REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1443: Spm. om, ministeren vil udarbejde et notat, der redegør for, hvilke regler der gælder ift. behandlingsdomme, anbringelsesdomme og forvaringsdomme

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

26. september 2025

Strafferetskontoret

Maria Mandø

2025-10116

3825460

Besvarelse af spørgsmål nr. 1443 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1443 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 28. august 2025.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Larsen (KF).

Peter Hummelgaard

Morten Holland Heide

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/8

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1443: Spm. om, ministeren vil udarbejde et notat, der redegør for, hvilke regler der gælder ift. behandlingsdomme, anbringelsesdomme og forvaringsdomme

Spørgsmål nr. 1443 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren udarbejde et notat, der redegør for, hvilke regler

der gælder ift. behandlingsdomme, anbringelsesdomme og

forvaringsdomme, herunder særligt:

– Betingelser for idømmelse af de forskellige typer domme, og

hvilke principper og hensyn til indsatte/patienter, de ansattes

sikkerhed og samfundet, der lægger til grund for de eksisterende

indretninger,

– Reglerne for tildeling af udgang, prøveløsladelse, overgang til

ambulant behandling m.m. ved de forskellige typer domme,

herunder hvornår man tidligst kan komme på forskellige typer

af udgang og prøveløsladelse?”

Svar:

Justitsministeriet kan oplyse, at straffelovens §§ 68-69 a regulerer

idømmelse af behandlings- og anbringelsesdomme.

Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan retten

træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes

formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf.

straffelovens § 68. Endvidere kan retten, såfremt det findes

formålstjenstligt, træffe bestemmelse om foranstaltninger i stedet for at

idømme straf, hvis gerningsmanden ved den strafbare handlings foretagelse

befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse

eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16

nævnte beskaffenhed, jf. straffelovens § 69.

Formålet med foranstaltningerne er at behandle og forebygge

lovovertrædelser fra personer, som ikke findes egnet til at blive idømt

almindelig straf. Ved vurderingen af, hvilken foranstaltning der bør

nedlægges påstand om, indgår en afvejning både af sikkerheds- og

behandlingsmæssige hensyn, men også proportionalitetsbetragtninger under

hensyntagen til kriminalitetens art og grovhed.

Det er anklagemyndighedens opgave at nedlægge påstand om den

foranstaltning, der efter anklagemyndighedens opfattelse ud fra lægelige

anbefalinger og sagens karakter i øvrigt er mest formålstjenlig for at

forebygge yderligere lovovertrædelser.

Side 2/8

De foranstaltningstyper, der kan anvendes over for personer, der er

sindssyge eller i en tilstand sidestillet hermed, kan inddeles i tre

hovedgrupper: Anbringelsesdom, behandlingsdom og dom til ambulant

behandling.

Dom til anbringelse anvendes, når den pågældende person er sindssyg og

frembyder en sådan fare for sikkerheden, at vedkommende alene skal kunne

udskrives ifølge en retskendelse. Den pågældende person kan derfor ikke

udskrives af en overlæge og vil være indlagt, indtil retten bestemmer, at

vedkommende ikke længere frembyder en sådan fare, at denne

foranstaltningstype er nødvendig, og at foranstaltningen derfor kan ændres

eller ophæves.

Anderledes forholder det sig med domme til behandling eller ambulant

behandling, der er relevant i tilfælde, hvor behandlingsmæssige hensyn

træder i forgrunden, eventuelt hvor behandlingen skønnes at kunne foregå

uden behov for indlæggelse, og hvor hensynet til sikkerheden ikke er så

påtrængende, at domstolskontrol med udskrivning kan anses for påkrævet.

Dette betyder, at den pågældende person i kortere eller længere perioder

ikke nødvendigvis er indlagt, og at overlægen vil kunne udskrive personen,

herunder til fortsat ambulant behandling, samt kunne træffe bestemmelse

om indlæggelse/genindlæggelse.

Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at straffelovens § 70 fastsætter

betingelserne for idømmelse af forvaring.

Forvaring har til formål at forebygge fysisk aggression eller anden

krænkelse af individets integritet og er således begrænset til tilfælde, hvor

der er tale om at forebygge fare for liv, legeme, helbred eller frihed.

Ifølge straffelovens § 70, stk. 1, kan en person dømmes til forvaring, hvis 1)

denne findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig

voldsforbrydelse, trusler af den i straffelovens § 266 nævnte art eller

brandstiftelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og 2) det efter

karakteren af det begåede forhold og oplysninger om dennes person,

herunder navnlig om tidligere kriminalitet, må antages, at personen

frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at

forebygge denne fare.

Side 3/8

Anvendelsesområdet for forvaring efter § 70, stk. 1, er således afgrænset af

et kriminalitetskrav (nr. 1), et farlighedskrav (nr. 2) og en

nødvendighedsbetingelse (nr. 3).

Bestemmelsens

kriminalitetskrav

indebærer, at der kun kan idømmes

forvaring ved de gerningstyper, som udtrykkeligt opregnes i bestemmelsen.

Bestemmelsens

farlighedskrav

indebærer, at det efter karakteren af det

begåede forhold og oplysninger om tiltaltes person, herunder navnlig om

tidligere kriminalitet, skal kunne antages, at tiltalte frembyder en

nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Forudsigelsen om farens art og dens grad skal bygge på karakteren af de

forhold, der foreligger til pådømmelse, og oplysningerne om

gerningsmandens person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet. Det er

således ikke tilstedeværelsen af en eventuel psykisk afvigelse, der er

udslagsgivende, men i praksis må det påregnes, at skønnet over farligheden

som regel vil blive baseret på en kombination af oplysningerne om

nuværende og tidligere kriminalitet og oplysninger om alvorlige

karaktermæssige defekter, jf. Thomas Elholm m.fl. i Kommenteret

straffelov – Almindelig del, 12. udgave (2022), side 468. Behovet for at

anvende forvaring vil i første række foreligge i sager, hvor alvorlig

kriminalitet af aggressiv karakter og faren for ny tilsvarende grov

kriminalitet har sin baggrund i udtalte personlighedsmæssige afvigelser, jf.

betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, side 146.

Det afgørende for, om

nødvendighedskravet

er opfyldt, er, at anvendelsen

af forvaring findes påkrævet for at forebygge den fare, som tiltalte udgør.

Bestemmelsens forarbejder giver ikke vejledning for vurderingen af, om

nødvendighedskravet er opfyldt, men i praksis indgår det navnlig, om en

tidsbestemt straf vil være af en sådan længde, at den må antages at opveje

den fare, som tiltalte udgør. Der henvises til betænkning nr. 1584/2024 om

forvaring, side 22 f.

I sager, hvor valget står mellem på den ene side påstand om en

længerevarende fængselsstraf på op til 16 år og på den anden side påstand

om forvaring, bør anklagemyndigheden således som udgangspunkt

nedlægge påstand om forvaring, hvis betingelserne for at idømme forvaring

i øvrigt er opfyldt. I sager, hvor valget står mellem på den ene side en

påstand om fængsel på livstid og en påstand om forvaring, bør der

Side 4/8

nedlægges påstand om fængsel på livstid. Der henvises til betænkning nr.

1584/2024 om forvaring, side 23.

Straffelovens § 70, stk. 2, indeholder en særlig regel om anvendelse af

forvaring i sager om seksualforbrydelser.

Ifølge bestemmelsen kan en person dømmes til forvaring, hvis 1) denne

findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller i

forsøg

herpå, og 2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne

om dennes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at

personen frembyder væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller

frihed, og 3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for

at forebygge denne fare.

Anvendelsesområdet for forvaring efter § 70, stk. 2, er ligesom efter stk. 1

begrænset af et kriminalitetskrav, et farlighedskrav og en

nødvendighedsbetingelse.

