mentalundersøgelse afhængig af

den straf, som den pågældende overtrædelse må forventes at udløse.

Forslagene forudsætter, at der tages stilling til en række spørgsmål om den

praktiske gennemførelse af straffesager, herunder i forhold til at sikre, at

retten har tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til valg af sanktion uden

tilstedeværelsen af de oplysninger om den tiltaltes psykiske tilstand, som

normalt ville følge af en fuld mentalerklæring.

Det ligger ikke inden for kommissoriet for arbejdsgruppen at gøre sig nær-

mere overvejelser om hensigtsmæssigheden af indførslen af en strafmæssig

bagatelgrænse for anvendelse af mentalerklæringer. Arbejdsgruppen er ori-

enteret om, at der i Justitsministeriet foretages overvejelser om anvendelsen

af bagatelgrænser for indhentelse af mentalerklæringer for psykisk afvi-

gende kriminelle.

9.2.2.2.

Brug af mentalerklæringer i sager om personer omfattet af

straffelovens § 69

Retten kan, såfremt det findes formålstjenstligt, træffe bestemmelse om for-

anstaltninger i stedet for at idømme straf, hvis gerningsmanden ved den

strafbare handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af

mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske

funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed, jf. straffelo-

vens § 69.

Politikredsene har oplyst, at langt de fleste personundersøgelser af personer,

der af kriminalforsorgen formodes at være omfattet af § 69, indeholder en

anbefaling om, at der skal udarbejdes en mentalundersøgelse i sagen.

Mentalundersøgelse af personer omfattet af § 69 vil kun i begrænset omfang

lede frem til, at der kan peges på en foranstaltning, som er mere formåls-

tjenlig til at imødegå ny kriminalitet end almindelig straf. Det fremgår af

Retspsykiatrisk kliniks årsberetning, at der i 2023 blev udarbejdet 185 men-

talundersøgelser af personer, som er vurderet omfattet af § 69, og at der i

146 af sagerne ikke blev anbefalet en særforanstaltning.

Arbejdsgruppen

er ikke bekendt med, at der foreligger tilsvarende opgørelser fra de retspsy-

kiatriske afdelinger i regionerne, men det må antages, at fordelingen af sager

er den samme i Vestdanmark.

Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om det er formålstjenstligt, at der i dag

anvendes betydelige ressourcer på at udarbejde mentalundersøgelser i sager,

hvor gerningspersonen vurderes at være omfattet af § 69, og hvor de fleste

undersøgelser indeholder en anbefaling om almindelig straf. Det kan derfor

overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt at foretage præciseringer eller

indskrænkninger af anvendelsesområdet for anvendelse af mentalerklærin-

ger i sager omfattet af straffelovens § 69, hvor der ikke kan forventes fastsat

en anden foranstaltning end straf.

Det ligger ikke inden for kommissoriet for arbejdsgruppen at gøre sig nær-

mere overvejelser om hensigtsmæssigheden af indførslen af en strafmæssig

bagatelgrænse for anvendelse af mentalerklæringer. Arbejdsgruppen er ori-

enteret om, at der i Justitsministeriet foretages overvejelser om anvendelsen

af bagatelgrænser for indhentelse af mentalerklæringer for psykisk afvi-

gende kriminelle.

9.2.2.3.

Retningslinjerne for anbefaling af mentalundersøgelse i §

808-undersøgelser

Politikredsene har oplyst, at der i praksis ses en del eksempler på sager, hvor

anklagemyndigheden ikke vurderer, at der bør udarbejdes en mentalerklæ-

ring, men hvor kriminalforsorgen har anbefalet dette i en personundersø-

gelse, og hvor retten som overvejende udgangspunkt henholder sig til denne

Se Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Kliniks Årsberetning 2023, s. 28, Tabel 12 Anbefaling - § 69-sagerne.

anbefaling. Det kan f.eks. være sager, hvor den sigtede i forbindelse med

undersøgelsen har oplyst, at vedkommende ”har det psykisk dårligt” eller

tidligere har været diagnosticeret med ADHD, autisme, aspergers, depres-

sion mv., og hvor kriminalforsorgen herefter vurderer, at der er behov for

en mentalundersøgelse for at udrede den sigtedes psykiske tilstand. Det kan

efter omstændighederne være sager om narkotikakriminalitet, økonomisk

kriminalitet og færdselslovsovertrædelser, hvor det har formodningen imod

sig, at den psykiske lidelse har en sådan sammenhæng med den begåede

kriminalitet, at der foreligger utilregnelighed i medfør af straffelovens § 16.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at der anvendes mange ressourcer på at

indhente mentalundersøgelser i sager, hvor det ikke er nødvendigt. Dette

gælder navnlig for § 69-persongruppen, som det fremgår ovenfor.

Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om kriminalforsorgen i forhold til sa-

ger, hvor en person vurderes omfattet af navnlig straffelovens § 69, bør være

mere tilbageholdende med i personundersøgelsen at anbefale mentalunder-

søgelse. Det er arbejdsgruppens vurdering, at klarere retningslinjer for,

hvornår en personundersøgelse efter retsplejelovens § 808 bør indeholde en

anbefaling om indhentelse af mentalerklæring, vil kunne medføre, at der

skete et fald i antal indhentede ikke-nødvendige mentalundersøgelser.

Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at det i forbindelse med en tidligere

undersøgelse af det retspsykiatriske område er peget på, at et stigende antal

personundersøgelser leder til iværksættelse af mentalundersøgelser, hvilket

i sig selv bidrager til, at der fastsættes flere særforanstaltninger.

I samarbejdsforum for foranstaltningssager, der består af repræsentanter fra

regionernes retspsykiatriske afdelinger, Justitsministeriets Retspsykiatriske

Klinik, Danske Regioner, Justitsministeriet, Rigsadvokaten, de regionale

statsadvokater, politikredsene og Direktoratet for Kriminalforsorgen, har

man mere konkret peget på behovet for klarere retningslinjer for, hvornår

der bør anbefales mentalundersøgelse, og for behovet for understøttelse af

anbefalingen. Samarbejdsforummet overvejede muligheden for, at de bilag

og øvrige oplysninger, som kriminalforsorgen indhenter til brug for vurde-

ringen, medsendes eller gengives i videre omfang, således at de data, kon-

klusionen bygger på, er tilgængelige. Det vurderedes hensigtsmæssigt, at

der udarbejdes et koncept, som kriminalforsorgens psykiatriske konsulent

kan følge, således at det undgås, at sagen sendes frem og tilbage mellem de

relevante myndigheder med henblik på besvarelse af supplerende

Se SUU Alm. del Bilag 117: Kortlægning af retspsykiatrien, december 2015.pdf (ft.dk)

spørgsmål. Samarbejdsforummet lagde særlig vægt på, at det bør begrundes

nærmere, hvis det vurderes, at der er indikationer på, at den sigtede er om-

fattet af straffelovens §§ 16 eller 69. Der bør i den forbindelse være fokus

på, at anbefalingen kan have stor betydning for sagens videre forløb og der-

for bør overvejes nøje.

Politikredsenes og statsadvokaternes repræsentanter har desuden peget på,

at det i praksis kan være vanskeligt at få medhold ved domstolene i, at der

ikke skal indhentes en mentalerklæring, såfremt personundersøgelsen kon-

kluderer, at der er indikationer på, at den sigtede er omfattet af straffelovens

§ 16, selvom anklagemyndigheden i sagen har vurderet, at den psykiske li-

delse ikke har haft en sådan sammenhæng med den begåede kriminalitet, at

der foreligger utilregnelighed i medfør af straffelovens § 16. Som eksempel

på sådanne sager kan nævnes sager om bl.a. narkotikakriminalitet, økono-

misk kriminalitet og IT-kriminalitet, hvor den pågældende f.eks. har været i

stand til at indgå i detaljeret planlægning af kriminaliteten eller at foretage

forskellige forretningsmæssige dispositioner, uanset at den pågældende var

diagnosticeret med en psykiatrisk lidelse f.eks. indenfor det skizofreniforme

spektrum mv., og hvor det må have formodningen imod sig, at der er en

sådan årsagsforbindelse mellem den psykiske afvigelse og de kriminelle

handlinger, at den pågældende kan antages at være utilregnelig på gernings-

tidspunktet.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der udarbejdes klarere retningslinjer

for, hvornår personundersøgelser efter rpl. § 808 bør indeholde en anbefa-

ling om mentalundersøgelse.

Det anbefales desuden, at der udsendes retningslinjer til anklagemyndighe-

den om at være mere opmærksom på i disse sager at anmode kriminalfor-

sorgen om at tage stilling til, om den pågældende findes egnet til at modtage

en betinget dom med tilsyn, frem for som udgangspunkt at anmode krimi-

nalforsorgen om at vurdere, om personen bør mentalundersøges. Retnings-

linjerne i Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvigende kriminelle vil sam-

tidig blive opdateret med den nyeste retspraksis vedrørende anvendelsen af

tilregnelighedskriteriet i straffelovens § 16.

Endelig anbefales det, at det drøftes med Domstolsstyrelsen, Dommerfor-

eningen og Dommerfuldmægtigforeningen, om der er behov for øget videns-

deling med domstolene i forhold til det retlige og praktiske grundlag for

iværksættelse af mentalundersøgelser.

9.2.2.4.

Indhentelse af samtykke til mentalundersøgelse i forbin-

delse med § 808

Indhentelse af samtykke til ambulant mentalundersøgelse er et sagsskridt,

som kan forsinke processen betydeligt i visse sager, herunder navnlig i sager

vedrørende personer, som på grund af deres psykiske udfordringer kan være

vanskelige at opnå kontakt til.

Kriminalforsorgen har udarbejdet en håndbog til brug for udarbejdelsen af

personundersøgelser efter retsplejelovens § 808. Den har til formål at un-

derstøtte sagsbehandlingen i KiF-afdelingerne. Håndbogen indeholder bl.a.

vejledning til, hvornår der skal indhentes samtykke.

Det er udgangspunktet, at kriminalforsorgen i forbindelse med udarbejdelse

af undersøgelsen skal spørge sigtede, om denne vil give samtykke til at del-

tage i en mentalundersøgelse, når kriminalforsorgen vurderer, at der er

grundlag for at indstille til mentalundersøgelse. Der er imidlertid ikke i alle

sager, at kriminalforsorgen indhenter et sådant samtykke. Det vurderes hen-

sigtsmæssigt af hensyn til at sikre hurtigere sagsbehandling, at personunder-

søgeren hos kriminalforsorgen systematisk forsøger at indhente samtykke

forud for, at sagen sendes videre til kriminalforsorgens psykiatriske konsu-

lent, således at den efterfølgende ekstra sagsgang undgås. En sådan syste-

matisk indhentelse af samtykke kan ske ved udarbejdelse af skema eller de-

taljeret vejledning til brug for personundersøgerne hos kriminalforsorgen.

Arbejdsgruppen anbefaler, at kriminalforsorgen opdaterer håndbogen til

personundersøgeren, så det fremgår, at samtykke fra den sigtede til at del-

tage i en mentalundersøgelse skal indhentes i forbindelse med den fysiske

samtale med den sigtede i de tilfælde, hvor sagen sendes videre til en psyki-

atrisk konsulent.

9.2.2.5.

Begrænsning af mentalerklæringer for personer, der er i be-

handling

Der er i dag fastsat en række muligheder for at undlade fuld mentalundersø-

gelse for sigtede, der allerede er kendt med en diagnose i det psykiatriske

system. Der kan således indhentes en retspsykiatrisk udtalelse fra den be-

handlingsansvarlige overlæge, mentalerklæring (kort version) og supple-

rende mentalerklæring.

Der er mulighed for at undlade at iværksætte en fuld mentalundersøgelse i

tilfælde, hvor den sigtede ikke er eller har været undergivet en foranstalt-

ning, men har været i psykiatrisk behandling, eller hvor forholdet er begået

på en institution eller psykiatrisk afdeling. Iværksættelse af en mentalunder-

søgelse kunne i disse tilfælde undgås ved, at sagen blev forelagt den sigtedes

behandlingssted med anmodning om en erklæring om sigtedes psykiske til-

stand baseret på en aktuel undersøgelse og oplysninger om, hvorvidt sigtede

vurderes at være omfattet af straffelovens §§ 16 eller 69. I bekræftende fald

anmodes den behandlingsansvarlige overlæge om at anføre, om der kan pe-

ges på en egnet foranstaltning.

Dette fremgik tidligere af Rigsadvokatens meddelelse, men afsnittet udgik i

2018, hvor der i stedet blev indført en mulighed for at udarbejde korte er-

klæringer. Det er dog fortsat muligt for politikredsene, uanset at det ikke

udtrykkeligt fremgår af Rigsadvokatens meddelelse, at indhente en udtalelse

fra sigtedes behandlingssted.

I forbindelse med en høring af politikredsene om, hvorvidt de benytter sig

af muligheden for at indhente en udtalelse fra behandlingsstedet, har hoved-

parten af politikredsene anført, at de ikke, eller kun i meget begrænset om-

fang, benytter sig af muligheden for at indhente sådanne alternative udtalel-

ser. Enkelte politikredse har i den forbindelse angivet kvaliteten af udtalel-

sen som en mulig barriere for at anvende sådanne udtalelser, fordi psykiatere

uden for de retspsykiatriske afdelinger, der normalt laver mentalundersøgel-

ser, ikke nødvendigvis har de kompetencer, der skal til for at udarbejde en

udtalelse med anbefaling om en konkret foranstaltning i sagen.

Nordjyllands Politi og Østjyllands Politi oplyste imidlertid, at de har gode

erfaringer med at indhente en udtalelse fra behandlingsstedet. Udtalelserne

leveres inden for kort tid, og kredsene oplever ingen eller stort set ingen

problemer i forhold til kvaliteten af udtalelserne.

Der foreligger ikke aftaler om honoreringen af disse udtalelser fra almen-

psykiatrien, og det er den enkelte overlæge, der beslutter, om denne vil ud-

arbejde en erklæring, og som i bekræftende fald fastsætter en pris herfor. De

politikredse, der har erfaringer med at indhente udtalelser fra behandlings-

steder, har oplyst, at der sædvanligvis opkræves et beløb på 10.000 -15.000

kr. for en udtalelse.

