Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
3009197_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
24. april 2025
Strafferetskontoret
Camilla
Ørskov
Christiansen
2025-03772
3670964
Besvarelse af spørgsmål nr. 797 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 797 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 20. marts 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Rosa Lund (EL).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 797: Spm. om den meget kraftige stigning i henlæggelser af sager fra 2022 og frem
Spørgsmål nr. 797 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren, idet der henvises til ministerens besvarelse af
REU alm. del – spørgsmål 592, redegøre for den meget kraftige
stigning i henlæggelser af sager fra 2022 og frem, herunder
særligt hvad årsagen er til stigningen, og om der er udsendt
instrukser om henlæggelse af disse sager i perioden fra 2019
frem til dags dato?”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
fælles udtalelse fra Rigsadvokaten og Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”1. Rigspolitiet og Rigsadvokaten kan generelt oplyse, at
antallet af henlæggelser i sager om økonomisk kriminalitet er
steget markant i perioden fra 2019-2024. Stigningen kan bl.a.
ses i lyset af, at der de senere år er sket en stigning i antallet af
anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet, idet meget
økonomisk kriminalitet i dag begås digitalt.
Politiet har som led i den gældende flerårsaftale arbejdet på at
nedbringe sagsbunkerne og i den forbindelse bl.a. afslutte sager,
som ikke vurderes at kunne føre til sigtelser. Det gør sig i særlig
grad gældende for Nationalt Center for IT-kriminalitet (NCIK)
i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), hvor der således
er henlagt et stort antal sager i 2023 og 2024. Der henvises i den
forbindelse til Justitsministeriets besvarelse af 17. marts 2025 af
spørgsmål nr. 592 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg samt
Justitsministeriets besvarelse af 16. august 2023 af spørgsmål
nr. 858 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg for en nærmere
uddybning heraf.
Det bemærkes, at det samlede antal henlæggelser for alle
kriminalitetsområder ikke er steget på samme måde, som det er
tilfældet i forhold til sager om it-relateret økonomisk
kriminalitet. Der er bl.a. sket et fald i antallet af henlæggelser på
andre kriminalitetsområder i samme periode, herunder
eksempelvis på sagsområderne vedrørende tyveri og indbrud.
2.
Justitsministeriet har, på baggrund af den seneste tids rejste
kritik af politiets sagsbehandling vedrørende henlæggelse af
sager, den 1. april 2025 anmodet Rigsadvokaten om at sikre, at
der sker en gennemgang af alle actioncards, retningslinjer mv.,
der indeholder kriterier for henlæggelser og slutning af sager.
Rigsadvokaten har samme dag sendt en anmodning ud til alle
politidirektører og anmodet politikredsene om at gennemgå alle
Side 2/4
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 797: Spm. om den meget kraftige stigning i henlæggelser af sager fra 2022 og frem
gældende retningslinjer, vejledninger, actioncards, instrukser
mv., der indeholder kriterier for slutning af sager, dvs.
henlæggelse og påtaleopgivelse af sager, samt at gennemgå
bemyndigelser og evt. andet materiale, hvor der er sket
delegering af kompetence fra anklagemyndigheden til andre i
politiet.
Det skal i forbindelse med gennemgangen vurderes, om
retningslinjerne mv. er inden for rammerne af gældende ret,
herunder
retsplejeloven
og
retningslinjerne
i
Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Kvalitet og legalitet i
straffesagsbehandlingen. Såfremt politikredsene finder, at dette
ikke er tilfældet, skal det straks bringes i overensstemmelse
hermed.
Når gennemgangen er foretaget, skal politikredsene indsende en
redegørelse til de respektive statsadvokater. Redegørelsen skal
beskrive, hvad gennemgangen har givet anledning til, herunder
oplyse om eventuelle ændrede retningslinjer mv. Alle
identificerede og gennemgåede retningslinjer mv. skal
medsendes til statsadvokaterne. Hvis der på baggrund af
gennemgangen er sket ændringer i retningslinjer mv., skal både
nye og tidligere versioner medsendes.
Statsadvokaterne vil herefter foretage en gennemgang af
redegørelserne og retningslinjerne mv. samt oversende en
samlet redegørelse og de pågældende retningslinjer mv. til
Rigsadvokaten, ligesom det i den forbindelse vil blive vurderet,
om der er anledning til præcisering af til hvem og hvilke sager,
som kan delegeres til andre end anklagemyndighedens
personale.
Rigsadvokaten afventer resultatet af denne undersøgelse.
Henset til undersøgelsens omfang forventes arbejdet først at
kunne afsluttes efter sommerferien.”
Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at statsadvokaterne har iværksat
en tilsynsundersøgelse af politiets og anklagemyndighedens praksis i
forhold til at henlægge sager. Undersøgelsen er inddelt i to faser. Den første
fase af tilsynsundersøgelsen vil blive afsluttet inden sommerferien og vil
bl.a. omfatte sager om simpel vold, grov vold og voldtægt.
Den anden fase af tilsynsundersøgelsen vil kunne iværksættes efter
sommerferien, når første fase er afsluttet. Denne fase vil omfatte sager om
grov økonomisk kriminalitet og menneskehandel. De nærmere rammer for
den anden fase vil blive fastlagt, når tilsynsundersøgelsens første fase er
afsluttet.
Side 3/4
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 797: Spm. om den meget kraftige stigning i henlæggelser af sager fra 2022 og frem
Der henvises desuden til Rigsadvokatens notat om tilrettelæggelse af
tilsynsundersøgelse af politiets og anklagemyndighedens praksis i forhold
til at henlægge sager, som blev sendt til Folketingets Retsudvalg den 3.
marts 2025 (Alm. del – bilag nr. 156).
Jeg har også noteret mig, at Rigsrevisionen – på baggrund af en anmodning
fra statsrevisorerne – er i gang med en undersøgelse af politiets praksis med
henlæggelser. Jeg bakker naturligvis op om, at statsrevisorerne har anmodet
Rigsrevisionen om at iværksætte en undersøgelse af politiets henlæggelse af
sager. Politiet og anklagemyndigheden kommer selvsagt til at stille alt
materiale til rådighed for Rigsrevisionen, herunder også alle action cards og
vejledninger.
Jeg har endvidere bedt Justitsministeriet om at meddele Rigsrevisionen, at
jeg som minister meget gerne ser, at betjentene bliver spurgt om deres
opfattelse af sagen, og at jeg mener, at det vil være naturligt og rigtigt at
foretage spørgeskemaundersøgelsen som led i den undersøgelse, som
Rigsrevisionen har igangsat på foranledning af statsrevisorerne.
Jeg forventer desuden, at politiets prioritering af sager bliver et centralt tema
under de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for politiet og
anklagemyndigheden. Jeg synes, at det er oplagt, at vi i den sammenhæng
på ny ser på styringen af politiet og anklagemyndigheden, og at vi i øvrigt
drøfter politiets og anklagemyndighedens sagsbehandling og ressourcer.
Det er drøftelser, som jeg ser frem til at have med Folketingets partier,
herunder at høre de konkrete forslag fra Folketingets partier til, hvordan vi
kan styrke politiet og anklagemyndigheden.
Side 4/4