Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
2988504_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
11. marts 2025
Politikontoret
Christian Terp Møller
2025-01996
3616755
Besvarelse af spørgsmål nr. 568 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 568 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. februar 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).
Peter Hummelgaard
/
Maria Carlsson
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 568: Spm. om, hvordan arbejdet i Justitsministeriet og Rigspolitiet går med at afklare, om politiet i overensstemmelse med Danmarks databeskyttelsesretlige forpligtelser kan anvende og videregive dna-profiler som led i genetisk slægtsforskning
Spørgsmål nr. 568 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, hvordan arbejdet i
Justitsministeriet og Rigspolitiet går med at afklare, om politiet
i overensstemmelse med Danmarks databeskyttelsesretlige
forpligtelser kan anvende og videregive dna-profiler som led i
genetisk slægtsforskning, der var forventet færdig i løbet af
2024, samt for hvordan arbejdet går i Nationalt Kriminalteknisk
Center (NKC) med at teste, hvilke kompetencer og sagsskridt
der er en forudsætning for at kunne foretage slægtsskabsøgning
i DNA-profilregistret og muliggøre anvendelse af eventuelle
positive søgninger i politiets efterforskninger, vil ministeren
endvidere bekræfte, at ministeren sidste år udtalte til Ritzau, at
fremsættelsen af et lovforslag, som gør det muligt for politiet at
benytte genetisk slægtsforskning i efterforskningen af visse
sager var forventet inden udgangen af 2024, og vil ministeren
oplyse hvad status er?”
Svar:
1.
Regeringen ønsker, at politiet skal benytte de værktøjer til opklaring af
sager, som nye metoder, teknologier mv. giver mulighed for. Det omfatter
også muligheden for at sammenligne oplysninger om dna fra et dna-spor
med oplysninger fra en dna-baseret slægtsforskningsdatabase (genetisk
slægtsforskning). Dette skal være med til at sikre, at flere gerningspersoner
bliver draget til ansvar for deres alvorlige forbrydelser.
Regeringen vil på denne baggrund i indeværende folketingssamling
fremsætte et lovforslag, der har til formål at tilvejebringe en særskilt retlig
ramme for politiets anvendelse af genetisk slægtsforskning som
efterforskningsmiddel i dansk politi. Justitsministeriet har den 6. marts 2025
sendt et udkast til lovforslag herom i offentlig høring. Lovforslaget er
samtidig sendt til Folketingets Retsudvalg til orientering, jf. REU Alm. del
– Bilag nr. 163 (folketingsåret 2024-25).
Det foreslås i udkastet til lovforslag, at politiet kan anvende genetisk
slægtsforskning som led i efterforskning af strafbare forhold, hvis følgende
betingelser er opfyldt:
1. der er bestemte grunde til at antage, at dna-sporet stammer fra
gerningspersonen,
Side 2/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 568: Spm. om, hvordan arbejdet i Justitsministeriet og Rigspolitiet går med at afklare, om politiet i overensstemmelse med Danmarks databeskyttelsesretlige forpligtelser kan anvende og videregive dna-profiler som led i genetisk slægtsforskning
2. efterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114
j (terror), § 216, § 225, jf. § 216 (voldtægt), § 237 (drab) eller en
overtrædelse af straffeloven af særdeles alvorlig karakter, og
3. efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning
for efterforskningen.
Jeg har desuden med tilfredshed noteret mig, at politiet – efter opfordring
fra min forgænger i september 2022 – er begyndt at bruge politiets eget dna-
register til at søge efter slægtsrelationer i relevante sager. Redskabet ser ud
til at have ført til gennembrud i konkrete efterforskninger, hvilket tyder på,
at det kan være et effektivt redskab for politiet.
2.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet desuden
indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”Rigspolitiet kan oplyse, at de nødvendige kompetencer og
sagsskridt i forhold til at foretage slægtsskabssøgning i politiets
dna-profilregister er afklaret. Slægtsskabssøgning er allerede
taget i brug som efterforskningsredskab og foretages manuelt i
verserende straffesager af meget alvorlig karakter. Der er på den
baggrund sket identifikation af mulige gerningsmænd i flere
tidligere uopklarede straffesager af meget alvorlig karakter. Der
vil dog fortsat ske løbende erfaringsbaserede justeringer og
forbedringer af processen hvor nødvendigt.
Der henvises desuden til Justitsministeriets besvarelse af 15.
februar 2024 af spørgsmål nr. 586 (Alm. del) fra Folketingets
Retsudvalg.”
Side 3/3