Udgiften til ambulante mentalundersøgelser øst for Storebælt finansieres i

dag i medfør af den særskilte bevilling til Retspsykiatrisk Klinik, som er en

del af finanslovsbevillingen til Den Centrale Anklagemyndighed. Anven-

delse af erklæringer udarbejdet af almenpsykiatrien i stedet for Retspsykia-

trisk Klinik, vil indebære en ekstraudgift for den enkelte politikreds.

På baggrund af høringen, lægger arbejdsgruppen til grund, at der i dag kun

i begrænset omfang gøres brug af muligheden for at indhente en erklæring

fra den behandlende overlæge. En sådan erklæring formodes at kunne udar-

bejdes hurtigere og mere effektivt af det behandlingssted, som i forvejen har

kontakt til den pågældende patient, fremfor på Retspsykiatrisk Klinik eller

en retspsykiatrisk afdeling, som ikke har forudgående kendskab til den på-

gældende. Der vurderes derfor at være et potentiale for at nedbringe antallet

af mentalerklæringer ved at indhente en sådan udtalelse som et alternativ til

en mentalerklæring i de tilfælde, hvor det er relevant.

Rigsadvokaten agter at revidere Rigsadvokatens meddelelse om psykisk af-

vigende kriminelle, så det igen udtrykkeligt fremgår, at der er mulighed for

at indhente en udtalelse fra behandlingsstedet.

Arbejdsgruppen anbefaler, at Rigsadvokatens meddelelse om psykisk afvi-

gende kriminelle ændres, således at det igen udtrykkeligt fremgår, at der er

mulighed for at indhente en udtalelse fra sigtedes behandlingssted i stedet

for at iværksætte en fuld mentalundersøgelse i tilfælde, hvor den sigtede ikke

er eller har været undergivet en foranstaltning, men har været i psykiatrisk

behandling, eller hvor forholdet er begået på en institution eller psykiatrisk

afdeling.

9.2.3.

9.2.3.1.

Nedbringelse af antallet af udeblivelser

Information om konsekvenser ved udeblivelse fra mental-

undersøgelse

Det fremgår af oplysninger fra de retspsykiatriske klinikker og afdelinger,

at udeblivelser fra aftaler om undersøgelser udgør en af de største hindringer

for at sikre hurtig og effektiv sagsgang ved udarbejdelsen af mentalunder-

søgelser. Det forekommer således ofte, at sigtede udebliver gentagne gange

fra aftaler om ambulante undersøgelser, hvorefter den psykiatriske afdeling

eller Retspsykiatrisk Klinik kan være nødsaget til at sende sagen retur til

anklagemyndigheden, som herefter – efter en konkret vurdering – vil ind-

bringe sagen for retten med henblik på at opnå kendelse om, at den sigtede

skal underkastes mentalundersøgelse under indlæggelse.

Ifølge oplysninger fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet mod-

tog klinikken i 2022 493 anmodninger om mentalundersøgelser, hvoraf 99

af sagerne, dvs. ca. 20 pct., blev returneret til anklagemyndigheden uden

erklæring, primært fordi observanderne udeblev fra den planlagte mental-

undersøgelse.

Retspsykiatrisk Klinik, Skejby i Region Midtjylland har oplyst, at klinikken

i 2022 modtog 308 anmodninger, hvoraf 43 sager, dvs. ca. 14 pct., blev re-

turneret uden erklæring primært på grund af udeblivelser. I Region Syddan-

mark modtog retspsykiatrisk afdeling i 2022 298 anmodninger, heraf retur-

neredes 13 sager, dvs. ca. 4 pct., grundet udeblivelser. På Retspsykiatrisk

Afdeling hos Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland, modtog af-

delingen 178 sager i 2022, hvoraf 17, dvs. ca. 10 pct., blev returneret pri-

mært grundet udeblivelser. Samlet set modtog afdelingerne og klinikkerne i

Vestdanmark 784 anmodninger, hvoraf 73, dvs. ca. 9 pct., blev returneret

grundet udeblivelse.

Der blev således anmodet om udarbejdelse af 1277 mentalerklæringer i

Danmark i 2022, hvoraf i alt 172, dvs. ca. 13 pct., blev returneret til ankla-

gemyndigheden uden erklæring.

Andelen af udeblivelser fra ambulante undersøgelser er højere på Retspsy-

kiatrisk Klinik end på afsnittene i regionerne.

Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet har oplyst, at klinikken for-

søger at motivere observanderne til at give fremmøde til undersøgelserne og

er i dialog med både kontaktpersoner, forsvarere og ofte også personale på

bosteder og hospitalsafdelinger i det omfang, der er samtykke eller kendelse

til det. En sag tilbagesendes som udgangspunkt først til anklagemyndighe-

den, hvis observanden er udeblevet tre gange. Der kan være flere udeblivel-

ser i en sag, hvis observanden f.eks. giver fremmøde for derefter at udeblive

nogle gange, for derefter at give fremmøde og udeblive igen. Klinikken op-

lyser desuden, at det ikke kan påvises, at afstanden til klinikken er afgørende

for, om observanderne møder op til undersøgelserne. Klinikken har tidligere

forsøgt at nedbringe antallet af udeblivelser ved at betale den pågældende

en taxa til undersøgelsen mv., hvilket imidlertid ikke havde den ønskede

effekt i forhold til fremmøde.

Repræsentanter fra de retspsykiatriske afdelinger i regionerne i Vestdan-

mark har oplyst, at de foretager 5-10 forsøg på at indkalde observanden, og

at der tages kontakt både skriftligt og telefonisk. Afdelingerne er desuden i

dialog med både kontaktpersoner, forsvarere og andre, der har kontakt til

den pågældende med henblik på at gennemføre undersøgelser. I enkelte til-

fælde har politiet været behjælpelige med at afhente observanden, og i en-

kelte tilfælde er overlægen selv kørt hjem til observanden og har udført

undersøgelsen i observandens eget hjem. Af sikkerhedsmæssige grunde er

denne praksis imidlertid ikke generelt anbefalet.

Afdelingerne oplyser, at det er erfaringen, at observanderne ikke tager ind-

kaldelsen til mentalundersøgelsen alvorligt, fordi de er vant til, at det ikke

har konsekvenser at udeblive fra aftaler med psykiatrien. Psykiatrisk Afde-

ling i Middelfart har på den baggrund indført en praksis med at udsende et

brev til observanden om de mulige konsekvenser ved udeblivelse, herunder

at der kan blive tale om, at mentalundersøgelsen skal gennemføres under

indlæggelse, hvis betingelserne er opfyldt, og observanden ikke reagerer på

indkaldelserne. Det vurderes at have haft positiv betydning for fremmødet i

nogle sager.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at yderligere vejledning af observanderne

omkring betydningen af en ambulant mentalundersøgelse og de potentielle

konsekvenser af en udeblivelse, vil kunne have betydning for de pågældende

personers motivation for at møde op til undersøgelsen, hvilket vil kunne

medvirke til færre udsættelser og dermed mindske sagsbehandlingstiden for

gennemførelse af de ambulante mentalundersøgelser. Et større fremmøde til

de ambulante mentalundersøgelser vil have den afledte effekt, at færre sager

sendes til retten med henblik på kendelse om gennemførelse af mentalun-

dersøgelse under indlæggelse.

Det anbefales, at de retspsykiatriske afdelinger og Retspsykiatrisk Klinik

fremadrettet, i forbindelse med indkaldelsen, medsender et brev til obser-

vanden om de mulige konsekvenser ved udeblivelse, herunder at der kan

blive tale om, at mentalundersøgelsen skal gennemføres under indlæggelse,

hvis betingelserne er opfyldt, og observanden ikke reagerer på indkaldel-

serne. Som følge af det relativt høje antal udeblivelser fra Retspsykiatrisk

Klinik opfordres klinikken til at implementere yderligere tiltag for at ned-

bringe antallet af udeblivelser, herunder bl.a. ved i tilfælde, hvor klinikken

vurderer det formålstjenligt, at gøre flere forsøg end de nuværende tre på

at få observanderne til at give møde, inden sagerne sendes retur til ankla-

gemyndigheden.

Derudover foreslås det, at Rigsadvokaten med inddragelse af Rigspolitiet

udarbejder materiale med vejledning om betydningen af en ambulant men-

talundersøgelse og konsekvensen af en udeblivelse, som kan udleveres til

den sigtede, den sigtedes forsvarer og/eller, såfremt en sådan er beskikket

på det pågældende tidspunkt, den sigtedes bistandsværge forud for

indkaldelsen fra psykiatrien til mentalundersøgelsen med henblik på at mo-

tivere den sigtede til at give møde til undersøgelsen.

9.2.3.2.

SMS-påmindelse ved indkaldelse til mentalundersøgelse

Arbejdsgruppen har overvejet muligheden for SMS-påmindelser som et vir-

kemiddel til nedbringelse af udeblivelser ved ambulante mentalundersøgel-

ser, herunder i lyset af relevante databeskyttelsesregler, og idet påmindelser

på anden vis – eksempelvis gennem Digital Post, dialog med kontaktperso-

ner, forsvarer mv. – ikke vurderes tilstrækkelig. Det bemærkes, at der i 2022

blev fremsat anmodning om udarbejdelse af 1.277 mentalerklæringer,

hvoraf 172 (ca. 13 pct.) af sagerne blev returneret til anklagemyndigheden

uden mentalerklæring, jf. afsnit 9.2.3.1 ovenfor.

Ifølge artikel 32 i databeskyttelsesforordningen skal den dataansvarlige og

databehandleren gennemføre passende tekniske og organisatoriske foran-

staltninger for at sikre et sikkerhedsniveau, der passer til de risici af varie-

rende sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og friheds-

rettigheder.

Dette skal sikres gennem eksempelvis tilstrækkelig kryptering af de tjene-

ster, som man deler oplysningerne i. Datatilsynet har udtalt, at transmission

af følsomme oplysninger og oplysninger, som skal undergives fortrolighed,

via sms indebærer en betydelig risiko for de registreredes rettigheder og fri-

hedsrettigheder, og at risikoen befinder sig i den høje ende af skalaen. Det

er endvidere tilsynets vurdering, at risikoen for fortroligheden under trans-

port kun i meget begrænset omfang kan mitigeres ved tiltag iværksat af den

dataansvarlige selv. En registreret kan ikke frasige sig de foranstaltninger,

der anses for passende efter artikel 32.

Indkaldelse til mentalundersøgelse udgør i sig selv en oplysning, som skal

undergives fortrolighed. Indholdet af SMS-påmindelser skal således – også

i lyset af princippet om dataminimering – indrettes på en sådan måde, at de

ikke afslører noget følsomt eller fortroligt, herunder en adresse som kan

kobles til en retspsykiatrisk klinik.

Datatilsynet har udstedt en vejledning om, at servicebeskeder kan anvendes,

såfremt der ikke i SMS-påmindelsen fremgår konkrete henvisninger til

f.eks. helbredsoplysninger eller fortrolige oplysninger i øvrigt. En sådan på-

mindelsesbesked kunne f.eks. se således ud:

”Husk din aftale [dato/kl.] på [X] Hospital, [adresse]. Evt. afbud på

[tlf.nr./e-mailadresse].”

Det er arbejdsgruppens vurdering, at dette navnlig kan indebære en udfor-

dring for Retspsykiatrisk Klinik, der har som kerneopgave at udarbejde rets-

psykiatriske erklæringer for anklagemyndigheden. En SMS-påmindelse, der

angiver navnet på institutionen, dvs. Retspsykiatrisk Klinik, vurderes i sig

selv at være en fortrolig oplysning.

Arbejdsgruppen foreslår derfor, at Retspsykiatrisk Klinik kunne anføre

f.eks. følgende i en SMS-påmindelse:

”Husk din aftale den [dato] kl. [tidspunkt]. Se flere detaljer i din Digitale

Post.”

I det omfang det ikke måtte være muligt at udforme en SMS, som er me-

ningsfuld for borgeren, uden at afsløre noget følsomt eller fortroligt, er det

vurderingen, at SMS – under fortsat relevant hensyntagen til princippet om

dataminimering – helt undtagelsesvis kan anvendes i de tilfælde, hvor en

person allerede er udeblevet fra en aftalt tid, og hvor påmindelser på anden

vis ikke vurderes tilstrækkelig, jf. ovenfor. Det skyldes, at der i den konkrete

situation kan være et særligt hensyn til den pågældendes tarv. Arbejdsgrup-

pen har lagt vægt på, at den pågældendes gentagne udeblivelse vil resultere

i, at sagen returneres til anklagemyndigheden, og at anklagemyndigheden

herefter kan vælge at indbringe sagen for retten med henblik på at opnå ken-

delse om, at den sigtede skal underkastes mentalundersøgelse under indlæg-

gelse. Det manglende fremmøde til ambulant mentalundersøgelse kan der-

for resultere i, at den pågældende tvangsindlægges på en retspsykiatrisk af-

deling i den periode, hvor mentalundersøgelsen gennemføres.

Udformning af en sådan eventuel SMS-påmindelse, hvor det er vurderingen

af hensyn til den pågældendes tarv, at det helt undtagelsesmæssigt er nød-

vendigt at gengive følsomme eller fortrolige oplysninger, skal ske på bag-

grund af en konkret vurdering i den enkelte sag.

Digital Post er Danmarks fællesoffentlige it-løsning til sikker digital kom-

munikation mellem myndigheder, borgere og virksomheder.

https://www.datatilsynet.dk/hvad-siger-reglerne/vejledning/sikkerhed/transmission-af-personoplys-

ninger/transmission-af-personoplysninger-via-sms

Digital Post har til formål at understøtte og styrke den offentlige service for

borgere og virksomheder såvel som myndigheder. Løsningen bruges til at

sende Digital Post sikkert mellem de offentlige myndigheder (fx kommu-

nale, regionale og statslige myndigheder) og borgere og virksomheder.

En offentlig myndighed kan tilslutte sig Digital Post, hvis myndigheden er

omfattet af begrebet ”offentlig afsender” i § 7, stk. 1, i lov om Digital Post.

Det følger af § 4, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 2017 af 29. oktober 2021,

at offentlige myndigheder mv., der kan anvende Digital Post til kommuni-

kation med fysiske personer og med juridiske enheder med CVR-nummer,

er bl.a. staten, regionerne og kommunerne.

Det er i tillæg til ovenstående et krav, at den pågældende offentlige myndig-

hed har været en del af udbuddet, da Digital Post-løsningen kom i udbud.

