Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
3075268_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
2. oktober 2025
Politikontoret
Christian Terp Møller
2025-10436
3833570
Besvarelse af spørgsmål nr. 1470 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1470 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. september
2025. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Preben Bang Henriksen (V).
Peter Hummelgaard
/
Maria Carlsson
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1472: Spm. om vurdering af ansvar og regler for kampsportsforeninger
Spørgsmål nr. 1470 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”I maj 2016 udkom Rapport afgivet af Justitsministeriets
Arbejdsgruppe om kampsport i Danmark. Er ministeren
indstillet på at genbesøge udvalgsarbejdet, som kun undersøgte
kampe, men ikke satte regler op for træning?”
Svar:
Justitsministeriets arbejdsgruppe om kampsport i Danmark afgav i maj 2016
sin rapport. Arbejdsgruppen havde bl.a. til opgave at overveje, om der var
behov for at fastsætte regler om afvikling af offentlige kampe inden for
andre kampsportsgrene end boksning, som på daværende tidspunkt var den
eneste kampsportsgren, der var undergivet en sådan regulering.
Arbejdsgruppen havde ikke til opgave at fremkomme med forslag til en
regulering af selve udøvelsen af de enkelte kampsportsgrene, men skulle
alene vurdere rammerne for afvikling af offentlige kampe. De aktiviteter,
der foregår under træning eller i forbindelse med kampe, der ikke kan anses
for offentlige, var således ikke genstand for overvejelse i arbejdsgruppen.
På baggrund af arbejdsgruppens arbejde udstedte Justitsministeriet
bekendtgørelse nr. 1445 af 1. december 2016 om visse offentlige kampe
inden for kampsport, som trådte i kraft den 1. januar 2017. Bekendtgørelsen
blev udstedt med hjemmel i politilovens § 23, stk. 1 og 3, hvoraf det bl.a.
fremgår, at Justitsministeren fastsætter regler om sikring af den offentlige
orden samt beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed m.v.,
og at der for overtrædelsen af reglerne kan fastsættes en straf med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Med bekendtgørelsen blev der indført minimumsregulering for afviklingen
af offentlige kampe med henblik på at værne om de overordnede ordens-,
sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn. Med bekendtgørelsen blev der
endvidere indført krav om, at offentlige kampe inden for kampsport, hvor
det under kampen er tilladt at gennemføre kraftfulde slag, spark eller
lignende mod hovedet eller halsregionen, kun kan afvikles efter tilladelse
fra politiet. Bekendtgørelsen svarede til det bekendtgørelsesudkast, som
Justitsministeriets Arbejdsgruppe om kampsport i Danmark foreslog
indført.
Side 2/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1472: Spm. om vurdering af ansvar og regler for kampsportsforeninger
Som led i aftale om finansloven 2025 blev regeringen, Socialistisk
Folkeparti og Radikale Venstre enige om at gennemføre politisk prioriteret
opgavebortfald svarende til godt 1.000 årsværk i staten. I denne forbindelse
er der foretaget en nedjustering af en række tilladelses- og tilsynsopgaver,
som politiet tidligere varetog uden særlige kompetencer på området. Dette
omfattede bl.a. udstedelse af tilladelser til visse offentlige kampe efter
bekendtgørelse nr. 1445 af 1. december 2016 om visse offentlige kampe
inden for kampsport.
På den baggrund trådte en ny bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 455 af 9.
maj 2025) om visse offentlige kampe inden for kampsport i kraft den 12.
maj 2025, som bl.a. indebærer, at politiet ikke længere skal udstede
tilladelser til afholdelse af visse offentlige kampe. Bekendtgørelsen
indeholder dog fortsat krav om, at enhver offentlig kamp skal overværes af
en stævnelæge og regler om førelse af helbredslogbog samt regler om
aldersgrænser.
Jeg har i lyset af ovenstående på nuværende tidspunkt ikke planer om at
anmode mit embedsværk om at genbesøge udvalgsarbejdet. Jeg er dog åben
for at drøfte, hvordan vi generelt kan forbedre rammerne for udøvelsen af
kampsport.
Side 3/3