Straffelovens § 70, stk. 2, er imidlertid udtryk for en mindre lempelse af

betingelserne for anvendelse af forvaring i sager om seksualforbrydelser

sammenlignet med § 70, stk. 1. Faren, der rettes imod andres liv, legeme,

helbred eller frihed, skal efter stk. 2, nr. 2, være ”væsentlig” og ikke som i

stk. 1, nr. 2, ”nærliggende”. Endvidere er ordet ”navnlig” i forbindelse med

”oplysninger om tidligere kriminalitet” undladt i farlighedskravet i § 70, stk.

2, nr. 2, sammenlignet med § 70, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1584/2024 om forvaring vedrørende

betingelserne for at idømme forvaring, side 20 ff.

Justitsministeriet forstår anden del af spørgsmålet således, at der spørges

til reglerne for tildeling af udgang for personer, der er idømt en anbringelses-

eller behandlingsdom, samt reglerne for, hvornår denne gruppe kan overgå

til et ambulant behandlingsforløb. Herudover forstås spørgsmålet således, at

der spørges til reglerne for udgang og prøveudskrivning for

forvaringsdømte.

Justitsministeriet kan oplyse, at reglerne for tildeling af udgang for personer,

der er idømt behandlings- og anbringelsesdomme, følger af bekendtgørelse

nr. 1492 af 5. december 2024 om udgangstilladelse m.v. til personer, der er

Side 5/8

anbragt på hospital eller i institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller

i medfør af farlighedsdekret.

Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at overlægen eller dennes

stedfortræder som udgangspunkt træffer afgørelse om bl.a. udgang uden for

afdelingens område af højst tre timers varighed inden for samme døgn,

udgang uden for afdelingens område af mere end tre timers varighed uden

overnatning under ledsagelse af en eller flere medarbejdere samt udgang til

uopsættelig indlæggelse på somatisk afdeling, over for personer, der er

anbragt i psykiatrisk afdeling.

Tilladelse til udgang m.v., jf. bekendtgørelsens § 1, kan gives som

enkeltstående udgang eller generel tilladelse. Tilladelse til ledsaget udgang

uden for afdelingens område efter § 1, stk. 1, nr. 4, kan kun gives som en

enkeltstående tilladelse.

Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 5, at statsadvokaten som

udgangspunkt træffer afgørelse om udgang m.v. til personer, der er anbragt

i psykiatrisk afdeling, jf. straffelovens §§ 68, 69 eller 73, i andre tilfælde

end de, der er nævnt i bl.a. bekendtgørelsens § 1. Det vil eksempelvis være

udgang uden for afdelingens område af mere end tre timers varighed inden

for samme døgn.

Det følger af bekendtgørelsens § 6, at overlægen under visse nærmere

betingelser, træffer afgørelse om bl.a. udgang til hospitalets terræn eller til

nærmeste omegn, sø og skov, under ledsagelse af mindst to medarbejdere

fra Sikringsafdelingen, udgang til ambulant undersøgelse på somatisk

afdeling, klinik m.v., samt udgang til uopsættelig indlæggelse på somatisk

afdeling over for personer, der i medfør af § 40 i lov om anvendelse af tvang

i psykiatrien m.v. eller i medfør af straffelovens §§ 68, 69 eller 73 er anbragt

i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Afgørelser om udgange, der ikke er omfattet af § 6, træffes af

Justitsministeriet, jf. bekendtgørelsens § 7.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 16, at den ansvarlige myndighed ved

afgørelse om tilladelse til udgang m.v. navnlig skal lægge vægt på

socialpædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn, risikoen for, at den

pågældende vil begå strafbare forhold eller i øvrigt misbruge

udgangstilladelsen, herunder ved at være til fare for sig selv eller andre, og

herunder de forhold, der har begrundet dom til anbringelse, samt hensynet

Side 6/8

til retshåndhævelsen. Der er ikke fastsat regler om, hvornår man tidligst kan

opnå udgang. Det beror således på en afvejning af de socialpædagogiske

eller behandlingsmæssige hensyn over for bl.a. hensynet til

retshåndhævelsen, hvornår der tidligst vil kunne meddeles tilladelse til

udgang.