Specifikt skal den pågældende myndighed figurere på Digitaliseringsstyrel-

sens underbilag til tilslutningsaftalen. Det fremgår af listen, at bl.a. samtlige

ministerier, øvrige statslige myndigheder og samtlige regioner er omfattet

af Digital Post-løsningen.

I lov om Digital Post har man lovgivet om sms’er, der adviserer om ny post

i Digital Post, jf. § 10. Det bemærkes, at en sådan sms alene adviserer om,

at man har ny post i f.eks. e-boks, hvilket adskiller sig fra NemSMS, der er

valgfrie

servicebeskeder fra offentlige myndigheder, f.eks. om udbetaling af

feriepenge eller påmindelse om en aftale på hospitalet.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at SMS-påmindelsen bør fremsendes via

NemSMS, som er en fællesoffentlig SMS-løsning, hvor borgere kan vælge

at registrere et mobilnummer, så de kan modtage servicebeskeder via SMS

fra offentlige afsendere. Digitaliseringsstyrelsen er databehandler for de of-

fentlige myndigheder i forbindelse med afsendelse af NemSMS’er

Borgerne er ikke automatisk tilmeldt NemSMS, men man har mulighed for

at tilmelde sig dette via Digital Post. Borgeren kan selv tilmelde sig direkte

i Digital Post eller få assistance til tilmelding hos kommunen eller hos visse

offentlige myndigheder (en såkaldt assisteret tilmelding). Det bemærkes, at

en borger kan tilmeldes NemSMS uafhængigt af tilmelding til Digital Post.

Det er således muligt for en borger, der er fritaget for Digital Post, at blive

Bekendtgørelse nr. 2019 af 29. oktober 2021 om ansvar, opgaver og tilsyn i forbindelse med behand-

lingen af personoplysninger i forbindelse med forsendelse af digital post fra offentlige afsendere, jf. lov

om Digital Post fra offentlige afsendere, jf. lovbekendtgørelse nr. 801 af 13. juni 2016, som senere æn-

dret bl.a. i lov nr. 503 af 23. maj 2018.

tilmeldt NemSMS. Det er dog en betingelse for tilmelding til NemSMS, at

den pågældende har et dansk mobiltelefonnummer

Det anbefales derfor, at der – som initiativ til at imødegå udeblivelser –

indføres en mulighed for at sende en sms-påmindelse til observanden forud

for aftalen til ambulant mentalundersøgelse.

Arbejdsgruppen bemærker, at der ved fremsendelse af sms skal tages højde

for databeskyttelsesretlige hensyn.

Det bemærkes, at arbejdsgruppen ikke har undersøgt, hvilke økonomiske

udgifter, der eventuelt vil være forbundet med IT-investeringer til under-

støttelse af digital udsendelse af SMS-påmindelser.

9.2.3.3.

Mulighed for at afsige udeblivelseskendelse til mentalunder-

søgelse under indlæggelse.

Det følger af retsplejelovens § 809, at retten kan afsige kendelse om ambu-

lant mentalundersøgelse uden sigtedes tilstedeværelse. Det er en betingelse

herfor, at sigtede er udeblevet fra et retsmøde trods lovlig indkaldelse og

uden dokumenteret lovligt forfald, og at sigtede i indkaldelsen til retsmødet

er vejledt om, at udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald kan medføre,

at retten træffer bestemmelse om mentalundersøgelse. Der kan derimod ikke

afsiges kendelse om mentalundersøgelse under indlæggelse i tiltaltes fra-

vær, jf. stk. 2.

Bestemmelsen har til formål at balancere de retshåndhævende hensyn om,

at straffesager gennemføres hurtigst muligt, således at kriminelle hurtigt

mærker konsekvensen af deres handlinger, og at ofre for forbrydelser hurtigt

kan komme videre med deres liv, med de væsentlige hensyn, der er til rets-

sikkerheden for tiltalte. Samtidig har bestemmelsen til formål at sikre, at

myndighederne så vidt muligt ikke skal bruge ressourcer på berammelse,

forkyndelse og afholdelse af yderligere retsmøder mv., fordi den tiltalte ikke

møder op i retten.

Muligheden for at afsige kendelse om ambulant mentalundersøgelse uden

den sigtedes tilstedeværelse blev indført ved lov nr. 714 af 8. juni 2018 om

ændring af retsplejeloven (Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffe-

sager). Efter den dagældende retstilstand skulle retten, i de tilfælde, hvor

sigtede ikke mødte op til et retsmøde, udsætte retsmødet. Udeblev sigtede

Digitaliseringsstyrelsens vejledning i Digital Post - sagsbehandling, version 1.4. fra september 2024, afsnit 5

”NemSMS”.

gentagne gange, ville der således kunne gå lang tid, inden retten havde mu-

lighed for at træffe bestemmelse om mentalundersøgelse. Ændringen havde

til formål at ændre denne retstilstand, således at retten uden sigtedes tilste-

deværelse kunne bestemme, at sigtede skulle underkastes mentalundersø-

gelse, såfremt sigtede trods lovlig indkaldelse og uden oplyst lovligt forfald

udeblev fra retsmødet. Lovændringen omfattede kun retsmøder om iværk-

sættelse af ambulant mentalundersøgelse efter retsplejelovens § 809, stk. 1,

men medførte ingen ændringer med hensyn til retsmøder om mentalunder-

søgelse under indlæggelse efter retsplejelovens § 809, stk. 2.

Mentalundersøgelse under indlæggelse anvendes bl.a. i de tilfælde, hvor sig-

tede ikke møder op til de ambulante undersøgelser, og hvor mentalundersø-

gelsen derfor ikke kan gennemføres, medmindre retten afsiger kendelse om,

at mentalundersøgelse kan foretages under indlæggelse. Anklagemyndighe-

den har oplyst, at sigtede i de sager, hvor den sigtede er udeblevet gentagne

gange fra den ambulante mentalundersøgelse, ofte også udebliver fra retten.

Anklagemyndigheden har i dag som udgangspunkt ikke andre muligheder

end at anmode om at få berammet et nyt retsmøde og eventuelt begære an-

holdelsesbeslutning truffet, således at sigtede kan anholdes til næste rets-

møde, hvis politiet forinden kan finde vedkommende.

Udebliver sigtede gentagne gange, vil der i nogle sager kunne gå meget lang

tid, inden retten har mulighed for at træffe bestemmelse om mentalundersø-

gelse under indlæggelse. Der anvendes derfor i dag omfattende ressourcer

og tid hos domstolene, anklagemyndigheden og politiet på at få truffet ken-

delse om mentalundersøgelse i disse sager.

Arbejdsgruppen finder, at såfremt retten har truffet afgørelse om ambulant

mentalundersøgelse i medfør af retsplejelovens § 809, stk. 1, og sigtede ude-

bliver fra mentalundersøgelsen, bør det være muligt for retten at træffe be-

stemmelse om mentalundersøgelse under indlæggelse efter retsplejelovens

§ 809, når sigtede trods lovlig indkaldelse til retsmødet og uden dokumen-

teret lovligt forfald, udebliver fra retsmødet. Dette selv om den pågældende

således ikke er tilstede og dermed ikke får lejlighed til at udtale sig. Af hen-

syn til den sigtede skal indkaldelse til et sådant retsmøde forkyndes, ligesom

det af indkaldelsen klart og tydeligt skal fremgå, at sigtedes udeblivelse

uden dokumenteret lovligt forfald kan medføre, at retten træffer bestem-

melse om mentalundersøgelse under indlæggelse. Sigtede gøres derved be-

kendt med, at der kan blive truffet bestemmelse om mentalundersøgelse un-

der indlæggelse på det foreliggende grundlag, uden at sigtede får lejlighed

til at udtale sig. Hvis det ikke fremgår af indkaldelsen, at sigtedes udebli-

velse uden dokumenteret lovligt forfald kan medføre, at retten træffer be-

stemmelse om mentalundersøgelse under indlæggelse, vil retten således

ikke uden sigtedes tilstedeværelse kunne træffe bestemmelse herom, med-

mindre ganske særlige omstændigheder udelukker, at sigtede kommer til

stede i retten, eller sigtede har givet samtykke til mentalundersøgelsen.

Den sigtede vil således have mulighed for at møde op og give sin mening til

kende eller gøre dette gennem sin forsvarer eller eventuelt bistandsværge.

Den sigtede vil endvidere have mulighed for at kære rettens beslutning om

mentalundersøgelse under indlæggelse. Den sigtede vurderes på den bag-

grund at have tilstrækkelige muligheder for at gøre indsigelse mod en be-

slutning om mentalundersøgelse under indlæggelse.

Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at der foretages en ændring af

retsplejelovens § 809, således at der bliver mulighed for, at retten kan afsige

kendelse om mentalundersøgelse under indlæggelse, hvis sigtede udebliver

fra ambulant mentalundersøgelse og herefter udebliver fra retsmøde trods

lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald.

9.2.3.4.

Incitamentsstrukturerne for honorering som mulig barri-

ere for udarbejdelse af ambulante mentalundersøgelser

Det fremgår af Rigsrevisionens beretning om retspsykiatriske patienters for-

løb af april 2021, at der i Vestdanmark er en højere andel af mentalundersø-

gelser, der er gennemført ambulant end i Østdanmark. Ifølge undersøgelsen

har regionerne i Vestdanmark siden 2015 maksimalt haft fem pct. indlagt

ved udarbejdelsen af mentalerklæringer. I Østdanmark var der i samme pe-

riode mere end fem pct. indlagt, og andelen har været stigende til 12 pct. i

2020, hvor kun 88 pct. af mentalundersøgelserne blev gennemført ambulant.

Data fra Rigsadvokaten viser endvidere, at Østdanmark i perioden fra 2016

til 2023 i gennemsnit havde 22,75 indlæggelser om året. I Vestdanmark var

det tilsvarende tal 11.

Rigsrevisionen bemærker, at nogle patienter i Region Sjælland og Region

Hovedstaden har måttet vente op mod 18 måneder på at få foretaget en men-

talundersøgelse under indlæggelse, hvilket er seks gange så lang tid som i

de øvrige regioner. Det indikerer ifølge Rigsrevisionen, at der er et potenti-

ale for, at flere mentalundersøgelser kan foretages ambulant i Østdanmark

og dermed uden at frihedsberøve den pågældende.

100

I beretningen anfører Rigsrevisionen, at en af årsagerne til det højere antal

ambulante mentalundersøgelser i Vestdanmark kan findes i de incitaments-

strukturer, der ligger bag finansieringen af mentalundersøgelser. I Vestdan-

mark betaler politikredsene regionerne en fast takst for en ambulant mental-

undersøgelse, mens Retspsykiatrisk Klinik i Østdanmark indgår i Den Cen-

trale Anklagemyndigheds bevilling på finansloven. Når en mentalundersø-

gelse ikke kan gennemføres ambulant og i stedet foretages under indlæg-

gelse, skal den pågældende region selv betale for mentalundersøgelsen.

Samtidig påvirker det kapaciteten i psykiatrien, at mentalundersøgelsen

gennemføres under indlæggelse. Ifølge Rigsrevisionen er incitamentet til at

forsøge at gennemføre mentalundersøgelsen ambulant og undgå udeblivel-

ser således højere i Vestdanmark end i Østdanmark.

Heroverfor kan det anføres, at der i Vestdanmark kan være et særligt incita-

ment til at lade en mentalundersøgelse foretage som en ambulant undersø-

gelse, uanset at den pågældende allerede måtte være indlagt i anden anled-

ning. Det skyldes, at regionerne kan opkræve betaling fra politiet for en

mentalundersøgelse, der er foretaget ambulant, hvorimod regionerne selv

skal bekoste udgifterne forbundet med en mentalundersøgelse under ind-

læggelse.

I forbindelse med Rigsrevisionens undersøgelse er der peget på visse ind-

holdsmæssige forskelle i sagerne, som kan have betydning for, hvor mange

sager der kan gennemføres ambulant. De regionale statsadvokater vurderer

endvidere, at de sager, hvor der anmodes om mentalundersøgelse under ind-

læggelse i Østdanmark, overordnet set er mere komplekse og af mere alvor-

lig karakter, ligesom det er vurderingen, at et større antal af dem, der bliver

mentalundersøgt under indlæggelse i Østdanmark, i forvejen er frihedsbe-

røvede f.eks. som varetægtsarrestanter. Dertil kommer, at der er tale om re-

lativt små tal (i 2023 var der henholdsvis otte indlæggelser i Vestdanmark

og 16 i Østdanmark

), hvorfor der generelt skal udvises varsomhed med at

konkludere noget om forskellene på baggrund af tallene.

På den baggrund finder arbejdsgruppen ikke, at der er grundlag for at kon-

kludere, at incitamentsstrukturerne bag finansieringen af opgaven med ud-

førelse af ambulante mentalundersøgelser, udgør en væsentlig barriere for,

at flere mentalundersøgelser kan gennemføres ambulant i Østdanmark.

Se 14/2020 Rigsrevisionens beretning afgivet til Folketinget med Statsrevisorernes bemærkninger Retspsykiatriske

patienters forløb, s. 20 ff.

Der henvises til det statistiske materiale i afsnit 4.4, vedr., antal mentalerklæringer i perioden 2017-2023, fordelt på

landsdel.

101

Retspsykiatrisk Klinik og regionerne har oplyst, at de løbende arbejder med

forskellige tiltag, der skal sikre fremmøde af observander til mentalunder-

søgelser.

Taksten for udarbejdelse af en mentalerklæring på Retspsykiatrisk Klinik er

opgjort til

36.142 kr.

pr. stk. i 2021 (Opgjort på grundlag af de 405 erklæ-

ringer, der er udarbejdet i 2021

). Taksten for en ambulant mentalundersø-

gelse er i 2021 tilsvarende gennemsnitligt

41.323 kr.

hos de retspsykiatriske

afdelinger i regionerne mv. i Vestdanmark og på Bornholm.

Der vurderes derfor ikke på nuværende tidspunkt at være et besparelsespo-

tentiale i at henlægge flere opgaver fra Retspsykiatrisk Klinik til regionerne.

9.2.4.

Sammenfatning

På baggrund af ovenstående analyse, finder arbejdsgruppen ikke på nuvæ-

rende tidspunkt anledning til at foreslå en ændret rolle eller ansvarsfordeling

for udarbejdelse af mentalundersøgelser.

