Nyhed
25 timers parkeringsbegrænsning på statslige rastepladser
ophæves
Siden 2018 har der været tidsbegrænset parkering for lastbiler på danske
motorvejsrastepladser. Fra 1. januar 2026 ophæves tidsbegrænsningen, da reglen
medfører ulige konkurrenceforhold for danske vognmænd og er administrativt tung at
håndhæve.
7. jul. 2025
Foto: Vejdirektoratet
Der blev i 2018 indført tidsbegrænset parkering for lastbiler, så de maksimalt må parkere 25 timer på de
statslige rastepladser på motorvejsnettet.
- Vi kan konstatere, at parkeringsreglerne har vist sig at skabe ulige konkurrenceforhold for danske
vognmænd, fordi alt for få af de udenlandske chauffører ender med at betale deres parkeringsafgift.
Samtidig er reglen administrativt tung at håndhæve, og derfor ophæver vi nu den tidsbegrænsede
parkering på rastepladserne. Det betyder dog ikke, at chaufførerne nu frit kan langtidsparkere og
overnatte i køretøjet på rastepladserne, da EU’s køre- og hviletidsregler forbyder, at chauffører afholder
deres regulære ugentlige hvil på mindst 45 timer i køretøjet, siger transportminister Thomas Danielsen.
Færdselsstyrelsen modtager bevilling til varetagelse af kontrollen af rastepladserne frem til årsskiftet, og
det vil derfor være styrelsen, der udfører kontroller på rastepladserne frem til 1. januar 2026.
Færdselsstyrelsen overtog kontrolopgaven af parkering fra politiet i 2019. Efter nytår er det politiets
opgave at håndhæve de generelle parkeringsregler på motorvejsrastepladserne.