Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
3072761_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
26. september 2025
Sikkerhedskontoret
Anne Dolmer Wildt
Germer
2025-10118
3825513
Besvarelse af spørgsmål nr. 1450 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1450 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 28. august 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Preben Bang Henriksen (V).
Peter Hummelgaard
/
Camilla Hellesø Nielsen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1450: Spm. om offentlige udtalelser fra tidligere medlem af Blekingegadebanden og straffelovens § 136
Spørgsmål nr. 1450 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Af den seneste udgave af “Frihedsbrevet” fremgår, at et
medlem af Blekingegadebanden rejser rundt og udtrykker sig i
større offentlige forsamlinger. Vil ministeren på den baggrund
oplyse, om offentlige udtalelser af denne karakter fra en person,
der har udført terrorlignende handlinger med 10 års ubetinget
fængsel til følge, kan karakteriseres som en overtrædelse af
straffelovens § 136, og vil ministeren samtidig redegøre for de
almindelige betingelser for brug af denne bestemmelse?”
Svar:
Af principielle grunde er jeg meget tilbageholdende med at udtale mig om
konkrete sager, der er eller kan komme under behandling hos myndigheder
på Justitsministeriets område.
Justitsministeriet kan generelt oplyse, at det følger af straffelovens § 136,
stk. 1, at den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentligt
tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.
Bestemmelsen tager navnlig sigte på tilfælde, hvor betingelserne for at
pålægge ansvar for medvirken ikke foreligger, især fordi den forbrydelse,
der tilskyndes til, ikke er således konkretiseret, at strafansvar kan pålægges,
jf. Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov – Speciel del, 12. udgave
(2022), s. 171.
Det følger desuden af straffelovens § 136, stk. 2, at den, der offentligt
udtrykkeligt billiger en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede
forbrydelser, dog ikke § 110 e, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Kriminaliseringen i straffelovens § 136, stk. 2, omfatter bl.a. offentlig
udtrykkelig billigelse af terrorisme mv., jf. straffelovens §§ 114-114 a. Da
bestemmelserne i straffelovens §§ 114-114 a bl.a. omfatter terrorhandlinger
rettet mod udenlandske myndigheder eller organisationer, omfatter
kriminaliseringen i straffelovens § 136, stk. 2, også offentlig udtrykkelig
billigelse af sådanne handlinger, jf. Straffelovrådets betænkning nr.
1474/2006 om det strafferetlige værn mod terrorisme, side 60.
Ved afgørelsen af, om billigelse er sket offentligt, kan der lægges vægt på,
om billigelsen er gjort tilgængelig for en større eller ubestemt kreds af
personer, jf. Højesterets dom trykt i UfR 2020, side 1003. Det vil f.eks.
kunne være ytringer fremsat i medier, på internettet eller i radio eller
Side 2/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1450: Spm. om offentlige udtalelser fra tidligere medlem af Blekingegadebanden og straffelovens § 136
fjernsyn. I den nævnte dom fandt Højesteret, at et opslag på en
facebookprofil var gjort tilgængeligt for en større og ubestemt kreds af
personer, og at opslaget derfor var offentligt i bestemmelsens forstand.
Straffelovens § 136, stk. 2, omfatter offentlig udtrykkelig billigelse af de
pågældende forbrydelser, f.eks. udtalelser om støtte til eller anerkendelse af
en gerningspersons terrorhandlinger. Mere generelle synspunkter om eller
sympatitilkendegivelser overfor terrororganisationer mv. vil således som
udgangspunkt ikke være strafbare. Da der skal være tale om ”udtrykkelig”
billigelse, må det endvidere antages, at det ikke er enhver form for offentlig
billigelse af en terrorhandling, der vil være strafbar. Det vil bero på en
vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder af den kontekst, som
ytringen er fremsat i, om en bestemt ytring er strafbar efter straffelovens §
136, stk. 2. Det bemærkes endelig, at straffelovens § 136, stk. 2, skal
anvendes inden for rammerne af artikel 10 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention om beskyttelse af ytringsfriheden.
Det følger endvidere af straffelovens § 136, stk. 3, at den, der som led i
religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af bl.a.
straffelovens terrorbestemmelser og bestemmelser om manddrab, voldtægt
og vold, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Bestemmelsen omfatter
alene ytringer, der fremsættes som led i religiøs oplæring, jf. Thomas
Elholm m.fl., Kommenteret straffelov – Speciel del, 12. udgave (2022), s.
172.
Det bør dog bemærkes, at man alene kan ifalde strafansvar for handlinger
omfattet af straffelovens § 136, såfremt de pågældende handlinger hører
under dansk straffemyndighed (jurisdiktion), jf. straffelovens §§ 6-12.
Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse af 11. september 2025
af spørgsmål nr. 1420 fra Folketingets Retsudvalg.
Side 3/3