Arbejdsgruppen har peget på en række andre konkrete tiltag i forløbet med

indhentelse og udarbejdelse af mentalundersøgelser, jf. nedenfor, hvor æn-

dret proces og fremgangsmåde forventes at kunne resultere i en nedgang i

antallet af anmodninger om mentalundersøgelser og imødegå udeblivelser

fra observanden, der skal undersøges ambulant. Dette kan potentielt resul-

tere i færre mentalundersøgelser under indlæggelse.

Besvarelse af 5. maj 2022 af spørgsmål nr. 777 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

102

Anbefalinger, der relaterer sig til forløbet før dom

Arbejdsgruppen anbefaler, at der hos kriminalforsorgen og anklagemyndigheden udarbejdes klarere retningslin-

jer for, hvornår personundersøgelser efter rpl. § 808 bør indeholde en anbefaling om mentalundersøgelse.

Arbejdsgruppen anbefaler, at kriminalforsorgen opdaterer håndbogen til personundersøgeren, så det fremgår, at

samtykke fra den sigtede til at deltage i en mentalundersøgelse skal indhentes i forbindelse med den fysiske samtale

med den sigtede i de tilfælde, hvor sagen sendes videre til en psykiatrisk konsulent.

Arbejdsgruppen anbefaler, at rigsadvokatens meddelelsesafsnit om psykiske afvigende kriminelle ændres, således

at det igen udtrykkeligt fremgår, at der er mulighed for at indhente en udtalelse fra sigtedes behandlingssted i

stedet for at iværksætte en fuld mentalundersøgelse i tilfælde, hvor den sigtede ikke er eller har været undergivet

en foranstaltning, men har været i psykiatrisk behandling, eller hvor forholdet er begået på en institution eller

psykiatrisk afdeling.

Arbejdsgruppen anbefaler desuden, at det drøftes med Domstolsstyrelsen, Dommerforeningen og Dommerfuld-

mægtigforeningen, om der er behov for øget vidensdeling med domstolene i forhold til det retlige og praktiske

grundlag for iværksættelse af mentalundersøgelser.

Det ligger ikke inden for kommissoriet for arbejdsgruppen at gøre sig nærmere overvejelser om hensigtsmæssig-

heden af indførslen af en strafmæssig bagatelgrænse for anvendelse af mentalerklæringer. Arbejdsgruppen er

orienteret om, at der i Justitsministeriet foretages overvejelser om anvendelsen af bagatelgrænser for indhentelse

af mentalerklæringer for psykisk afvigende kriminelle.

Som initiativ til at imødegå udeblivelser fra sigtede, der skal undersøges ambulant, anbefales det, at de retspsyki-

atriske afdelinger og Retspsykiatrisk Klinik fremadrettet, i forbindelse med indkaldelsen, medsender et brev til

observanden om de mulige konsekvenser ved udeblivelse, herunder at der kan blive tale om, at mentalundersøgel-

sen skal gennemføres under indlæggelse, hvis betingelserne er opfyldt, og observanden ikke reagerer på indkal-

delserne.

Derudover anbefales det, at Rigsadvokaten i samarbejde med Rigspolitiet udarbejder materiale med information

om betydningen af en mentalundersøgelse og konsekvensen af en udeblivelse, som kan udleveres til den sigtede

eller den sigtedes forsvarer forud for indkaldelsen fra psykiatrien til mentalundersøgelsen.

Det anbefales, at der – som initiativ til at imødegå udeblivelser – indføres en mulighed for at sende en sms-påmin-

delse til observanden forud for aftalen til ambulant mentalundersøgelse.

Endelig anbefales det, at der gennemføres en ændring af retsplejelovens § 809, således at der bliver mulighed for,

at retten kan afsige kendelse om mentalundersøgelse under indlæggelse, hvis sigtede udebliver fra ambulant men-

talundersøgelse, og herefter udebliver fra retsmøde herom trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt

forfald.

103

9.3.

9.3.1.

Behandlingsforløbet

Analyse af forløbet i psykiatrien

9.3.1.1.

Udfordringsbilledet på det psykiatriske område

Der har de seneste år har været et stort politisk fokus på det psykiatriske

område grundet væsentlige udfordringer i forhold til bl.a. kapacitet og res-

sourcer. Psykiske lidelser udgør ca. 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde i

Danmark, og indsatsen for mennesker med psykiske lidelser har været under

et stadig stigende pres de seneste 10-15 år, hvor midler og kapacitet ikke er

fulgt med behovet. Det gælder på tværs af den samlede psykiatri, herunder

i retspsykiatrien, som er en integreret del af den samlede psykiatri.

I den forbindelse bemærkes det, at en analyse fra 2019

viste, at ud af en

gruppe på 218 mentalundersøgte personer, havde 74 pct. fået utilstrækkelig

psykiatrisk behandling op til den påsigtede kriminalitet. Den utilstrækkelige

psykiatriske behandling bestod bl.a. i afvisning i akutmodtagelser, udskriv-

ning uden opfølgning eller talrige korte indlæggelser uden tilstrækkelig sta-

bilisering.

Der er på denne baggrund de seneste år iværksat en række centrale nationale

initiativer og indgået flere brede politiske aftaler med fokus på at udvikle og

styrke indsatserne for mennesker med psykiske lidelser.

Blandt andet blev der i 2022 under den tidligere regering indgået en bred

politisk aftale mellem Socialdemokratiet og Venstre, Socialistisk Folke-

parti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dan-

marksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance,

Alternativet og Frie Grønne om en 10-årsplan for psykiatrien og mental

sundhed, hvor området blev sikret et permanent løft på 0,5 mia. kr. årligt.

Aftalen tog udgangspunkt i en række prioriterede indsatsområder og dertil

knyttede anbefalinger fra Sundhedsstyrelsens og Social- og Boligstyrelsens

faglige oplæg til en 10-års plan. Med indgåelse af aftalen

En bedre psykiatri

mellem den nuværende regering, Socialistisk Folkeparti, Danmarksde-

mokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten,

Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige i 2023,

blev der taget hul på udmøntningen af yderligere konkrete initiativer inden

for en række temaer, herunder bedre akuthjælp samt øget tryghed og fore-

byggelse af vold i psykiatrien. Derudover vil den nuværende regering ind-

lede politiske forhandlinger om en samlet 10-årsplan for psykiatrien.

Rapporten

Er der en sammenhæng mellem behandling/støtte af psykisk syge og kriminalitet? – En analyse med henblik på forebyg-

gende tiltag

fra 2019 af overlæge Gitte Ahle, med en styregruppe bestående af bl.a. regionerne og den ledende over-

læge på Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet.

104

Psykiatrien forventes således at få et samlet løft i 2030 på mere end 4 mia.

kr. siden 2019.

Arbejdsgruppen bemærker, at det generelle udfordringsbillede i psykiatrien

og løsningerne herpå falder uden for rammerne i kommissoriet.

Analysesporene og eventuelle anbefalinger fra arbejdsgruppen vil således

forudsætte, at der tages hånd om udfordringerne på tværs af hele psykiatri-

området i regi af regeringens arbejde med en samlet 10-årsplan for psyki-

atrien.

9.3.1.2.

Om retsgrundlaget for foranstaltningsdømtes behandlings-

forløb i psykiatrien

De behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er

idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant behandling, følger af

lov nr. 1396 af 21. november 2005 om retspsykiatrisk behandling mv. Det

følger heraf at regionsrådene har pligt til at modtage personer, der i henhold

til dom eller kendelse skal anbringes på psykiatrisk sygehus eller på anden

måde undergives psykiatrisk behandling, jf. § 1, nr. 2.

Rammerne for varetagelsen af behandlingen af patienter som er idømt en

psykiatrisk særforanstaltning i form af enten en behandlingsdom eller en

dom til ambulant behandling, er fastsat i Sundhedsstyrelsens vejledning nr.

9614 af 8. november 2010 om behandlingsansvarlige og ledende overlægers

ansvar for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambu-

lant psykiatrisk behandling.

Det fremgår af vejledningen om behandlingsansvarlige overlægers ansvar,

at formålet med vejledningen er at præcisere den omhu og samvittigheds-

fuldhed, som en behandlingsansvarlig overlæge og ledende overlæge i med-

før af autorisationsloven skal udvise ved varetagelse af patienter, der er

idømt en psykiatrisk særforanstaltning. Vejledningen præciserer overlæger-

nes ansvar ved iværksættelse og gennemførelse af behandlingsforløb samt

ansvaret i forbindelse med samarbejdet med andet personale og andre in-

stanser. Vejledningen præciserer endvidere den behandlingsansvarlige

overlæges ansvar i forbindelse med samarbejdet med kriminalforsorgen om

patienten.

Herefter benævnt ”Vejledning om behandlingsansvarlige overlægers ansvar”.

105

Det fremgår af vejledningen om behandlingsansvarlige overlægers ansvar,

at en behandlingsdom som udgangspunkt forudsætter, at behandlingen ind-

ledes med en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Danske Regioner har fremsendt et bidrag til den tværministerielle arbejds-

gruppes kortlægning af retspsykiatriske patienters forløb samt analyse af

udfordringerne hermed.

Danske Regioner har henvist til behovet for at opdatere vejledningen og har

bl.a. fremhævet, at udgangspunktet i vejledning om behandlingsansvarlige

overlægers ansvar om, at behandlingsdomme indledes med indlæggelse, bør

ændres til, at indlæggelse kun skal ske i de tilfælde, hvor det er lægeligt

indiceret på tidspunktet for opstart af en dom. Danske Regioner har anført,

at der ofte er forløbet lang tid fra udarbejdelse af mentalerklæringen og indtil

domsafsigelsen, og at det derfor er muligt, at den pågældende person er sta-

biliseret i den mellemliggende periode. Såfremt dette er tilfældet, vil det

ifølge Danske Regioner ikke være etisk eller behandlingsmæssigt korrekt at

indlægge patienten. Danske Regioner har derudover fremhævet, at vejled-

ningen bør justeres således, at behandlingsplanen skal udarbejdes efter ind-

læggelse og senest efter anden lægesamtale ved det ambulante forløb, og

ikke som i dag senest én uge efter indlæggelse eller påbegyndelse af det

ambulante forløb. Danske Regioner har fremhævet, at det kræver indgående

kendskab til patientens tilstand og behov at udarbejde en behandlingsplan,

som skal udarbejdes i dialog med patient, pårørende samt andre aktører, her-

under kommune, Kriminalforsorgen mv.

Sundhedsstyrelsen har i foråret 2022 indledt en dialog med Danske Regio-

ner med henblik på at revidere vejledningen om behandlingsansvarlige

overlægers ansvar.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at revisionen overordnet skal understøtte

bedre brug af ressourcer og øget kvalitet i de retspsykiatriske patienters for-

løb. Samtidig skal revisionen afspejle udviklingen på det retspsykiatriske

område, hvor et stort antal patienter i dag behandles ambulant. Der vil derfor

særligt være fokus på at revidere teksten om de ambulante patienter, men

der planlægges en samlet revision af hele vejledningen.

Indholdsmæssigt forventes det, at en revideret vejledning vil kunne styrke

mulighederne for et lægefagligt skøn i forhold til kontakt, behandlingsplan,

delegation, opfølgning og tidsfrister. Dette skal afvejes med patientgruppens

106

behov for høj kvalitet i behandlingen, herunder adgang til de rette sundheds-

faglige kompetencer.

Arbejdet vil blandt andet tage udgangspunkt i anbefalingerne i det faglige

oplæg til en ti-årsplan for psykiatrien og mental sundhed fra 2022. Her an-

befales blandt andet styrkede faglige rammer for indsatserne til retspsykia-

triske patienter med henblik på korrekt visitation til behandling. Regionerne,

Danske Regioner samt andre relevante aktører inddrages i arbejdet med hen-

blik på at belyse og konkretisere behov for ændringer i vejledningen. Revi-

sionen forventes afsluttet i 1. halvår af 2025.

Arbejdsgruppen finder det positivt, at Danske Regioner og Sundhedsstyrel-

sen har et igangværende arbejde med revidering af vejledningen om behand-

lingsansvarlige overlægers ansvar, og har noteret sig, at dette bl.a. har til

formål at sikre, at de foranstaltningsdømtes får den bedst mulige opstart af

et behandlingsforløb i psykiatrien.

Arbejdsgruppen bemærker, at idet der er tale om en vejledning af sundheds-

faglig karakter, er det ikke muligt for arbejdsgruppen at udtale sig nærmere

om det konkrete indhold af vejledningen, herunder anbefalingerne fra Dan-

ske Regioner. Arbejdsgruppen finder dog anledning til at bemærke, at en

behandlingsdom (domstype B1 og B2) forudsætter, at behandlingen indle-

des med indlæggelse. I disse tilfælde fremgår det af dommens præmisser, at

retten har vurderet, at den rette foranstaltning for den pågældende er en dom,

der indledes med en indlæggelse til udredning og stabilisering. En nærmere

undersøgelse af, om udgangspunktet i vejledningen om, at behandlings-

domme indledes med indlæggelse, herunder for personer med ophold på bo-

sted, bør ændres, vil således forudsætte nærmere undersøgelser, herunder af

de eksisterende behandlingsdomme (domstype B1 og B2), hvilket ikke lig-

ger inden for arbejdsgruppens kommissorium.

Arbejdsgruppen har noteret sig, at Sundhedsstyrelsen har påbegyndt dialog

med Danske Regioner i forbindelse med opdatering af vejledningen, at

Sundhedsstyrelsen vil inddrage relevante aktører, samt at revisionen af vej-

ledningen forventes afsluttet i løbet af 1. halvår af 2025. Arbejdsgruppen

har endvidere noteret sig, at Sundhedsstyrelsen har inddraget anklagemyn-

digheden og kriminalforsorgen i relevant omfang i forbindelse med arbejdet

med revisionen af vejledningen.

107

9.3.1.3.

De foranstaltningsdømtes manglende fremmøde til aftaler

ved ambulant behandling

På baggrund af Danske Regioners henvisning til, at det er en udfordring, at

patienter udebliver fra møder, og at regionerne har begrænsede handlemu-

ligheder i den forbindelse, er det arbejdsgruppens vurdering, at kommuni-

kation i form af en SMS-påmindelse forud for mødet med psykiatrien, for-

venteligt vil betyde færre udeblivelser, jf. nærmere herom afsnit 9.2.3.2.

En sådan påmindelse ville f.eks. kunne finde sted 24 timer forud for den

planlagte tid.

Arbejdsgruppen finder således, at der bør anvendes SMS-påmindelser ved

indkaldelser til ambulant behandling.