For personer, der er idømt forvaring, sker udgang efter reglerne i

straffuldbyrdelsesloven med dertil hørende bekendtgørelser. Det følger af

straffuldbyrdelseslovens § 49 a, at en indsat, der er idømt forvaring for

overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, som

udgangspunkt ikke kan opnå tilladelse til udgang, indtil vedkommende har

været anbragt i forvaring i 10 år.

De nærmere regler om udgang til forvaringsdømte er reguleret i

bekendtgørelse nr. 897 af 25. juni 2025 om udgang til indsatte, der udstår

fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner

(udgangsbekendtgørelsen). Det følger af bekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr.

4, at for forvaringsdømte, der er i dømt forvaring for overtrædelse af en

bestemmelse, som ikke hjemler straf af fængsel på livstid, skal

kriminalforsorgsområdet tage spørgsmålet om udgang til besøg hos

bestemte personer op til overvejelse, når den forvaringsdømte har været

anbragt i forvaring i 2 år.

Der kan i øvrigt henvises til betænkning nr. 1584/2024 om forvaring, side

35 ff. og 38 f., for en nærmere gennemgang af reglerne, herunder også en

omtale af reglerne om udstationering af forvaringsdømte.

Reglerne for prøveudskrivning for forvaringsdømte er reguleret i

bekendtgørelse nr. 1018 af 28. juni 2022 om behandlingen af sager om

prøveudskrivning af forvaringsdømte (prøveudskrivningsbekendtgørelsen).

Efter

prøveudskrivningsbekendtgørelsens

skal

kriminalforsorgsområdet, efter forudgående drøftelse med Direktoratet for

Kriminalforsorgen, anmode anklagemyndigheden om at indbringe

spørgsmålet for retten, når det må antages, at betingelserne for

prøveudskrivning er opfyldt.

Det følger af bekendtgørelsens § 2, at når en forvaringsdømt har været

anbragt 3 år i forvaring, påhviler det kriminalforsorgen årligt at vurdere, om

der er grundlag for at anmode anklagemyndigheden om at rejse en sag

Side 7/8

omprøveudskrivning for domstolene. Det gælder også de sager, hvor

udgang som det klare udgangspunkt først kan gives, når den dømte har været

anbragt i forvaring i 10 år. Til brug for kriminalforsorgsområdets årlige

vurdering af, hvorvidt anklagemyndigheden skal anmodes om at indbringe

spørgsmålet om prøveudskrivning for retten, indhentes en udtalelse fra en

speciallæge i psykiatri, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1584/2024 om forvaring, side 39 ff.,

for en nærmere gennemgang af reglerne om prøveudskrivning af

forvaringsdømte.

For så vidt angår spørgsmålet om overgang til ambulant behandling kan

Justitsministeriet indledningsvis oplyse, at en foranstaltningsdom kan

afsluttes enten ved en ny dom, ved ophævelse af foranstaltningen eller ved

udløb af foranstaltningen.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 1, kan personer, der er idømt en

anbringelsesdom, herunder en dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling

eller dom til anbringelse på Sikringsafdelingen, kun udskrives ifølge

retskendelse. Det vil derfor for denne gruppe ikke være muligt at overgå til

ambulant behandling uden rettens kendelse.

Som det ligeledes fremgår under pkt. 1, forholder det sig anderledes for

personer, der er idømt en behandlingsdom, idet domfældte vil kunne

udskrives til fortsat ambulant behandling og vil kunne genindlægges uden

retskendelse, da beslutningen i stedet træffes enten af overlægen eller af

kriminalforsorgen sammen med overlægen.

Side 8/8