Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
3064789_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
8. september 2025
Strafferetskontoret
Mostafa Mohammadi
2025-09412
3810204
Besvarelse af spørgsmål nr. 1413 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1413 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. august 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1413: Spm. om forslag om at afskaffe forældelsesfristen i voldtægtssager
Spørgsmål nr. 1413 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Er ministeren enig eller uenig med spørgeren i, at
voldtægtssager aldrig skal forældes, og vil ministeren i den
kommende folketingssamling fremsætte et lovforslag med støtte
fra Dansk Folkeparti om, at voldtægtssager aldrig forældes, eller
mener ministeren, at uopklarede voldtægtssager fortsat løbende
skal forældes, imens politiet får nye efterforskningsmuligheder,
der kunne have opklaret sagerne?”
Svar:
1.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ser med meget stor alvor på
voldtægt. Kriminelle, der begår sådanne grove forbrydelser, skal idømmes
markant hårdere straffe. Derfor indgik regeringen og et bredt flertal i
Folketinget den 25. juni 2025 en aftale om en strafreform, hvor vi bl.a. vil
skærpe straffen for voldtægt ved vold og trussel om vold, herunder
overfaldsvoldtægt, samt gruppevoldtægt.
Det er desuden en prioritet for regeringen, at politiet er rustet til at opklare
grove forbrydelser som f.eks. voldtægt, og regeringen ønsker i den
forbindelse, at politiet skal benytte de værktøjer til opklaring af sager, som
nye metoder, teknologier mv. giver mulighed for. Jeg har med tilfredshed
noteret mig, at politiet – efter opfordring fra min forgænger i september
2022 – er begyndt at bruge politiets eget dna-register til at søge efter
slægtsrelationer i relevante sager (slægtsskabssøgning).
Ved lov nr. 725 af 20. juni 2025 om ændring af retsplejeloven (Genetisk
slægtsforskning som efterforskningsmiddel i politiet) blev der tilvejebragt
en særskilt retlig ramme for politiets anvendelse af genetisk slægtsforskning
som efterforskningsmiddel i dansk politi. Loven trådte i kraft den 1. juli
2025.
2.
Udgangspunktet efter straffeloven er, at forældelsesfristens længde
afhænger af strafferammen for den pågældende lovovertrædelse, og at
forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor den strafbare virksomhed er
ophørt. Forældelsesfristen for voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, er
således 10 år. Har voldtægten haft en særlig farlig karakter, eller foreligger
der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, jf. § 216, stk. 3, er
forældelsesfristen 15 år.
Side 2/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1413: Spm. om forslag om at afskaffe forældelsesfristen i voldtægtssager
For en række lovovertrædelser, som er begået mod personer under 18 år, er
der fastsat særlige forældelsesregler. Overtrædelser af straffelovens
bestemmelse om bl.a. voldtægt forældes således ikke, hvis overtrædelsen er
begået mod en person under 18 år.
Forældelsesfrister i straffesager er almindelige i retssystemer, bl.a. fordi
sagerne bliver sværere at opklare, jo længere tid der går. Bevisbyrden bliver
sværere at løfte, og risikoen for forkerte afgørelser bliver større. Det
bemærkes i den forbindelse, at voldtægtssager kan være bevismæssigt
vanskelige, da der sjældent har været andre til stede under voldtægten end
gerningspersonen og den forurettede. Det gælder også i et vist omfang, selv
om der måtte foreligge tekniske beviser, da sådanne beviser sjældent kan stå
alene.
Der er således gode retssikkerhedsmæssige grunde til, at vi har
forældelsesfrister, og eventuelle ændringer af forældelsesfristerne kræver
derfor grundige overvejelser. Jeg er dog naturligvis altid åben over for at
drøfte det med Folketingets partier, hvis der måtte være et ønske om det.
Side 3/3