9.3.1.4.

Rolle og ansvarsfordeling på området

Det fremgår af kommissoriet, at arbejdsgruppen som led i sit arbejde skal

foretage en nærmere kortlægning af de relevante myndigheders opgavepor-

teføljer, og at der i denne forbindelse kan indgå overvejelser om en ændret

rolle- og ansvarsfordeling.

Arbejdsgruppen har derfor som led i analysen valgt at se nærmere på rolle-

og ansvarsfordelingen for forløbet i psykiatrien i forbindelse med anbringel-

sesdomme, navnlig i forbindelse med udslusningsforløbet og ophævelse el-

ler lempelse af foranstaltningsdommen.

Der er en udbredt anerkendelse af, at samarbejde mellem myndigheder er et

vigtigt led i forebyggelsen af kriminalitet. De enkelte myndigheder vil sjæl-

dent kunne afhjælpe alle de vanskeligheder, der har betydning for, om en

person på ny vil begå kriminalitet eller ej, uden samarbejde eller inddragelse

af andre myndigheder. Det er arbejdsgruppens vurdering, at et tværfagligt

og tværsektorielt samarbejde, navnlig samspillet mellem psykiatriens læge-

faglige ekspertise, statsadvokaternes anklagerfaglige viden og kriminalfor-

sorgens viden om kriminalitetsforebyggelse, generelt er nødvendigt og hen-

sigtsmæssigt for at sikre et sammenhængende forløb for de foranstaltnings-

dømte. Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for en ændret rolle- eller

ansvarsvurdering.

Danske Regioner har oplyst, at anbringelsesdommens længstetid eller man-

gel herpå betyder, at patienternes tilstand ofte vil stabiliseres undervejs i

deres indlæggelse, og at der således er patienter, som er velbehandlede og

kun optager retspsykiatriske pladser på grund af anbringelsesdommen.

108

Arbejdsgruppen bemærker, at en anbringelsesdom anvendes ved alvorlig

kriminalitet og betyder ofte mange års indlæggelse. En dom til anbringelse

i psykiatrisk afdeling indebærer, at den anbringelsesdømte indlægges på en

(rets)psykiatrisk afdeling og ikke kan udskrives, før retten ændrer foranstalt-

ningen til en mindre indgribende foranstaltning, eksempelvis en behand-

lingsdom, eller ophæver foranstaltningen.

Danske Regioner har desuden bemærket, at Retslægerådet i stigende grad

stiller krav om, at patienter skal have afviklet udgange (helst med overnat-

ning), før Retslægerådet vil anbefale en ændring af foranstaltningen, hvilket

potentielt kan forlænge patienters forløb, da en del psykiatriske patienter

ikke har steder, hvor de kan overnatte. Der er således flere retspsykiatriske

patienter, der ikke har egen bolig, pårørende eller andre personer, der kan

være behjælpelige i et udslusningsforløb.

Arbejdsgruppen finder anledning til at bemærke, at det i medfør af bekendt-

gørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller

institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsde-

kret, er muligt at tildele både ledsaget og uledsaget udgang til en patient af

varierende varighed. Såfremt en patient ikke har pårørende, som der kan

afvikles udgang til, bør muligheden for udgang til andre lignende personer

undersøges, såfremt dette vurderes hensigtsmæssigt ud fra et behandlings-

mæssigt hensyn. Det vil også være muligt, såfremt den pågældende ikke har

relationer af den pågældende karakter, at meddele enkeltstående udgange til

f.eks. en tur på biblioteket, handle ind, stranden mv.

Arbejdsgruppen finder, at psykiatrien fortsat bør have opmærksomhed på

muligheden for at indstille til et alternativt udslusningsforløb for de patien-

ter, som ikke har nære relationer, således at patienterne langsomt kan vænne

sig til øgede frihedsgoder, hvilket øger muligheden for at vurdere patientens

stabilitet og derved for indstilling til lempelse eller ophævelse af foranstalt-

ningsdommen. Et sådant alternativt udslusningsforløb kan således medvirke

til at sikre, at den retspsykiatriske patient ikke får et længere forløb end for-

målet tilsiger.

9.3.2.

Analyse af kriminalforsorgens tilsynsrolle

9.3.2.1.

Indledning

På baggrund af kortlægningens redegørelse, har arbejdsgruppen fundet an-

ledning til at undersøge, hvorvidt der er grundlag for at ændre den måde,

hvorpå kriminalforsorgens tilsyn med foranstaltningsdømte udføres,

109

herunder om der er grundlag for at ændre den rollefordeling, der er på til-

synsområdet.

Kriminalforsorgens tilsynsforpligtelse følger af cirkulære nr. 9275 af 30.

april 2015 om kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en for-

anstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69 samt vejledning nr. 9844 af 4.

september 2017 om kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en

foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69. Om indholdet af reglerne

for kriminalforsorgens tilsynsforpligtelse henvises til kortlægningens afsnit

6.2.3.

I aftalen om kriminalforsorgens økonomi for 2013-2016 og senere aftalen

om kriminalforsorgens økonomi for 2018-2021 blev aftaleparterne enige om

bedre tilsyns- og resocialiseringsindsatser med fokus på effekt, således at

der skulle anvendes redskaber og indsatser, der har en målbar effekt på til-

bagefaldet til kriminalitet. Ressourcer og indsatser i kriminalforsorgen

skulle målrettes personer med størst risiko for recidiv.

På den baggrund skulle kriminalforsorgen i arbejdet med tilsynsklienter

bl.a. anvende det evidensbaserede redskab LS/RNR til vurdering af risiko-

og behovsniveau samt fastsættelse af tilsynsfrekvens. Det blev endvidere

besluttet, at der skulle ske styrkelse af den adfærdskorrigerende tilsynsmo-

del MOSAIK til brug for arbejdet med de kriminogene faktorer, som fører

til kriminalitet hos domfældte, jf. nærmere om LS/RNR og MOSAIK i hen-

holdsvis afsnit 6.2.3 og 6.3.2.

Arbejdsgruppen har undersøgt, hvorvidt det er muligt at fastsætte kriterier,

der er afgørende for, hvornår tiltalte idømmes psykiatrisk behandlingsdom

henholdsvis med eller uden tilsyn af kriminalforsorgen, samt om der er be-

hov for justering af kriminalforsorgens tilsynsrolle og revidering af reglerne

for tilsyn.

9.3.2.2.

Analyse af konkrete sager med idømt psykiatrisk behand-

lingsdom

Som det fremgår ovenfor følger det af straffelovens § 68, at hvis en tiltalt

frifindes for straf i medfør af § 16, kan retten træffe bestemmelse om anven-

delse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge

yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger

som tilsyn, bestemmelser om opholdssted eller arbejde, afvænningsbehand-

ling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestem-

mes, at den pågældende skal anbringes på psykiatrisk afdeling, i institution

110

for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mu-

lighed for administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til

særlig pleje eller forsorg.

Endvidere kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at

idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2.

pkt., hvis gerningsmanden ved den strafbare handlings foretagelse befandt

sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller

forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte

beskaffenhed, jf. straffelovens § 69.

Der er ikke i bemærkningerne til straffelovens § 68 anført nærmere om be-

tingelserne for at pålægge den dømte tilsyn af kriminalforsorgen. For at un-

dersøge, hvorvidt det er muligt at udpege afgørende kriterier for, hvornår

der fastsættes bestemmelse om tilsyn af kriminalforsorgen, har arbejdsgrup-

pen indhentet oplysninger om 30 konkrete sagsforløb fra landets politi-

kredse og kriminalforsorgsområder, hvor den pågældende er idømt behand-

lingsdomme med og uden tilsyn af kriminalforsorgen.

Sagerne er identificeret af Rigsadvokaten på baggrund af datatræk i Krimi-

nalregistret (KR).

Arbejdsgruppens analyse tager afsæt i myndighedernes erfaringer, rets-

grundlaget på området samt 30 sagsforløb for retspsykiatriske patienter i

eller uden for kriminalforsorgens tilsyn. Ud af de 30 forløb har arbejdsgrup-

pen fremhævet fem eksempler på tilfælde, hvor kriminalforsorgen hen-

holdsvis har anbefalet tilsyn og ikke har anbefalet tilsyn, men hvor domsto-

lene alligevel har fastsat tilsyn af kriminalforsorgen.

Da analysen er baseret på 30 sagsforløb, der ikke kan ses som et repræsen-

tativt udsnit for hele området for foranstaltningsdømte, skal analysen ses

som et indblik i det retspsykiatriske område, der bl.a. kan bruges som et

afsæt for videre undersøgelser.

9.3.2.2.1. Gennemgang af udvalgte

sager, hvor kriminalforsorgen

har en tilsynsforpligtelse

Arbejdsgruppen har fundet det hensigtsmæssigt at redegøre for enkelte kon-

krete sager med foranstaltningsdømte. Formålet er at illustrere indholdet af

Der er indhentet i alt 30 sager fra henholdsvis landets politikredse og kriminalforsorgsområder, hvor den pågældende

er idømt behandlingsdomme med og uden tilsyn af kriminalforsorgen. Sagerne er identificeret af Rigsadvokaten på

baggrund af datatræk i Kriminalregistret (KR). Sagerne skal illustrere situationer, hvor kriminalforsorgen henholdsvis

111

kriminalforsorgens tilsynsforpligtelse og vurderingen af, hvornår tilsyn på-

lægges i praksis.

Sag nr. 1:

Den pågældende blev i september 2019 dømt til behandling på psykiatrisk

afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen for overtrædelse af straffelovens §

244 (simpel vold). Af den retspsykiatriske undersøgelse fremgår det, at den

pågældende frembyder et komplekst psykiatrisk billede med dårlig integre-

ret personlighedsstruktur og ses omfattet af straffelovens § 69. På den bag-

grund anbefalede Retspsykiatrisk Klinik en dom til psykiatrisk behandling

med tilsyn af kriminalforsorgen.

I forbindelse med statsadvokatens årlige kontrolhøring anbefalede kriminal-

forsorgen, at foranstaltningen blev opretholdt, da foranstaltningen bl.a. var

med til at give den domfældte struktur og forudsigelighed, og da der fortsat

var en risiko for recidiv til kriminalitet som følge af pågældendes psykiske

sårbarhed, hvor udfordringer i dagligdagen kunne være med til at forværre

tilstanden og presse den pågældende.

I den konkrete sag var tilsynsfrekvensen for tilsynssamtaler fastsat til hver

tredje til fjerde uge, hvor kriminalforsorgen bl.a. arbejdede med strukture-

rede og motiverende samtaler med konkrete temaer, som kunne være med

til at give den pågældende refleksioner og redskaber til at arbejde med og

udvikle sig selv med henblik på at forebygge recidiv. Kriminalforsorgen har

dertil haft en koordinerende rolle i forhold til at få tilknyttet en støttekon-

taktperson fra pågældendes bopælskommune, der kunne hjælpe med for-

skellige praktiske opgaver i hverdagen, til vedkommende.

Anbefalingen lå i tråd med den behandlingsansvarlige overlæges vurdering

af den pågældendes helbredsmæssige tilstand, og der blev på den baggrund

ikke taget skridt til ændring eller ophævelse af foranstaltningen fra anklage-

myndighedens side.

Sag nr. 2:

Den pågældende havde tidligere været idømt ambulant psykiatrisk behand-

ling med tilsyn af kriminalforsorgen, og var nu tiltalt for bl.a. overtrædelse

af straffelovens § 119 (vold eller trusler om vold mod personer i offentlig

tjeneste).

anbefaler en foranstaltning med tilsyn af kriminalforsorgen eller anbefaler, at den dømte ikke undergives tilsyn, men

hvor domstolene har pålagt tilsyn af kriminalforsorgen ved domsafsigelsen.

112

Forud for ny domsafsigelse i maj 2021 afgav kriminalforsorgen udtalelse

om, at tiltalte alene skulle dømmes til psykiatrisk behandling uden tilsyn af

kriminalforsorgen, idet kriminalforsorgen som følge af tiltaltes psykiske si-

tuation ikke kunne arbejde recidivhæmmende med den pågældende.

Anklagemyndigheden nedlagde indledningsvis påstand om, at tiltalte skulle

dømmes til psykiatrisk behandling med (fortsat) tilsyn af kriminalforsorgen,

dvs. en ny enslydende foranstaltning og ophævelse af den tidligere foran-

staltning. Dette skal ses i lyset af, at den igangværende foranstaltning var

idømt otte år tidligere.

På baggrund af kriminalforsorgens udtalelse, besluttede anklagemyndighe-

den dog efterfølgende at indhente den behandlingsansvarlige overlæges be-

mærkninger, herunder om der i stedet kunne anbefales en dom til ambulant

behandling uden tilsyn af kriminalforsorgen.

Den behandlingsansvarlige overlæge afgav herefter udtalelse om, at

”den

retslige foranstaltning anbefales fortsat uden tilsyn fra Kriminalforsorgen,

da det vurderes, at patienten har fortsat behov for behandling med dom for

at kunne indlægge […] ved behov”.

Der var samtidig oplysninger i overlæ-

gens udtalelse om, at den pågældende havde været meget ustabil det sidste

år, og bl.a. havde været indlagt flere gange på psykiatrisk afdeling grundet

forværring i tilstanden samt havde udvist voldelig adfærd og truet personale

under indlæggelser. Det fremgår endvidere, at den pågældende blev behand-

let både med antipsykotika og beroligende medicin. Trods medicineringen

blev patienten vurderet kronisk psykotisk med tendens til umotiveret volde-

lig adfærd.

Anklagemyndigheden ændrede efterfølgende påstanden til en foranstaltning

uden tilsyn af kriminalforsorgen i overensstemmelse med anbefalingerne fra

kriminalforsorgen og den behandlingsansvarlige overlæge.

Retten udtalte i forbindelse med domsafsigelsen følgende:

”Retten finder,

at der skal være tilsyn af kriminalforsorgen, uanset det af kriminalforsorgen

angivne, og at retten vil overlade det til kriminalforsorgen at finde en egnet

metode til at føre det fornødne tilsyn i nærværende sag”.

Foranstaltningen er siden – ved kendelse i juli 2023 – ændret, således at

kriminalforsorgens tilsyn er ophørt.

