Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
3004785_0001.png
Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
11. april 2025
Svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 768 (Alm. del) af 14. marts
2025 stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, om regeringen har foretaget en sammenligning med
andre lande, der har en lignende model som den norske regeringsadvokat, og hvad
er konklusionerne af denne sammenligning?
Svar
Regeringen nedsatte i 2024 en ekspertgruppe, som har undersøgt mulighederne for
at skabe øget konkurrence om statens indkøb af juridiske ydelser. Ekspertgruppen
afrapporterede sine anbefalinger i december 2024.
I ekspertgruppens arbejde indgik bl.a. at se på internationale erfaringer, hvor der
blev set på Sverige, Norge, Holland, Tyskland og Englands anvendelse af henholds-
vis intern og ekstern advokatbistand. Sammenligningen viste, at der blandt disse
lande generelt er en højere grad af intern juridisk opgavevaretagelse end i Danmark.
Det er dog organiseret forskelligt, og der er ikke andre med en model helt som den
norske regeringsadvokat.
Sammenligningen viste også, at der i Sverige og Tyskland anvendes mere end én
primær leverandør af juridiske ydelser. I Holland indkøbes der primært advokat-
ydelser gennem ”Landsadvocaaten”, som er et kongeligt udnævnt hverv. Hvervet
har været tildelt én advokat inden for den samme private advokatvirksomhed siden
1960’erne. Landsadvocaaten er dog ikke den eneste leverandør af advokatbistand
til den hollandske stat. I England løses rådgivningsopgaver internt, mens retssager
varetages af et offentligt administreret panel bestående af eksterne advokater.
Der er ikke foretaget en afdækning af alle EU-landene, herunder om andre har ét
privat advokatfirma til at levere al juridisk rådgivning til staten. Det bemærkes, at
det heller ikke er tilfældet i Danmark, eftersom det er muligt at anvende andre leve-
randører i visse tilfælde, og enkelte statslige institutioner har udbudt deres juridiske
rådgivning til en anden leverandør.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 768: Spm. om regeringen har foretaget en sammenligning med andre lande, der har en lignende model som den norske regeringsadvokat
Side 2 af 2
Med venlig hilsen
Nicolai Wammen
Finansminister