113

Sag nr. 3:

Den pågældende var tiltalt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 119 (vold

eller trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste) og modtog i april

2022 en dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminal-

forsorgen. Ved en retspsykiatrisk erklæring blev det i den anledning vurde-

ret, at den pågældende var præget af en svær dementiel tilstand i en sådan

grad, at det måtte sidestilles med en psykotisk tilstand. Den pågældende var

derfor omfattet af straffelovens § 16. I erklæringen blev det endvidere be-

mærket, at demens ikke kan behandles, hvorfor det mest formålstjenlige

ville være, at den pågældende fik ophold i egnet socialpsykiatrisk institu-

tion, der kunne varetage pasning. Det blev dog også af Retspsykiatrisk Kli-

nik anbefalet, at den pågældende blev dømt til ambulant psykiatrisk behand-

ling ved psykiatrisk afdeling og tilsyn af kriminalforsorgen, således at kri-

minalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om ind-

læggelse, herunder om ophold på en egnet sikret institution efter tilsyns-

myndighedens nærmere bestemmelse.

Retslægerådet vurderede ligeledes, at den pågældende som følge af sin de-

mentielle tilstand var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og anbefalede

dom til psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgen vurderede imidlertid på baggrund af de foreliggende op-

lysninger, at den pågældendes psykiske tilstand var kronisk og uden forbed-

ringsmuligheder, og at tilsynet derfor ikke ville være formålstjenligt. Krimi-

nalforsorgen lagde særligt lagt vægt på oplysninger om den kroniske diag-

nose demens med dokumenteret hastig forværring i løbet af det seneste år,

og at det af mentalundersøgelsen fremgik, at den pågældende var præget af

en svær dementiel tilstand i sådan en grad, at det måtte sidestilles med en

psykotisk tilstand.

Retten lagde vægt på Retslægerådets erklæring, hvorfor den pågældende

blev dømt til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalfor-

sorgen. Retten udtalte i den forbindelse, at

”[…] efter indholdet af retslæ-

gerådets erklæring tages anklagemyndighedens påstand om tilsyn af krimi-

nalforsorgen under udskrivelse til følge, uanset kriminalforsorgen har fun-

det, at et sådant tilsyn ikke vil være formålstjenligt”.

Foranstaltningen er siden ændret således, at kriminalforsorgens tilsyn er op-

hørt. Dette er sket ved kendelse i august 2023 efter anklagemyndighedens

begæring og på baggrund af anbefalinger fra den behandlingsansvarlige

overlæge og kriminalforsorgen, idet den pågældende ikke vurderedes at

114

kunne profitere af de kriminalpræventive indsatser, som kriminalforsorgen

kan tilbyde.

Sag nr. 4:

Den pågældende blev i marts 2020 dømt til ambulant psykiatrisk behandling

på psykiatrisk afdeling under tilsyn af kriminalforsorgen for overtrædelse af

bl.a. straffelovens § 119 (vold eller trusler om vold mod personer i offentlig

tjeneste).

I forbindelse med statsadvokatens årlige kontrolhøring i 2022 anbefalede

kriminalforsorgen, at foranstaltningen blev ændret således, at kriminalfor-

sorgens tilsyn udgik. Baggrunden for anbefalingen var, at tilsynet med den

pågældende ikke vurderedes at have recidivhæmmende effekt, da det grun-

det den pågældendes helbredstilstand og sproglige problemer alene var mu-

ligt at afvikle tilsynssamtaler i begrænset omfang. Kriminalforsorgen hen-

viste desuden til, at den pågældendes kriminelle adfærd var helbredsmæssigt

betinget, og bl.a. var en følge af den nødvendige medicinske behandling.

Anklagemyndigheden indhentede efterfølgende en supplerende udtalelse fra

den behandlingsansvarlige overlæge, som tilsluttede sig kriminalforsorgens

anbefaling om, at tilsynet kunne udgå.

Sagen blev herefter indbragt for retten i januar 2023, og foranstaltningen

blev ændret ved kendelse i april 2023, hvorved kriminalforsorgens tilsyn

ophørte.

Sag nr. 5:

Den pågældende blev i maj 2020 dømt til behandling på psykiatrisk afdeling

med tilsyn af kriminalforsorgen for overtrædelse af straffelovens § 119

(vold eller trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste).

I forbindelse med statsadvokatens årlige kontrolhøring i 2021 anbefalede

kriminalforsorgen, at der blev taget stilling til, hvorvidt tilsynet ved krimi-

nalforsorgen vurderedes at have tilstrækkelig recidivhæmmende effekt, idet

tilsynet det seneste år havde båret præg af, at den pågældende afviste at tale

med kriminalforsorgens personale og ofte ikke åbnede døren, når kriminal-

forsorgen havde opsøgt den pågældende på sit bosted.

Anklagemyndigheden indhentede på den baggrund en supplerende udtalelse

fra den behandlingsansvarlige overlæge, som oplyste, at domfældtes syg-

dom kunne have betydning for evnerne til et stabilt fremmøde/ønske om

115

samtaler i perioder og til at anvende de kognitive redskaber, der bruges i

kriminalforsorgens regi. Det var imidlertid overlægens vurdering, at perso-

ner med hyppige tilbagefald til sindssygdom ofte vil have brug for indlæg-

gelse med politiets assistance, hvor kriminalforsorgen sørger for kontakt

med politiet, samt at der vil være personer, der efter lægelig vurdering pro-

fiterer af lejlighedsvis kontakt med kriminalforsorgen, men som ikke opfyl-

der de generelle krav til tilsynsforpligtelse- og frekvens.

Anklagemyndigheden indstillede på den baggrund ikke til en ændring af

foranstaltningsdommen.

9.3.2.2.2. Sager med tilsyn af kriminalforsorgen

I de konkrete sager nævnt i afsnit 9.3.2.2.1., hvor domfældte blev idømt en

psykiatrisk behandlingsdom med tilsyn af kriminalforsorgen, fremgår det,

at anklagemyndigheden som udgangspunkt har nedlagt påstand om ambu-

lant psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen, jf. straffelovens

§ 68, 2. pkt. I ét enkelt tilfælde nedlagde anklagemyndigheden i stedet på-

stand om dom til ambulant psykiatrisk behandling

uden

tilsyn, men retten

besluttede, at der skulle føres tilsyn af kriminalforsorgen som følge af psy-

kiatriens anbefaling.

Det fremgår af de gennemgåede 30 sagsforløb, at kriminalforsorgen i over-

vejende grad har tilsluttet sig en vurdering af, at tilsyn af kriminalforsorgen

var hensigtsmæssigt. I de tilfælde, hvor kriminalforsorgen ikke har anbefalet

tilsyn, er det bl.a. været begrundet i den pågældendes helbredstilstand, me-

dicinering eller at det ikke havde vist sig muligt at skabe en relation til den

pågældende under tidligere tilsynssamtaler.

Det ses videre, at den behandlingsansvarlige overlæge – i overensstemmelse

med kriminalforsorgens vurdering – ikke anbefalede tilsyn af kriminalfor-

sorgen, i de tilfælde hvor den pågældendes tilstand og medicinering talte

imod.

Gennemgangen af sagerne viser endvidere, at tilsyn af kriminalforsorgen i

hovedparten af sagerne er pålagt ved domme for overtrædelse af straffelo-

vens § 119 (vold eller trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste) og

§ 244 (simpel vold), herunder en del begået under indlæggelse på behand-

lingsafdeling eller bosted, hvor volden var rettet mod personalet.

Arbejdsgruppen har tillige undersøgt, om sagerne giver anledning til at pege

på, at alder og tidligere idømt straf kan udgøre afgørende kriterier for,

116

hvorvidt den dømte idømmes en psykiatrisk behandlingsdom med tilsyn af

kriminalforsorgen. Dette har ikke kunnet udledes af sagsmaterialet, og der

kan ikke entydigt peges på særlige kriterier, som går igen i sager, hvor den

pågældende er idømt psykiatrisk behandlingsdom henholdsvis med eller

uden tilsyn af kriminalforsorgen.

9.3.2.2.3. Sager uden tilsyn af kriminalforsorgen

I de otte sager

, hvor domfældte ses at være idømt en psykiatrisk behand-

lingsdom uden tilsyn af kriminalforsorgen, har anklagemyndigheden ned-

lagt påstand om ambulant psykiatrisk behandling uden tilsyn af kriminalfor-

sorgen.

Sagerne ses ikke afgrænset til særlige persongrupper.

Domstolene ses således i disse tilfælde som udgangspunkt at have fulgt an-

klagemyndighedens påstand. Kriminalforsorgen er anmodet om en udtalelse

i én af de gennemgåede sager. I den sag anbefalede kriminalforsorgen ikke

tilsyn, da den pågældende havde boet på et socialpsykiatrisk bosted i mange

år, hvor der er personale, som varetog de forsorgsmæssige forhold, og hvor-

fra psykiatrien kunne varetage det behandlingsmæssige i forbindelse med

behandlingsdommen. Anklagemyndigheden indstillede på baggrund af kri-

minalforsorgens udtalelse til, at domfældte blev idømt en behandlingsdom

uden tilsyn af kriminalforsorgen. Retten fulgte anklagemyndighedens på-

stand i den konkrete sag.

9.3.2.2.4. Sammenfatning

De 30 sagsforløb viser, at det er vanskeligt at udpege kriterier, som er afgø-

rende for, at retspsykiatriske patienter bliver idømt psykiatrisk behandlings-

dom henholdsvis med eller uden tilsyn af kriminalforsorgen.

Gennemgangen af sagerne viser, at domstolene overvejende har fulgt ankla-

gemyndighedens påstand, uanset om den vedrører tilsyn af kriminalforsor-

gen eller psykiatrien. Endvidere ses domstolene som udgangspunkt at have

fulgt en evt. anbefaling fra Retspsykiatrisk Klinik, den behandlingsansvar-

lige overlæge og/eller Retslægerådet om tilsyn af kriminalforsorgen, uanset

om kriminalforsorgen havde vurderet, at tilsyn ikke ville være recidivhæm-

mende.

Ud af de 30 sager for retspsykiatriske patienter, der er indhentet fra henholdsvis landets politikredse og kriminalfor-

sorgsområder, og som danner grundlaget for arbejdsgruppens analyse.

117

I de tilfælde, hvor kriminalforsorgen ikke har anbefalet tilsyn, idet tilsyn

ikke vurderes formålstjenligt, har der bl.a. været tale om sager, hvor den

pågældende er medicineret i et sådant omfang, at det ikke er muligt at ar-

bejde med de kriminogene faktorer, eller hvor det erfaringsmæssigt var van-

skeligt at gennemføre tilsynet, fordi det ikke havde været muligt for krimi-

nalforsorgen at få kontakt til den pågældende

9.3.2.3.

Tilpasning af nuværende rolle

Analysen illustrerer, at retspsykiatriske patienter er en kompleks gruppe

med forskellige behov, hvorfor tilsynsforløbene heller ikke er ens eller di-

rekte sammenlignelige.

Samtidig tegner der sig et billede af, at øvrige myndigheders anbefalinger

om, at kriminalforsorgen skal føre tilsyn, kan have afgørende betydning for

sagen.

Danske Regioner har oplyst, at psykiatrien i høj grad finder kriminalforsor-

gens tilsynsrolle af afgørende betydning i de retspsykiatriske forløb, idet de

retspsykiatriske patienter profiterer af kriminalforsorgens særlige kompe-

tencer og redskaber i forhold til forebyggelse af kriminalitet.

Arbejdsgruppen har i forbindelse med analysearbejdet overvejet, om mang-

lende kendskab til de rammer, som kriminalforsorgen er underlagt ved ud-

førelsen af tilsynet, eller manglende kendskab til de muligheder og redska-

ber, som kriminalforsorgen reelt har til at påvirke domfældte til at vælge et

liv uden kriminalitet, kan være en afgørende faktor for, at kriminalforsorgen

pålægges at gennemføre et tilsynsforløb, som grundet den pågældendes syg-

dom, aktuelle psykiske situation, sygdomshistorik eller tidligere erfaringer

på baggrund af et tilsynsforløb hos kriminalforsorgen, ikke af kriminalfor-

sorgen vurderes at være recidivhæmmende for den pågældende, og hvor det

derfor vurderes usandsynligt for kriminalforsorgen at opfylde det med tilsy-

net tilsigtede formål.

Kriminalforsorgen har særlige kompetencer og redskaber i forhold til fore-

byggelse af kriminalitet, som den dømte kan profitere af. Den såkaldte

LS/RNR-vurdering er således et vigtigt redskab, der afdækker centrale risi-

kofaktorer i forbindelse med den begåede kriminalitet og forhold omkring

den pågældendes fysiske- og psykiske helbred samt økonomi. På baggrund

Arbejdsgruppen skal bemærke, at konklusionerne baserer sig på et lille udsnit af det samlede antal foranstaltnings-

domme, hvorfor undersøgelsen er behæftet med en vis usikkerhed.

118

af LS/RNR-vurderingen fastlægges det, hvilken støtte og kontrol, kriminal-

forsorgen skal yde for at modvirke risikoen for recidiv.

På tilsvarende vis kan anvendelsen af MOSAIK være med til at træne nye

sociale færdigheder hos den pågældende og dermed skabe motivation for

positiv forandring, f.eks. at hjælpe den pågældende med at komme ud af et

misbrug eller påbegynde en uddannelse. Dette forudsætter dog, at kriminal-

forsorgen kan komme i kontakt med den pågældende, og at den pågælden-

des psykiske tilstand gør det muligt at gennemføre en LS/RNR-vurdering.

Kriminalforsorgens tilsynsforpligtelse skal ses i sammenhæng med den psy-

kiatriske behandling, som vil være nødvendig for at forebygge ny krimina-

litet hos den foranstaltningsdømte. Det er således kriminalforsorgens erfa-

ring, at det kan udgøre en unødig belastning af den dømte at skulle deltage

i faste møder med både psykiatrien og kriminalforsorgen, i det tilfælde hvor

kriminalforsorgen vurderer, at tilsyn ikke vil have recidivhæmmende effekt.

Kriminalforsorgen har oplyst, at de i dag ikke har mulighed for at tilbyde

den form for fleksibilitet, det kan kræve, når der skal føres tilsyn med dom-

fældte, der ikke umiddelbart profiterer af kriminalforsorgens indsatser. På

den ene side skal kriminalforsorgen undgå at presse domfældte til mere, end

den psykiske tilstand og modtagelighed giver mulighed for, og på den anden

side skal kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed arbejde så intensivt, som

det er muligt og nødvendigt, på at mindske domfældtes recidivrisiko.

Analysen peger på, at gennemførelse af et tilsynsforløb med de domfældte

kan være vanskeligt henset til bl.a., at domfældtes kognitive niveau kan ud-

gøre en hindring for kriminalforsorgens muligheder for at interagere med

den pågældende i tilstrækkelig grad til, at der kan udarbejdes en risiko- og

behovsvurdering (LS/RNR). Endvidere kan domfældtes psykiske tilstand og

sproglige evner være så ringe, at kriminalforsorgen ikke kan føre en samtale

med den pågældende og arbejde recidivhæmmende.

På baggrund af analysen er det arbejdsgruppens vurdering, at de nuværende

rammer og regelsæt for kriminalforsorgens tilsyn ikke dækker de behov, der

eksisterer i praksis. Det indebærer, at kriminalforsorgen dels ikke kan over-

holde tilsynsforpligtelsen over for de domfældte, og dels at de pågældende

udsættes for forløb, der er mere intensive, end hvad der er hensigtsmæssigt

for de domfældtes psykiatriske behandling, uden at det er recidivhæm-

mende.

119

Det er derfor arbejdsgruppens vurdering, at en særskilt regulering af krimi-

nalforsorgens tilsyn med personer idømt en foranstaltningsdom i medfør af

straffelovens §§ 68 og 69 vil være hensigtsmæssig, da tilsynet med foran-

staltningsdømte i visse afgørende tilfælde adskiller sig fra kriminalforsor-

gens tilsyn med f.eks. prøveløsladte.

En sådan særskilt regulering foreslås gennemført ved udarbejdelse af en ny

bekendtgørelse, der bl.a. bør indeholde regler om opstarten af tilsyn og kon-

takthyppighed, mulighed for at berostille kriminalforsorgens tilsyn samt kri-

minalforsorgens reaktions- og sanktionsmuligheder ved domfældtes over-

trædelse af tilsynsforanstaltningen. Såfremt reguleringen indeholder et

sundhedsfagligt perspektiv, bør myndigheder og interessenter inddrages i

relevant omfang.

9.3.2.3.1. Kriminalforsorgen som ”kontaktmyndighed”

Af analysen fremgår bl.a., at psykiatrien i visse tilfælde anbefaler, at krimi-

nalforsorgen fortsat fører tilsyn med den dømte ud fra det forhold, at krimi-

nalforsorgen kan etablere kontakt til politiet i det tilfælde, at der skulle opstå

behov for indlæggelse. Der er således kriminalforsorgen som ”kontaktmyn-

dighed”, som psykiatrien har lagt vægt på.

Det fremgår desuden af Rigsadvokatens meddelelse om psykisk afvigende

kriminelle, at hvis det på forhånd er klart, i forbindelse med en behandlings-

dom af typen B.2., at social støtte, f.eks. et tilsyn, der giver mulighed for at

opsøge domfældte i tilfælde af udeblivelse, er påkrævet, bør anklagemyn-

digheden nedlægge påstand om dom til behandling på psykiatrisk afdeling

med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under ud-

skrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe

bestemmelse om genindlæggelse.

Det er kriminalforsorgens oplevelse, at øvrige myndigheder i visse tilfælde

har et ønske om, at kriminalforsorgen fører tilsyn med henvisning til andet

end det, der er kriminalforsorgens kerneopgave. Kriminalforsorgen er såle-

des stødt på sager, hvor psykiatrien anbefaler tilsyn, da kriminalforsorgen

kan varetage efterlysning ved politiet og har adgang til kriminalregisteret,

hvorfor kriminalforsorgen kan være med til at oplyse om et aktuelt krimina-

litetsbillede.

Varetagelse af kontakt til politiet eller sparring med psykiatrien om aktuelt

kriminalitetsbillede er en naturlig del af kriminalforsorgens opgavevareta-

gelse, når kriminalforsorgen i øvrigt arbejder recidivhæmmende med

120

domfældte. Det er arbejdsgruppens vurdering, at det afgørende for at på-

lægge en foranstaltningsdømt tilsyn bør være, om tilsyn vurderes at have

recidivhæmmende effekt, eller om den pågældende i øvrigt vil profitere

heraf, og at hensynet til, at kriminalforsorgen kan foretage opslag i krimi-

nalregistret og varetage en eventuel kontakt til politiet og dermed lette sags-

behandlingen og kommunikationen myndighederne imellem, ikke udgør et

sagligt hensyn, der kan begrunde, at den foranstaltningsdømte pålægges el-

ler fastholdes i tilsyn.

9.3.2.4.

Rolle og ansvarsfordeling på tilsynsområdet

Under punkt 9.3.2.3 ovenfor fremgår, at det kan være vanskeligt for krimi-

nalforsorgen at efterleve tilsynsforpligtelsen med de foranstaltningsdømte,

der er så syge, og/eller hvor deres kognitive niveau er så ringe, at de ikke

kan indgå i en samtale med tilsynsførende, hvorfor der heller ikke kan an-

vendes MOSAIK samtalestruktur. Kriminalforsorgens erfaringer viser, at

tilsynssamtalerne i disse tilfælde – forudsat at domfældte fysisk møder op

til samtalerne – er kendetegnet ved, at disse ikke har et meningsfuldt ind-

hold. Kriminalforsorgen har oplyst, at det i disse sager ikke er muligt at ar-

bejde med de prokriminelle faktorer, og at kriminalforsorgen i praksis alene

har en støttende funktion. Ved de mest syge føres tilsynssamtalerne sammen

med psykiatrien, når psykiatrien skal have samtale med domfældte vedrø-

rende medicinering. I disse tilfælde er kriminalforsorgen i praksis kun til

stede under samtalen, der domineres af psykiatrien, da domfældtes behand-

ling vægtes tungest.

Retspsykiatriske patienter skal bruge ressourcer på at møde op hos psyki-

atrien og modtage behandling. Såfremt de pågældende i tillæg til dom til

behandling er pålagt at være i tilsyn af kriminalforsorgen, skal de derudover

møde op i kriminalforsorgens afdelinger for at deltage i tilsynssamtaler.

Dette kan være yderst ressourcekrævende, især for de mest syge dømte.

Kriminalforsorgens kerneopgave er at arbejde recidivhæmmende med den

dømte og derigennem påvirke domfældte til at vælge et liv uden kriminali-

tet. Kriminalforsorgen anvender bl.a. det evidensbaserede redskab LS/RNR

og den adfærdskorrigerende tilsynsmodel MOSAIK til brug for arbejdet

med domfældtes prokriminelle faktorer. Det er ikke en del af kriminalfor-

sorgens kerneopgave alene at have en støttende funktion for den domfældte

eller agere bindeled mellem eksempelvis psykiatrien og politiet.

I sager, hvor kriminalforsorgens tilsyn ikke vurderes at have en recidivhæm-

mende effekt grundet den domfældtes sygdom og kognitive niveau,

121

varetager psykiatrien og kommunerne den kontakt med andre myndigheder,

som der er behov for som led i varetagelsen af de øvrige opgaver relateret

til fuldbyrdelsen af foranstaltningen. I disse sager bør kriminalforsorgen

ikke inddrages som et ekstra led i den domfældtes forløb, idet dette vurderes

at være tungt og ressourcekrævende for en i forvejen sårbar persongruppe.

Det kan ligeledes resultere i, at den foranstaltningsdømtes forløb forlænges

unødigt, ved at flere myndigheder inddrages i sagens behandling.

Den tværministerielle arbejdsgruppe har indhentet udtalelser fra Finland,

Norge og Sverige om disse landes erfaringer på det retspsykiatriske område

og de retspsykiatriske patienters forløb. På baggrund af landenes udtalelser

kan det konkluderes, at tilsynsforpligtelsen på det retspsykiatriske område i

disse lande ligger hos social- og sundhedsmyndighederne.

9.3.2.5.

Analysens konklusioner

Analysen baserer sig på 30 sagsforløb, hvilket ikke kan anses for et repræ-

sentativt udsnit for hele området for foranstaltningsdømte. Det er derfor ikke

muligt at foretage generaliseringer på baggrund af resultaterne. I gennem-

gangen af sagsforløbene tegner der sig imidlertid et billede af, at domstolene

som udgangspunkt følger en anbefaling om, at den domfældte pålægges til-

syn – uanset at kriminalforsorgen ikke anbefaler dette. I de sager, hvor kri-

minalforsorgen blev pålagt at føre tilsyn i forbindelse med behandlingsdom-

men, havde psykiatrien anbefalet tilsyn af kriminalforsorgen i størstedelen

af sagerne. Kriminalforsorgen ses i de pågældende sager at kunne tilslutte

sig en anbefaling om tilsyn med de foranstaltningsdømte, medmindre kri-

minalforsorgen vurderede, at tilsynet ikke ville have en recidivhæmmende

effekt bl.a. som følge af den dømtes psykiske tilstand og kognitive niveau.

I de tilfælde, hvor kriminalforsorgen ikke vurderede sig i stand til at løfte

tilsynsforpligtelsen, men hvor tilsynet alligevel er pålagt kriminalforsorgen,

har domstolene lagt afgørende vægt på andre myndigheders anbefalinger.

De sager, hvor kriminalforsorgen har set sig i stand til at løfte tilsynsforplig-

telsen, illustrerer, hvilke kompetencer og redskaber kriminalforsorgen har,

og som den dømte kan profitere af sideløbende med deltagelse i det psykia-

triske behandlingsforløb. Kriminalforsorgen anvender bl.a. LS/RNR-vurde-

ring, der kan medvirke til at afdække centrale risikofaktorer i forbindelse

med den begåede kriminalitet og forhold omkring den pågældendes fysiske

og psykiske helbred samt fastlægge, hvilken støtte og kontrol, kriminalfor-

sorgen skal yde for at modvirke risikoen for recidiv. Endvidere ses anven-

delsen af MOSAIK, hvor kriminalforsorgens arbejder med strukturerede og

122

motiverende tilsynssamtaler, at kunne medvirke til at give den domfældte

refleksioner og redskaber til at arbejde med sig selv samt udvikle sig med

henblik på at forebygge recidivrisiko.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at de nuværende rammer og regelsæt for

kriminalforsorgens tilsyn ikke er egnet til kompleksiteten i de retspsykiatri-

ske sager og giver anledning til tvivl om, hvorvidt kriminalforsorgen i alle

tilfælde skal gennemføre tilsynet, ligesom de foranstaltningsdømte risikerer

at blive underlagt et tilsynsforløb, der er mere intensivt, end de kan rumme,

uden at de pågældende vurderes at profitere af kriminalforsorgens resocia-

liserende indsatser.

På baggrund af ovenstående er det arbejdsgruppens anbefaling, at der ud-

arbejdes en særskilt regulering af kriminalforsorgens tilsyn med personer

idømt foranstaltning i medfør af straffelovens §§ 68 og 69, da tilsynet med

foranstaltningsdømte adskiller sig fra kriminalforsorgens tilsyn med f.eks.

prøveløsladte. Reguleringen bør indeholde regler om opstart af tilsyn og

kontakthyppighed i lighed med tilsynsbekendtgørelsen og cirkulæret, men

også give kriminalforsorgen mulighed for f.eks. at berostille tilsyn.

Det er arbejdsgruppens anbefaling, at kriminalforsorgen ikke bør anvendes

som og ikke skal agere ”kontaktmyndighed”. I sager, hvor kriminalforsor-

gen – efter forelæggelse for psykiatrien – vurderer, at tilsynet ikke vil have

en recidivhæmmende effekt grundet den domfældtes sygdom og kognitive

niveau, bør kriminalforsorgen således ikke inddrages som en ekstra myn-

dighed i behandlingsforløbet, idet dette kan være tungt og ressourcekræ-

vende for en i forvejen sårbar persongruppe. I disse sager varetager psyki-

atrien og kommunerne den kontakt med andre myndigheder, som der er be-

hov for som led i varetagelsen af de øvrige opgaver relateret til fuldbyrdel-

sen af foranstaltningen. Det er arbejdsgruppens vurdering, at dette vil sikre

et mere sammenhængende behandlingsforløb for den foranstaltningsdømte.

9.3.3.

Sammenfatning

123

Anbefalinger, der relaterer sig til behandlingsforløbet

Arbejdsgruppen har noteret sig, at Sundhedsstyrelsen har påbegyndt arbejdet med opdatering af

vejledning nr. 9614 af 8. november 2010 om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar

for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.

Arbejdsgruppen anbefaler, at Sundhedsstyrelsen – i relevant omfang – inddrager anklagemyndig-

heden og Kriminalforsorgen i arbejdet med revisionen af vejledningen.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der indføres en mulighed for anvendelse af SMS-påmindelser ved

indkaldelser til ambulant behandling.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der udarbejdes en bekendtgørelse til særskilt regulering af kriminal-

forsorgens tilsyn med personer idømt en foranstaltningsdom i medfør af straffelovens §§ 68 og 69.

Det er arbejdsgruppens anbefaling, at kriminalforsorgen ikke bør anvendes som og ikke skal agere

”kontaktmyndighed”. I sager, hvor kriminalforsorgen – efter forelæggelse for psykiatrien – vur-

derer, at tilsynet ikke vil have en recidivhæmmende effekt grundet den domfældtes sygdom eller

kognitive niveau, bør kriminalforsorgen således ikke inddrages som en ekstra myndighed i be-

handlingsforløbet, idet dette kan være tungt og ressourcekrævende for en i forvejen sårbar per-

songruppe. I disse sager varetager psykiatrien og kommunerne den kontakt med andre myndighe-

der, som der er behov for som led i varetagelsen af de øvrige opgaver relateret til fuldbyrdelsen

af foranstaltningen. Det er arbejdsgruppens vurdering, at dette vil sikre et mere sammenhængende

behandlingsforløb for den foranstaltningsdømte.

124

9.4. Analyse af behandlingsforløbets afslutning

9.4.1. Analyse af forløbet for Statsadvokaternes kontrol med retspsyki-

atriske foranstaltninger

9.4.1.1.

Tiltag til forbedring af sagsbehandlingen i kontrolsager

En foranstaltningsdom kan afsluttes enten ved en ny dom, ved ophævelse af

foranstaltningen eller ved udløb af foranstaltningen.

Det er som udgangspunkt statsadvokaten, der vurderer, om betingelserne for

en af de tre ovenstående mulige afslutninger er til stede, og fører kontrol

med alle idømte foranstaltninger, herunder påser, at retspsykiatriske foran-

staltninger ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end nødven-

digt, jf. straffelovens § 72.

De regionale statsadvokaters kontrol føres ved, at der som udgangspunkt én

gang årligt fra den institution/tilsynsførende myndighed, der varetager fuld-

byrdelsen af foranstaltningen, indhentes en erklæring om behovet for at op-

retholde foranstaltningen. Der henvises til kortlægningens gennemgang af

sagsgangene i forbindelse med statsadvokaternes kontrol med foranstalt-

ningssager.

Rigsrevisionens beretning viste, at der i gennemsnit gik ca. 66 dage fra stats-

advokatens kontrolhøring, til udtalelserne fra psykiatrien og Kriminalfor-

sorgen blev modtaget.

Statsadvokaterne har som opfølgning på beretningen fastsat ensartede svar-

frister og indført nye rykkerprocedurer. Der er desuden fastsat interne sags-

behandlingsmål på 7-14 dage.

Statsadvokaterne foretager en vurdering på baggrund af sagens samlede om-

stændigheder, hvori indgår den behandlende overlæges vurdering af den for-

anstaltningsdømtes nuværende tilstand, kriminalitetens art og grovhed, den

forgangne tid og tidligere begået kriminalitet. Jo grovere kriminaliteten har

været, jo mere stabil forventes patienten at skulle være, før det er relevant

at indstille, at retten ophæver eller lemper foranstaltningen. Det bemærkes,

at Retslægerådet som udgangspunkt tillige høres i disse sager, og at ankla-

gemyndigheden i langt de fleste tilfælde i praksis henholder sig til Retslæ-

gerådets udtalelse.

Det ses generelt, at psykiatriens udtalelser nu afgives inden for de frister,

der fastsættes af statsadvokaterne, mens der fortsat generelt ses mindre frist-

overskridelser i forhold til kriminalforsorgens udtalelser. Det bemærkes, at

125

kriminalforsorgen nu i hele landet indhenter psykiatriens udtalelse på vegne

af statsadvokaterne og således som udgangspunkt afventer at modtage disse,

før der sendes et svar til statsadvokaten, hvilket kan betyde længere sagsbe-

handlingstider hos kriminalforsorgen.

I forhold til statsadvokaternes sagsbehandlingstid fra det tidspunkt, hvor

grundlaget for en undersøgelse foreligger, indtil afgørelsen sendes til politi-

kredsen, konstaterede Rigsrevisionen, at der var en gennemsnitlig sagsbe-

handlingstid på 46 dage

. Denne er siden Rigsrevisionens undersøgelse fal-

det betydeligt, idet der i de undersøgte sager i 2022 ses en gennemsnitlig

sagsbehandlingstid på 11,4 dage hos Statsadvokaten i Viborg og 8,3 dage

hos Statsadvokaten i København.

Af Rigsrevisionens opfølgende notat om beretningen fra september 2023

fremgår det, at statsadvokaterne overordnet set er lykkedes med at få sags-

behandlingstiden til at falde ved at ensrette rykkerprocedurer og forkorte

svarfristerne. Der er således siden Rigsrevisionens beretning sket en række

forbedringer, som har haft en positiv effekt på sagsbehandlingstiden i sager

om kontrol med ophævelse af foranstaltninger. Rigsrevisionen har på den

baggrund vurderet, at denne del af sagen kunne afsluttes. Denne indstilling

er tiltrådt af statsrevisorerne.

Statsadvokaterne har fortsat fokus på at sikre, at fristerne for sagsbehand-

lingstiden for udarbejdelse af udtalelserne overholdes.

9.4.1.2.

Indholdet af udtalelser i kontrolsager

For at statsadvokaterne kan føre en tilstrækkeligt effektiv kontrol med en

foranstaltning, og for at retterne kan foretage en prøvelse, er det en forud-

sætning, at udtalelser, der indhentes fra den behandlingsansvarlige overlæge

og kriminalforsorgen, indeholder de nødvendige oplysninger. Konklusionen

i udtalelsen skal være underbygget af en grundig beskrivelse af den dom-

fældtes tilstand og forhold.

Det er statsadvokaternes opfattelse, at udtalelserne fra psykiatrien ind imel-

lem ikke har tilstrækkelige oplysninger til, at de er egnede til en forelæg-

gelse for Retslægerådet eller som grundlag for rettens afgørelse, ligesom

udtalelserne fra kriminalforsorgen ikke altid ses udarbejdet ud fra retnings-

linjerne i kriminalforsorgens håndbog for personundersøgere.

Rigsrevisionens undersøgelse er baseret på data fra statsadvokaterne om alle afsluttede foranstaltninger fra 2019.

Rigsrevisionen har herefter foretaget en simpel tilfældig udvælgelse, hvor Rigsrevisionen har stratificeret på regions-

niveau, således at de modtog 15 afsluttede sager fra 2019 fra hver region. Stikprøven består af i alt 75 sager (stik-

prøve 2), jf. nærmere herom i rigsrevisionens beretning (nr. 14/2020) om retspsykiatriske patienters forløb s. 51.

126

I nogle tilfælde kan det derfor være nødvendigt at anmode om supplerende

udtalelser fra enten psykiatrien eller kriminalforsorgen eller fra begge. I an-

dre tilfælde er det selve konklusionen i udtalelserne, der kan give anledning

til tvivl. Det forekommer således jævnligt, at konklusionen indeholder en

anbefaling om opretholdelse, selvom udtalelsen reelt indeholder en anbefa-

ling om forlængelse af længstetiden med henblik på, at foranstaltningen kan

fortsætte også efter udløbet af længstetiden. I disse tilfælde kan der være

behov for en berigtigelse af den oprindelige udtalelse, hvilket er med til at

forlænge sagsbehandlingstiden unødigt.

Endelig kan der for så vidt angår foranstaltninger, hvor der er fastsat en

længstetid for ophold, være behov for at indhente supplerende oplysninger

vedrørende eventuelle indlæggelser, idet oplysningerne ikke altid fremgår

af psykiatriens udtalelse.

9.4.1.3.

Forslag til forbedringer af udtalelserne mv.

På baggrund af ovenstående kan det lægges til grund, at den lange sagsbe-

handlingstid i kontrolsagerne navnlig skyldes overskridelse af svarfrister og

ufuldstændige udtalelser, og at sagsbehandlingen som følge heraf kan ned-

bringes, såfremt man undgår, at sagerne af flere omgange fremsendes mel-

lem psykiatrien, kriminalforsorgen og statsadvokaterne.

Der vurderes således at være behov for en ensretning af indholdet og kra-

vene til de enkelte udtalelser. Dette kan ske ved udarbejdelse af standard-

skabeloner, der kan bruges på de psykiatriske afdelinger og i kriminalfor-

sorgen til at afgive udtalelser til statsadvokaterne. Der kan med fordel tages

udgangspunkt i Retslægerådets vejledning omkring indholdet heraf, således

at man undgår behovet for indhentelse af supplerende udtalelser og præci-

seringer af allerede modtagne udtalelser.

Arbejdsgruppen bemærker, at der i Region Hovedstaden er oprettet retspsy-

kiatriske kompetencecentre, som tilbyder adgang til sparring for de psykia-

triske afdelinger og sikrer styring i psykiatrien af fristerne for afgivelse af

udtalelserne.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at der bør udarbejdes og anvendes stan-

dardskabeloner ved udfærdigelse af udtalelserne fra psykiatrien og krimi-

nalforsorgen, idet dette vurderes i praksis at kunne føre til færre sagsgange

mellem myndighederne, hvorved sagsbehandlingstiden i kontrolsagerne kan

nedbringes yderligere.

127

Rigsrevisionens beretning viste, at psykiatrien og kriminalforsorgen ikke

sender uopfordrede anbefalinger mellem de årlige kontrolhøringer til stats-

advokaterne.

Danske Regioner har over for arbejdsgruppen oplyst, at der i retspsykiatrien

er en opfattelse af, at der er en andel af de indlagte patienter, der er velbe-

handlede og alene optager retspsykiatriske pladser på grund af en anbringel-

sesdom.

En begæring om ophævelse af en foranstaltning kan også fremsættes af

domfældte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse el-

ler kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72, stk. 2. Også andre kan på vegne

af den domfældte fremsætte begæring om ophævelse af en foranstaltning,

f.eks. et af domfældtes familiemedlemmer eller en advokat. Hvis foranstalt-

ningen er begæret indbragt, skal den forelægges for retten, uanset at stats-

advokaten finder, at foranstaltningen skal opretholdes.

Arbejdsgruppen finder, at psykiatrien fortsat skal have fokus på muligheden

for at foretage underretning af anklagemyndigheden, såfremt det er overlæ-

gens vurdering, at patienten er velbehandlet og ud fra et behandlingsøjemed

ikke længere bør være indlagt i psykiatrien. Psykiatrien og kriminalforsor-

gen bør derfor udarbejde interne retningslinjer for, hvornår det er relevant

at fremsende en uopfordret anbefaling om ophævelse eller lempelse til stats-

advokaterne. Dette er væsentligt for den foranstaltningsdømtes retssikker-

hed, ligesom det ikke er omkostningseffektivt, at en foranstaltningsdom op-

retholdes unødigt.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der i psykiatrien og kriminalforsorgen – i

samarbejde med statsadvokaterne – udarbejdes interne retningslinjer for,

hvornår det er relevant for myndighederne at fremsende uopfordrede an-

modninger til anklagemyndigheden, således at foranstaltningsdomme ikke

opretholdes længere end nødvendigt.

Det anbefales videre, at det i de psykiatriske afdelinger sikres, at der er

fornøden adgang til sparring, eventuelt ved oprettelse af retspsykiatriske

kompetencecentre, som det f.eks. ses i Region Hovedstaden.

128

9.4.1.4.

Forlængelse af længstetid

I enkelte sager ses der udtalte vanskeligheder med at få underrettet en dom-

fældt om, at der skal afholdes retsmøde vedrørende forlængelse af en idømt

foranstaltning, eller få afviklet retsmødet, idet den pågældende igennem

længere tid har lovligt forfald til berammede retsmøder.

I sager, hvor en foranstaltning er indbragt til forlængelse, giver dette særlige

udfordringer. En foranstaltning, hvor længstetiden er udløbet, kan forlæn-

ges, så længe den er indbragt for retten rettidigt

. Det er imidlertid ikke

klart, om der er grundlag for at anvende de magtmidler (typisk indlæggelse

eller anbringelse), som foranstaltningen indeholder, når længstetiden er ud-

løbet. Først når længstetiden for foranstaltningen er forlænget ved domsto-

lene, er foranstaltningen på ny i kraft.

I perioden fra foranstaltningens længstetid er udløbet og til rettens forlæn-

gelse af længstetiden finder sted, skal de almindelige regler i lov om tvang

i psykiatrien eller frivillige indlæggelser ved behov for indlæggelse eller

tvangstilbageholdelse anvendes. Det har den afledte effekt, at psykiatrien og

kriminalforsorgen som udgangspunkt ikke kan få politiets bistand til f.eks.

eftersøgning af den pågældende.

Denne problemstilling opstår navnlig ved lange berammelsestider ved dom-

stolene eller en sen modtagelse af udtalelser

om forlængelse, hvilket med-

fører, at der er en risiko for, at der opstår en periode i foranstaltningen, hvor

denne rettidigt er indbragt for retten til forlængelse, men endnu ikke forlæn-

get.

En løsning kunne være at give domstolene mulighed for til at træffe afgø-

relse, uden afholdelse af retsmøde, om en foreløbig forlængelse af foran-

staltningen på baggrund af sagens oplysninger frem til retsmøde kan afhol-

des. Således sikres den domfældte et behandlingsforløb uden afbrydelser,

ligesom hensynet til retssikkerheden tilgodeses. Det bør i givet fald overve-

jes, hvorvidt en sådan afgørelse skal kunne indbringes for højere ret.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der etableres lovhjemmel til, at retten uden

afholdelse af retsmøde midlertidigt kan forlænge foranstaltningsdommen på

Dette fremgår bl.a. af landsrettens kendelse i U 2009.94 Ø, hvor retten slog fast, at straffelovens § 68 a, stk. 1, 3.

pkt., måtte forstås således, at forlængelse kan ske, når anklagemyndigheden har indbragt spørgsmålet om forlængelse

for retten inden længstetidens udløb, uanset at længstetiden var udløbet ved rettens behandling af sagen.

Dette omfatter også de tilfælde, hvor der mellem udløb af foranstaltningen til forlængelse af foranstaltningen er

behov for en ændret udtalelse, idet den pågældendes tilstand er akut forværret eller grundet bristende forudsætninger

for en tidligere afgivet anbefaling.

129

baggrund af sagens oplysninger frem til, at et retsmøde med den foranstalt-

ningsdømte kan afholdes.

9.4.2.

Sammenfatning

På baggrund af ovenstående kan det lægges til grund, at den lange sagsbe-

handlingstid i kontrolsagerne navnlig skyldes overskridelse af svarfrister og

ufuldstændige udtalelser, og at sagsbehandlingen som følge heraf kan ned-

bringes, såfremt man undgår, at sagerne af flere omgange fremsendes mel-

lem psykiatrien, kriminalforsorgen og statsadvokaterne.

Anbefalinger, der relaterer sig til behandlingsforløbets afslutning

Arbejdsgruppen anbefaler, at der udarbejdes og anvendes standardskabeloner ved udfærdi-

gelse af udtalelserne fra psykiatrien og kriminalforsorgen, idet dette vurderes i praksis at

kunne føre til færre sagsgange mellem myndighederne, hvorved sagsbehandlingstiden i kon-

trolsagerne kan nedbringes yderligere.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der at der i psykiatrien og kriminalforsorgen – i samarbejde

med statsadvokaterne – udarbejdes interne retningslinjer for, hvornår det er relevant for

myndighederne at fremsende uopfordrede anmodninger til anklagemyndigheden, således at

foranstaltningsdomme ikke opretholdes længere end nødvendigt.

Det anbefales videre, at det i de psykiatriske afdelinger sikres, at der er fornøden adgang til

sparring, eventuelt ved oprettelse af retspsykiatriske kompetencecentre.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der etableres lovhjemmel til, at retten uden afholdelse af rets-

møde midlertidigt kan forlænge foranstaltningsdommen på baggrund af sagens oplysninger

frem til, at et retsmøde med den foranstaltningsdømte kan afholdes.

130